Skip to main content

Nyudnævnt professor hører heavy og spiller klassisk klaver

KULTUR-TEMPERATUR: 39-årige Johan Burisch er nyudnævnt professor med dagligt virke på Hvidovre Hospitals mavetarm-afdeling. Trods 220 videnskabelige publikationer finder han også plads til klassisk klaverspil og, for nylig, to Metallica-koncerter i Parken.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?

”Jeg var inde at se Metallica to gange i Parken. Dem har jeg vist set omtrent 20 gange. Det var to forskellige koncerter med forskellige sætlister, og der var god energi og moshpit. Jeg synes måske, at første aften var bedst, hvad sætlisten angår, her var nogle sange, man ikke hører tit i en live-sammenhæng.”

Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?

”Jeg er kæmpefan af spaghettiwesterns og klassiske amerikanske westerns. ’High Noon’ med Gary Cooper og Grace Kelly er en kæmpe klassiker. Den er i sort-hvid og langsom i sin opbygning, men har en meget stærk historie. Mange, jeg anbefaler den til, kan ikke lide den. Jeg tror dog, at filmkritikerne er enige om, at det er en stor film og et stort drama. Jeg har en stor DVD-samling af westerns, som jeg ser, når min kone ikke er hjemme.”

Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Det er en gammel bog: ’En ung læges optegnelser’ af Michail Bulgakov, som var læge, inden han blev forfatter. Om hans første år som læge i den russiske provins i 1917. Han bliver kastet ud i ekstreme situationer, som slet ikke ville finde sted i 2024, men han har de samme tanker og følelser omkring det at være ny læge, som jeg tror, mange yngre læger har i dag. Alle er usikre, når de kommer lige fra universitetet.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg har spillet klaver siden jeg var otte-ni år gammel, og det gør jeg stadig. Jeg har aldrig optrådt for nogen, men kan spille klassisk klaver, og mit bravurstykke er muligvis Franz Schuberts Impromptu nummer 3 i Ges-dur. Jeg er også lige begyndt at gå til undervisning igen. Derudover spiller jeg også skak i Allerød Skakklub.” 

Johan Burisch, 39

  • Nyudnævnt professor, Amager og Hvidovre Hospital og Københavns Universitet
  • Cand.med fra Københavns Universitet i 2010
  • Ph.d. i 2013
  • Dr.med. i 2022, speciallæge i gastroenterologi og hepatologi i 2023
  • Klinisk professor i 2024
  • Udgivet 220 videnskabelige publikationer