Christian Kjær har tilsyneladende igen noget sprængfarligt, som han skal have fikset for rullende kameraer. Foto: TV2

TV2-dokumentar om Christian Kjærs fremskredne sygdom burde tilhøre privatlivets fred

 
 
 
 
 

TV: Hvorfor stiller TV2 skærmen til rådighed for milliardæren Christian Kjærs forsøg på at rense sig selv? For tre år siden skulle vi se ham pive over en trafikdom. Nu protesterer han mod sin banks beskyldninger om, at han er dement, hvorfor de har spærret hans konti, så han ikke hele tiden kan overføre store værdier til sin kone.

I begyndelsen af 2021 forærede public service-stationen DR Christian Kjær en stiv times sendetid til at forklare, hvorfor han så sig nødsaget til at forlade landet, efter at han var blevet dømt for at køre en official til et cykelløb ned efter nogle tumultariske skænderier forinden. En helt uretfærdig dom måtte vi forstå, som resulterede i, at Kjær af sikkerhedsgrunde også blev frataget sit elskede jagttegn, kørekort og siden også ærestitler og orden.

Han – som efter eget udsagn er født med en guldske i munden og hele sit liv har kunnet gøre, hvad han lystede – var ramt på sin stolthed. Han var fornærmet i en grad, så den diagnose på Parkinsons sygdom, som han fik i programmet, syntes at være tæt på en ubetydelig sten i skoen i forhold til, at han og hustruen – således tvunget af usle og fornedrende levevilkår – måtte vinke tak og farvel til deres mange danske besiddelser og flytte til Schweiz, hvor mennesker ifølge ham alle er lige i modsætning til i det socialistiske Danmark. Suk og gab!

Men i det nye program ´Christian Kjærs sidste vilje: Eftermæle, arv og sygdom', som TV2 har valgt at bringe her tre år senere i årets bedste sendetid midt i påskeferien, er det mere suk og gys, der trænger sig på. For ikke alene er nu 80-årige Christian Kjærs Parkinsons sygdom taget til i alvorlig grad, men han har tilsyneladende også denne gang noget endnu mere sprængfarligt, som han skal have fikset for rullende kameraer.

Denne gang drejer det sig ikke kun om en omgang barnagtig kværuleren på grund af selvskabte problemer i livet. Det handler om at bevare et klart hoved og fremstå ikke-dement og ved sine fulde fem for omverdenen. Formålet er at undgå, at to børn fra tidligere ægteskaber får deres retmæssige arv. I stedet skal arven overgå til hans nuværende yngre hustru, Susan Astani, deres fælles barn, samt hendes to børn fra et tidligere forhold.

I ´Christian Kjærs sidste vilje: Eftermæle, arv og sygdom´ møder vi Kjær stærkt afkræftet af sin Parkinsons sygdom trods professionel pleje og konstant medicinering 24-7 på nogle af hans mange besiddelser i Danmark og rundt omkring i verden. Boliger, slotte og landområder, som han enten allerede har givet til sine kone og fællesbarnet, eller som han netop er i færd med at overdrage på en måde, som skal sikre, at hans andre børn ikke kan kræve dem inddraget i arven efter hans død. Og vi ser sågar den syge, skrøbelige og afkræftede 80-årige rejse hele vejen til Caribien, hvor han sammen med hustruen forsøger at lave en juridisk overdragelse af hans kostbare ejendomme til først hustruen og siden fællesbarnet.

Men vi hører også om, hvordan den første advokat i Caribien nægter at lave overdragelsen, vi ser hvordan parret lægger alle kræfter i at få lagt brikkerne rigtigt til den kommende arvekrig, som de forventer vil komme, når Christian Kjær ifølge hans egne forventninger vil dø indenfor en overskuelig fremtid. Og vi ser og hører, hvordan Christian Kjær har store problemer med blandt andet udmattelse, balance og sine tale- og formuleringsevner, og vi hører om, hvordan Nordea mener, at Kjærs jævnlige og store overførsler til hustruen sker under tvang på hendes foranledning:

”De påstår, at alt, hvad Christian gør og giver til mig, kommer under tvang og ikke af hjertet. De har skrevet i det brev, som om Christian er skør, og jeg er kriminel, som misbruger situationen. Som om jeg bare er tilfældig fra gaden. Vi har været gift i 14 år, og vi har et barn sammen,” siger Astani til kameraet, hvortil Kjær svarer: 

”Jeg er vild med min kone. Det erkender jeg. Men det er ikke ensbetydende med, at hun bestemmer noget. Jeg kan gøre, hvad jeg vil med mine penge, gudskelov,” forklarer Kjær og fortsætter:

”Jeg vil intet have med Nordea at gøre. Jeg vil ikke engang ringes op. Sådan er det.” 

Det er et virkeligt, virkeligt mærkværdigt program, TV2 her smider i hovederne på os, for hvad skal vi med det? Hvad er det, programmet forsøger at fortælle os? At det er nemt at blive manipuleret, når man er syg og afhængig? At Parkinsons sygdom er en frygtelig sygdom? At livet med Parkinsons sygdom er lettere på første klasse? Eller omvendt at det måske er endnu sværere, hvis man har penge, som "alle vil have fat i", som Christian Kjær selv udtrykker det? Eller at der er kattens til forskel på den pleje, kontrol og behandling, som man kan få for sin Parkinsons sygdom, hvis man er velhavende sammenlignet med, hvis man ikke er?  

Eller er forklaringen den simple, at TV2 helt ukritisk har ladet sig spænde for et partsindlæg, som senere skal bruges som hustruens våben og bevis for, at Christian Kjær har sin frie vilje og ikke også lider af én af de alvorlige demenssygdomme, som så ofte følger en Parkinsons-diagnose, i den kommende arvekrig?

Eller måske er filmens sande formål at antyde, at Nordeas beslutning om at fryse konti og aktiver tilhørende en af bankens mest velhavende kunder ikke var så ubegrundet, som parret påstår? Og at deres forsøg på at omgå visse dele af Arveloven for at frarøve hans ældste børn deres tvangsarv ikke bør anerkendes af en fremtidig retsinstans, idet Christian Kjærs helbredstilstand muligvis indikerer, at han ikke er så uafhængig, som han og hans betydeligt yngre hustru og arving gerne vil have det til at se ud.

Og sådan kan man blive ved med at gætte på, hvad meningen er med programmet. Men uanset hvad der er fup eller fakta i dette sygdoms- og familiedrama, så kan det aldrig være meningen, at et dokumentarprogram mest af alt fremtræder som én stor gættekonkurrence om, hvorvidt en 80-årig syg og svækket mand har en demenslidelse eller ej. Og om hvorfor – og eventuelt på hvis foranledning – at han overhovedet deltager i et program, som har sit primære fokus på hans tilstand.

Ikke engang kigget ind i, hvordan det kan være at have Parkinsons sygdom på første klasse er specielt interessant. Og det samme gælder for arvekrigen, for hvorfor, at Susan Astani mener, at hun og hendes biologiske børn absolut skal have det hele, forbliver ubesvaret. Og hvorfor det tilsyneladende er så magtpåliggende for Christian Kjær, at hans to ældste børn skal spises af med godt en million kroner hver ud af den samlede milliard, der ellers er til deling, står heller ikke klart – udover at de er ’sure’ og derfor ikke kommer til hans fødselsdag. Alt i alt en trist historie om alvorlig og invaliderende sygdom, overdreven rigdom og elendige familierelationer, som burde tilhøre privatlivets fred. og ingen derfor behøver at se.

´Christian Kjærs sidste vilje: Eftermæle, arv og sygdom kan ses på TV2Play´