
Efter kræftsygdommen forlod Christian lægegerningen. Men dokumentaren efterlader stadig et centralt spørgsmål ubesvaret: Var sygdommen og arbejdet med formaldehyd med til at få ham til at stoppe som læge?
Giftig formaldehyd-dokumentar er urovækkende graverjournalistik af fineste karat
TV: Fire unge medicinstuderende bliver ramt af kræft efter arbejde med dissektion af lig. DR-dokumentaren ’Den giftige tvivl’ afsøger grundigt, om formaldehyd kan være en overset sundhedsrisiko. Det er flot journalistik, der gør en forskel.
Fire tidligere medicinstuderende, der har arbejdet som studentervejledere med dissektion af lig på Panum Instituttet, er stik imod al statistisk sandsynlighed alle blevet kræft i en ung alder. Kan det være, fordi at ligene indeholder det kræftfremkaldende stof formaldehyd, som bliver pumpet ind i årerne på ligene?
Dette gruopvækkende udgangspunkt er afsættet for den yderst seværdige DR-dokumentar ’Den giftige tvivl’.
Den tidligere læge Christian er den eneste overlevende i dag. Han fik konstateret lymfekræft på samme tidspunkt, som han skulle være far for første gang. Han vil nu have svar på, om der er en sammenhæng mellem kræften og arbejdet, han har udført som studentermedhjælper. ’Den giftige tvivl’, der både findes som dokumentar og podcast, undersøger sagen grundigt.
Dokumentarfilmen i to afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, viser, hvor svært det er at bevise arbejdsskader fra kemikalier. Samtidig peger den på, hvordan tvivl kan opstå og fastholdes, når videnskab, daglig drift, hygiejne, menneskelige hensyn og industri-interesserer kolliderer. Er usikkerheden om konserveringsmidlet reel, eller bliver den forstærket af en industri med økonomiske interesser i formaldehyd? Måske afventer der formaldehyd en kulegravning og et ’Velkommen på forsiden’-moment på samme måde, som det har været tilfældet med tobaks- og opioidindustrien. Men det er ikke sikkert. Også forskerne er uenige, og flere synspunkter kommer til orde.
Det er kapabel graverjournalistik, som DR’s undersøgende journalister Merle Baeré og Frederik Hugo Ledegaard Thim lægger for dagen. Næsten i Cavling-klassen. Spørgsmålet er bare, om emnet er for snævert og berører for lille en gruppe medicinstuderende til, at historien for alvor får bred gennemslagskraft.
Journalisterne ser nærmere på den forskning, der ligger til grund lovgivningen omkring formaldehyd. Lige omkring halvdelen af relevante videnskabelige studier er industrifinansieret, og der er en signifikant sammenhæng mellem finansieringen og resultaterne. De studier, der er finansieret af industrien, er langt mindre tilbøjelige til at pege på en sammenhæng mellem formaldehyd og kræft hos mennesker, afdækker de to DR-journalister, mens ekspertkilderne nikker anerkendende.
Fra Panum til Bruxelles
Som seer mærker man et sug i maven, når cirklerne i vandet breder sig ud, og vejene fører til store internationale kontorer i blanke glasbygninger i knudepunktet Bruxelles. Udgangspunktet er så makabert, at det næsten kunne have været udtænkt af Nattevagt-instruktøren Ole Bornedal. Men efterhånden bliver fornemmelsen mere som en international, politisk thriller.
Dokumentarfilmen er lavet med stor sikkerhed, men man sidder også med en fornemmelse af, at den ikke har været højt prioriteret hos dem i DR, der fordeler pengene. Fornemmelsen er low-key og efter DR-standarder en smule skrabet, men det gør fryden så meget desto større, når historien bare vokser. Formaldehyd-lobbyen stiller desværre ikke op til interview men giver et almengyldigt pladdersvar over mail, som det efterhånden er kutyme for den type aktører. Men der er håb om, at dokumentaren vil føre til øget fokus på den nuværende grænseværdi for formaldehyd i hele EU. Bravo.
Christian, den tidligere kræftsyge dissektionsunderviser og eneste overlevende af de fire kræftsyge, har forladt lægegerningen på trods af, at han efter alt at dømme havde flair og talent for faget. Der var prestige forbundet med den dissektionsvejleder-tjans, han bestred på Blegdamsvej. Men måske har formaldehyddampene ført til alvorlig sygdom. Hænger beslutningen om at sadle om sammen med kræftsygdommen og den mulige problematiske eksponering i forbindelse med et job, der må have været en kilde til stolthed? Lige netop dette personnære spørgsmål ønsker jeg mig stadig et svar på, efter at have set dokumentaren til ende.
’Den giftige tvivl’ kan ses på DR.dk
