Skip to main content

Ældrelægernes formand bidt af zombiecomputerspil

KULTUR-TEMPERATUR: Cheflæge Martin Schultz havde ikke set den komme. Men han er via sin 15-årige datter blevet draget af computerspillet ’The Last of Us’, der viser en verden i smukt forfald.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Nu bliver det nørdet, for min største kulturoplevelse for nylig har været et zombiecomputerspil, der hedder ’The Last of Us’. Det er også lavet som en TV-serie, men spillet er endnu vildere end serien. Det har en flot æstetik med en verden i fuldt forfald, hvilket faktisk er ret smukt at se på. Jeg havde ikke set den komme, men min datter på 15 spillede spillet, og så blev jeg selv hooked.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”Min lillebror anbefalede Christopher Nolans science fiction-film ’Interstellar’ til mig for nylig. Jeg var skeptisk, fordi det er en rumfilm, men den er pissegod. Den handler blandt andet om menneskers ondskab og om menneskers natur, når den er værst. Skal man skabe en bedre verden og gøre noget godt for sine medmennesker, som jeg ønsker, må man også forholde sig til det onde. Så ja, når man forliger sig med det faktum, at det er en rumfilm, så er den god.” 

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Den amerikanske læge Atul Gawandes bog ’At være dødelig’ bør og kan læses af alle, der arbejder med sundhed og mennesker. Den handler om ældre, om værdighed og kvalitet i livet. Om en forståelse af, hvad der sker, når vi institutionaliserer ældre. Jeg havde mange aha-oplevelser under læsningen, selvom jeg er i feltet. Det er en bog, jeg giver til kolleger, senest til vores chefsygeplejerske her på Afdeling for Ældresygdomme på Hvidovre Hospital.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Computerspillet ’The Last of Us’ handler meget om et far-datter-forhold. Hovedpersonen lærer sin adoptivdatter at spille guitar. Med inspiration derfra er jeg også ved at lære at spille guitar, men min datter er lysår foran mig. Det er sjovt at begynde at øve sig på at spille i en alder af 44 år, også selvom det lyder af H… til. Vi har spillet temamelodien fra ’The Last of Us’, og nu øver vi os også på at spille noget af (poppunkbandet, red.) Green Day, da min datter er til rock fra 80’erne og 90’erne. Vi skal også snart ind og høre punkbandet Palaye Royal i Amager Bio.”

Martin Schultz, 44 år

  • Cheflæge på Afdeling for Ældresygdomme på Amager og Hvidovre Hospital
  • Forperson for Dansk Selskab for Geriatri
  • Klinisk lektor ved Københavns Universitet, tidligere ledende overlæge og ansvarlig for akutområdet, Sengeafsnittet for Ældresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital
  • Geriatisk speciallæge i 2022
  • Cand.med. fra Københavns Universitet i 2011