Indefra om psykisk syge unge formidles med enestående takt og finfølelse
TV: Anders Aggers besøg hos psykisk syge unge fra det socialpsykiatriske bosted Holmstrupgaard i Aarhus giver et modigt, værdigt og totalt hjerteknusende indblik i, hvad der kan gemme sig bag mediernes overskrifter om danske børn og unges mistrivsel. Serien fortjener seks stjerner og er et must-see.
Danske børn og unge har det generelt psykisk dårligere end unge i andre sammenlignelige lande, og et stigende antal kæmper med angst, depression, autisme, ADHD, selvskade og spiseforstyrrelser. Nogle børn og unge i så alvorlig grad, at de har brug for professionel hjælp 24 timer i døgnet for ikke at dø.
I DR’s nye TV- dokumentarserie ´Syg Ungdom´ følger vi sammen med TV-vært og journalist Anders Agger en række af disse alvorligt syge unge i deres hverdag på dag- og døgninstitutionen Holmstrupgaard, hvor de unge fortæller utroligt modigt og åbent om deres forskellige diagnoser og de store daglige personlige udfordringer, som de står overfor, hvis de skal kunne håndtere livet og ikke i stedet bukke under for deres sygdom.
På Holmstrupgaard, som Anders Agger har besøgt gennem en periode på tre måneder, får de unge hjælp og støtte døgnet rundt blandt andet i forbindelse med psykotiske gennembrud, tvangstanker, høren stemmer, vrangforestillinger, selvskade, selvmordstanker, social adfærd og spisning.
Ikke mindst spiseforstyrrelser, selvskader og selvmordstanker fylder blandt de unge, der – allerede inden de kom på Holmstrupgaard – typisk har levet flere år med en eller flere af diagnoserne borderline, anoreksi, depression, PTSD, skizofreni eller depression. Spildte ungdomsår, hvor de ofte ikke har fået den hjælp, som de har så stærkt behov for, hvis de skal have en chance for at komme på afstand af den kant mellem liv og død, som de tydeligvis kun lige netop magter at balancere med intensiv hjælp.
Forstemmende samtaler
Anders Aggers samtaler og møder med de plagede og forpinte unge er da også dybt forstemmende, sørgelige og forfærdelige at overvære. Holmstrupgaard er for unge mellem 12 til 23 år, og mange af de unge har været der i flere år. Heriblandt Sebastian, der døgnet rundt er plaget af stemmer og voldsomme vrangforestillinger, Kathrina, der selvskader, Alvilda, der kæmper med flere diagnoser, Maja, der efter flere år har fået det bedre, men som nu falder for aldersgrænsen på 23 år og derfor skal flytte, hvilket igen sætter gang i hendes livsfarlige selvskader. Nanna, der i årevis har været plaget af stemmer, der siger, hun skal slå sin familie ihjel, og Amalie, der er overbevist om, at hun er skyld i, at jorden vil gå under, fordi hun tillader sig at forbruge af klodens samlede ilt.
De unges åbenhjertige og tapre forsøg på at få deres omgivelser til at forstå dels hvor pinefuldt og totalt invaliderende, det kan opleves at være psykisk syg, hvor skamfuldt det er at have vrangforestillinger og en uimodståelig trang til selvskade, er hjerteskærende, modige og imponerende.
Imponerende er også Anders Aggers taktfulde og delikat medfølende måde at tale og være sammen med de unge på. Han er aldrig omklamrende eller intimiderende og demonstrerer en ikke mindst for journalister særegen og beundringsværdig medmenneskelig fornemmelse for, hvor de enkelte unges grænser går for, hvad de dybest set har lyst til helt frivilligt at fortælle.
Og kommer grænserne alligevel lidt for tæt på, hvad Agger fornemmer de unge senere vil kunne fortryde, trækker han sig på et splitsekund og skynder sig at skifte emne. Uanset hvor interessant deres fortalelser umiddelbart syntes at kunne være for seerne. Beskyttende sceneskift, som giver de unge en velbegrundet tryghed og tillid, som dog samtidigt gør, at han med sin lune voksenhumor kan smådrille dem hen ad vejen og på den måde får dem til frivilligt at åbne op, uden at de unge dermed udleveres til rullende kameraer og TV-stationers grådige ønsker om følelsesporno og dermed forbundne høje seertal.
Det er tydeligt, at de unge føler sig oprigtigt set af den respektfulde Agger. Han anerkender dem som de unikke individer, de er, og værdsætter deres personlige styrker på trods af deres sygdomme. Selvom det kræver et hjerte af is ikke at blive rystet over deres selvdestruktive adfærd, deres alt for tynde kroppe og de store bandager fra selvskade, viser Agger alligevel hver enkelt ung person med værdighed og en kæmpe respekt for, at de kæmper videre.
Hvorfor Sebastian, Kathrina, Alvilda, Maja, Nanna, Amalie, Mai og alle de andre har det så dårligt, får vi ikke at vide. Det antydes dog et par gange i vage vendinger fra de medvirkende, at overgreb og traumer har været udløsende faktor, og at for sen eller utilstrækkelig behandling har spillet en rolle i at gøre ondt værre. En enkelt ung pige forklarer, at COVID-pandemien og dens medfølgende ensomhed og angst under lockdown førte til en alvorlig spisevægring, som hun ikke bagefter kunne komme ud af ved egen kraft. Og ellers overlader Anders Agger eventuelle familiære årsager til privatlivets fred.
Aggers beslutning om at udelade de medvirkendes familiebaggrund og eksperters fortolkninger er et klogt og stringent valg. Dette valg kan nemt forsvares, da der ofte er flere komplekse årsager til udvikling af psykiatrisk sygdom. Desuden understreger disse fravalg seriens formål: at give nogle af vores meget syge børn og unge mulighed for at udtrykke sig. De får plads til at beskrive deres oplevelser med psykisk sygdom meget nuanceret, uden for meget forstyrrende støj.
Et godt og vigtigt mål, som er lykkedes, for de unges nødråb fremstår tankevækkende, klare og tydelige. Og de unges behjertede forsøg på at råbe resten af os op, så vi som samfund begynder at hjælpe mere og diskriminere, tabuisere og stigmatisere mindre, hverken kan eller bør ignoreres efter denne eminente, rørende men også forfærdende serie. Serien er et must-see for alle, der har interesse for eller berøring med børn og unge med psykiske lidelser.