Ny Netflix-serie om psykedeliske stoffer mod psykiske sygdomme er ukritisk begejstret
STREAMING: Streamingtjenesten Netflix har ladet den internationalt anerkendte bestsellerforfatter Michael Pollan stå i spidsen for en mini-dokumentar serie, hvori han helt ukritisk hylder stofferne LSD, psilocybin, exstacy og mescalin som løsningen mod angst, depression, fødselspsykoser, PSTD og andre psykiske lidelser.
De psykedeliske stoffer er medicin med store terapeutiske muligheder for at skabe øget mental sundhed, mener Michael Pollan, hvis serie "How to change your mind" i fire programmer dykker ned i de psykedeliske stoffers historie og potentialer til at kunne kurere mentale lidelser. Det første program handler om LSD, det andet om psilocybin, det tredje om MDMA (ecstacy) og det fjerde om meskalin.
I programmerne møder seerne nogle af de mest berømte forskere og behandlende psykiatere, som arbejdede med psykedeliske stoffer allerede tilbage fra 1930’erne frem til 1960’erne og 70’erne, hvor stofferne blev forbudte. Spændende dyk ned i historien, som ikke gøres ringere ved, at nogle af forskerne fortsat både lever og er i stand til at fortælle om deres dengang pionerindsatser. Andre lever ikke mere, men dem har Pollan fundet fascinerende gamle optagelser med.
I forbindelse med behandlingerne af patienter med psykiske lidelser med for eksempel LSD i 50’erne i blandt andet Danmark, USA og England, belæres vi om, at det var tragisk, at disse dengang blev forbudte. Ikke et ord bliver der nævnt om, hvordan de eksperimentelle LSD-behandlinger dengang slog tusindvis af patienter til lirekassemænd på livstid. Blandt andet fordi patienterne ofte var alene under sessionerne. I stedet får Nixons had til venstresnoede hippier alene skylden for, at patienter og læger blev frarøvet disse Guds og naturens gaver til menneskeheden.
Men seerne møder dog ikke kun tidligere forskere, men også mange nutidige psykologer, psykiatere, terapeuter og forskere samt striber af patienter. Alle beretter de spændende og interessante historier. Men fælles for dem er, at de ikke nævner ordet bivirkninger og i øvrigt er helt ukritisk begejstrede for de psykedeliske terapier, som de er enige om har helbredt og fikset ellers ofte behandlingsresistente og alvorlige psykiske lidelser. Det er svært ikke at få en følelse af, at både behandlerede og patienter er mere påvirkede af forventninger, fantasi og håb end af data og evidens. Også selv om nogle af patienterne behandles i sterile lægelige klinikker som led i medicinske forsøg.
Pollan, der nærmest konsekvent kalder stofferne for medicin, er så overbevist om stoffernes uskyld og gavnlige virkninger, at han også selv for åben skærm indtager nogle af de anvendte stoffer for at demonstrere for os, hvor ufarlige, helsebringende og positivt forandrende de er."
"How to change your mind" er imponerende dygtigt produceret. Serien har ikke været billig, og det er nogle af USA’s bedste producere, fotografer og klippere, der er hevet af stalden. Selv lyden kan man høre. Det hele fungerer forførende flot, og man skal være mere end almindeligt tungnem for ikke at fatte budskabet om, at netop disse stoffer er redningen, hvis man har det psykisk dårligt, hvorfor de bør afkriminaliseres og i brug hurtigst muligt.
Og "How to change your mind" er da også på mange måder TV-til-tiden, for både i Danmark og i udlandet undersøger forskere lige nu på højtryk blandt andet svampes psilocybin, LSD og MDMD for at afdække disses potentialer som godkendte lægemidler. For eksempel tyder de senere års forskning på, at MDMA måske kan blive fremtiden indenfor behandling af PTSD, og at psilocybin måske egner sig til behandling af blandt andet depression, angst, afhængighed, spiseforstyrrelser og alkoholisme. Ja, faktisk er antallet af lidelser, som stoffet menes måske at kunne afhjælpe, lang, og listen med forskningsprojekter i psykedeliske stoffer endnu længere.
Men vejen fra forskning med forberedte patienter i kontrollerede forskningsprotokoller og samtidige psykoterapeutiske forløb til, hvad seerne her møder af nu lykkelige selvmedicinerende psilocynin-patienter, som opfordrer til, at man tager naturen i egen hånd, er uansvarlig lang. Ikke mindst i lyset af, at den moderne forskning i disse stoffer ikke mere baserer sig på forestillinger om, at det er stofferne i sig selv, der gør en positiv forskel, men den stofbaserede ledsagende psykoterapi.
At Netflix afslutter hvert program med en disclaimer, som gør opmærksom på, at programmet ikke udøver medicinsk rådgivning, og at man skal gå til lægen, hvis man er syg, er helt utilstrækkeligt og derfor simpelthen uansvarligt i lyset af programmernes uforbeholdne anprisninger, som alt andet lige kun kan føre til selvmedicinering for nogle af streamingtjenestens mange millioner seere. Hvor mange, der vil følge i Michael Pollans psykedeliske fodtrin, er svært at spå om på nuværende tidspunkt, men de vil om et par år givetvis kunne tælles i hundrede tusinder.
Pollans og Netflix’ brug af disclaimer ændrer heller ikke ved, at de stoffer, som kan købes på gaden, ofte er beskidte og opblandede, og at de kan føre til for eksempel afhængighed og psykoser, når de anvendes på egen hånd. At respekterede forskningshospitaler og institutioner i disse år undersøger stoffernes potentialer, og at nogle af disse måske står foran at blive godkendte er ikke det samme som, at de ikke kan være direkte livsfarlige at anvende udenfor klinikkernes kontrollerede omgivelser.
"How to change your minde" budskaber er både indholds- og formmæssigt mere end sædvanligt elegant serveret, og havde programmerne i langt højere grad afspejlet den bekymring og forsigtighed, som nutidens forskere i psykedeliske stoffer sædvanligvis udtrykker omkring især selvmedicinering, ville serien have kandideret til mindst fem stjerner. Nu får den kun to på grund af sin gennemgående uansvarlige propaganderende tone i en sag, som kan have konsekvenser for millioner af i forvejen forpinte patienter. Serien er et godt, men skræmmende, bevis på, at velfungerende public-service-tv fortsat er en nødvendighed.