Ufrivillig barnløshed er blevet til en let tilgængelig dansk TV-serie

STREAMING: Skruk er en stærkt underholdende og let tilgængelig medicinsk comedy og feel good-dramaserie, som ikke holder sig tilbage fra at romantisere IVF-behandlinger. Der er ikke meget public service og folkeoplysning over serien, men den kan dog være et effektivt supplement for at få en samtale i gang om ufrivillig barnløshed. 

På infertilitetsklinikken hjælper den 37-årige fertilitetslæge Nana barnløse til at få deres drøm om et barn opfyldt. Hun er dygtig, empatisk og opnår gode resultater, fremgår det af starten på Netflix’ nye danske TV-serie Skruk, som er en blanding af komedie og drama om ufrivillig barnløshed, løgne og den frustrerede jagt på den eneste ene. Og hvis ikke den eneste ene, så i hvert fald en partner og far til sit afkom. 

Men selvom Nana, spillet fremragende af Josephine Park, tilsyneladende har styr på sit liv, så lyver hun for alt og alle. Blandt andet for patienterne, som føler sig ekstra trygge, når de får serveret hendes historier om de ikke-eksisterende børn, som hun bilder dem ind, hun har fået ved hjælp af IVF-behandlinger. Selv hendes chef Helle, spillet af Charlotte Munck, ønsker Nana og ingen andre, da hun og hendes kone skal insemineres.

Men da Nana ved hjælp af en kollegial vaginalscanning efter klinikkens lukketid finder ud af, at hendes biologiske ur tikker meget hurtigere, end hun troede, tager løgnene for alvor fart, efter at hun i en kæmpe brandert har insemineret sig selv med stjålen sæd fra sin kliniks sædbank.

“Hmm, jeg kan komme i fængsel for det her. Men jeg kunne også få en baby,” mumler hun i sin brandert til sig selv, mens hun injicerer sig selv i en fordrukken forestilling om aldrig at blive opdaget.

Den stjålne sæd tilhører hendes eka-kæreste Mathias, spillet af Simon Sears, en gammel flamme, som hun aldrig har glemt, efter at han syv år tidligere flyttede til Sydamerika for at arbejde som NGO, og som hun samme dag har mødt tilfældigt uden for sin klinik, da han er på vej til sædbanken i den tilstødende bygning. 

Og Nana, der som så mange andre har tænkt, at børn var noget, hun kunne få, når tiden var inde og faren fundet, beslutter sig nu efter at have været omkring et par omveje for, at hun både vil have barnet - og meget gerne også Mathias.

Men hendes desperate handling er ikke kun ulovlig, hun risikerer også sin karriere, sin bedste veninde og kollega Simone spillet af Olivia Joof Lewerissa, og sågar Mathias, hvis hun fortæller sandheden, og løgnehistorierne vokser sig værre og værre i takt med, at også morgenkvalmen tager til.

Samtidigt med at det således ikke mere er det biologiske ur, som tikker, men de bomber, som Nana til vores skræk og rædsel bliver ved med at sætte sig selv på, møder vi en lind strøm af hendes meget forskellige patienter gennem deres forskellige stadier i behandlingen. Patienterne har dog én ting til fælles nemlig, at de ønsker hendes assistance til at få deres drømmebarn.

Men en anden ting, som de også har til fælles, er, at ingen af de potentielle forældre - og dermed heller ikke os seere - hører så meget som bare et enkelt lille advarende pip om de psykiske og fysiske risici, der kan være forbundet med fertilitetsbehandling.

For selv om den medicinske comedy-serie foregår på en fertilitetsklinik, er det ikke IVF-behandlinger som sådan, der er dens fokus, men i stedet missionen om at skabe forståelse for ufrivilligt barnløse, lesbiske og homoseksuelle klienters brændende ønsker om en baby.

En mission, som her søges befordret ikke af fakta, men af humor og lyserøde håb, og en målsætning som denne serie deler med andre netop nu aktuelle kulturprodukter som for eksempel den danske forfatter Tine Høeghs nye bog Sult om kunstig befrugtning og den tilsvarende helt nye norske TV-serie fra Viaplay Made in Oslo om fertilitetslægen Elin, der som Nana også sætter privatliv og karriere på spil for at blive gravid.

Som seere skal vi forstå, at babylængslen er større end alt og så desperat og berettiget, at selv himmelråbende uetiske handlinger overfor ens nærmeste bør accepteres og tilgives. En noget tvivlsom præmis, som givetvis vil støde nogle seere, men som "Skruk" forsøger at liste igennem ved hjælp af en række sukkersøde comedy-indslag, som ikke altid lykkes lige godt.

Når serien alligevel er værd at se, skyldes det dels dette års nye spot på noget, som har været gemt væk, nemlig de mange, som i dag ønsker og har brug for hjælp til at blive gravide. Men i høj grad også Josephine Parkers dygtige, charmerende og dybt overbevisende fremstilling af Nana som den nok succesrige karrierekvinde, men alligevel også dybt forvirrede, barnløse og kærlighedshungrende snart 40-årige kvinde for hvem, baby-vinduet pludseligt er ved at lukke. De modstridende tidsforvirrede følelser lyser ud af Josephine Parkers fortolkning af Nana.

Også Nanas nære venskab med kollegaen og den enlige mor Simone er rørende, realistisk og troværdig, når de betror sig til hinanden på arbejdet og under bowlingspil, for mange shots og fælles gåture. Og det er da også Nanas risikering af netop dette kostbare venskab, som er en vigtig motor i seriens spændingskurve. Mændene omkring hende kan hun langt hen af vejen undvære, for de kan erstattes. Men det kan Simone og en baby ikke, uanset hvor gerne hun vil have sin Mathias tilbage.

Men også Nanas chef, den selvhævdende tilsyneladende søde, men i virkeligheden benhårde og narcissistiske klinikejer Helle, spillet formidabelt af Charlotte Munck, bør fremhæves som en karakter, der løfter serien væk fra det sakarin-søde til en lejlighedsvis befriende satirisk realisme.    

Skruk er en stærkt underholdende og let tilgængelig medicinsk comedy og feel good-dramaserie, som ikke holder sig tilbage fra at romantisere IVF-behandlinger, men som samtidigt anstrenger sig for at vise seerne de følelsesmæssige voldsomheder, der kan ligge under regnbuefamiliers og de mange ufrivilligt barnløses ønsker om at få deres egen baby.

Skruk meget lette træd på jord gør den ikke egnet som et alternativ til de allerede eksisterende tungere dokumentarprogrammer om IVF-behandlinger. Der er ikke meget public service og folkeoplysning over serien, men den kan dog være et effektivt supplement for at få en samtale i gang om et vigtigt emne, der længe har været omgivet af tabu og smertefuld tavshed, selv om hvert tiende barn i dag kommer til verden i kraft af medicinsk hjælp.