TV-serie bobler af vrede over uduelig coronahåndtering

STREAMING: Åndenød er medrivende TV-drama, der kan kan anbefales til alle, der har lyst til at opleve eller genopleve coronatidens alvor, usikkerhed og kynisme.

En retfærdig strøm af harme løber gennem TV-serien ´Åndenød´, der er en filmatisering af den britiske, palliative læge Rachel Clarkes bog ´Breathtaking´ fra 2021. Serien tager seeren med ind på intensivafdelingen, hvor vi følger sundhedspersonalets kamp med at håndtere strømmen af patienter, samtidig med. at de må kæmpe om at få adgang til beskyttelsesudstyr (PPE), der er rationeret af hospitalsledelsen.

Ingen fare her

I ´Åndenød´ følger vi Abbey Henderson, speciallæge i akutmedicin på en intensivafdeling og mor til to mindre børn. Fortællingen tager sin start i begyndelsen af 2020, hvor rygterne om corona svirrer, men hvor retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen går på, at kun patienter med rejsehistorik skal testes og overvejes som potentielt smittede.

Italien er nedlukket, rædselshistorier strømmer ud, og sundhedspersonalet i Abbeys afdeling er med rette angste for den nye sygdom. Samtidig nægtes de af ledelsen adgang til beskyttelsesudstyr, som er en mangelvare, og da Abbey på afdelingens vegne insisterer på, at de har brug for beskyttelsesudstyret, får hun en reprimande af sin overordnede: Deres afdeling er kategoriseret som blå zone, ikke rød, og i blå zone er der pr. definition ”ingen risiko for smitte”.

I mangel på reelt beskyttelsesudstyr må personalet nødtørftigt flikke noget sammen, nogle ifører sig plastiksække, andre bliver anbefalet selv at købe masker på nettet (kun 300 pund stykket), og de græder næsten af glæde, da de får foræret plastikvisirer lavet af lokale skolebørn.

Politisk uduelighed og kynisme

Undervejs krydsklippes der til optagelser af blandt andet den daværende britiske premierminister Boris Johnson, der leende fortæller, hvordan han har besøgt flere hospitaler med coronasyge. Naturligvis giver han hånd til alle, han møder, forsikrer han journalisten. Der er med andre ord, intet at frygte.

Man bliver som seer harm på sundhedspersonalets vegne, og denne retfærdige vrede er seriens drivkraft. Vi skal forstå hvor hårdt, det var, vi skal forstå den kynisme og uansvarlighed, med hvilken politikerne handlede.

Abbey er som mellemleder fanget mellem ledelsen og personalet. Når hun fortæller om de urimelige og farlige vilkår, de må arbejde under, bliver hun affejet af ledelsen, og til gengæld er hun tvunget til at forsvare ledelsen og sundhedsstyrelsen officielle – og utilstrækkelige - retningslinjer over for et stigende frustreret personale.

Kort efter, at Abbey har beroliget den stærkt bekymrede sygeplejer Divina om, at hun ikke skal være bange for at blive smittet med corona, bliver Divina netop det: Smittet. Og herfra går det hastigt nedad bakke for den elskelige og buttede Divina, der kæmper med at holde sig i live for sin mand og børns skyld, men som efter et langt og lidelsesfuldt forløb ender med at bukke under for sygdommen.

Det dødsfald var unødvendigt, og vi forstår som seere, at Davina måtte betale prisen for dårlige politiske beslutninger.

"Man følte sig meget lille"

Rachel Clarke, der arbejdede som speciallæge i akutmedicin, skrev ’Breathtaking’ på baggrund af hendes egne oplevelser på intensiv under corona-epidemien, og med historien går hun i rette med de officielle narrativer om, at politikerne gjorde alt i deres magt; at de havde styr på det; at de håndterede epidemien godt.

I en Guardian-artikel beskriver hun, hvordan sundhedspersonale i epidemiens begyndelse blev pålagt at tage det beskyttelsesudstyr, de selv havde kunne samle sammen, af igen for ikke at skræmme patienterne. Læger, der på sociale medier fortalte om deres bekymringer, blev truet med fyringer.

”Det var ærlig talt afskyeligt. På det tidspunkt fik det dig til at føle dig alene, meget lille og meget udskiftelig. Det inspirerede mig til at skrive en bog om min oplevelse,” har Rachel Clarke fortalt til the Guardian.

Ansatte betalte dyrt

I løbet af historiens tre afsnit, der udfolder sig fra det tidlige 2020 til foråret 2021, følger vi det trætte personale på akutklinikken gennem flere af epidemiens faser. Med næser og kinder, der er hudløse af at bære masker, må personalet give afkald på deres familieliv og forsøge at overleve i det massive pres fra strømmen af syge patienter, de skal prioritere imellem.

Undervejs oplever vi, hvordan ømhed og skønhed smyger sig gennem de skrappe restriktioner, og medmenneskeligheden hos personalet og patienterne varmer. Modløs bliver man dog som seer, da coronaskeptikerne melder sig på banen og anklagende fortæller de ansatte på intensiv, at sygdommen slet ikke eksisterer – at det er noget, de finder på. Når personalet får fri efter de lange vagter, bliver de mødt af rasede råb og spytklatter.

Retfærdig vrede

´Åndenød´ er medrivende TV-drama, der er skruet dygtigt sammen, og det kan anbefales til alle, der har lyst til at følge, eller brug for at genopleve, coronatidens usikkerhed og alvor.

Vreden, der ulmer både i bogen ’Breathtaking’ og i serien er retfærdig, og det er beskæmmende, hvor høj en pris mange sundhedsansatte måtte betale. Britiske og danske forhold under corona-epidimien kan heldigvis ikke sammenlignes 1:1, da vi slap med langt færre syge og dermed også mindre pres på sundhedspersonalet. 

Ved seriens afslutning oplistes det, at 414 britiske sundhedsansatte døde af COVID-19 i perioden marts til december 2020. Af følgevirkninger havde 60.000 britiske hospitalsansatte symptomer på PTSD i 2021.

´Åndenød´ (originaltitet ´Breathtaking´) består af tre afsnit a 45 minutters varighed og er fra 2023. Serien kan streames på dr.dk frem til februar 2025