Den danske overtosse har fået sit internationale kunstneriske gennembrud

UDSTILLING: 37 år efter sin død udstiller Ovartaci på årets Venedig Biennalen, hvor han modtager stor anerkendelse. Ovartaci døbte sig selv overtossen under sit mange årige ophold på psykiatrisk hospital i Risskov.

Venedig Biennalen, som er en af kunstverdenens ældste og mest prestigefulde kunstbegivenhed, finder sted hvert andet år og udstiller i år - blandt mere end 80 bidrag fra resten af verden - værker fra den danske kunstner og psykiatriske patient Ovartaci, der døde i 1985 på Risskov. I over halvdelen af sit liv havde han været psykiatrisk patient på hospitalet.

Det New York-baserede og meget anerkendte kunsttidsskrift ARTnews har modtaget Ovartacis værker med ordene "Årets fund" i Biennalens historiske afdeling, og den danske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen var imponeret, da hun besøgte Biennalens åbning, hvor under hun kaldte Ovartaci for ’meget nutidig og samtidig pegende ind i fremtiden med dennes tanker om flydende identitet og køn’. 

Ovartaci blev i 1894 sat i verden som Louis Marcussen i et velhavende hjem i Ebeltoft, hvor flere af hans søskende dog døde tidligt eller havde forskellige handicaps. Allerede i sin ungdom var Louis optaget af yoga, buddhisme og litteratur og søgte efter kontrol over krop og sind.

Efter folkeskolen kom Louis i malerlære. Han fik sit lærebrev som 19-årig i 1913 og arbejdede derefter som håndværksmaler, indtil han i 1923 emigrerede til Argentina, hvor han i en tid blandt andet opholdt sig hos indianere i junglen, hvilket gav anledning til spekulationer om, hvorvidt han her stiftede bekendtskab med rusmidler og således fik lagt kimen til de psykoser, som skulle forfølge ham resten af livet.

Seks år senere i 1929 vendte Louis hjem til Ebeltoft, men han var paranoid og uligevægtig, og familien fik ham tvangsindlagt på anstalten i Risskov, hvor han var indlagt de følgende 56 år med diagnosen skizofreni og i øvrigt startede sit liv som billedkunstner og skulptør lydende kunstnernavnet Overtossen.  

På hospitalet var han meget produktiv, først som håndværksmaler og senere indledte han det kunstneriske virke, som fortsatte indtil hans død under sit andet kunstnernavn Ovartaci. Han bemalede blandt andet alle væggene på sit værelse med høje slanke kvindeskikkelser og skabte figurer og dukker.

I 1951 indledte Ovartaci en flerårig kamp for at blive befriet for sine stærke lyst til kvinder, og han anmodedde om at blive kastreret, og det blev bevilget med medicinsk begrundelse. Men han, der stadig var tiltrukket af kvindekroppe, var ikke tilfreds med resultatet og forsøgte i stedet to gange at amputere sin penis. Sidste gang skar han penis af med hammer og mejsel i hospitalets snedkerværksted. 

Men heller ikke dette var tilstrækkeligt for Ovartaci, som sår kvinden som et ophøjet væsen, og han ønskede nu en fuld kønsskifteoperation med dannelse af en vagina. Operationen blev bevilget, og da den blev gennemført i 1957, var Ovartaci 63 år og iførte sig kvindeklæder, havde langt pagehår og bad om at blive tiltalt som frøken samt om at blive overført til kvindeafdelingen. 

Men i 1972 begyndte Ovartacis at tage afstand til sine “fantasterier”, som han nu kaldte dem og tog afstand fra den kvindelige identitet. Han ønskede at blive tiltalt som mand under navnet Louis Marcussen igen. Og efter at have levet omtrent 15 år som kvinde/transkønnet, levede han videre som mand, indtil han døde 13 år senere i 1985 i en alder af 91 år på sygeafdelingen på det psykiatriske hospital i Risskov.

I 1940’erne tilbød han hospitalets ledelse at udsmykke hospitalet. Ovartaci syntes, at miljøet på hospitalet var for trist og ustimulerende og trængte til kunstnerisk udsmykning overalt. Hospitalsledelsens takkede nej, men Ovartaci tog i et vist omfang sagen i sin egen hånd og udsmykkede på illegal vis en række kælderlokaler med sine fantasifulde malerier.

En række af Ovartacis værker kan i dag ses på det århusianske museum for Kunst og Psyikiatri, Museum Ovartaci, hvor man har valgt at respektere hans ønske om at bibeholde sin maskuline identitet og i øvrigt blandt andet omtaler hans kunst således:

”I Ovartacis liv og værk ser vi fantasien udfoldet til sit yderste. Han skaber imaginært liv, familie, venner og fjender, kærlighed og eventyr ud af den blå luft. Alt dette på baggrund af en hospitalsvirkelighed gennem 56 år, med ydmygelser, smålige kampe om bagateller og overgreb fra personale – til tider selvforskyldt.

Vi må forestille os en udmarvende monotoni, et fravær af stimuli og et helt liv uden kærlighedens fysiske manifestationer, kun i form af selvtilfredsstillelse, ledsaget af nagende skyldfølelser. Tiden – og Ovartaci selv – ser ikke med mildhed på seksuelle excesser. Hans higen efter identitetsskifte til først eunuk, og senere kvinde, er en higen efter det uskyldsrene og smukke, det er et fravalg af drifterne, og på ingen måde drømmen om at realisere en kvindelig seksualitet. Ovartaci kreerer, gennem smerten og afsavnet, det nye menneske, som han har drømt om. Han bliver sin egen skabelse.

Ovartacis vilde udsmykningsplaner fik et efterliv i form af en større opmærksomhed på, og forståelse for den opløftende virkning af kunst, på såvel de psykisk syge som det personale, som deler hospitalet og de nære omgivelsers rum med dem.” 

En del af værkerne kan ses HER. 

Ovartacis værker kan ses på Venedig Biennalen 23. april-27. november.

Parallelt med biennalen laver Museum Ovartaci særudstillingen Ovartaci i Venedig fra maj til oktober 2022.

Om Ovartaci

• Den sidste snes år Ovartaci levede på psykiatrisk hospital, befandt han sig særdeles godt. Han havde tilkæmpet sig en udstrakt frihed til at udfolde sig som en beundret kunstner. Cobra-kunstnerne Asger Jorn og Jean Dubuffet var blandt dem, der satte Ovartacis kunst meget højt, og Asger Jorn sørgede for, at hans billeder kom til at indgå i Dubuffets kunstsamling L'art Brut i Lausanne.
• Ovartaci deltog i udstillingen "Outsidere" på Louisianna i 1979, og hans skulpturer og billeder var blandt de bedste ved udstillingen.
• Ved en Ovartaci-udstilling i Galleri Gallo i 1982 blev udstillingen af C. F. Garde betegnet som en af de mest spændende udstillinger i byen og et vidnesbyrd om, at talentet trives under andre vilkår end dem, vi sædvanligvis forestiller os.

Kilde: Museum Ovartaci