Kemohjerne viser hvor meget vores sprog om kræft heldigvis har ændret sig

TV: Den danske mini-tv-serie, Kemohjerne, om en ung mand og hans testikelcancer, har som den første danske tv-serie netop haft international premiere på den prestigefulde amerikanske tv-festival, Sundance. 

Kemohjerne, instrueret af Kristian Håskjold, er en umådelig fin, lille serie i fem afsnit af 15 minutters varighed og handler om den kun 28-årige studerende Oliver, som lever et godt og sorgløst ungdomsliv med venner og en ny næsten-kæreste. Lige indtil den dag, hvor hans smågenerende rygproblemer viser sig at dække over testikelkræft i spredning.

Hvert år får 1.400 unge danskere i alderen 15-39 år konstateret kræft. Langt de fleste får det godt igen, men mange oplever også, at forløbet påvirker ungdomslivet og det tidlige voksenliv med uddannelse, venner, kærester og måske familielivet med børn. Og for mange unge vil kræftdiagnosen være mere end almindeligt uventet, fordi det ligger langt væk i bevidstheden, at man kan blive alvorligt syg som ung. Men også fordi det først er gennem de seneste år, at cancerforeninger og sundhedspersonale er begyndt at italesætte de særlige problemer, der kan være for disse patienter, som ikke er børn længere, men som heller ikke endnu er blevet helt voksne, og som står lige midt i at skulle starte livet.

Og skulle man være i tvivl om eller ikke kender til eksistensen af den særlige sårbarhed, som unge med kræft kan besidde, så er man det ikke mere, når man har set filmens Oliver - spillet af den talentfulde og overbevisende Adam Ild Rohweder - kæmpe sig igennem tre måneders barsk kemokur på Rigshospitalet med kun en sløj internetforbindelse til den omverden, hvis liv ruller videre uden ham, mens han kæmper for sit liv.

Adam Ild Rohweder, der er kendt fra en række danske spillefilm, løfter alle facetter af sin rolle som den skiftevis dødsangste, forvirrede, forpinte, selvmedlidende, ensomme, men også fortsat humoristiske og livsivrige Oliver, der mister både sin ene testikel, sit hår, sit hidtidige uskyldige forhold til egen dødelighed, sit liv uden for hospitalsmurene og sin nye kæreste undervejs i de korte afsnit, som med fordel kan ses ud i ét stræk. Man smiler med ham, når han smiler eller joker og føler langt ind i hjertekulen med ham, når han afkræftet, bange og ulykkelig er nede i kulkælderen. Eller når han glædes over en god besked fra lægerne eller over gode venners støtte. Han spiller simpelthen så gennemført godt, at man gang på gang må erindre sig om, at han ikke er syg i virkelighedens verden. Det er kun tv. Og gudskelov for det.

Men selv om Oliver ofte er ensom i forhold til sin sygdom, og kampen mod sygdommen bliver værre og værre i takt med, at hans gamle liv siver ud af hænderne på ham, så har han dog sin far, spillet kejtet, men kærligt af Jens Jørgen Spottag, sin praktiske, men altid med på løjer bedste ven Emil, spillet af Mads Reuther, og sin nye kvindelige ven, medpatient og leukæmiramte Eva, spillet af Karoline Brygman. Ikke mindst Eva giver ham som mere rutineret patient i Kemoland de stryg og de kærlige klap, som han har brug for til at overleve psykisk og samtidigt også de input, som gør os seere klogere på, hvordan man måske har mulighed for at komme lettere igennem et barskt behandlingsforløb.

Kemohjerne er inspireret af en fra virkeligheden dansk ung mands erfaringer sine behandlinger mod testikelkræft med spredning samt interviews med andre kræftpatienter. Tilsvarende har de to manuskriptforfattere, instruktør Kristian Håskjold og Johan Wang, modtaget input fra Rigshospitalet og fra Kræftens Bekæmpelse, hvoraf sidstnævnte har været med til at producere serien.

At Kræftens Bekæmpelse har været inde over filmen mærkes ved, at virkelighedens unge kræftpatienters problemstillinger er dem, som tematiseres i serien, men organisationens hånd har heldigvis ikke været så tung, at den har kvalt manuskriptforfatternes lette humor og slagfærdige bemærkninger, som hvor meget vores sprog om kræft heldigvis har ændret sig fra at være noget, som man fortiede, til at blive en sygdom, som man både må tale om og joke med, hvis man har brug for det til at holde humøret og troen på et liv efter behandlingerne oppe. Der er dog ingen falden på halen komik i denne serie – kun ligeså meget humor, som netop er nødvendig for, at såvel Oliver som vi seere kan holde sygdommens uhyrligheder ud og få plads til at indleve os i personernes dilemmaer og pinsler uden at gå helt i sort i vores medleven. Stor respekt for denne perle af en lille tv-serie, som selv sygdomsangste må kunne tåle at se i kraft af dens fravær af melodrama til fordel for nænsomhed.

Kemohjerne er produceret af SPLAY ONE for TV 2 DANMARK og kan ses på TV2 Play.

Sundance Film Festival løber af stablen fra 23. januar til 2. februar i Park City i Utah, USA. Se eventuelt mere på sundance.org.