Netflix-serie om sædindustrien dokumenterer uforståeligt høj risiko for donorbørn
DOKUMENTAR: Netflix-serien The Man With 1000 Kids afslører ikke kun en mands helt vanvittige omfang af fup og svindel med donorsæd, men også en ufuldstændig, lemfældig og haltende lovgivning, som kan have alvorlige konsekvenser for børn og forældre.
Den yngre hollandske musiker og YouTuber Jonathan Meijer, der i dag menes at være far til flere end 1.000 børn, har i årtier konsekvent løjet overfor fertilitetsklinikker og barnløse kvinder om, hvor mange kvinder han i virkeligheden har doneret sæd til – også i Danmark.
Og når Jonathan Meijer sidste år i maj fik den hollandske rets ord for, at han ikke mere må donere sperm, så skyldes det ikke lovgivning på området, men 150 forældre, som har måttet bruge år af deres liv i forsøg på at stoppe hans sæddonationer ad rettens vej.
Det fremgår af Netflix’ nye dokumentarserie ´The Man With 1000 Kids´, som på glimrende vis følger de økonomiske og ikke mindst følelsesmæssigt belastende indsatser, som forældre i især Holland, men også i en række andre lande, har måttet investere i at få Meijer til at holde op med at sprede sin sæd enten gratis eller mod betaling fra diverse fertilitetsklinikker som for eksempel den danske sædbank Cryo, som Meijer ifølge serien gentagne gange har doneret til.
Det hele begyndte ellers så godt for forældrene, der oprindeligt købte Meijers sæd på veletablerede fertilitetsklinikker. Eller de fik kontakt med ham via et hollandsk donorsite, gennem hvilket han ofte gav sin sæd væk gratis til de babyhungrende kvinder og mænd, som i serien består af en blanding af solomødre, lesbiske par og ufrivilligt barnløse heteroseksuelle par.
I Holland opfordrer myndighederne til, at en donor kun kan donere sæd til maksimalt 12 familier, men Jonathan Meijer fortalte, at han havde besluttet, at hans personlige maksimum var fem familier, da han alene gjorde det for at hjælpe og i øvrigt også gerne ville stille sig selv til rådighed for det kommende barn om ønsket.
Løfter om eksklusivitet, som skulle vise sig at være fup og fidus, for alene i Holland var Meijer udover at være privat donor også tilknyttet flere end 10 forskellige officielle hollandske fertilitetsklinikker. Foruden at han angiveligt sideløbende solgte sin sæd til fertilitetsklinikker i for eksempel Danmark, USA, Australien, Mexico, Tyskland og Ukraine.
Aktiviteter som ingen andre end Meijer selv havde viden om, og som de ellers så taknemmelige hollandske forældre først fik kendskab til, da de en lørdag morgen kunne læse i avisen, at Jonathan Meijer alene i Holland er far til mindst 600 børn og herudover blev vurderet til at have nogenlunde det samme antal børn udenfor Holland:
”Det affødte alle de følelser, som man kan forestille sig i form af for eksempel tvivl, forståelse, vrede, sorg og usikkerhed. Det blev en meget, meget, meget emotionel dag,” fortæller Natalie og Suzanne, der sammen med andre forældre modigt og troværdigt deler deres rystende beretninger om konsekvenserne af Meijers hemmeligheder og det juridisk set totalt gennemhullede bagtæppe, som gjorde Meijers handlinger mulige.
´The Man with 1000 Kids´ er et godt stykke af vejen en elementært fascinerende, velproduceret og spændende beretning om en enkelt mands ekstreme adfærd og forældre og donorbørns chokerende pris herfor, om forældrenes forgæves forsøg på at få Meijer til at stoppe sine donationer ad frivillighedens vej, om forældrenes efterfølgende behov for at forstå, hvorfor Meijer har handlet, som han har, om forældrenes anstrengelser for at få samfundet til at sætte den stopper for ham, som han selv i årevis nægtede og endelig om forældrenes indsatser for at afbøde deres børns helt uventede levevilkår i kraft af tusindvis af halvsøskende.
For at have så mange søskende er nemlig ikke uden farer. I særlig grad for de hollandske børn, hvor Meijer har doneret inden for et lille geografisk område, hvorfor mange bor i de samme byer og går i samme børnehaver, skoler og klasser. Risikoen for at børnene således intetanende mødes, forelsker sig i hinanden og indleder incestuøse relationer eller ægteskaber er mere end overhængende ifølge seriens eksperter, som blandt andet fastslår, at halvsøskende, som ikke ved, at de er i familie, hyppigt oplever en stærk grad af genetisk genkendelse og tiltrækning, som de naturligt nok herefter tolker som forelskelse. For slet ikke at tale om, hvordan børnene skal kunne forholde sig til, at de har ikke en, to eller tre søskende, men et, to eller tre tusinde.
”Vi ved, at der i stort set hver eneste by eller landsby lever et af Jonathans børn tæt på,” forklarer Suzanne, der i dag er mor til en 10-årig søn, der har Jonathan Meijer som biologisk far.
”Vi vil aldrig fuldt ud vide, hvor mange halvsøskende, som er derude, og det er meget foruroligende,” forklarer det australske ægtepar Laura og Kate i serien, hvori flere eksperter og forældre efter års intensiv research i Meijers gøren og laden gennem årene anslår, at det korrekte antal børn nok nærmere er 3.000 end de godt 1.000, som ellers har anslået af hollandske eksperter.
Men det, der for alvor gør, at ´The Man with 1.000 Kids´ er vigtig, seværdig og perspektivrig er ikke blot seriens skildringer af forældrenes og børnenes bizarre situation, men dens opsigtsvækkende og ganske uhyggelige afdækning af, hvordan en udbredt utilstrækkelig national og international lovgivning og kontrol af donationsområdet betyder, at forældre og børns sikkerhed også i dag er helt afhængig af især donorers, men også sædbankers og fertilitetsklinikkers individuelle etik og ærlighed. Reelt er der ifølge serien generelt ingen, der ved, hvor mange gange en enkelt donor har afgivet eller planlægger at give sæd. Og ej heller hvor mange børn, den enkelte donor er eller påtænker at være biologisk far til.
I serien hører vi for eksempel det tydeligt ressourcestærke australsk forældrepar Laura og Kate i skarpe vendinger kritisere, hvor lidt Cryon tilsyneladende har undersøgt Meijers adfærd, inden de optog ham som donor og solgte hans sæd videre på må og få. Ligesom serien giver en klar oplevelse af, at indsigten i, hvordan klinikker og sædbanker reelt køber og sælger deres sæddonationer lader en del tilbage at ønske.
Selv fortæller Meijer for eksempel til én af de medvirkende mødre, at han er far til mere end 100 børn via Hollandske fertilitetsklinikker. Og måske flere. Og ifølge serien har Meijer blandt andet afleveret sæd til Cryos International gennem fire år, hvilket svarer til 200 donationer, som hver især giver 15 portioner sæd – altså potentielt 3.000 babyer bare gennem Cryo. Høje tal, som givetvis er mindre i virkelighedens verden, men som alligevel peger i retning af en uacceptabel høj risiko for, at alt for mange børn fødes med samme biologiske far.
Serien gør altså opmærksom på ret så ubehagelige potentielle problemer og perspektiver på vegne af omkring 10-15.000 danske donorbørn og de mange flere børn rundt omkring i verden, som indtil nu er kommet til verden ved hjælp af sæddonationer. Problemer, som vi desværre nok skal komme til at høre meget mere til, med de nye DNA-teknologier og donorbørns nye ret til at kende deres biologiske far.
´The Man with 1000 Kids´ er ikke Netflixs første program om sæddonation. Et to år gammelt program ´Our Father´, fortalte i maj 2022 om en række IVF-lægers anvendelser af egen sæd, uden at mødrene vidste det, i England, USA og Holland, hvor for eksempel hollandske Jan Karbaat i hemmelighed gjorde sig til biologisk far til knap 200 børn i årene op til 2009 – og den amerikanske læge Donald Cline, der gav liv til 94 børn fra 1970’erne og frem til sin pension.
Men hvor ´Our Father´ satte fokus på en type af seriedonorer, som givetvis vil forsvinde i takt med, at de seneste års fremkomst af lettilgængelige DNA-tests dramatisk har øget lægers risiko for at blive afsløret, så er den nye bølge af hemmelige superdonorer ifølge denne nye serie helt anderledes vanskelig at dæmme op for, og forældrenes bekymringer over, hvordan det skal gå deres børn smertelige og svære at se noget, der minder om løsninger på.
Til gengæld er forældrenes forslag til sikring af fremtidige donorbørn og ufrivilligt barnløse måske værd at overveje, nemlig en international base for sæddonorer, som således vil kunne hjælpe til med at hindre seriedonorer på en måde, så mange landes regler og henstillinger om, at man højest må være sæddonor for 10-12 eller 15 børn herefter også kan kontrolleres. Ingen af de medvirkende forældre tror tankevækkende nok på, at Meijr er holdt op med at donere. Blandt andet mener de, at de kunne følge hans digitale spor til flere lande i Afrika, hvor sæddonorer også er blevet eftertragtede.
Jonathan Meijer har ikke ønsket at medvirke i seriens i alt tre programmer, og selv om han alligevel er stærkt til stede i kraft af mange sms’er mellem ham og mødrene samt en lang række YouTube videoer, som han selv har produceret, så får man aldrig her hans eget svar på, hvorfor han har bildt de mange forældre ind, at han kun ville donere til fem familier. Men i interviews i den britiske presse har han i forbindelse med seriens lancering forklaret sig med, at han ikke mener, han har handlet anderledes og værre, end de internationale sædbanker gør:
“På de store sædbanker som for eksempel Cryos er det i overensstemmelse med retningslinjerne ikke at informere modtagerne om, hvor mange gange en donor er blevet brugt. Jeg besluttede derfor, at hvis klinikkerne ikke informerer forældrene, så ville jeg heller ikke gøre det,” hævder Meijers, der vedstår, at hans egen familie har det svært med, at han således har gjort dem til bedsteforældre, onkler og tanter til tusindvis af børn.
Det britiske produktionshold bag ´The Man with 1000 Kids´ er fuldt ud lykkedes med at lave en dybt vedkommende, underholdende og spændende beretning om mulige risici ved sæddonation og dermed også med holdets mission om at kaste lys på et område, som i den grad synes at trænge til at blive taget alvorligt af vores sundhedsvæsen og samfundets lovgivere, sådan at sæddonation ikke fortsat skal være et internationalt wild west for økonomiske interesser og skruppelløse yngre mænd.