Ny topchef i Region Sjælland må prioritere familiefødselsdage frem for kultur
KULTUR-TEMPERATUR: Som nyudnævnt regionrådsformand i Region Sjælland er der begrænset tid til læsning af bøger. Men Trine Birk Andersen ved udmærket godt, hvilken bog hun skal læse videre i, når det bliver efterårsferie.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Der er faktisk to ting, der trænger sig på. Jeg har i mange år haft små børn, så den har især stået på Den Blå Planet, Eksperimentariet og Disney-film. Men nu har min mand og jeg aftalt, at vi skal i gang med at dyrke kultur igen. Vi var i Operaen og høre ’Madame Butterfly’. Det var en kæmpe og rørende oplevelse. Både synet, musikken, men også bare det at være i Operaen. Det er et fantastisk sted. Som kontrast til det har jeg også lige været på Vig Festival, og det var første gang i omtrent 30 år, at jeg har været på en musikfestival.”
Hvilken bog/film/musik kan du anbefale til familie og venner?
”Øverst står dramaserien ’Babylon Berlin’, som jeg opfordrer folk til at se. Det er fantastisk mellemkrigstids-univers, og jeg nyder i det hele taget meget at koble af med en serie eller en bog. Men jeg har ikke fået læst meget på det seneste. Med både et politisk liv og et civilt arbejde bliver det lidt sparsomt med kultur, det er familiefødselsdage, der bliver prioriteret i stedet for.”
Hvilken bog/film/podcast vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Min gode kollega i børne- og ungepsykiatrien fik mig i gang med at læse den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidts ’Den Ængstelige Generation’, inden det gik løs med regionsrådsformandsposten. Selvom jeg ikke har nået at læse den til ende endnu, ved jeg allerede, at bogen rummer gode pointer om, hvorfor vores børn har det skidt, og hvordan vi kommer tilbage på sporet og får genskabt den sunde barndom. Den bog kommer jeg til at anbefale, og den ligger klar til at blive læst færdig, når det bliver efterårsferie.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Altså, jeg har spillet Hammond-orgel, da jeg var barn. Det var i 80’erne og sådan ét stod inde i vores stue. Min far kunne også spille på det. Jeg husker ikke så meget hvilken musik, jeg spillede på orglet, men det var et rytmisk repertoire, vist mest dansktop og andre populære sange. Jeg var ikke særlig god til det.”
Trine Birk Andersen, 50
- Regionsrådsformand for Socialdemokratiet i Region Sjælland siden september 2024, også formand for Forretningsudvalget og Sundhedssamarbejdsudvalget
- Medlem af bestyrelsen i Danske Regioner siden 2022, regionsrådspolitiker siden 2017
- Sygeplejerske i børne- og ungepsykiatrien siden 2011, uddannet specialpsykiatrisk sygeplejerske i 2018, uddannet på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole i 2005