Stjerneparade af digitale oplevelser til sommerferien
DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt fem af de mest interessante og sommerferieegnede digitale oplevelser på sundhedsområdet fra foråret 2024.
Ny Netflix-dokumentar om mikrobiomet er underholdende og god folkeoplysning
STREAMING: Forskerne retter i stigende grad opmærksomheden mod alt det, der sker inde i vores tarme, og der udgives stadig flere forskningsartikler og populærvidenskabelige bøger om den betydning, som tarmens indhold af bakterier og sundhed har for en lang række sygdomme. Men uanset hvor invaliderende disse sygdomme måtte være, er tarmen alligevel stadig omgivet af tabu.
Og det er netop denne tabuisering, som Netflix forsøger at tage ved vingebenet i sit nye program 'Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder', der i slutningen af april havde premiere verden over, og som fortsat er blandt Netflix´ mest populære programmer.
Programmets vært er den meget vidende unge tyske forsker Giulia Enders, der for et par år siden udgav den populærvidenskabeligt begavede og stærkt underholdende bestseller ´Tarme med charme - Alt om et undervurderet organ´, som siden er gået sin sejrsgang verden over.
I ´Secrets of your Gut´ guider, tegner og fortæller Giulia Enders med en endnu engang afvæbnende charme og desuden hjælp fra en række andre internationalt anerkendte og førende eksperter fra Stanford University, University of California i San Diego, Kings College London, University of California, Los Angeles og the Weizmann Institute i Israel og University College Cork (UCC) i Irland om de seneste års landvidende forskning i tarmen, dens mikrobiom og vores endnu mere tabubelagte og i høj grad med tys-tys forbundne afføring:
"Omkring 70 procent af vores immunforsvar finder sted i vores tarm, og dens mikroskopiske organismer kommunikerer med vores andre organer. Vores tarm påvirker hele vores krop,” forklarer neuroforsker John Cryan fra University College Cork, der tilføjer at mange sygdomme, som vi tidligere har troet var genetisk bestemt, i virkeligheden kan tilskrives ens mikrobiom, som er forskelligt fra person til person afhængigt af, hvad man spiser, hvor man bor, og for eksempel hvor man har rejst, og hvor meget antibiotikum, man har indtaget.
Herudover medvirker fire patienter, der alle har store problemer med deres tarme og fordøjelsesprocesser. Fire forsøgskaniner, som programmets eksperter hjælper til hver især at få bedre styr på deres helbred i kraft af tests af deres mikrobiom, blodprøver, diverse afføringsprøver, scanninger og efterfølgende diagnoser og individuelle kostråd:
Vi møder den med Michelinstjerner bestrøede dessertkok Maya, der tidligere har lidt af anoreksi, og som nu får ondt i maven af alt andet end grøntsager og derfor har problemer med at udføre sit arbejde. Daniell, der er i færd med at tage sin master i klinisk psykologi, men som efter for mange antibiotikakure nu døjer med en alvorligt irriteret tyktarm, som betyder, at der reelt kun er 12 fødevarer tilbage, som ikke giver hende smerter og forstoppelse. Kimmie, mor til tre, der kæmper med en overvægt, som hun ikke kan slippe af med trods mange ihærdige forsøg med diæter og vægttabsmedicin. Og endelig japaneren, den verdensberømte Kobiayashi, der lider af kvalme og manglende appetit efter en flerårig karriere som professionel international konkurrencespiser af junkfood i form af hotdogs.
De fire forsøgskaniner er velvalgte. De kommunikerer godt og har pædagogisk smart identificerbare lidelser, som typisk ikke ville friholde dem for at blive diagnosticerede som generelt ’sunde og raske’. Deres lidelser besværliggør imidlertid deres dagligdag i en næsten invaliderende grad og kan potentielt føre til mere alvorlige symptomer og sygdomme som i stigende grad forbindes med mikrobiomet og balancen mellem de bakterier, vi har for få eller for mange af.
”Betydningen af vores mikrobiom for vores generelle helbred og velvære bliver i dag i stigende grad anerkendt I forskerkredse og blandt befolkningen. Videnskaben om tarmen har været det mest hotte forskningsområde i 20 år eller mere. Angst, depression, cancer, autisme og Parkinsons syge er alle relaterede til tarmen,” siger professor John Cryan.
Men selv om programmet i bund og grund handler om naturvidenskabelige fremskridt og sygdom, har dets tilrettelæggere valgt et let tråd på jord, som gør, at selv de, der hader at høre om sygdom og elendigheder, burde kunne lade sig informere og underholde uden hverken at kede sig eller blive uroligt til pas, eftersom programmet er behageligt frit for anmassende dommedagsprofetier og moraliserende pegefingre.
Mest provokerende vil måske være forskernes samlede og enige besked om at holde sig langt væk fra højtforarbejdede fødevarer og så i øvrigt spise mindst 20 til 30 forskellige former for grønt og frugt om ugen, hvis mikrobiomet skal have en chance for at kunne hjælpe os til den større sundhed, som kan ligge forude, hvis vi plejer det bedre.
“Tarmen er fleksibel. Den ændrer sig virkelig, når vi forandrer den måde, vi spiser på,” fastslår Giulia Enders.
Programmet udmærker sig ved dets ligefremme og overbevisende vært og de ligeså velfungerende og troværdige øvrige medvirkende eksperter, men også ved en utrolig flot, imponerende afmystificerende og effektiv grafik og animationer, som understøtter dokumentarens vigtige populærvidenskabelige budskaber. En måde at fortælle på som betyder, at programmet vil kunne nydes af både store børn og voksne.
Den meget anvendte og gennemførte grafiske stil gør nemlig den tunge videnskab let at sluge og fungerer i sig selv fordums- og tabunedbrydende i kraft af sin yderst pædagogiske, men også naivistiske, farverige, muntert blomstrende og ligefrem lækre æstetik.
Det informative og underholdende program falder på intet tidspunkt i den pseudovidenskabelige fælde i form af enkle løsninger på komplekse spørgsmål. Programmet kan derfor uden forbehold anbefales til et bredt publikum, herunder ældre, yngre og unge voksne, samt dem der måske oprindeligt tænker, at det ikke er noget for dem.
Netflix har med sine økonomiske muskler begået et stykke folkeoplysning som kun meget få nationale TV-stationer ville kunne have haft råd til, da det både indholdsmæssigt og formmæssigt har været kostbart at producere. Cuculiza
'Hack dit helbred: Din maves hemmeligheder' kan ses på Netflix
Dokumentar om berømt ALS-patient er et smukt, stærkt og kontroversielt bidrag til debatten om dødshjælp
DOKUMENTAR: Den prisbelønnede svenske pianist og komponist Stefan Nilsson afsluttede sidste år sit liv kun tre måneder efter, at han havde modtaget den frygtede diagnose, ALS. Den nye dokumentar ´Min død er min´, udsendt af svenske SVT følger musikerens sidste tid og ønsker om selv at bestemme over sin død, taler lige ind i hjertekulen – og ind i den danske debat om retten til assisteret selvmord og aktiv dødshjælp.
Stefan Nilsson, kendt for at have komponeret musik til film- og TV-succeser som den svenske TV-serie Skærgårdslægen og den danske Oscar-vinder Pelle Erobreren, valgte at afslutte sit liv den 25. maj 2023. Han var 67 år. ALS havde hurtigt nedbrudt hans krop og gjort hans liv til et smertehelvede uden håb.
Det fortæller han og hans hustru Lotta Hasselquist Nilsson om i SVT’s nye og hyper aktuelle dokumentar med den nok så rammende titel ´Min død er min´, som er instrueret af den i Sverige ligeså anerkendte 80-årige filminstruktør, Tom Alandh.
”Om natten lå han og skreg: Av, lad mig dø, selv om han var bedøvet for natten,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i dokumentarprogrammet, som Tom Alandh begyndte at indspille kort efter, at Stefan Nilsson i februar 2023 langt om længe havde fået sin diagnose. Det fik han først efter et halvt år med en række uforklarede symptomer, som han og familien i begyndelsen havde tilskrevet stress.
Selv forklarer Stefan Nilsson sin beslutning om at gøre en ende på sit liv i et efterladt brev således:
”Jeg Stefan Nilsson beslutter hermed at afslutte mit liv. Jeg har ved hjælp af egne kontakter anskaffet det, som jeg behøver for at kunne sove fredeligt ind.”
Stefan Nilsson opsøger hjælp hos et svensk undergrundsnet af mennesker, der hjælper håbløst syge til det selvmord, som han ellers skulle rejse til Schweiz eller Belgien for at kunne få medicinsk assistance til.
Skulle nå at få hjælp i tide
At yde hjælp til et andet menneskes død er forbudt i Sverige - lige som det er i Danmark – og at dræbe et andet menneske regnes som mord eller et kriminelt drab, uanset om personen ønskede, at det skulle ske. Og derfor var det afgørende vigtigt for Stefan Nilsson at nå at få hjælp, inden han blev for fysisk dårlig til selv at kunne indtage den dræbende medicin:
”Havde han ventet en uge mere, havde det været umuligt, for så havde det været mord, da man havde været nødt til at hælde det i ham,” fortæller Lotta Hasselquist Nilsson i en samtale, der finder sted et halvt år efter, at Stefan Nilsson er død hjemme i ægtesengen. Han var omgivet af hende, deres to døtre og et par af de nærmeste venner. To kvinder havde forinden overdraget ham en væske, som han selv skulle drikke, for at døden kunne indtræffe nogle timer senere.
Stefan og Lotta Nilsson fremstår som reflekterende, velovervejede og ufatteligt rolige mennesker. De udtrykker respekt og forståelse for den svenske lovgivning, men ønsker alligevel at ændre loven. De vil skabe et rum for håbløst syge og smerteramte patienter, så de ikke behøver at ty til det sorte marked eller rejse til udlandet. Dette gælder især for patienter i en fremadskridende og uoprettelig smertefuld situation, som Stefan Nilsson, der ikke kunne få effektiv smertebehandling.
Enestående og værd at se
´Min død er min er enestående´ og i den grad værd at se. Ikke kun på grund af Stefan Nilssons dårende smukke musik, som vi ser og hører ham fremføre så længe, han overhovedet kan på sit slidte Steinway flygel og heller ikke kun i kraft af ægteparrets rørende, fælles kærlighed til livet, musikken og hinanden.
Men især også på grund af parrets og instruktørens fælles anstrengelser med at bringe værdighed og stringens ind i den komplekse og svære diskussion om, hvorvidt døden tilhører det autonome individ og dets ønske om at afslutte livet på egne vilkår eller samfundets behov for mere regelbundne etiske værdier og normer.
Hvordan lovgivningen præcist kan ændres for at forene modstridende opfattelser i særligt kritiske situationer, uden at føre til en etisk glidebane eller manglende beskyttelse af samfundets mest sårbare – som Etisk Råd herhjemme advarer så kraftigt imod – undlader ægteparret fornuftigt nok at spekulere på. De fokuserer i stedet på at vise prisen for samfundets forbud for mennesker som Stefan Nilsson, der tilbringer deres sidste tid i ubærlig lidelse.
Ærgerligt med manglende spørgsmål
´Min død er min´ er et effektivt og tæt på forførende partsindlæg og forsvar for retten til assisteret selvmord, og det er derfor ærgerligt, at Tom Alandh alligevel ikke spørger mere kritisk ind til Stefan og Lotta Nilssons tro på, at retten til assisteret selvmord også er et gode set ud fra et samfundsperspektiv. Det er ægteparret tilstrækkeligt ressourcefulde til at kunne have forholdt sig til.
Ikke mindst set i lyset af, at Lotta Nilsson selv fortæller, at en hurtigere og bedre smertebehandling og et meget mindre fragmentarisk sundhedsvæsen formentligt ville kunne have minimeret Stefan Nilssons smerter i en grad, så selvmordet ikke ville have været aktuelt, og ægtemanden i stedet ville være død af sin sygdom uden brug af det sorte markeds ulovlige og i dokumentaren anonyme håndgængere.
Men uanset hvor man end måtte befinde sig personligt på spektret af for eller imod assisteret selvmord og andre former for dødshjælp, vil ´Min død er min´ kunne være en berigende oplevelse, for Etisk Råd har ret i, at ’beslutningen om at tilbyde dødshjælp er lige så alvorlig som beslutningen om at anmode om den.’ Tilsvarende må man med god ret kunne hævde, at også beslutningen om at sige nej er et alvorligt anliggende.
Så når ´Min død er min´ er min får 6 stjerner trods sin, alt andet lige, lovligt ukritiske skildring af død ved hjælp af assisteret selvmord, er det fordi dokumentaren alligevel er et værdigt, smukt og gribende udført bidrag til en meget aktuel og vigtig debat om hvilke værdier, der skal bestemme, om vi vil indføre aktiv dødshjælp. Cuculiza
´Min død er min´ er min kan ses her
Fremragende podcastserie om kronisk hjernerystelse
PODCAST: En ny afslørende podcastserie om ikke kun ulige, men som oftest også totalt håbløse forhold for danskere med kronisk hjernerystelse, viser, hvorfor podcasts er sådan et genialt medie for mennesker, der har noget på hjerte, men også har styr på fakta.
Journalist og dokumentarist Mads Ellesøe kan i den grad sit journalistiske håndværk, og så har han herudover en sag. Han vil nemlig forandre og forbedre forholdene for patienter med kroniske senfølger efter en hjernerystelse efter selv at have oplevet to år med kronisk hjernerystelse. To år, hvor der ikke var nogen hjælp at hente i det offentlige sundhedsvæsen, eftersom både egen læge og neurolog ikke havde andet at byde på end råd om at ’gå hjem og slappe af, dog gør lidt, men ikke for meget’ – og så i øvrigt håbe på, at hjernerystelsen ikke blev kronisk.
Han fortæller om dette i sin nye podcastserie fra DR, 'Faldet'. Serien er en blanding af Mads Ellesøs meget personlige historie om at blive opgivet af sundhedsvæsnet efter en alvorlig hjernerystelse for to år siden, som skete efter et fald i sit badeværelse. Dette kombineres med en helt nøgtern, præcis og detaljeret afdækning af, hvorfor han og flere tusinde andre danskere hvert år bliver bedt om at sejle deres egen sø trods invaliderende senfølger efter en hjernerystelse.
I seriens første episode ud af i alt fem, ´Den usynlige fjende´, hører vi, hvordan Mads Ellesøes liv ellers tegnede sig lyst. Han havde netop sagt sit job op og stod foran et nyt og spændende, da han slog hovedet i badeværelsesgulvet og herefter får det værre og værre.
Ingen af de læger, han opsøger, kan fortælle ham, hvad enten de eller han selv kan gøre for ikke at komme til at tilhøre de kronisk syge og for at genvinde sit tabte liv. Og han ender med at flytte væk fra sine børn og deres mor og hjem til sin egen mor på sit gamle børneværelse, hvor snak, lys og larm er mindre.
“Gå hjem. Hvil dig. Lad være at fokusere for meget på det. Og så må vi håbe, at det ikke bliver kronisk,” lyder neurologens råd til ham.
Fra at have levet et liv med spændende projekter og faren rundt i verden udfolder hans nye liv i episode to, ´Bag nedrullede gardiner´, sig nu i mørke og stilhed hjemme hos mor. Her funderer han over, om det virkelig kan være rigtigt, at det eneste, det danske sundhedsvæsen kan tilbyde, er håb krydret med lejlighedsvis opgivenhed, ligegyldighed og nogle gange også mistro overfor om, man nu også rent faktisk er syg.
Og det spørgsmål, der kører som en rød tråd gennem hele serien – er vi i Danmark gode nok til at behandle personer med længerevarende hjernerystelser? – begynder at trænge sig på hos ham, der efterhånden er ved at opgive. Lige indtil den dag, hvor han af en god veninde bliver gjort opmærksom på, at en canadisk kollega er blevet behandlet for en længerevarende hjernerystelse på en sportsklinik på University of Pittsburgh Medical Center, UPMC, Pensylvania i USA.
Som den undersøgende journalist Ellesøe er, begynder han at grave i sagen og finder ud af, at i USA har læger på grund af den pengestærke amerikanske fodbold med mange hjernerystelser tradition for en mere omfangsrig forskning heri. Forskning, som har ført til helt anderledes og effektive behandlingsmetoder.
Mads Ellesøe beslutter sig for at vove forsøget og i episode 3, ´Et sidste håb´, tager han afsted til Pittsburgh Medical Center. Efter diverse diagnostiske undersøgelser af, hvad hans hjerneskade består i, mener man på Instituttet at kunne helbrede ham og giver ham et fysisk træningsprogram, som blandt andet også indbefatter, at han skal udsætte sig selv for alt det, han ikke kan tåle.
Så jo mere støj, lys, musik og larm han træner i, jo bedre, får han at vide. Og efter kun få dage har han det bedre, efter to uger har det fantastisk godt, og målinger af hans hjernes funktionsevner bekræfter det. Mads Ellesøe kan efter næsten to års total elendighed forlade mor, flytte hjem til kæreste og børn og begynde at arbejde igen.
I udsendelse fem taler Ellesø med 19-årige Alberte Tvedergaard Sørensen, der i 2023 efter et styrt på cykel fik blandt andet åbent kraniebrud og en hjernerystelse, som betød, at hun måtte opgive gymnasiet og sit job for at tilbringe et liv i smerter og ellers bare sove. Indtil hendes forældre så et opslag fra Mads Ellesøe på de sociale medier, hvor han fortalte, hvordan han i USA havde fået en behandlingsplan, der var designet til netop hans hjernerystelse.
Fuld af tvivl om nytten og fornuften tog Alberte Tvedergaard Sørensen også til hospitalet i Pittsburg, fik sin individuelle diagnose og skræddersyede trænings- og rehabiliteringsplan. Og i løbet af godt en uge fik også hun det så meget bedre, at hun kunne tage hjem og træne videre. I dag tre måneder senere er hun tilbage på arbejde, sover kun 8,5 timer i døgnet og har genvundet tilliden til en lys fremtid i stedet for en førtidspension.
Med Alberte Tvedergaard Sørensens positive resultater og ikke mindst Mads Ellesøes egne nye energier og livsmuligheder, kom også vreden over, at han og 7.000 andre danskere hårdt ramt af langvarig hjernerystelse spises af med løsagtige råd som at slappe af, men ikke for meget. Og han gik for alvor i gang med at undersøge kvaliteten af det danske sundhedsvæsens håndtering og behandling af hjernerystelser.
Og det er artige ting, han finder ud af. Der er ingen koordinering af viden, og patienternes postnummer afgør behandlingerne, for nogle steder i landet bliver de syge rent faktisk forsøgt behandlede, mens patienterne de fleste steder – som også han selv og Alberte – går for lud og koldt vand.
Og hans samtaler med neurologernes og de alment praktiserende lægers faglige organisationer er foruroligende. De er nemlig skræmmende enige om, at området flyder, og at patienterne svigtes. Men forklarer sig med blandt andet tidsmangel, usikkerhed overfor diverse potentielle behandlingsmetoders evidens, lejlighedsvis usikkerhed overfor om patienterne simulerer og en helt grundlæggende utilstrækkelig organisering af området. Ingen af dem finder bekymrende nok sundhedsvæsnets håndtering af disse patienter tilnærmelsesvis tilfredsstillende.
Alt sammen undskyldninger og forklaringer, som givetvis rummer store sandheder. Men det ændrer ikke ved, at Ellesøe ikke desto mindre kan påvise, at Sundhedsstyrelsen rent faktisk har offentliggjort retningslinjer for behandling af langvarig hjernerystelse. Og søreme om disse ikke ifølge Ellesøe ligger væsentligt mere på linje med de behandlinger, som han og Alberte modtog i USA.
Og den læge, som har haft hovedansvaret for retningslinjen, læge og leder af Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter, giver da også i serien udtryk for at være helt enig i, at det er aldeles forkert blot at sende patienterne hjem og vente på, at de måske får det bedre, og i øvrigt fortælle de ramte, at hjernerystelsen går over af sig selv. Forhåbentligt!
”Men den måde, som vi har organiseret systemet på, kan være med til at fastholde dem i sygdommen,” kritiserer Rytter videre.
Ikke dokumentarist for ingenting
Mads Ellesøe er ikke dokumentarist for ingenting. Hans faglige evner til at registrere og dokumentere udfoldes ikke kun i hans egen personlige beretning om hjernerystelsens skræmmende symptomer. Beskrivelser, som er dybt rørende, men samtidigt også helt usentimentale. Hans faglige tilgang til verden betyder også, at han allerede fra et tidligt tidspunkt i sit forløb har registreret på bånd, hvad der er sket med og omkring ham, hvilket tilfører udsendelserne ikke kun troværdighed og liv, men også form- og lydmæssig oplevelseskvalitet.
´Faldet´, som er blevet til ved fair, grundig og fremragende journalistik, kan således i særlig grad anbefales til de mange mennesker og deres pårørende, som har haft eller fortsat har længerevarende hjernerystelse tæt på sig og givetvis for en gangs skyld vil føle sig hørte og sete. Og til de sundhedspersoner, som møder disse forsømte patienter i deres job – og til alle andre, som måtte være interesseret i hvor absurd dårlige forhold, som subgrupper af patienter fortsat tilbydes i disse ellers så moderne tider, hvor international vidensdeling burde være forventeligt. Cuculiza
Podcast om meditation og psykisk sygdom er en smukt produceret gyserfortælling
PODCAST: Tusinder af især unge tager hvert år på meditationscentrene Goenka i en række europæiske lande. En ny podcastserie afslører et spor af ødelagte liv blandt tidligere deltagere, som blandt andre tæller danske Niels. Podcastserien´Introducing Untold´er en ualmindelig godt researchet, velfortalt og lydmæssigt smukt produceret gyserfortælling.
Tusinder af især unge tager hvert år på meditationscenterne Goenka i blandt andet Danmark, Sverige, andre europæiske lande, Canada og Indien. Målet er typisk nye oplevelser, selvudvikling antistress, ro eller øget koncentration. Men nu afslører en ny podcastserie fra Financial Times´ journalistiske gravergruppe et uhyggeligt blodigt spor af psykoser, ødelagte liv og selvmord blandt tidligere deltagere. En af de deltagere er danske Niels.
”Vipassana, som betyder at se tingene, som de virkelig er, er en af Indiens ældste meditationsteknikker. Det blev undervist i Indien for mere end 2.500 år siden som et universelt middel mod universelle dårligdomme, det vil sige en kunst at leve,” lyder de lokkende løfter fra S. N. Goenka, som er Vipassana-meditations indiske læremester, hvis gratis 10 dages internatkurser er populære især blandt helt unge. Nogle er begejstrede over hans retreats, mens andre lider, og nogle aldrig mere bliver sig selv.
Det fastslår journalist og chef for Financial Times´ særlige journalistiske undersøgelsesgruppe – hun hedder Madison Marriage – i sin introduktion til avisens nye podcastserie, ´Introducing Untold´, hvor hun sammen med sit team har sat sig for at undersøge Goenka-netværkets internatkurser efter i januar 2023 at have modtaget en mail fra en ulykkelig far, Stephen, der fortæller, at hans to unge tvillingedøtres liv har ændret sig dramatisk efter deres deltagelse i de ti dage lange kurser. Her skal kursisterne meditere mere end ti timer om dagen og må i øvrigt ikke tale med nogen under hele forløbet i det, han betragter som en kult og ikke bare et netværk af undervisningscentre.
Madison Marriage er forståeligt nok skeptisk, men begynder alligevel at undersøge Goenka. Til sin overraskelse finder hun blandt mange glade kursister også en lang række mennesker, som fortæller om psykiske sammenbrud. Og de kursusledere og hjælpere, som burde hjælpe og lytte til de kursister, som får det dårligt med pludselig angst, søvnløshed og psykoseagtige tilstande, overtaler, forlanger eller truer i stedet disse kursister til fortsætte de meditationsforløb, som de så åbenlyst har det svært med.
Hjerteskærende
I seriens første episode, ´Dear Madison´, taler hun i hjerteskærende samtaler med Stephen og de to døtre Sara og Emily, der var dygtige Oxford-studerende, festglade og med spændende planer for fremtiden, indtil de blev en del af Goenka-netværket. I dag er de stressede, kæmper med at sove og spise og har trukket sig fra, hvad man kan kalde et normalt liv.
Men var meditationerne kun den katalysator, der skulle til for at udløse de ellers tilsyneladende sunde tvillingers psykologiske problemer? Eller forårsagede det populære netværk af stille meditationsretreats faktisk deres lidelse? Det spørgsmål undersøger Madison Marriage i seriens episode to, ´Ten long days´, hvor hun interviewer flere andre unge ud af en lang række, hun også har talt med, der også har haft grusomme erfaringer. Herudover taler hun også med eksperter, som fastslår, at meditation i modsætning til, hvad der er den udbredte opfattelse, kan medføre netop de følelsesmæssige katastrofer, som de unge har gennemlevet dels under meditationsforløbende og bagefter. Også selv om man ikke tidligere har haft psykiatriske helbredsproblemer.
Danske Niels blev indlagt
Blandt de unge er også danske Niels, som blev indlagt i syv uger på en psykiatrisk afdeling efter at være blevet voldsomt psykotisk og hallucinerende på kurset, og Emily, som i længere perioder efter meditationerne har været alvorligt selvmordstruet.
I episode tre, ´Jacquis story´, handler det blandt andet om den unge amerikanske pige Jaqui, der var 22 år, da hun i 2022 tegnede sig for et 10 dages Goenka- meditationsforløb i Canada. Efter få dages ophold på meditationskurset blev hun fundet død på grund af selvmord efter at have fået det dårligt under kurset. De sørgende forældre er ikke mindst bitre over, at Jaqui ikke fik nogen hjælp på centeret, som først tvang hende til at fortsætte meditationerne og siden blot lod hende gå, selv om meditationerne tydeligvis havde gjort hende syg.
Og vi møder lederen for det amerikanske behandlingscenter for ofre for meditation, Cheetah House, som fortæller, at psykiske skader i form af hallucinationer af meditation ikke blot er reelle, men også langt mere udbredte, end man tror. En tredjedel får det godt, for en tredjedel gør meditationerne ingen forskel, og for den sidste tredjedel kan det betyde alt fra småuro, nervøsitet til store psykiatriske symptomer, lyder det fra Cheetah House, hvor man understreger, at meditation i lang tid kan være problematisk for alle typer af mennesker og for nogle, selvom de kun gør det i kort tid.
Alle seriens eksperter er enige om, at det er afgørende vigtigt, at mennesker, som oplever især søvnløshed, angst og uro, når de mediterer, straks bør holde op. Men Madison Marriage dokumenterer via lydfiler, hvordan S. N. Goenka instruerer i det lodret modsatte.
”Man skal blive ved, for fortsat meditation er den eneste måde at få det bedre på og at stoppe vil være lige så farligt som at forlade en hjerneoperation i utide på operationsbordet,” docerer Goenka i intense og følelsesladede vendinger, som ikke levner tvivl om, at det er en del af netværkets officielle politik at overhøre eventuelle klager og symptomer fra kursisterne og forsøge at overtale, manipulere eller tvinge de ramte til at blive.
Der er også blandt podcastens eksperter og forskere enighed om, at psykiatriske patienter i det hele taget bør være varsomme med langvarige meditationsforløb.
For Madelaine Marriage, der tydeligvis er en nuanceret tænkende, ansvarlig og meget kompetent journalist, er det afgørende at finde ud af, om det primært er grundet manglende kompetencer eller om det er med vilje, at man helt ignorerer de unges eventuelle symptomer og faresignaler.
For at få svar på det undersøger Marriage blandt andet i den fjerde og sidste episode, ´Another Death´, endnu et dødsfald og vi hører om en række unge fra hele verden, som alle fortæller om manglende hjælp trods deres dramatiske psykiatriske oplevelser under og efter deres 10 dages intensive meditationer hos Goenka. Danske Niels fortæller for eksempel om, hvordan han aldrig har været så bange i sit liv, og senere hører vi om endnu et selvmord begået af den unge og ellers sunde og sportsglade pige Meghan, der som 25-årig melder sig til et meditationskursus i Delaware i USA på anbefaling af en veninde.
Fik ikke kontakt med ledelse
´Introducing Untold´er en ualmindelig godt researchet, velfortalt og lydmæssigt smukt produceret beretning om meditations potentielle bivirkninger og den hårrejsende ligegyldighed og besynderlige mangel på ansvarlighed, som Gohran netværket udviser overfor sine tusindvis af unge gæster.
Trods Madelaine Marriages ihærdighed, dygtighed og engagement og de sjældent mange journalistiske kræfter, som Financial Times har lagt i afdækning af, hvad der kan ske, og hvorfor Gohran netværket monstro er helt uinteresseret i at stramme op på sikkerheden, lykkes det aldrig for Marriage og hendes mange kolleger at komme i direkte kontakt med netværkets ledelse.
Tilsvarende får Financial Times, trods utallige ihærdige og meget forskellige forsøg, heller aldrig svar på hvorfor man ikke advarer de ikke unge mod meditationsforløbenes mulige bivirkninger, hvorfor meditationsforløbene skal være så usundt lange, hvorfor de unge skal udmattes ved hjælp af få pauser, meget lidt mad og få timers søvn, hvorfor de unge absolut ikke må tale i ti timer og hvorfor man ikke hjælper de unge, som bliver syge og selvmordstruede, når de beder om hjælp under og efter kurserne.
Man kan således kun håbe, at alle de danskere, som hvert år tager på Goenkas Vipassanakurser i Danmark eller især også i Sverige, vil høre de medvirkendes advarsler i denne usædvanligt fremragende serie, som fortjener alle de stjerner, den overhovedet kan få, så mange får lyst til at høre denne gyser af en enestående god podcastserie.
Untold: The retreat kan blandt andet høres her
Netflix´ megahit Baby Reindeer udforsker skammens destruktive stier
STREAMING: TV-serien Baby Reindeer er en komediedrama-thriller ulig noget, du før har set. Det er TV, når det på samme tid er bedst og værst, og det rammer tidsånden lige i røven.
Donny Dunn, hovedpersonen i ´Baby Reindeer´ arbejder som bartender, men drømmer om at leve af at lave standup comedy. Det går ikke særlig godt.
Og ærlig talt, er der noget mere tragisk end en mand, hvis største drøm er at blive en berømt komiker, når ens første tanke, når man ser ham, er, at han er en omvandrende hudafskrabning? Det gør næsten ondt at se ham alene i spotlyset, hvor han ligner et dyr fanget i billygtens kegler.
Et skæbnesvangert møde
Så entrerer Martha. Deres møde begynder tilforladeligt, som de mest uhyggelige historier ofte gør, da hun, en rundkindet, overvægtig og uskyldigt udseende kvinde, træder ind ad døren til den bar, hvor Dunny arbejder. Da hun ikke har penge på sig, forbarmer Donny sig over hende og giver en kop te på husets regning. Martha lyser op, nærmest lykkelig, og hun ser Donny, komplimenterer ham, flirter.
Og Donny, han labber det i sig.
Derefter begynder hun at komme i baren dagligt, og hver dag får hun en kop te på husets regning. Hendes latter er eksplosiv og smittende, og Donny nyder at være centrum for Marthas intense energi, blandet med medlidenhed, og som seer føler man med ham, for Martha er både elskelig og stakkels. Hun er for desperat, hendes højtflyvende historier om penthouselejligheder og en succesfuld advokatkarriere matcher tydeligvis ikke virkeligheden, og selv om han burde sige nej til facebookvenskab og til at mødes til picnic, så siger han alligevel ja.
Virkelige hændelser
Det er de første sten lagt i fundamentet til den historie om stalking og traumer, som er ´Baby Reindeer´. TV-serien er skrevet af den skotske forfatter og komiker Richard Gadd, og det bygger på oplevelser fra hans eget liv, som han første gang optrådte med i monologen ´Monkey do, Monkey don’t´ fra 2016. Donny Dunn spilles da også af Richard Gadd selv, og han er eminent i rollen som deprimeret komiker med større drømme, end hans triste liv kan bære.
Serien har taget navn efter det kælenavn, Martha giver Donny, og det fanger godt dynamikken. For lige så kugleskør, som Martha er, lige så skarp er hun, når det kommer til at spotte et andet såret dyr i skoven, og det sårbare dyr er Donny.
Mandlig skam
Som serien skrider frem, og Donny tvinges til at konfrontere Martha med hendes eskalerende vanvid, tvinges han samtidig til at konfrontere det store traume, han bærer rundt på. Og det er her, serien tager fat på et emne, der endnu er store tabuer omkring, nemlig den skam, mænd bærer, når de har været udsat for seksuelle overgreb.
Donny formulerer sin egen sårbarhed således:
”Jeg følte, at alle, der så på mig, kunne se, hvordan jeg havde det. Som om de så ind i min sjæl. Dér så de voldtægt og tvivl og forvirring. Mine øjne var vinduer med udsigt til mit livs største hemmelighed.”
Bærende på en så voldsom altødelæggende skamfølelse er det et under, at Donny står op hver dag, et under at han gang på gang stiller sig op på en scene i håb om at gribe en flig af komikerdrømmen, og et under, at han møder og forelsker sig i den smukke og stærke transkvinde Teri, der også forelsker sig i ham.
Serien er undervejs et stærkt studie i de ufattelige omveje og krumspring, et såret sind vil foretage for at undgå at konfrontere sig selv med skammens smerte. Og når man først forstår, hvem Donny egentlig er, ja så giver hans sære had-kærlighedsforhold til Martha pludselig mening. Samtidig er det næsten uudholdeligt at følge, og hvis du hører blandt dem, der får ondt i maven af det tåkrummende, er serien en ren gyser.
Virkelighedens Martha
´Baby Reindeer´ har ligget nummer ét på Netflix i ugevis, har høstet tonsvis af anmelderroser og er af Forbes blevet kaldt en af de bedste TV-serier nogensinde. Siden serien fik premiere i midten af april, har den fået sit eget liv ved siden af TV-serien, for de mange begejstrede seere er selvfølgelig gået på jagt efter, hvem den virkelig Martha er. At tro, at man kan skabe en serie baseret på virkelige hændelser og samtidig sikre folk anonymitet ved blot at ændre lidt i navne og datoer, er efterhånden en utopi.
Det har resulteret i at en navngiven kvinde er blevet hængt ud på diverse sociale platforme, indtil hun selv stod frem i et TV-interview hos den britiske vært Pierce Morgan. Her benægter hun ikke overraskende at have gjort det meste af det, hun i TV-serien hævdes at stå bag. Hendes troværdighed er dog lav, idet andre ofre for hendes stalking siden er stået frem, herunder Labours leder Sir Keir Starmer. Nu har hun sagsøgt Netflix for 170 millioner dollars.
En varm og ambivalent anbefaling
´Baby Reindeer´ er en TV-serie helt i sin egen kategori, som får dig til at hænge fast, afsnit efter afsnit, selv om du mest af alt har lyst til slukke eller i det mindste at råbe af Donny, når han træffer det ene selvdestruktive valg efter det andet. Serien er fuld af twist og uventede drejninger, og den tager som få andre livtag med overgrebets sjæleædende skam og det lange tilløb til at genopbygge selvværdet og tilværelsen. Kløvedal