Svensk serie om Ozempic bliver tit for selviscenesættende

TV: I den svenske dokumentarserie ´Jakten på Ozempic´ kaster Sveriges publicservice station, SVT, lys over et globalt sundhedsfænomen, nemlig de rige og de raskes hurtige og stadigt stigende forbrug af den appetitdæmpende diabetesmedicin Ozempic som slankemiddel. Men desværre er værten umoden og selvoptaget.

SVT’s gravergruppe ´Uppdrag granskning´ begynder stærkt med en pædagogisk og grundig gennemgang af lægemidlet Ozempics historie og virkning. Ozempic indeholder det aktive stof semaglutid og blev oprindeligt udviklet til at hjælpe personer med type 2-diabetes med at regulere blodsukkeret. Det viste sig dog hurtigt også at medføre betydelige vægttab. Så store og hurtige, at lægemidlet i dag ikke kun er efterspurgt af diabetespatienter, men også er blevet populært blandt personer, der ønsker vægttab uden at have behov for medicinsk behandling."

Etisk problematik omkring adgang til medicinen

Netop dette skift i anvendelse og brugere er omdrejningspunktet i ´Jakten på Ozempic´. Serien formår at skildre de medvirkendes legitime kampe med sygdom og overvægt, samtidig med at den sætter problemstillingen i en bredere etisk, medicinsk og kulturel kontekst. Efterspørgslen efter hurtige vægttabsløsninger er stor, også blandt raske og ikke-overvægtige personer. I Sverige forbruges 20 procent af det officielle salg af Ozempic af personer udenfor de officielle målgrupper. Derudover findes der et større, men ukendt forbrug af de dyre præparater på det sorte marked.

I Sverige kan man ikke købe Novo Nordisks andet appetitnedsættende middel, Wegovy. Ifølge serien betyder raske menneskers udbredte brug af Ozempic som slankemiddel, at diabetespatienter ofte har store problemer med at få deres medicin. Ozempic kan ikke følge med den stigende efterspørgsel og er derfor ofte i restordre. Blandt andet ser vi den ældre diabetespatient Per Ljungström, der panisk kører rundt i store dele af Sverige for at finde den medicin, han desperat har brug for.

Ukontrolleret netsalg og manglende kontrol

Selvom den svenske lægemiddelstyrelse, Läkemedelsverket, har opfordret lægerne til kun at udskrive Ozempic til diabetespatienter, er der i Sverige – ligesom i Danmark – opstået en slankeindustri med dårligt kontrolleret netsalg og mystiske, nyoprettede onlineapoteker, der kun sælger Ozempic. Private forhandlere har et langt mere afslappet forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og udskrivelse af recepter. I serien ser vi, hvordan den unge, meget slanke og sporty studievært Erik Galli får udskrevet recepter på Ozempic fra seks ud af de ni klinikker, han kontakter – de fleste gennem videokonsultationer. Absurd nok er det nemmere at få Ozempic til vægttab end som lægeordineret medicin mod type 2-diabetes.

Menneskelige historier og store forskelle

Noget af det rigtige gode ved serien er, at vi møder en række meget forskellige mennesker, der alle har erfaringer med Ozempic. For nogle har Ozempic været indgangen til mere eller mindre ubehagelige og ødelæggende bivirkninger, mens Ozempic for andre har betydet et helt nyt liv med en langt højere livskvalitet, mobilitet og et styrket samvær med andre mennesker – uanset om de har været indenfor eller udenfor myndighedernes anbefalinger. Forskellene spænder vidt, og de både positive, negative og for nogle patientgruppers vedkommende helt nye stemmer i denne debat, giver seerne mulighed for at opnå en dybere og mere nuanceret forståelse af, at heller ikke i denne sag er tingene bare enten sorte eller hvide, da det handler om mennesker og patienter, hvis behov ikke altid passer ned i regelbaserede kasser.   

En anden styrke ved serien er, at den også dykker grundigt ned i, hvordan den dyre medicin skaber yderligere kløfter i samfundet. De rige, de raske og ikke-fede kan få medicinen, som ikke er tiltænkt dem, mens de syge, for tykke og mindrebemidlede må undvære medicinen. Prisen er ikke kun drevet af udbud og efterspørgsel og dermed forbundne kommercielle interesser, men også af tæt på uetiske markedsføringer, celebrity kultur og sociale medier, hvor medicinens vægttabsfremmende effekter er blevet anprist uhæmmet fra USA til Europa og Asien. Global sundhed bliver således pludseligt meget mere end blot medicinske fakta – det handler også om etik, økonomi, kultur og menneskelige værdier.

Ubesvarede spørgsmål og kritiske huller

Men selv om ´Jakten på Ozempic´ meget sobert afdækker kontroverser, forventninger og konsekvenser, der omgiver brugen af dette medicinske mirakelmiddel, og således et stykke hen af vejen kaster et fint kritisk lys ud over, hvordan det svenske sundhedsvæsen forvalter adgangen til den nye medicin, så springer programmerne alligevel flere gange over, hvor gærdet er lavest, når det for eksempel handler om de mere vidtrækkende konsekvenser af lægemidlets øjensynligt svært kontrollable popularitet.

For er der grund til at bekymre sig over de langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser ved så mange raskes brug af Ozempic til vægttab? Er der grund til særlig bekymring på vegne af de mange unge brugere, som medvirker i programmerne? Hvad sker der med alle dem, som får medicinen udskrevet uden nogen form for reel undersøgelse inden og lægelig kontrol imens? Og hvad sker der, når medicinen stoppes? Skal vi bruge medicin som en hurtig løsning på fedmeproblemet? Hvad er konsekvenserne for diabetespatienter, der virkelig har brug for Ozempic, hvis der opstår mangel på medicinen på grund af dens popularitet som vægttabsmiddel?

Spørgsmål, som kun berøres overfladisk eller slet ikke, hvilket giver indtryk af, at redaktionen ikke rigtigt har tænkt tingene igennem.

Og helt galt går det da også, når programmerne roder sig ud i at beskrive det sorte marked for Ozempic. Her køber Erik Galli nemlig en portion Ozempic, som han ovenikøbet først sprøjter sig med og siden medbringer til en toksilogisk test, hvor han alene får målt, hvorvidt der nu også overhovedet er Ozempic-indholdsstoffer i sprøjten. Testen viser, at det er der, men den viser så heller ikke andet end netop dette, da man ikke undersøger for andre eventuelt forurenende stoffer.  

Erik Gallis selvadministration af Ozempic med en god appetitdæmpende effekt og hans utilstrækkelige test af sprøjtens indhold ender desværre med at frikende det sorte kriminelle marked, hvor ingen ved, hvad man køber. Det fremstår som en fuldstændig tåbelig og uigennemtænkt beslutning i et farligt forsøg, der mest af alt virker som mislykkede anstrengelser for effektjageri og Gallis umodne selviscenesættelse, uden at det tilfører noget værdifuldt

Farligt skønmaleri

Resultatet er dels et skønmaleri af et sort marked for Ozempic og falsk Ozempic, som den svenske lægemiddelstyrelse ellers siger er tæt forbundet med livsfarlige produkter og tætte forbindelser til narkotikahandel, men også en journalistisk fremfærd, som er niveau under hvad den ellers så respekterede redaktion ´Uppdrag Granskning´ plejer at levere. Et niveau, hvor Erik Galli også helt ukritisk lader en kvinde fortælle, hvor ’skønt det er’, at hun ikke har følt skyggen af sult, siden hun i 2023 begyndte at købe Ozempic på det sorte marked i blandt andet USA og Tyskland.

Også Erik Gallis håndtering af lægelige bekymringer for, at Ozempic kan være livsfarlig for mennesker, der lider af anoreksi og andre spiseforstyrrelser, lader en del tilbage at ønske. Han, der i programmet fortæller, at han selv har lidt heraf, da han var yngre, lader i en halv sætning forstå, at han efter sin sprøjte mærker sine gamle afsky for mad og mennesker, der spiser, blive vakt til live uden at tage afstand herfra og nøjes med et interview med en amerikansk læge, som advarer på et billigt link fra USA i det sidste og tredje program.

Det er ærgerligt, at ´Jakten på Ozempic´ således misser nogle meget vigtige pointer og er faldet for at lade journalisten være tæt på vigtigere end sagen, for programmerne er ellers rigtig gode, vigtige, relevante, seværdige og ganske velproducerede. Og seriens ikke-dogmatiske og på mange måder vidensbefordrende tilgang til sit stof er berigende uden at være tung.

Jakten på Ozempic kan ses her