
I anden sæson af ”Løgnen i dit feed” sættes der fokus på de sundhedsråd og kropsidealer, som unge møder igen og igen på sociale medier.
Vigtig og vedkommende dokumentar om sundhedsråd, der kan gøre unge syge
STREAMING: Anden sæson af dokumentarserien ”Løgnen i dit feed” er et vigtigt og gruopvækkende indblik i de tvivlsomme sundhedstrends og onlinecoachingforløb, som unge bombarderes med på sociale medier. En let set refleksions- og samtalestarter om sundhed og den ”perfekte” krop.
Sociale medier flyder over med tilsyneladende velmenende tips og inspiration fra fitnessinfluencere og sundhedseksperter, og det er især de unges feeds, der fyldes af billeder af slanke, veltrænede kroppe samt kost- og træningsråd som ”Spis dit, men ikke dat” og ”Træn sådan her, men ikke sådan her”.
Problemet er, at sundhedsrådene på sociale medier i bedste fald virker lidt eller slet ikke, og i værste fald er de livsfarlige. Det er det alarmerende budskab i dokumentarserien ”Løgnen i dit feed”, der gennem personlige fortællinger og ekspertudtalelser kortlægger konsekvenserne ved, at unge eksponeres massivt for sundhedsråd på sociale medier.
Dokumentarens fortælling drives fremad af journalist Amanda Schmidt, men det er primært de personlige case-historier, der fænger og gør dokumentaren seværdig.
Vi møder Lissa, Tais, Alma og Laura, der har været og til dels stadig er fanget i de sociale mediers spind af fitnessinfluencere og sundhedscoaches. Deres historier gør dokumentaren nærværende og nuanceret, fordi de reflekterer over deres egen rolle og ansvar og fortæller om de konsekvenser, de lever med i dag i form af spiseforstyrrelser, træningsafhængighed og et vedholdende, snævert billede af, hvordan den rigtige krop ser ud.
Livsfarlige trends
Som mor til en 12-årig pige er det 17-årige Almas historie, der rammer mig mest. Det begynder med uskyldige TikTok-danse med vennerne. Gradvist bliver hun opslugt af de sociale mediers perfekte kroppe og tips til at snyde hjernen til at spise mindre. I jagten på ”idealvægten” begynder hun at låse sig inde eller løbe væk ved spisetider og skjule sin nye, farlige livsstil for forældrene. Den i forvejen slanke pige taber sig 10 kilo og bliver som 12-13-årig tvangsindlagt og tvunget til at spise gennem sonde. Først da går det op for hende, hvor farlig og skræmmende oplevelsen er for både hende selv og hendes forældre.
”Vendepunktet var at være ved at dø,” fortæller hun i dokumentaren.
Alma fortæller, at hun stadig støder på opslag, der maler et bestemt billede af den perfekte krop – endda i stigende grad. Hendes oplevelse stemmer overens med, at dokumentarens vært får millioner af resultater alene på Instagram, da hun søger på ord som ”fitspo” (fitnessinspiration) og fire udbredte trends: ”What I Eat in a Day”, ”Clean Eating”, før- og efterbilleder og ”Body Checking”. Body Checking er i øvrigt et kendt begreb inden for spiseforstyrrelser og dækker over nøje kontrol af kroppens form, størrelse og vægt.
Eksperter i dokumentaren fremhæver netop den massive, gentagne eksponering og den tid, børn og unge bruger på sociale medier, som problematisk.
Maja Van Gilbert, psykolog og leder af Ungterapi i København, siger i dokumentaren: ”Man anspores til at tænke, at hvis jeg spiser på samme måde som den person, jeg ser på videoen, så kommer jeg til at se ud på den måde.”
Kan det ske for alle?
Jeg bruger selv sociale medier flittigt til at finde inspiration til træning og madlavning, uden at jeg ser mig selv som fanget i ”sundhedsfeedet”, og jeg falder ikke for dets løfter om, at hvis du tæller kalorier, spiser noget bestemt og træner helt vildt, så får du sixpack og bliver slank og glad – sund i krop og sjæl. Men måske er der alligevel en flig, der hænger ved, uden at jeg er klar over det. Eksperter i dokumentaren gør i hvert fald opmærksom på, at vi skræmmende nok ser og påvirkes af den massive mængde sundhedstips på sociale medier, uden at vi selv lægger mærke til det.
For Lissa, Tais, Alma og Laura går én ting igen: De er som børn og unge blevet eksponeret massivt for opslag, videoer og onlinecoachingforløb, og det er sket på et tidspunkt i deres liv, hvor de på forskellige måder havde det svært.
Men jeg tænker, at deres tilfælde måske ikke er så unikke. Måske kan det ske for flere, end man lige skulle tro. Ifølge Lotte Rubæk, psykolog og leder af Team for Selvskade i Region H, er det mængden af indhold, de unge ser, og tiden, de bruger på sociale medier, som afgør, hvad og hvor meget de påvirkes.
Sundhed er ikke den ”perfekte” krop i et feed
Efter min opfattelse angriber dokumentaren ikke sociale medier i sig selv. Dens budskab er, at specielt influencere og coaches inden for sundhed skal være mere bevidste og kritiske over for, hvad de lægger på sociale medier, og tage ansvar for, at særligt unge får nuancerede billeder af og tilgange til sundhed, træning og krop.
”Løgnen i dit feed” har gjort mig opmærksom på, hvor mange trænings- og kostopslag der er i mit eget feed, hvordan jeg taler om min egen krop, og hvordan jeg undgår at kommentere på andres. Særligt når min 12-årige datter er inden for hørevidde.
Dokumentaren er nok særligt relevant for større børn, unge og deres forældre som udgangspunkt for stof til refleksion, selvrefleksion og gode samtaler om sundhed, selvværd og selvbillede. Men dokumentaren er bestemt også relevant for en bredere målgruppe. Ikke mindst fordi den husker os på, at sundhed er andet og meget mere end den ”perfekte” krop i et feed på sociale medier. I en tid, hvor sociale medier fylder i vores hverdag generelt, er den pointe vigtig, uanset alder og køn.
”Løgnen i dit feed” sæson 2 kan ses på dr.dk.
