Josephine Park spiller godt som fertilitetslægen Nana, der er vidunderligt filterløs og skamløs.
Babygal fertilitetslæge er en herlig kaosmagnet
STREAMING: Ingen løgn er for stor til, at hovedpersonen i TV-serien ´Skruk´ ikke straks kaster sig hovedkulds ud i den, hvis den kan give et par hurtige point. Det er både morsomt og tragikomisk.
Fertilitetslægen Nana vil gå langt for at gøre sine klienter glade. Ikke blot giver hun dem kyndig lægehjælp i forsøget på at undfange de børn, de så brændende ønsker sig. Hun opfinder også gerne til lejlighed liiiige den personlige historie, de bedst kan relatere sig til, og som får de længselsfulde kvinder og par til at føle sig trygge og set.
Det er sjovt, Nana er vidunderligt filterløs og skamløs i sin omgang med verdens kedelige realiteter, og det førte til velfortjent ros af serien ´Skruk´ (læs vores anmeldelse her). Nu er næste sæson af sit-com-dramaet om fertilitetsklinikken DoVi og Nana så udkommet på Netflix.
I sæson to lever Nana den moderdrøm, hun satte sin karriere på spil for i første sæson. Vi møder hende tre måneder efter fødslen, hvor hun er på barsel - og hun hader det.
Hun hader ikke barnet, som er yndigt, men babyrytmik og i barselsgrupper, dikkedik, nuttenut og Mariehønen Evigglad. I en herlig åbningsscene til babyrytmik i kirken, hvor en af de andre mødre i navnerunden klandrer Nana for endnu ikke at have navngivet sin datter, brænder hun sammen. Hun ender med at få udspyet alle de sandheder om de andre barslende, der ulmer i hende som en ækel galde, og det er på samme tid morsomt og tragisk.
I det hele taget stritter alt på Nana over livet som singlemor på barsel, og hun savner arbejdspladsens struktur og de daglige succesoplevelser. Da hun med én dags varsel får mulighed for at vende tilbage til fertilitetsklinikken DoVi, slår hun derfor straks til. Det kan lade sig gøre, fordi hun med lige dele manipulation, skyld og skam får lokket sin ellers selvoptagede musikermor til at agere babysitter i dagtimerne.
En af seriens morsomme og velspillede roller er DoVi chefen Helle, der forsøger at lede en medarbejderstab gennem en mildest talt kaotisk renovation af fertilitetsklinikken. Alt sejler, lofter falder næsten ned i hovedet på patienterne, og alt imens forsøger Charlotte med sin egen operation morgenluft; et nyt ledelseskursus, hvor hun har fået lavet ja-hat-bøllehatte til hele teamet. Skeptiske Nana undgår kun at slå en skraldlatter op, fordi hun har travlt med en selvindbildt popularitetskonkurrence med stedet nye læge, den populære svensker Hampus. Deres indbyrdes rivalisering er tåkrummende men mest på den gode måde.
Seriens drivende motor er dog Nanas forhold til ekskæresten Mathias, der ufrivilligt har lagt sæd til den lille baby, og som endnu ikke ved, at han er blevet far. Nana skal fortælle ham sandheden, det ved hun selvfølgelig godt, men altså, det er som om sandheden klamrer sig fast til hendes tunge, og ud kommer en løgn. Igen og igen, for det er så meget nemmere, pænere og belejligere. I hvert fald for en tid
´Skruk´ mestrer komikkens svære kunst kombineret med karakterer, man ender med at holde af i al deres umulighed. Seriens plot, der til tider kan forekomme noget tyndt, bæres igennem af karaktererne og et stærkt hold af skuespillere. Josephine Park skal velfortjent roses i rollen som Nana, og hvor hun formår at formidle karakterens indre konflikter gennem sin komplekse ansigtsmimik. Charlotte Munck er skøn som krakelerende DoVi chef, Tammi Øst er overbevisende som Nanas både kærlige og selvoptagede mor, og Simon Sears spiller med overbevisning den både hotte og sindsligevægtige ekskæreste Mathias, som Nana stadig drømmer om en fremtid med.
Ikke alle scener og afsnit i ´Skruk´ er lige vellykkede, men man tilgiver gerne serien, fordi den grundlæggende er godt skruet sammen, velspillet og lykkes med at tage gas på både moderskabet og lægestanden.