BØGER: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessante bøger på sundhedsområdet i de første seks måneder i 2024.

Roman giver kræften stemme, mens livet rinder ud

Kort over kroppens landskab er en spektakulær, kalejdoskopisk, hærgende og sanselig rejse gennem en kræftsyg kvindes liv og krop.

En kvinde, Lia, er døende af kræft. Et liv er i undtagelsestilstand, en krop er i opløsning, fortid og nutid hvirvles sammen med glemsel, som kræften og kemokurene æder hendes hukommelse og fornemmelse for sig selv. 

Lia fortæller, men undervejs blander andre stemmer sig. Ægtemanden Harry, det bedste menneske, Lia nogensinde har kendt, og datteren Iris, der er alt for voksen, alt for skarp, alt for kunstnerisk og akavet til sin unge pre-teen alder. Og alt for ung til at miste sin mor.

Og så er der stemmen. Stemmen, som fortæller fra indersiden af Lias legeme, mens den lusker omkring og nyder udsigten. Den er udefinerbar, drilsk. Tager form af kræften, der tager nye organer i besiddelse, men den er også snakkende, opregnende, betragtende og funderende over alle dem, der bor i Lias indre i form af minder og lyster, nervøse træk i mundvigen og fossilerede fortrængninger.

Lyder det forvirrende? Det er det også, men det er samtidig eminent romankunst.

’Kort over kroppens landskab’ er britiske Maddie Mortimers debutroman, og den er velfortjent blevet rost og shortlistet til Bookerprisen i 2022. For Maddie skriver forrygende og stærkt eksperimenterende, og det er forfriskende at se en roman, der i sit formsprog spejler sit emne. Det lineære opløses, teksten går i stykker, men samtidig holder Maddie Mortimer læseren fast, og føler man et øjeblik, at man har tabt tråden, samler hun straks læseren op og rækker en ny tråd af historien.

Romanen er skrevet stærkt og sanseligt, og reflekterer elegant over sygdommens natur og vores relationer. Her er et eksempel på stemmen, der i Lias indre betragter hvordan en tidligere elsker stadig rumsterer og hærger.

 

”Jeg har lyst til at fortælle fossil, at han smører lidt tykt på med sit pludselige heltemod, at han ikke ligefrem har behandlet stedet godt. At han har vredet og hærdet og skrabet og beklikket – og gjort lige så stor skade som mig. 

Men elskere er notorisk uforsvarlige, hvad angår hinandens indre. Selv når det på hudoverfladen ser ud til, at alt er i orden. 

At kærligheden er blid.

Han hoster, sprutter, rømmer sig. Trækker gruppen hid og did, 

udøver henrykt sin

nyvundne autoritet, og det slår mig:

Vi er ikke så forskellige,

han og jeg.

Vi er slet ikke så forskellige.

 

Vi, som bliver stærkere,

mens hun bliver svagere.”

 

Stemmen er uden tvivl bogens mest aparte indslag. Man er aldrig helt vis på, hvem den er, hvad den repræsenterer, og så snart man tænker, at ’ah, nu forstår jeg’, kommer usikkerheden snigende igen. 

Mens sygdommen æder Lias fremtid, æder fortiden sig mere og mere ind på hende. Og den gemmer på hemmeligheder. For hvad er det, hun bærer med sig fra barndommen i den dystre præstegård med den skrappe far, og hvad skete der egentlig mellem hende og Matthew, den unge protegé, faren tog til sig og ind i hjemmet for at oplære ham i den kristne tro?

Som romanen skrider frem over de mere end 400 sider, glider stemmerne ind og ud af hinanden. Nogle ord og sætninger danser på siderne, knækker og snørkler sig helt bogstaveligt, og mens sandheden kommer for en dag, opløses grænsen mellem stemmen og Lias fortællestemme langsomt.

’Kort over kroppens landskab’ er skarp, rørende romankunst, der har helt sin egen form et sted mellem roman og digterisk eksperiment. Læs den, hvis du vil underholdes, overrumples og overraskes. Kløvedal

Maddie Mortimer: ’Kort over kroppens landskab’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan købes til 239,95 kroner.

Ny, fremragende bog fra svensk psykiater: Ældre med ADHD svigtes af sundhedsvæsenet

Hvordan er det som voksen at indse, at man har levet hele sit liv uden at forstå, hvorfor nogle ting tilsyneladende altid går galt? Det spørger den svenske psykiater Lotta Borg Skoglund om i sin nye bog, hvor hun som en af de første sætter fokus på det vanskelige liv som 50+ med ADHD. Hun har tidligere skrevet fremragende bøger om ADHD, og det lykkes hende endnu en gang at bane vejen for nye forståelser.

At leve med ADHD uden at vide det handler ofte om at føle, at man er anderledes, men at man ikke helt ved hvordan. Det handler også om at vide præcis, hvad man burde gøre, men i praksis konstant er mislykkedes med. At mærke, men ikke forstå, hvilke kræfter man er oppe imod. Men manglen på forskning i og viden om, hvordan de, der har fået diagnosen ADHD som ældre, kan få den støtte og hjælp, de har ret til, er stadig skræmmende stor.

Det skriver den svenske overlæge i almen medicin og psykiatri og lektor ved Uppsala universitet Lotta Borg Skoglund i sin nye bog ´ADHD 50+´, der handler om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD. I bogen dokumenterer hun, hvorfor det ikke kun er fair, men også vigtigt for de ramte og hele sundhedsvæsnet, at ældre med ADHD diagnosticeres og tilbydes behandling:

”På en måde kan vi faktisk tale om ren og skær diskrimination af en stor gruppe patienter, som er så usynlige og misforståede, både af dem selv og af sundhedsvæsnet. Men de findes, selvom de endnu ikke har fået en formel diagnose. Og de lider, i mange tilfælde unødigt, i stedet for at have adgang til effektiv behandling,” fastslår hun.

Ifølge Lotta Borg Skoglund er det ikke kun de udiagnosticerede ældre, der ville få mere livskvalitet og selvrespekt af at have en forklaringsmodel for deres vanskeligheder, også sundhedsvæsnet ville blive aflastet og få bedre redskaber til at møde en stor gruppe patienter, som i dag er hyppige gæster ved både ambulant behandling og indlæggelser:

”Selvom mellem to og tre procent af alle voksne over 65 år teoretisk set burde have en ADHD-diagnose, er virkeligheden, at kun en brøkdel af disse kæmpende mennesker er blevet udredt og behandlet. Men selvom disse mennesker ikke er synlige i statistikkerne, er de overalt blandt os. Og de fortæller ofte om et langt liv med lidelse, ikke kun for dem selv, men også for deres familier. Deres ADHD har kostet dem enormt meget. Og omkostningerne for samfundet på grund af alle de mennesker, der lever et liv i modgang, fordi deres ADHD ikke er blevet diagnosticeret, er enorme, fordi sundheds- og socialvæsnets indgreb er rettet mod de forkerte årsager,” skriver Skoglund i bogen.

Lotta Borg Skoglund, der grundlæggende mener, at det aldrig er for sent at blive diagnosticeret og behandlet, skriver veldokumenteret og rørende om de positivt livsforandrende betydninger, en diagnose har haft for hendes patienter, der på deres ældre dage derved blandt andet har fået mulighed for bedre at forstå sig selv, reparere brudte relationer, opnå en bedre kontakt til sundhedsvæsnet og se både sig selv og verden omkring dem med mere tilgivende øjne:

"Med den rigtige diagnose kan det pludselig blive muligt at passe bedre på sig selv, være mere involveret i sin egen pleje og sundhedstilstand og tilpasse sit liv efter sine egne forudsætninger og håb. Og med den rette forståelse for og forklaring af de individuelle ADHD-relaterede vanskeligheder kan sundheds- og socialvæsnet bedre tilpasse behandlingen og forbedre resultatet af den i forhold til både psykiatriske og fysiske tilstande,” skriver Skoglund, der påpeger, at det selvfølgelig er nemmere at følge sin læges råd om at tage sin blodtryksmedicin, møde op til sin aftale, holde op med at ryge og tabe sig, hvis man ved, hvorfor det tilsyneladende er så meget sværere for én selv end for de fleste andre – nemlig fordi man også har sin ADHD-diagnose at slås med.

Skoglund er eminent til få os til at forstå, at ikke alene slås hendes patienter med at få livet til at hænge bare nogenlunde sammen. De slås også helt uden forståelse for sig selv og uden forståelse fra andre.

Et vigtigt element i bogen er Skoglunds evner til at sætte sine patienters beretninger i perspektiv af den nyeste forskning og hendes egne kliniske erfaringer. En af hendes patienter forklarer for eksempel sit liv således:

”Mest af alt har jeg altid undret mig over, hvorfor jeg ikke bare kan gøre alt det, som alle andre gør? Det, der er livet. Det føles så simpelt og åbenlyst i mit hoved. Og hvorfor jeg, når jeg har fundet ud af, præcis hvad jeg skal gøre, går direkte ud og gør det stik modsatte. Jeg lægger mærke til det, mens det sker, men jeg kan ikke stoppe mig selv, kan ikke ændre retning. Det har været så utrolig smertefuldt at vide, præcis hvad jeg skulle gøre, men ikke være i stand til at gøre det. At fejle gang på gang i disciplinen ‘at leve livet’. For ikke at tale om hele tiden at få det at vide af andre og forsøge at finde på nye kreative måder at forklare, hvorfor det gik galt igen.

Nu, hvor jeg har fået min diagnose, seksogtres år gammel, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg måske ikke havde behøvet at leve et liv fyldt med fiaskoer og skuffelser. Et liv præget af ødelagte relationer og dalende selvværd, og med en stadig hårdere skal omkring mig som beskyttelse mod skammen over inderst inde at være defekt. Det føles, som om så meget af det, jeg har kæmpet med, kunne have været undgået.”

Lotta Borg Skoglund har tidligere udgivet de fremragende og banebrydende bøger om ADHD, ´ADHD på jobbet´, ´Hjernen, udfordringerne og strategierne´ samt ´ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde´. Og med ADHD 50+ er det lykkedes hende endnu en gang at bane vejen for nye forståelser for ellers ofte oversete delpopulationer og aspekter af denne ellers ret så udbredte neuropsykiatriske lidelse, som fem til syv procent af os vurderes at være ramt af i en grad, så den gør livet ikke kun svært, men også kortere med op til 10-15 år.

Men så meget desto mere opmuntrende er det at høre, hvordan bogens omtalte og medvirkende patienter er lykkedes med at vende deres liv og få de kræfter, som de havde brug for til at foretage de ændringer, som de i årevis havde vidst var nødvendige, efter at de havde fået deres ADHD-diagnose og også selv om denne kom sent i livet. For som Skoglund skriver:

”En udredning og diagnose kan være meget helende og give trøst til mange. Det gælder også for pårørende, som har kæmpet, forsøgt at støtte, er blevet og har ryddet op efter et liv i konstant modvind. Så selvom din diagnose er kommet sent i livet, kan den give omgivelserne en mulighed for at forstå dig og forstå, at du har ønsket, men ikke altid har kunnet gøre visse ting." Cuculiza

Lotta Borg Skoglund: ´ADHD 50+. Om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD´ er udkommet på forlaget PressTo og koster 299 kroner

Dansk udsendt fødselslæge viser krigens fuldstændigt forfærdelige pris

Gynækolog Maria Milland har været udsendt til krigs- og katastrofeområder 11 gange i sit liv. Men aldrig har hun oplevet et sted så fuldstændigt rædselsfuldt som fange-og flygtningelejren al-Hol i Syrien, hvor hun i ni måneder arbejdede som fødselslæge og gynækolog. Hendes stærke førstehåndsberetning fortjener de varmeste anbefalinger.

Helvedets forgård kalder gynækolog Maria Milland Syriens største, kurdisk kontrollerede og overbefolkede flygtninge- og fangelejr al-Hol, som ligger i landets nordøstlige hjørne. Lejren har omkring 60.000 beboere, men var udtænkt til at huse meget færre mennesker, hvorfor rent vand, mad, medicin og sanitære forhold er mere end utilstrækkelige. Hverdagen er rå og fuld af trusler, overgreb, drab, underernæring, sygdomme og traumer.

Det fremgår af Maria Millands velskrevne bog ´Født i Helvedets forgård´, hvori hun skildrer sine fysisk og mentalt opslidende ni måneder som udsendt gynækolog for lejrens gravide og i et vist omfang også dens syge kvinder og børn, som udgør mere end 90 procent af beboerne.

Selv om Maria Milland har ordet i sin magt, kniber det, når hun skal svare på, hvad der var værst ved lejren der mestendels huser syrere og irakere samt i et særligt isoleret og bevogtet fangeområde også 10.000 tredjelandsborgere, som alle er familier til fremmedkrigere – det vil sige familier til personer, der kommer fra cirka 60 forskellige lande, og som har involveret sig i den væbnede konflikt i Syrien og Irak.

” Det giver ikke mening at forsøge at rangordne lidelse, umenneskelige levevilkår og håbløshed. Jeg tror, det værste er, at al-Hol-lejren overhovedet eksisterer. At der er et sådant sted på jorden. Er det virkeligt muligt anno 2023,” spørger hun i bogen, som er en dybt personlig, meget malende og mere end uhyggelig beretning baseret på egne dagbogsnotater fra det tidspunkt, hun tager beslutningen om at tage af sted, fra rejsen dertil og fra det daglige arbejde på Den Internationale Røde Kors Komités hospital i lejren.

Tør jeg arbejde der?

Da Røde Kors ringer til Maria Milland og beder hende tage til al-Hol-lejren tøvede hun for en gangs skyld. Hun frygter den manglende interne sikkerhed i lejren, hvor de forskellige fraktioner for og imod Islamisk Stat bekæmper hinanden, hvilket også kan betyde døden for lejrens sundhedsarbejdere. Og hun, der tidligere har arbejdet på hospitaler i flere lande i Øst-, Vest- og Centralafrika, i Fjernøsten og i nabolandet Libanon, er også bekymret over en markant og generel stigning i antallet af angreb på sundhedsfaciliteter, ambulancer og sundhedsarbejdere i konfliktområder, hvor nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt eller såret, mens de var i gang med deres arbejde:

”Til trods for at ethvert angreb på sundhedsvæsenet er en klar overtrædelse af Den Humanitære Folkeret, finder det sted. Og uagtet at disse meningsløse voldshandlinger får en tydelig fordømmelse fra det internationale samfund, er det, som om respekten er væk. Det er blevet markant farligere at arbejde i krigs- og konfliktzoner. Det er mere tydeligt end nogensinde, at en rød vest med et kors på ikke beskytter mig 100 % imod at blive det næste offer,” skriver hun.

Da hun ankommer til lejren møder hun, hvad der bedst ud fra hendes beskrivelser kan forstås som en humanitær katastrofe. På grund af den dramatiske sikkerhedssituation i lejren føder halvdelen af kvinderne, der ikke tør gå udenfor efter mørkets frembrud, hjemme i teltene, hvor jordemødre og læger ikke har adgang på grund af sikkerhedshensyn. De fødende, der møder op på hospitalet, får ve-stimulerende mediciner på grund af tidspres, eftersom Milland og hendes kolleger på grund af sikkerhedshensyn er tvunget til at forlade hospitalet allerede om eftermiddagen. De, der går i fødsel efter mørkets frembrud, er uden mulighed for akut fødselshjælp. Hertil kommer, at medicin er en mangelvare, og at volden stiger dag for dag indenfor og lige udenfor lejren. Og da Maria Milland er en god skribent, er hendes beskrivelser af for eksempel sikkerhedsforholdene i og omkring lejren ikke til at tage fejl af:

”I sidste uge var en af al-Hol-lejrens kontrolposter, få kilometer fra lejren, mål for et droneangreb. Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle være i stand til køre hen, hvor der lige er blevet bombet. Men det gjorde jeg. Droneangrebet kostede otte vagter livet."

Ethvert barn fødes uskyldigt

Ikke engang det at bringe nyt liv til verden er en opmuntring for hende på grund af børnenes forfærdelige fremtidsudsigter, og da hendes bror senere spørger hende, om hun ikke blot med sit arbejde er med til at levere fremtidige proselytter for Islamisk Stat, svarer hun ham:

“Jeg kender ikke børnenes fremtid, men jeg tænker, at ethvert barn fødes uskyldigt. Den opdragelse, som børnene får, og det miljø, de vokser op i, vil præge dem og kommer til at afgøre deres vej i livet. Al-Hol-lejren er ikke et sted for børn at fødes og vokse op i.” skriver hun.

Selv om man som læser dårligt kan være i tvivl om, at Maria Milland mener, at forholdene er så usle og farlige for lejrens beboere, at det ud fra en humanistisk og medmenneskelig betragtning kun kan gå for langsomt for verdenssamfundet med at få lukket al-Hol, så er hun igennem hele bogen udpræget upolitisk og nøgtern i sine beskrivelser af, hvad hun oplever i jobbet som fødselslæge. Et valg af faglighed og saglighed, som formentligt også er forklaringen på, at hun helt afholder sig fra at kommentere på de danske Syrienskrigere og deres børn, som formentligt har opholdt sig i lejren samtidig med hende.

Og skønt det er lidt usædvanligt ikke at nævne de danske fanger, så er det i sidste ende et klogt valg ikke at gå direkte ind i den danske stærkt politiske og følelsesladede debat om fremmedkrigernes familier, for vi behøver ikke at høre om danske børn for ud fra hendes registrerende beskrivelser at forstå, at ingen børn bør hverken fødes eller vokse op under så kummerlige og farlige forhold – uanset nationalitet. Cuculiza

Maria Milland: ´Født i helvedets forgård´ er udkommet på Gyldendals forlag og koster 124,95 kroner

 

Ualmindeligt velskrevet erindringsbog om at pleje sine syge, gamle forældre

En erindringsbog skrevet af en anonym forfatter går helt tæt på rollen som pårørende i et udpint sundhedsvæsen. Bogen er en ualmindelig velskrevet, meget faktuel, rørende og indtagende frontberetning om en søns fuldstændigt opslidende, men i sidste ende også berigende kamp for at give sine forældre en nogenlunde rimelig og værdig sidste tid.

Da han første gang tog hjem for at hjælpe sine gamle og syge forældre, troede han, at det kun var for en kort overgang. Et år senere er han, der snart fylder 50 år, fortsat forældrenes hjælper og plejer 24/7, og i takt med, at hans forældres helbred hurtigt falder fra hinanden, gør hans privatliv det også. 

Forfatteren kalder sig "Den tøvende pårørende" og – måske hjulpet af sin valgte anonymitet – holder sig ikke tilbage fra de selv mest indgående og intime beskrivelser af de mange modstridende følelser og konflikter, der kan være forbundne med at døgnpleje syge og gamle forældre.

Og der er da også lagt i kakkelovnen med konflikter. Den tøvende pårørendes 88-årige far lider af type 2-diabetes, prostatakræft, hjertekredsløbssygdomme, urinsyregigt og gangbesvær, som gør, at kun småkager og whisky kan få ham op på de mere end vakkelvorne ben. Og han vil ikke på hospitalet, og da slet ikke på plejehjem, og er med sine mange behov og uophørlige krav en daglig og helsetruende byrde for sin 89-årige hustru, som er døv og desuden lider af dårlig hukommelse og konstante smerter på grund af en svær og langvarig helvedesild:

”Hjemme er vores for det meste stilfærdige og høflige husstand blevet remixet af alderdommen til en skyd-løs-zone af bandeord, væsker og luft i maven. I årevis var det, som du mest ville have hørt her, en gaben. Nu råbes alt, hvad der tales, og kroppens engang fortrængte og kontrollerede sprog er blevet det ræbende og bøvsende lingua franca. Jeg har været vidne til symfonier af prutter, der har varet længere end mange af vores samtaler, og simple samtaler ført med operalydstyrke, og derefter gentaget, indtil der ikke er nogen tvivl om, at det er mandag eller tirsdag, at ja, mor har sine høreapparater i, eller hvad der ellers er blevet mishørt eller sagt forkert,” skriver Den tøvende pårørende.

Den tøvende pårørende fylder sine døgn med intimpleje, påklædning, tøjvask, rengøring, indkøb, madlavning, affodring, medicinering, lægebesøg, afvægringer af skærmydsler, medicinske overdoser, forstoppelser, nye livstruende infektioner samt med at forhindre de værste ulykker som for eksempel fald, forældrenes køren egen bil og farens overdrevne indkøb på Amazon af ting og sager, som ingen har brug for og familien ikke råd til.

Når forældrene i stedet for at skabe problemer indimellem sover om natten, kæmper han med en skjult vrede, drømme om at flygte væk, overvældende bekymringer over forældrenes forværrede helbred, og bekymringer over sit eget mislykkede ægteskab, tabet af sit hjem og økonomiske problemer på grund af pludselig arbejdsløshed. Samtidig føler han sig isoleret fra samfundet, da han er fuldtidsplejer. Han bebrejder sig selv konstant for ikke at være tilstrækkelig god nok, hverken i sit eget liv eller i plejen af sine forældre.

´The Reluctant Carer: Dispatches from the Edge of Life´ er med sine detaljerede beskrivelser af de følelsesmæssige og praktiske udfordringer, der kan følge med, når man er nødt til at tage et ubetalt job hos sin gamle og skrantende forældre, en ualmindelig fin indføring i livet som pårørende og også som gammel og syg i et underfinansieret sundhedsvæsen. Og selv om sønnen og forældrenes fælles rejse mod yderligere forfald og død kan lyde bedrøvelig, så er bogen dog langt fra at være et trist bekendtskab.

Den tøvende pårørende har nemlig valgt at fortælle sandheden om hele paletten, det gode, det grimme og det virkelig slemme, men også at berette sjovt og humoristisk herom, så det smukke og det sjove får smerten og alvoren til at glide lettere ned. Der er masser at le af og med i denne dybt velskrevne erindringsbog, som er nem at relatere sig til og desuden fremstår så troværdig, at den givetvis vil kunne være en berigende hjælp for voksne børn, som deltager i deres gamle og syge forældres pleje.

Med til paletten hører, at de følelsesmæssige belastninger er større ved at pleje egne familiemedlemmer, hvor alle parter har betydningsfulde både gode og dårlige oplevelser med i bagagen. Gamle sår og ar springer op, når de kommer under pres.

´The Reluctant Carer: Dispatches from the Edge of Life´ er en ualmindelig velskrevet, meget faktuel, rørende og indtagende frontberetning om en søns fuldstændigt opslidende, men i sidste ende også berigende kamp for at give sine forældre en nogenlunde rimelig og værdig sidste tid. Dette gør, at han og hans søskende kan se sig selv og hinanden i øjnene. Der er meget at lære på godt og ondt for mange af os i denne bog.

Og man behøver ikke at være et midaldrende barn til syge forældre for at kunne have udbytte af bogen. For de noget yngre kan det være en god ide at forberede sig, men ikke mindst er bogen relevant for samfundets og sundhedsvæsnets beslutningstagere. Her vil man kunne få forståelse for omfanget af den indsats, der skal til, når pårørende i fremtiden formentligt vil blive forsøgt tvunget til at påtage sig en endnu større og ofte urealistisk del af den primære plejebyrde for vores ældste medborgere på grund af en udsultet ældrepleje. Cuculiza

The Reluctant Carer: Dispatches from the Edge of Life´ koster 174 kroner hos Saxo.dk

Ny bog om COVID-pandemien er et velplaceret los i røven på det privilegieblinde flertal

Pandemien har intensiveret eksisterende fordomme og ført til diskrimination og udstødelse af grupper, der blev anklaget for at sprede sygdom, mener professor Morten Sodemann. I en ny bog lægger han ikke fingrene imellem i sin nådesløse og modige kritik af vores diskriminerende håndtering af pandemien. Fordi dokumentationen er på plads, er bogen vanvittig interessant.

COVID-19-pandemien var skammens og skamløshedens pandemi. Skammens, fordi udskamning overraskende viste sig at være en central del af sundhedspolitikken verden over, og skamløshedens, fordi pandemien lokkede det værste frem i mennesker, fastslår professor overlæge og forskningsleder Morten Sodemann i sin nye bog ´Pandemiernes Pariaer - Når skyld, skam og smitte skaber social ulighed og ingen lærer af det´ hvori politikere, beslutningstagere, medier, den svigtende velfærdsstat og formentligt mange af hans læsere får varmet rygstykkerne, så det vil noget:

”Vi er parate til at ofre de sårbare, udsatte, fremmede og ældre i folkesundhedens navn ved at give dem skylden for smitte, smittespredning og belastningen af sundhedsvæsnet og resten af velfærdssamfundet,” kritiserer Sodemann, der mener, at vi langt hen ad vejen dumpede den stresstest, som pandemier har det med at være for vores menneskelighed, værdier, adfærd, holdninger og de systemer, som vi har sat op som rammer for vores relationer:

”Over hele verden blev grupper udskammet som dovne, illoyale og asociale, fordi smitten bredte sig: de overvægtige, de unge festaber, diabetespatienter, hjertepatienter, krydstogtturister, minkfarmere, slagteriarbejdere, beboere i sociale boligbyggerier og migranter. Især de sidste er både lette at se, afgrænse og tælle, og da de i forvejen var målet for fremmedhad og fordomme, hældte covid-19 ekstra benzin på forargelsens bål,” skriver Sodemann, der udover at være professor i global sundhed og indvandrermedicin også er overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital (OUH).

Ifølge Sodemann viser pandemier og deres belastninger af relationer og ressourcer os typisk således ikke kun, hvem vi er, men også hvad vi i virkeligheden tænker om hinanden. Det samme gjorde COVID-19 om noget, og blandt det, som vi så, var ifølge ´Pandemiernes Pariaer´, at udskældning og stigmatisering af visse grupper gik hånd i hånd med en i forvejen ulighed i sundhed i det danske velfærdssamfund, hvor blandt andet dødsfald i en periode blev gradbøjet:

”Nogle dødsfald var mere tragiske end andre – selv i døden kunne de marginaliserede ikke undgå dehumaniseringen, og de fælles samfundsværdier viste sig at være temmelig usunde og flygtige, når de blev udfordret. De, der “fortjente at dø”, havde i forvejen lavere værdi end andre, viste det sig, og de måtte gå en langsom subhuman død i møde,” skriver Sodemann, der anklager flertallet af os for at være privilegieblinde, når vi fejlagtigt hævder, at der ikke er ulighed i Danmark.

En ulighed som betød at det blev ofrene, dem med de dårligste muligheder for at isolere sig fra virusset, som fik skylden. Disse inkluderer de mindre velstillede, ældre, kronisk syge, særligt sårbare, kortuddannede og etniske minoriteter. Skylden tildeltes ud fra en antagelse om, at kun syge mennesker bliver syge, fordi de selv har valgt en usund livsstil eller ikke har fulgt anbefalinger, og derfor ikke fortjener bedre. Imens kunne de rigeste og mest veluddannede isolere sig og beskytte sig selv i deres egne biler og boliger med ekstra faciliteter og bag skærmene hjemmefra.

Det var dog ikke kun Danmark, som dumpede ifølge Morten Sodemann, som guider os vidt omkring i både historiens og det globale samfunds uhyrlige jagt på forskellige forsvarsløse syndebukke, der har til fælles, at de udgøres af de grupper, som mest af alt har brug for hjælp fra det omgivende samfund og dets sundhedsvæsen, da disse mennesker, som oftest også er dem, der har en højere risiko for smitte, sygdom og død.

Forstemmende læsning som ikke bliver mere mindre trist af Sodemanns detaljerede og veldokumenterede påvisninger af, at sådan har vi som samfund og individer altid reageret under pandemier og store sundhedstruende epidemier op gennem historien.

Men selv om vi altid har reageret med jagt på syndebukke, stigmatisering og svigt af de svageste, viser COVID-pandemien så alligevel ikke, at vi i det mindste har lært noget, ja bare et eller andet godt gennem de seneste godt 500 års pandemier?  ”Nej, vi har intet lært,” svarer Sodemann, der fortsætter:

”De, der tilhører flertallet, har stadig brug for syndebukkene for at holde sammen på den fælles historie om styrke, normalitet og sundhed. Det var igen the usual suspects, der måtte tage skylden og smitten: De i forvejen ekskluderede og sårbare blev yderligere diskrimineret, de ældre måtte passe sig selv, og de syge kunne bare have gjort som de raske. Historien har set det hele før, og vi har intet lært om angsten for de fattige, stigma, metaforer, og om hvordan det hele smelter sammen i en metamorfose,” lyder det fra Sodemann, der mener, at vi først holdt op med at udskamme de svageste, da så mange af os var blevet smittede, at det ikke mere var meningsfuldt og en bekvem afledning at jagte syndebukke.

Morten Sodemann er en mand af stærke meninger, mod, indsigt og ubønhørlige håndkantslag. Hans kritik af det privilegieblinde flertal samt dets politikere, systemansvarlige, ulige sundhedsvæsen og leflende medier er nådesløs. Den vil givetvis blive umiddelbart afvist af flertallet som for enøjet, for subjektiv og udokumenteret og kan provokere til at mobilisere egne forsvarsmekanismer og kaste bogen fra sig. Men til det er der kun at sige: Læs videre. Den efterlyste dokumentation kommer. Måske ikke lige der, hvor du mangler den, og måske heller ikke altid lige så hurtigt, som du ønsker. Men vær forvisset om, at den kommer!

´Pandemiernes pariaer´ er nemlig en intellektuel og researchmæssig præstation, som hviler ikke kun på årtiers indblik i immigranter og underprivilegeredes levevilkår men også forfatterens helt åbenlyse vilje til hele tiden at opsøge, dokumentere og formidle mere viden og flere facts fra sundhedsvidenskaberne, forskningen, litteraturen og medier samt fra patienter og pårørende. Kombineret med et ligeså åbenlyst talent for unik tænkning og trang til at sætte tingene på spidsen i håb om at trænge igennem de mentale og politiske lydmure.

At sætte ting på spidsen er dog en dristig kommunikationsform. Morten Sodemann ved bedre end nogen, at ingen bryder sig om at blive udskammet, som flertallet af os bliver her så godt og grundigt.

Men fordi dokumentationen er på plads, og fordi Morten Sodemanns ærinde uomtvisteligt er at spille sundhedsvæsnet og alle os andre bedre og mere lige, inden næste pandemi kommer, er det alligevel tåleligt og vanvittigt interessant, når han udsætter os for sin øjenåbnende spot, spe og hån. Cuculiza

Morten Sodemann: ´Pandemiernes pariaer – Når skyld, skam og smitte skaber social ulighed og ingen lærer af det´, er udkommet på forlaget Samfundslitteratur og koster 160 kroner