Her er årets mest interessante digitale kulturtilbud
DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante digitale kulturtilbud på sundhedsområdet fra i år.
Den helt geniale
STREAMING: Den 30-årige amerikanske komiker Bo Burnham spiller, synger, digter, joker, filmer, klipper, græder, tænker og ironiserer sig gennem en et år lang lockdown i sin lejlighed i et ætsende og tæt på melodramatisk dokumentarisk portræt af en afsondret mands liv under pandemiens isolation og ensomhed.
Bo Burnham er nok mutters alene, men velbarberet og med lækre lokker, da han under pandemiens spæde start træder frem i sin one-man dokumentar om sig selv, "Inside". En lockdown, som blev uendeligt længere, end han dengang overhovedet kunne forestille sig. Faktisk havde han aldrig forestillet sig, at han nogensinde skulle blive spærret inde i sit hjem:
If you’d have told me/a year ago/that I’d be locked inside of my home I would have told you/a year ago/with respect now leave me alone, synger Burnham i filmens åbningsnummer, der som alle filmens andre scener er optaget af Burnham selv i hans stue, hvor han bor, sover og arbejder omgivet af sit tekniske udstyr, som fylder langt det meste af hans sparsomme kvadratmeter i den lille lejlighed i Los Angeles.
Så hvad der startede som et projekt, som han kunne få tiden til at gå med, indtil han igen kunne optræde, kom til at vare et år, hvori han i stigende grad rammes ikke kun af social isolering, men også af digital isolation. En digital alenehed, hvor forældrene er blevet nogen, som han desperat facetimer med hver eftermiddag om absolut ingenting. Ligesom også de sociale mediers indholdsløshed bliver en kilde til angst, afmagt og afstandtagen. Følelser af intethed som han virtuost digter, filmer, synger, ironiserer om og kommenterer i stedet for, som han forklarer ’at skyde sig en kugle for panden’.
Blandt de digitale fænomener, som rammes af hans humoristiske, men bidske stand-up tunge, er blandt andet ’Den hvide kvindes Instagram og forfængelighed", kommercielle store brands og deres forsøg på politisk korrekthed og Amazons ejer Jeff Bezoz, der alle sammen får savet benene over af denne komiker, der føler, at han under sin lockdown af livets Matadorspil er blevet sendt direkte tilbage til start, hvor han på flugt fra virkeligheden helt alene arbejder, producerer og gøgler for nogen, som måske, måske ikke er der ude.
Og som tiden trækker ud, og lockdown fortsætter, begynder tingene at skride for Burnham, der med vildvokset skæg og uklippet hår må holde sin 30 års fødselsdag alene sammen med et vækkeur. Og mentalt mister han så småt grebet om sig selv, som tiden går. Men dog ikke uden alligevel midt i mismod og depression at få affyret nogle tørre, men også melodramatiske jokes i slutningerne af sine harceleringer over verdens unoder i form af blandt andet sexting, gaming og internettes fælder. På et tidspunkt begynder han at græde og smadrer en del af sit udstyr.
Inside er et visuelt fængslende episk broderi af lyd, musik og billeder, som nogle gange mest af alt har karakter af at være en musical. Men som også kunne kaldes for en koncert, en komedie, en psykologisk gyser om Covid-19 - eller blot en dokumentar. For Inside er totalt grænsesprængende, og Burnham er ikke bare en strålende jokende, talende og syngende standup komiker, han er også en dygtig lyriker og en fremragende komponist og popmusiker, hvis sange om sin mor, ønsket om at blive set, depression og det måske absurde i at ville heale verden med comedy, godt ville kunne gå hen og blive hits:
Inside kan ses på Netflix
Den oprørende
STREAMING. den nye fiktions TV-serie Dopesick er en klassisk, fremragende og oprørende fortælling om de godes næsten umulige kamp mod de onde overmagter i form af korrupte politikere og embedsmænd samt den nu for svindel, bedrag og bestikkelse idømte amerikanske medicinalproducent, Purdue.
Når Dopesick tager os med til opioid-epidemien i staten Virginia med dens mange lidende og døende på grund af morfinpræparatet oxycontin over bestyrelsesmøder i lægemiddelfabrikanten Purdue til statens embedsmænd som forgæves forsøger at holde Purdue ansvarlig for aggressiv markedsføring og ikke mindst til den praktiserende læge, Samuel Finnix, så æder man det hele råt. Men Dopeshit er hård kost og ikke for svage maver:
Ved hjælp af korruption lykkedes det i 1990'erne Purdues indehavere, familien Sackler, at få FDA til at godkende en påstand om, at Oxycontin kun er afhængighedsskabende for under 1 procent, de købte smertelæger fra ledende hospitaler til at frikende præparatet for bivirkninger og afhængighedsskabelse, de løj og fuppede med evidens og data, og de læger der udskrev flest recepter med de stærkeste piller fik de største bonusser – og en epidemi af misbrugere blev skabt. Siden 1999, hvor Oxycontin blev introduceret på markedet, menes nu op til 700.000 amerikanere at være døde som følge af opioid-overdosis. Alene i 2020 var dødstallet mindst 72.000 mennesker.
Dopesick, som er i otte afsnit, er baseret på den amerikanske journalist Beth Macys bog af samme navn om de menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser af opioid-krisen fra dens start for godt 25 år siden og frem til 2007, hvor Purdue for første gang bliver dømt for ulovlig markedsføring.
I TV-serien er det dog den praktiserende læge, og enkemand, Samuel Finnix, fra en lille mineby i staten Virginia, ypperligt spillet af Michael Keaton, som har hovedrollen i serien, der fra start til slut dog har sin fortællemæssige fremdrift i de juridiske kampe mellem Purdue og de kræfter, som forsøger at begrænse Purdue og Sackler-familiens aktiviteter, som de mener ødelægger landet.
Samuel Finnix, den flittige, empatiske og hjertevarme læge der kender alle, og altid er parat til et hjemmebesøg hos sine patienter, hvoraf mange har hårde og farlige job i den lokale kulmine, forføres af Purdues markedsføring. Han mister sin vanlige, faglige kritiske sans og begynder at ordinere sine smerteramte patienter oxycontin.
Men da Samuel Finnix selv bliver involveret i en trafikulykke, får han på hospitalet ordineret oxycontin mod smerter fra sine brækkede ribben. Også her lyder forklaringen, at under 1 procent bliver afhængige. Hvis han ikke slipper af med smerterne, er det bare at øge dosis, og Finnix bliver nu afhængig på lige fod med sine smertepatienter.
Ligesom for mange af hans patienter går det hurtigt ned ad bakke for Samuel Finnix, der begynder at tage OxyContin fra sine patienter, at købe fra pushere og at knuse og sniffe pillerne for at få en større effekt.
Michael Keaton, som også er executive producer på Dopeshit, leverer en mesterlig præstation i rollen som afhængig misbruger og ikke mindst som den velmenende og begavede Finnix, som det alligevel trods alle odds lykkes Purdue at narre med videnskabeligt fup og siden smøre med først kammeratligt og senere også kvindeligt selskab, gaver, betalte smertekonferencer og weekendophold. Indtil hans patienter begynder at dø, og at han selv sidder i abstinenssaksen.
Blandt andre af seriens fortræffelige præstationer er Kaitlyn Dever som spiller en af Finnix' unge kvindelige patienter, Betsy, der lider af en mineskade, der resulterer i hendes stigende afhængighed af stoffet. Peter Sarsgaard som spiller Rick Mountcastle, en amerikansk advokat, der leder sagen mod Purdue, og ikke at forglemme, Rosario Dawson der som DEA-agenten Bridget Meyer bliver ved med at løbe panden mod muren, når hun forsøger at engagere sine overordnede i sin heroiske kamp for at få samfundets institutioner til at skride ind overfor Purdue’s aggressive markedsføring.
Med "Dopesick" kommer vi også tæt på den ejendommelige og milliardrige, men stadigt mere og mere grådige Sackler-familie, hvor det er formanden, Richard Sackler, spillet af altid dygtige, Michael Stuhlbarg, som især er hjernen bag Purdues svindel med data, bestikkelser, lobbyisme og ulovlige markedsføringsstrategier. En underlig, men snedig strateg, som ser det hele som et spil, som han skal vinde for således at opnå den optimale bundlinje og dermed respekt fra familiens øvrige medlemmer.
Purdue Pharma har i en historisk retssag gennemført i år og sidste år erklæret sig skyldig i tre sigtelser for svindel, bedrag og bestikkelse. Med erklæringen er Purdue Pharma gået med til at betale otte mia. dollars, rundt regnet 50 mia. kr., i bøder og erstatninger til efterladte. Purdue er erklæret konkurs, men genopstået i en ny virksomhed ejet af den amerikanske stat, som fortsat vil producere Oxycontin ligesom den vil producere lægemidler til behandling af opioidoverdosis.
"Dopesick" kan streames på Disney+, som sender ottende og sidste afsnit onsdag den 23. december.
Den modige
PODCAST: Gennem gamle og nyere kunstneriske udtryk kombineret med en lang række samtaler om videnskabelig forskning i depression forsøger videnskabsjournalist Lone Frank i en auditiv roadmovie at finde ud af, hvorfor hun og mange, mange andre mennesker rammes af depressioner.
Da den flere gange prisbelønnede videnskabsjournalist, Lone Frank, i foråret havde taget orlov fra sit arbejde for at lave et podcast-projekt, blev hun mindre end en uge inde i sin nye frihed fra stressende deadlines ramt af depression.
Men hvorfor skete dette, når hun i forvejen gennem mange år har været medicineret mod netop tilbagevendende depression? Det svar forsøger Lone Frank at få ud af videnskaben sammen med sin producer og tilrettelægger Birgit Nissen Pedersen i en serie på fire podcasts finansieret af Lundbeckfonden og publiceret af Weekendavisen.
Podcast-serien er fra start til slut ét langt, kalejdoskopisk lydbillede sat sammen i en hybrid af lydbog, radioteater, radiomontage og radiodokumentar skabt af lyd fra diverse locations, som de to kvinder besøger og enkelte gange også samtaler fra, interviews, oplæste bidder af digte og romaner, snaser fra kendte og mindre kendte sange og musikstykker, hvor nogle sætter direkte ord på depression, mens andre forsøger at understøtte og udvider den emotionelle forståelse af depressionens væsen i tonearter og komposition. Intet er tilfældigt eller lemfældigt valgt i dette forstærkende baggrundstæppe.
Lone Frank, der er tydeligt plaget af sin egen depression, håber hele tiden at få det bedre, eller i det mindste at blive klogere på, hvorfor hun har det som hun har det.
Men Lone Franks depression vokser og hun begynder at have svært ved at arbejde og er begyndt at droppe opgaver. Når hun er hjemme, kan hun lige slæbe sig fra sengen og ind i stuen, og helst sover hun sig væk. Hun opsøger blandt andet psykiater og professor Poul Videbæk på Psykiatrisk Center Glostrup for at forstå, hvorfor hun er deprimeret, og hvorfor medicinen Zetralin ikke har hjulpet hende denne gang, og hvorfor depressioner så ofte vender tilbage. Og kan hun forklare det med ’for lidt serotonin’, eller ligger årsagen i hendes måde at leve sit liv på? Eller i noget helt tredje?
Lone Frank opsøger flere og flere læger og heriblandt også Terrie Moffitt, der er professor i psykologi ved Duke University, og som også byder ind med forslag til, hvorfor Lone Frank og så mange, mange andre mennesker i disse år får diagnosen depression eller anden form for psykisk sygdom. Terrie Moffitt gør blandt andet gældende, at 85 procent af alle mennesker vil få en diagnosticerbar psykisk sygdom i løbet af deres liv. Tanken om, at det er de skøre, der er de normale og de aldrig-syge, som er unormale, tiltaler Lone Frank, der får mange og interessante bud fra de opsøgte forskere, men som dog fortsat selv har svært ved at forstå, hvorfor hun har det så mentalt ondt.
I det fjerde og sidste program drager Frank og tilrettelægger Birgit Nissen Pedersen til Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor de møder professor ved Københavns Universitet og leder af Institut for biologisk psykiatri, Thomas Werge, som forsker i at identificere de genetiske konstellationer, der bidrager til udviklingen af alvorlige psykiske lidelser for således at kunne styrke diagnosticering og behandling.
Hos Thomas Werge møder hun dog nogle forklaringer, som giver mening for hende. Heriblandt at nogle er genetisk mere sårbare end andre. Men også at en sårbar P-faktor er også en pris, vi gerne vil betale i flokken, hvor mennesker er nødt til at være forskellige, for at flokken kan overleve og udvikle sig.
”Vi, der er psykisk syge, tager én for flokken,” konkluderer Frank, der pludselig ser mening i galskaben og dermed en mulighed for en smule lys forude.
Den knivskarpe
STREAMING: Den i år Emmybelønnede BBC- og Netflix-serie "The Surgeon's Cut", som udforsker de egenskaber, der skal til for at blive en af verdens førende kirurger, er spændende som en krimi, men kalder også på tårer og Kleenex.
Serien består af fire programmer af godt en times varighed, og hver enkelt episode følger en kirurg og ser vedkommende i aktion ved operationsbordet. De fire kirurger, der alle er verdensberømte indenfor hvert deres speciale, neuro-, hjerte-, og føtal kirurgi samt levertransplantation, fortæller om deres liv, hvad der har formet dem, hvordan de kom til de specialer, som de praktiserer, og om de banebrydende kirurgiske procedurer, som de har været banebrydende indenfor.
I seriens første program "Saving life before Birth" medvirker professor Kypros Nicolaides, der er anerkendt international pioner indenfor føtal kirurgi, og som arbejder på King's College Hospital i London. Han har de seneste 30 år anvendt ultralyd, små kameraer og fiberoptisk-baserede lasere til at behandle fostre i livmoderen.
Nicolaides har ifølge programmet reddet utallige liv med sin banebrydende forskning i prænatal diagnostik, føtal medicin og forebyggelse af graviditetskomplikationer, han har modtaget mindst 13 ærestitler og står angiveligt bag alle vigtige og større udviklinger inden for de seneste 30 års prænatal diagnostik og føtal medicin.
Nicolaides´ patienter er små bitte fostre inde i deres mødres maver, hans instrumenter er endnu mindre og nogle af dem kun godt en millimeter tykke, og vi følger, hvordan han udfører sine mirakuløse, men nogle gange også livsfarlige operationer på de endnu ufødte børn. Hjerteslaget falder og falder og falder, og det er neglebidende som i en krimi, ja faktisk værre end en krimi, for mødrene er vågne under operationerne, og forældrene mere end skrækslagne for at miste. Man kan ikke lukke øjnene og berolige sig selv med, at det ikke er virkelighed, for det er det.
Om kirurgi siger han blandt andet:
”Den gode kirurg er ikke den kirurg, som har den bedste teknik, den bedste operationsteknik, men den, men der kan tænke. Den som ved, hvordan operationen skal gribes an. Ikke den teknisk perfekte.”
Seriens kirurger er meget forskellige typer og kommer fra helt forskellige baggrunde, men også seriens tre øvrige kirurger er som Nicolaides fuldstændigt dedikerede til deres arbejde, deres forsøg på at redde liv og finde nye og bedre veje. Og de holder aldrig fri - med mindre man kalder den for arbejdet nødvendige motion for fritid.
Heller ikke den kvindelige læge Nancy Ascher holder således fri. Hun har koncentreret sit liv og sin karriere om organtransplantation på University of California, San Francisco i USA. Ascher er den første kvinde, som transplanterede en lever, og er ikke mindst berømt for sine mange vellykkede live levertransplantationer, hvor hun transplanterer levere fra levende donorer fremfor fra afdøde. Og hendes kolleger berømmer da også hendes operationer, som de kalder kunst.
For den indiske, men britisk uddannede hjertekirurg Devi Shetty, som har grundlagt og i dag er leder af Indiens Narayana Health, som er et af verdens største hjertecentre, spiller det spirituelle og Gud hovedrollen for hans arbejde, siger han. Han opfatter sig selv som Guds forlængede arm og er kendt for at hjælpe selv de fattigste patienter. Devi Shettys hospitals mission er at give sine patienter den bedst mulige kvalitet til den lavest mulige pris og samtidig redde tusindvis af liv i processen. En smuk operation er for ham altid en god operation.
Den fjerde læge er den mexikanske neurokirurg Alfredo Quinones-Hinojosa, der kom illegalt til USA som uregistreret tomatplukker, da han var 19 år, og som har arbejdet sig frem til at blive først studerende på Berkeley og Harvard University og nu neurokirurg på Mayo Clinic i Jacksonville i Florida, hvor han kæmper for at finde kuren for hjernecancer.
The Surgeon's Cut har om nogen fortjent sin Emmy pris for bedste naturvidenskabelige dokumentar i tilrettelæggernes forsøg på at trænge ind bag disse fire larger than life kirurger i al deres forskellighed, hvor nogle er varme som ild, mens andre er kølige som is under det ansvar og den stress, som tydeligvist præger dem alle.
The Surgeon's Cut er oplysende, tankevækkende, teknisk og menneskeligt spændende, inspirerende, dramatisk og bevægende.
The Surgeon's Cut er blevet til i samarbejde med BBC og Netflix, som sender serien.
Den gruopvækkende
DOKUMENTAR: Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis’s mobilfilmede dokumentar om sin søns leukæmi er tæt på ubærlig at se, men kan man holde det ud, bør man tvinge sig selv til at se den, for det er en fremragende skildring af, hvad kræftsyge børn og deres familier er oppe imod.
Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ yngste søn, den dengang otte-årige Gilbert, for seks år siden fik konstateret kræft og med det samme blev ordineret en flere år lang kemoterapeutisk behandling, besluttede hun at videofilme hans forløb på sin mobil, så han senere, når han blev rask, kunne forstå, hvad han havde gennemgået.
Og det er disse over 100 timers private optagelser, som er blevet klippet sammen til hendes smerteligt gribende 58 minutter lange dokumentar "Til Gilbert fra mor", som hun har lavet sammen med sin ægtemand og Gilberts far, producer Bo Mortensen.
"Til Gilbert fra Mor", er sjældent barske løjer, ikke kun for Gilbert, som er helt rask i dag, men også for hans søster Yrsa, mor og far, der alle sammen indimellem knækker sammen under Gilberts plagsomme kamp mod livstruende bivirkninger på hans tapre rejse mod helbredelse. Intet mindre end tre gange er Gilbert tæt på at dø på grund af bivirkninger fra de mange mediciner.
”Jeg kan ikke blive ved med at give ham kemo, men jeg kan jo heller ikke lade værre,” fortæller en sønderknust og desperat Anne-Grethe Bjarup Riis i filmen efter, at Gilbert endnu en gang har været ved at dø, af ikke kræften, men sine bivirkninger, og nu igen lider alle helveders kvaler efter én af sine mange behandlinger mod leukæmisygdommen Akut lymfoblastær leukæmi (ALL).
Når Anne-Grethe Bjarup Riis har ønsket at dele sine og familiens lidelser, er det ifølge hende selv i håbet om at nedbryde den tavshed, ensomhed og isolation, som hun selv oplevede i forbindelse med Gilberts sygdom, hvor selv den nærmeste familie gik i flyverskjul i misforstået diskretion og holdt sig langt væk fra den lille familie, som på et tidspunkt gik helt i dørken i afmagt, og som derfor ellers i den grad havde brug for en hjælpende, familiær hånd.
Hvor svært det var at være alene som familie om den nye hverdag, og hvor ufatteligt hårdt Gilberts sygdom tærede på familiens kræfter er modigt vist i filmens afslørende scener fra et hjem i totalt opløsning med rod, snavsede tallerkener, madrester, uredte senge og døde blomster overalt. Eneste konstante rigtige liv udgøres i perioder af familiens lille hund Coco, som løber bekymret og forvirret rundt i sin jagt på kontakt med familiens medlemmer, som lever i en evig angst og en evig pendulering mellem hjemmet og Rigshospitalet.
"Til Gilbert fra Mor" viser med imponerende åbenhed, hvordan alle forældres værste mareridt kan vise sig at være endnu værre, end man måske forestiller sig, for det er fuldstændigt umenneskelige belastninger, som Gilbert, hans søster og deres forældre må tåle samtidigt med, at de også er nødt til at være sønnens behandlere og således som små laboranter må tumle masser af livsvigtig, men også farlig medicin, som de ikke har nogen forudsætninger for at håndtere korrekt. Og da slet ikke under en krisesituation som denne, hvor et ud af fire børn forgæves gennemgår de voldsomme behandlinger for leukæmi, men alligevel dør.
"Til Gilbert fra Mor" er ikke på nogen måde den første film om børn, der får kræft, men den er blandt de bedste. Renset for sentimentalitet viser den uden tekniske filtre og helt tæt på den rå og barske virkelighed, men også de bittesmå scener med håb og skønhed, når forældrene forsøger at holde fast i, at livet ikke kun er smerter og opkast, men også en fest, som det er værd at glæde sig over og kæmpe for, selv i en periode i livet, hvor alt normalt er suspenderet, og sygdom fylder næsten alt.