Skip to main content

Søren Pilmark spiller rollen som lægen Einar Geert-Jørgensen (lille foto).

Velproduceret TV-serie kulegraver danske lægers uetiske LSD-forsøg

 
 
 
 
 

TV: Gamle patientjournaler viser, at en gruppe læger fra 1960-1973 behandlede psykiatriske patienter med LSD uden samtykke, og at de fortsatte, selv når patienterne bad om at stoppe behandlingen. Et retsopgør kan være på vej.

Det syge sind har altid været medicinens smertensbarn. Skavanker og sygdommene i kroppen kan vi undersøge, hjælpe på vej, skære ud eller forgifte, mens sygdomme i det menneskelige sind er langt vanskeligere at lindre og helbrede. Medicinhistorien skorter ikke på hårrejsende historier, og især psykiatrien er hjemsøgt af spøgelser.

TV-serien ´Det sindssyge eksperiment´, der vises på TV2, fremmaner et af disse spøgelser. Doku-dramaet handler om, hvordan danske læger på Frederiksberg Hospital i årene 1960-1973 behandlede psykisk syge patienter med Lyserg-Syre-Diethylamid (LSD) under forhold, der er intet mindre end skandaløse.

En behandling mod psykisk sygdom

Behandlingerne med LSD begyndte i 1960 under ledelse af overlæge dr.med Einar Geert-Jørgensen (1898-1977), der var overbevist om, at LSD kunne helbrede psykisk sygdom. Einar Geert-Jørgensen var en karismatisk og afholdt psykiater i sin samtid, og perspektiverne var store på et tidspunkt, hvor lobotomien (det hvide snit) var en populær behandling, der blev anset som skånsom og med få bivirkninger, til trods for, at 5-10 procent af patienterne døde som følge af indgrebet.

”Ny fantastisk kur mod sindslidelser,” stod der på en avisforside i 1960, og Einar Geert-Jørgensen samlede et lille hold af dedikerede læger og sygeplejersker, som gav behandlinger med store doser LSD i behandlingsrum i kælderen på Frederiksberg Hospital.

Patienterne var mennesker, der havde alt fra depression, angst, tvangstanker og skizofreni til homoseksualitet, transvestisme, impotens og stammen, og behandlingen, de blev ordineret, var store doser af LSD. Derigennem skulle de ’gå gennem deres traumer’ og komme rensede ud på den anden side.

Tilmed skulle blev patienterne givet det psykedeliske stof uden nogen form for ledsagende terapi, som ellers blev anbefalet i samtiden.

En gyserfilm

TV-serien er bygget op som en dokumentar suppleret med dramatiske rekonstruktioner, og Søren Pilmark og Amalie Dollerup ses i hovedrollerne som henholdsvis Einar Geert-Jørgensen og den unge ambitiøse læge Ketty Kjærbye Kristensen, der i begyndelsen af 1960´erne fik ansvar for en række af patienterne.

Skuespillerne gør det fremragende, og uhyggen er mærkbar, når de bevæger sig ned i de flisebeklædte kælderrum på Frederiksberg Hospital, hvor patienterne blev spændt fast til sengene, mens kun en smule lys trængte ind gennem de smalle tremmedækkede vinduer. Det er en gyserfilm værdigt.

Det hemmelige arkiv

Ketty Kjærbye Kristensen, der døde i 2019, gemte af uvisse grunde 57 patientjournaler i en kasse hos sig selv, og det er dette arkiv, som serien er bygget op omkring.

Arkivfundet er intet mindre end et scoop. Forfatter Malene Ravn har skrevet manuskriptet, der er instrueret at Thure Lindhart, og undervejs følger vi instruktør og journalist Lotte Mathilde Nielsen i hendes færd efter at forstå, hvad der skete dengang i kælderen på Frederiksberg.

De gamle patientjournaler fungerer som stemme direkte tilbage til den tid, og det er stærk kost, når Lotte Mathilde Nielsen interviewer tidligere patienter om deres oplevelser i kælderen, og når hun læser lægernes optegnelser af deres oplevelser op for dem.

For patienterne tigger om at få afbrudt behandlingerne – og lægerne siger nej. Nogle patienter forsøger selvmord, andre lykkes med det. Én begår drab under påvirkning af LSD. Mange får det værre og værre i løbet af behandlingsforløbene, der kunne vare i årevis og med doser, der var op til otte gange højere end de dengang anbefalede doser, der endda anses for høje efter nutidens standarder.  

Retssagen

De mennesker, der optræder i dokumentaren, er stadig i dag, mere end 60 år senere, mærkede af oplevelserne, og de sidder uforløste over for den uret, de blev udsat for. På baggrund af det nyfundne arkiv er det oplagt at tage skyldsspørgsmålet op igen.

I 1980´erne blev Einar Geert-Jørgensen og holdet af læger fra Frederiksberg Hospital frikendt for at have lavet forsøg med LSD, men frifindelsen skete udelukkende, fordi lægerne i retten insisterede på, at patienterne havde givet samtykke, og at de dermed vidste, hvad de gik med til.

Etisk uforsvarligt

Hvor TV-serien i begyndelsen kan virke en anelse manipulerende, når den krydsklipper mellem angste patienters mareridtsagtige hallucinationer og skraldgrinende læger i festligt lag, lykkes den gennem afsnittene med at overbevise om, at noget vitterligt var helt galt i gruppen.

Der var ikke bare tale om læger, der håbede på kunne hjælpe lidende patienter med et helt nyt stof, nej, der var i høj grad tale om læger, der ønskede at studere stoffets virkning i sig selv.

Kun det kan forklare, hvorfor lægerne fortsatte behandlingerne med LSD, efter at flere patienter havde begået selvmord. Hvorfor de igangsatte behandlinger, uden at der var blevet givet samtykke. Hvorfor de blev ved, selv når der i patientjournalerne udtrykkeligt står, at patienterne sagde fra med både ord og handling. Hvorfor de gav en højdosis LSD til en kun 12-årig dreng.

Lægerne gik dermed fra at yde behandling til at lave deciderede forsøg med mennesker, og som seer efterlades man ikke i tvivl om, at det der foregik dengang var lægeetisk var uforsvarligt. Tvivlen handler kun om, hvorvidt etikken var fraværende fra begyndelsen, eller om den skred undervejs.

Journalistisk etik

Som om historien om danske lægers magtmisbrug ikke var rigeligt, har researchen til TV-serien nu udviklet sig til et drama i sig selv. Den har nemlig mødt stor kritik fra journalist Alex Frank Larsen, som var den første journalist, der skrev om LSD-forsøgene. Hans gravearbejde førte både til en Cavlingpris i 1986 og en særlov i Folketinget, der gav 154 tidligere patienter oprejsning.

Hans noget krasse beretning om at føle sig ført bag lyset af producenten og manuskriptforfatteren til TV-serien ´Det sindssyge eksperiment´ i researchfasen kan læses her. Det er en skam, at Alex Frank Larsen, der om nogen har arbejdet for at få LSD-skandalen frem i offentligheden, føler sig dårligt behandlet netop i en sag, som netop handler om etik og moral. 

TV2 afviser dog anklagen. Modsvaret kan læses her.

Presseetiske overvejelser til side er serien velproduceret og godt håndværk, og den kan anbefales til alle, der interesserer sig for lægelig etik og dansk medicin- og psykiatrihistorie.

”Det sindssyge eksperiment” kan streames på TV2.