| | | | | |
 


Årets bedste digitale kulturtilbud på sundhedsområdet

DIGITALT: Medicinske Tidsskrifters kulturanmelder, Maria Cuculiza, har udvalgt de digitale kulturtilbud, hun har syntes bedst om i 2019. Her er god og tankevækkende underholdning og information til juleferien.

TV: Lægen Peter Geisling bag fortræffelig fordomsopløsende serie

 
 
 
 
 

TV: Programserien "Kampen for et bedre liv", som blev vist på DR1 i det sene efterår, tager seerne med på besøg hos kronisk syge danskere, som har det til fælles, at de hver især kæmper brave kampe for at skabe sig gode, værdige og meningsfulde liv.

På det tidspunkt hvor hovedpersonerne i programserien møder Peter Qvortrup Geisling og hans TV-hold, står de alle sammen overfor store beslutninger og dilemmaer i deres liv.

I de otte programmer kan seerne for eksempel opleve:

  • Teenageren, 18-årige Olivia, som lider af epileptiske anfald i en grad, så de ødelægger hendes liv. Hun står foran at skulle vælge, om hun tør modtage en operation, som kun måske kan helbrede hende, men som også kan betyde, at hun skades, så hun ikke mere kan gøre det, som hun elsker nemlig at spille klaver.
  • Louise og Jannik drømmer om at stifte familie og få børn. Men de lider begge af skizofreni og kæmper for at blive raske og Jannik for at få en uddannelse. Men bliver han optaget på elektrikeruddannelsen? Og kan de opfylde deres drømme sammen? 
  • 45- årige Brian, ægtemand og far til to mindreårige børn, er syg af den arvelige neurologiske sygdom, Huntington. Sygdommen har allerede kostet hans mor, morfar, to onkler og en nevø livet, men et nyt medicinsk forsøg kan måske forlænge hans liv. Spørgsmålet er nu om, han kan få lov til at være med i forsøget, som kun indrullerer 600 patienter på verdensplan. Og hvis ikke, hvad så?

Det er barske odds, som dokumentarprogrammernes hovedpersoner er oppe imod. Men selv om programmernes fortælletekniske motor er hovedpersonernes dramatiske dilemmaer, så er Peter Qvortrup Geislings tilgang til de medvirkende befriende renset for unødvendig melodramatik. Geisling kan sin metier og er tilstrækkelig erfaren og menneskeligt moden til, at han tør stole på sine medvirkende og pisker derfor hverken stemninger, lidelser eller følelser kunstigt op af skræk for at kede. Tværtimod forholder han sig lavmælt, respektfuldt og aktivt lyttende, hvilket giver programmerne en helt særlig nænsom atmosfære, som igen giver de interviewede rum og plads til at være sig selv. Programmerne, som også er elementært spændende, giver værdigheden tilbage til mennesker, som vi ellers ofte kun ser under ekstreme og dermed menneskeligt fremmedgørende omstændigheder.

Programmerne er tilgængelige på DR’s hjemmeside indtil oktober 2020. Se dem, de er sundt selskab. Så hurra for de medvirkende og for Geisling, som her leverer, hvad public service er sat i verden for!

TV: Dokumentar om stress på danske hospitaler er realistisk og derfor skrækindjagende

 
 
 
 
 

TV: På akutafdelingen i Køge behandlede man tidligere omkring 60 patienter dagligt. I dag er patienternes tal nu ofte oppe på 90. Men normeringen er den samme, så der er travlt. Så travlt, at patienternes sikkerhed bliver sat på en hård prøve, fremgår det i DR´s sjældent fremragende dokumentar ”Jeg svigter mine patienter”.

Heri medvirker blandt andre den genialt castede, super sympatiske, knivskarpe og hårdt kæmpende sygeplejerske Stine Arnhild fra Køge Akutafdeling, som forsøger at bibeholde overblikket over sine mange patienter - alt imens hun også skrubber blod af gulvene og bakser rundt med tunge jernsenge på alt for lidt plads:

”Det værste er, at jeg ved, patienterne ligger og har rigtig ondt, og det eneste jeg håber på er, at de ikke siger det til mig, fordi jeg har travlt,” siger hun, der dagligt på grund af tidsnød må tage skyklapper på for at undgå at se nogle patienters behov, mens hun forsøger at redde andres liv og førlighed. Dem, hun tvinges til at overse, risikerer at blive endnu sygere end de oprindeligt var. I bedste fald.

Hvor håbløst det er at bygge et overbelastet sundhedsvæsen på djøf-producerede retningslinjer og stabler af dokumentationskrav, som ingen læger har en kinamands chance i helvede for at nå at leve op til, når man spæner rundt med tungen ud af halsen i forsøget på at redde liv, fremgår med al ønskelig tydelighed af programmet.

Dokumentarprogrammet giver således et ganske forfærdeligt indblik i, hvordan arbejdsintensiteten er blevet alt for høj, hvordan kravene til de ansatte i sundhedsvæsenet overhovedet ikke mere stemmer overens med de ressourcer, der er til rådighed, og hvordan personalets og patienternes sikkerhed derfor hyppigt kan være alvorligt truet. 

"Vi er blevet meget mere effektive, men er det også effektivt for patienten? spørger blandt sygeplejerske Stine Arnhild. Et spørgsmål som blandt besvares negativt i form af et forældrepar, som knugende stilfærdigt fortæller om, hvordan de for et år siden mistede deres to-årige datter på Herlev Hospitals økonomisk pressede børneafdeling. Selv om hun kun led af en banal maveinfektion! En hændelse som tydeligvist fortsat martrer afdelingens personale og overlæge i en grad, så det bliver lysende klart, at patienter og læger er i samme båd, og at programmets bødler skal findes udenfor de kliniske afdelinger. De skal findes i regeringen, på direktionsgange, i regionsledelser og blandt de sundhedspolitikerne, der i tiltro til public management og en voldsom spareiver fortsat vender de døve øren til det stigende antal af bekymringshenvendelser fra sygeplejersker og læger rundt i landet.

Der er ikke meget tabloid-TV over ’Jeg svigter mine patienter’. Der er ingen, der hænges ud eller peges fingre af. Det kan fortsat undre at DR valgte at sende et så for befolkningen vedkommende og flot produceret program i skjul på DR2 fremfor på moderkanalen. Det er for ringe og viser en helt gal prioritering af DR’s ledelse.

Programmet kan ses HER.

Podcast: Uhyggelig og fantastisk podcast om medicinsk svindel i milliardklassen

 
 
 
 
 

PODCAST: ”Hun er patologisk løgner, en intimiderende tyran og en totalt følelsesløs storsvindler”, lyder det i en super velresearchet og forrygende podcast-serie om den unge amerikanske medico-iværksætter, Elizabeth Holmes, som har snydt og bedraget patienter, læger, forskere og investorer i mere end 10 år. Fra hun var 19 år i 2003 og indtil for nylig.

The Dropout hedder podcastserien, der består af i alt seks episoder, som er produceret af den amerikanske nyheds-station ABC, hvor den kan høres her.

Seriens hovedsigte er at give lytterne et vindue indtil forståelse af, hvordan det overhovedet kunne ske, at det lykkedes unge, smukke og veltalende Elizabeth Holmes at bilde verden ind, at hun havde opfundet en ny magisk teknologi, der gjorde det muligt at revolutionere diagnostikken ved at tage blodprøver for op til 150 forskellige medicinske sygdomme ved hjælp af kun en enkelt dråbe blod fra fingeren.

Elizabeth Holmes, som droppede ud af Stanford University i løbet af sit første studie år i 2003, blev verdens yngste kvindelige selfmade milliardær, hyldet som arvtageren efter Apples stifter Steve Jobs. Og da ballonen så småt begyndte at tabe luft ene og alene på grund af artikler skrevet af journalist John Carreyrou i Wall Street Journal samt bogen, Bad Blood: Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup,, var den kun godt 30-årige Holmes indehaver af medicofirmaet Theranos med en vurderet værdi af knap 10 milliarder dollar og havde omkring 800 ansatte, selv om hendes opfindelse var ren fiktion og fantasi.

I dag ligger Theranos i ruiner, og hun selv kan se frem til en fængselsdom. Ikke mindst fordi hun velvidende om sin fejlslagne teknologi alligevel solgte sin ikke eksisterende blodprøveteknologi til apotekerkæden Wallgren, hvis godt halvanden million patienter og købere af blodprøven således har modtaget ofte helt forkerte eller mangelfulde blodprøveresultater.

Podcastserie har stationens mangeårige teknologi- samt erhvervs-og finansreporter, Rebecca Jarvis, som kyndig vært gennem de omkring i alt fem timers reportage, hvori Jarvis rejser USA tyndt for at tale med tidligere ansatte, investorer, kunder, venner, broren Christian Holmes, hendes tidligere kærestes advokat og patienter, som her for første gang udtaler sig offentligt om hende.

Og det er mere end almindeligt spændende at høre, hvordan alle disse angiveligt særdeles intelligente, fagligt indsigtsfulde og succes- og indflydelses rige mennesker har ladet sig snyde og bedrage i årevis af en purung dropout uden nogen som helst påviselig viden om medicinsk teknologi. Blandt hendes støtter var blandt andet mediemogulen Rupert Murdoch, tidligere præsident Bill Clinton, tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, nuværende undervisningsminister, Betsy DeVos og præsident Trump’s tidligere forsvarsminister, general James Mattis. Flere af dem sad i hendes bestyrelse.

Men måske allermest interessant  er det også en rædselsvækkende uhyggelig historie om manglende standarder for nye digitale it-værktøjer indenfor sundhed, om ringe offentlig kontrol med medicoprodukter, om en ikke-fungerende bestyrelse, om hvorfor mennesker finder sig i brutal ledelse og om, hvordan pengestærke og i øvrigt også ofte samvittighedsløse mænd og dovne, opportunistiske mainstream medier kan falde pladask på halen for en effektivt eksekveret glitrende og glimtende ungdommelig selviscenesættelse. Elizabeth Holmes er personificeringen af, at virkeligheden ganske rigtigt nogle gange overgår fantasien.

 

TV: DR har begået rystende godt TV om Alzheimer

 
 
 
 
 

TV: I en alder af bare 48 år får bankdirektør Bjørn Jacobsen konstateret Alzheimers Sygdom. DR TV har i tre programmer "En stille forsvinden" fulgt sygdommens voldsomme konsekvenser for ham og hans familie.

Det tredje og sidste program, hvor den 53- årige familiefar er blevet stærkt psykotisk og farlig viser, hvor uhyggeligt alene familien var med problemerne.

Bjørn Jacobsen var, indtil han blev erklæret syg i 2015, en succesfuld leder i Nordea Bank med 300 mennesker under sig. I programmerne, hvoraf de to første blev sendt i 2017 og det sidste og tredje i det tidlige efterår, følger man ikke kun Bjørn Jacobsens årlige besøg på hukommelses-klinikken på Rigshospitalet og hans pinagtigt hurtigt dalende kompetencer indenfor rumforståelse, regning og evner til at huske, men også betydningen af hans sygdom for familiens liv. Et familieliv som splintres i chok, sorg og fortvivlelse, som hverdagene bliver sværere og sværere at tumle omkring den stadigt dårligere familiefar. Trods familiens sjældent mange mentale, økonomiske, intellektuelle og følelsesmæssige ressourcer.

Men hvor de to første programmer i høj grad også havde fokus på en families stærke sammenhold og beundringsværdige evner til at balancere mellem glæder og realiseringer af drømme, inden det er for sent, så er program tre anderledes barskt uden særligt mange formildende omstændigheder.

Da seerne møder Bjørn Jacobsen i starten af program 3 på Rigshospitalets Hukommelsesklinik godt fire år efter, at han oprindeligt blev erklæret syg af Alzheimer, kan han ikke mere rigtigt tale, har overhovet ingen rumfornemmelse og kan ikke trække 7 fra 100. Han oplyser selv til lægen, at han har det godt, men hans hustru fortæller, at han i det forløbne år, siden de sidst har besøgt klinikken, nu er blevet aggressiv, går hjemmefra i vrede og er begyndt at slå i frustration og afmagt over sin situation.

Og Bjørn Jacobsens stille forsvinden er i program tre blevet til en voldsom og larmende forsvinden, for han bliver, som programmet skrider frem i stigende grad paranoid og psykotisk i takt med, at hans Alzheimer forværres. Og efter flere meget voldelige episoder i hjemmet må familien indse, at han ikke mere kan bo hjemme, men må flyttes på plejehjem. På plejehjemmet overfalder han personalet, og programmet slutter med, at han ender stærkt psykotisk på en psykiatrisk afdeling.

At familien så åbent har valgt at dele den megen smerte, sårbarhed og afmagt, for at vi andre kan få indblik i, hvad sygdommen, som 80.000 danskere er ramt af, koster af lidelser, er en beundringsværdig gave, som vi som samfund skal være taknemmelig over. En gave, som familien besluttede sig at give, fordi de vidste allerede, da Bjørn Jacobsen fik sin diagnose, at det ville blive vanskeligt, og at Alzheimer er omgivet af tabu, tavshed og negligeren. Både Bjørn Jacobsen og Julie Rubow havde nemlig begge kort forinden mistet deres mødre til Alzheimer, og de vidste, hvad de gik ind til. Både i forhold til sygdommen, de svære år der ville komme og i forhold til det omgivende samfund.

Alle tre programmer kan ses på DR1 online,  TV

 

Streaming: Chokerende NETFLIX-dokumentar om CRISPR, der kan klippe i vore gener

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Den berømte gensaks, CRISPR, kan redde os fra genetisk nedarvede sygdomme, malaria, Lymes disease og i det hele taget fra os selv, hvis vi vil have børn, som er stærkere, sundere og klogere end os selv.

Nogle forskere er allerede i fuld gang med den genetiske optimering, andre forskere ligger søvnløse af rædsel over fremtiden, og imens har bio-hackere fuldt drøn på i garager og udhuse med den nye teknologi som gør det billigt, hurtigt og nemt at redigere i gener på mennesker, dyr og planter, fremgår det af en ny dokumentarserie, Unnatural Selection, fra Netflix

Og hvis man tror, at det kun lægeverdenens hvidkitlede genetikere og forskere i de multinationale medicinalindustriers laboratorier, som har travlt i disse dage med at bruge gensaksen under regulerede forhold og vinde kampen om de nye teknologier, så kan man godt tro om igen. Såvel helt almindelige mennesker med interesse for biologiske eksperimenter og entreprenørskab såvel som lægeklinikker i for eksempel Ukraine og USA er allerede i sving med at klippe og klistre uden for al lov og ret, så forældre for eksempel frit kan vælge, om deres børn skal have blå eller brune øjne. Eller om forældrenes genmaterialer skal erstattes med udvalgte gener fra en donor.

Gennembruddet for CRISPR skete, da forskere for fem år siden identificerede et protein i bakterier, der kan klippe i DNA, og som benytter en RNA-sekvens til at genkende, hvor DNA'et skal klippes. Forskerne kan efterfølgende bestemme, om de vil have cellerne til at reparere bruddet i genomet, eller om de selv vil bestemme, hvad der skal erstatte bruddet ved at indsætte en ny given gensekvens. CRISPR er i modsætning til hvad de fleste tror billigt og let tilgængeligt.

Men kan vi styre, hvad den kun få år gamle genteknologi bliver brugt til? Nej, det kan vi ikke, for fremtiden er her allerede nu, er det helt klare svar, som man sidder tilbage med efter at have set programseriens aldeles forskrækkende fire programmer, hvori der optræder en lang række internationale forskere og læger, biohackere og syge patienter og pårørende, som alle udlægger vores nye virkeligheds pro et contra. En eksisterende virkelighed som mest af alt minder om en dystopisk sciencefiction film.

Selv om det er svært at tro egne øjne og øren, når man ser Unnatural Selection, er de fire programmer af hver en times varighed overbevisende i kraft af deres mange højt estimerede forskeres og eksperters medvirken. Eksperter som selv enten har været med til at udvikle CRISPR, eller som arbejder med det i dag. Forskere som har ben i begge lejre, forskere som ikke mere er i tvivl om, at CRISPR virker, men som nu ligger søvnløse og udtrykker alvorlige bekymringer over, hvor teknologien kan føre os hen som menneskehed. Blandt andre Jennifer Doudna ved University of California, Berkeley, som var den første til at udvikle CRISPR som et gen-redigeringsværktøj, og som nu er blevet bange for sin egen skygge, og bruger i dag en del af sin tid på at advare mod anvendelsen af sin egen teknologiske opfindelse og misbrug heraf samtidigt med, at hun forsker videre.

Og netop de høje priser for de kommende nye behandlinger er også baggrunden for de meget aktive bio-hackere, som programmerne også er kommet helt tæt på i deres primitive køkkener og garager. Bio-hackerne føler, de er på en humanitær mission på vegne af de mange amerikanske borgere, som er uden sundhedsforsikringer. Og optændte af den manglende retfærdigheds harme arbejder de lige nu på at udbrede genmanipulerende selvhjælps kit med en ny DNA-saks, som ikke koster meget mere end 100 kroner. Hackerne i filmen har blandt andet travlt med at udvikle en hjemmelavet genmodificeret kur mod H.I.V.

Svar og løsninger på anvendelse af den nye teknologi blafrer i vinden i programmerne, men én ting er alle i og bag programmerne enige om: Ånden kan ikke lukkes ind i flasken igen.

Podcast: Søren Ventegodt sætter scenen i psykologisk podcast

 
 
 
 
 

PODCAST: Hvem er tidligere læge Søren Ventegodt, der i 2005 blev afsløret i at give kvinder vaginal akupressur hjemme i sin egen seng?  Det spørger han selv radioværten Iben Maria Zeuthen om i en ny psyko-thriller-agtig radiopodcast-serie "Læge søger grænser" fra DR.

Sammen forsøger de to i fem programmer at finde ud af, hvem han er, og om hun kan lære noget vigtigt om sig selv af ham.

Både da Søren Ventegodt var ansat på Rigshospitalet, og siden, da han lavede sin egen klinik, fik han fra DR og andre medier så megen positiv og kritikløs presseomtale, at han selv, velhavende økonomiske donorer og en stor patientskare til sidst mente at vide, at han egenhændigt kunne helbrede for eksempel kræft, HiV, kroniske smerter og seksuelle problemer ved sin blotte tilstedeværelse tilsat en omgang håndspålæggelse og forførende sjælefiskeri. Behandlingsaktiviteter, som dog gjorde, at han i 2005 blev foreløbigt frakendt sin autorisation som læge, i 2012 måtte modtage dom for at have manipuleret seksuelt med kvindelige patienter og i 2014 blev stemplet som seksuelt manipulerende og farlig af Sundhedsministeriet - samt frataget sin autorisation for altid. Denne anmelder var mere end skeptisk overfor den nye podcast.

Men så enkelt er det så alligevel ikke helt: Programmerne giver nemlig en sjælden grad af psykologisk indsigt i et yderst særegent menneske, som trods frakendelse af al almindelig ære og værdighed fortsat ikke tvivler på sin egen forførelseskraft og helbredende evner. Men som alligevel samtidigt er kommet frem til, at han måske nok har en ’ skidt’ karakter, han må betvinge. Som et studie i en personlighedstype som måske/måske ikke er farlig for sårbare patienter og klienter, er det en vildt fascinerende podcast.

Da radiojournalisten Iben Maria Zeuthen og Søren Ventegodt indgik aftale om, at han ville lade sig interviewe, var hans betingelse, at hun bagefter skulle svare ham på, hvorvidt han er ’en slem person’. Hun går med på aftalen, men allerede i løbet af det første program, får han hende også til at gå med på, at hun også skal svare på, om hun har lært noget om sig selv ved at være sammen med ham i 30 timer oppe i de svenske skove, hvor han bor og har klinik og patienter.

Et rigtigt smart træk af Søren Ventegodt som med de aftalte spilleregler får sat værtens personlighed i spil i ligeså høj grad som sin egen.

Iben Maria Zeuthen er en erfaren radiorotte, og det ved Ventegodt, så han leverer ved tilsyneladende - og i diamentral modsætning til Ghita Nørby - at åbne helt for det indre pengeskab, hvorinde han pisker sig selv med fortidens synder og personlige brister:

Jo, han led til sidst af storhedsvanvid dengang i 2005, jo han var fræk, arrogant og umoden og troede, at han kunne flytte grænser som ingen anden. Og jo, han har kigget dybt ind i sig selv og lært, at han nok tilhører den mennesketype, som ifølge en indiansk kategorisering af personligheder er ’magtsyg, koldhjertet, kynisk, ikke sød og en skid’. Men han har også fundet ud af at under denne skidne kulde er der nok alligevel et kærligt væsen, som magter at kompensere for denne personlighed.

Og jo. han gik nok over stregen, men han troede i sin ungdommelige mangel på realitetssans, at han var indenfor skiven, og taler konsekvent om’ dengang jeg blev hængt ud’ som et resultat af denne usøde personlighed, som bevirkede, at folk kunne tænke grimt om ham - og ikke fordi han gjorde nogle patienter ondt i sin klinik og hjemme i sin egen seng. I stedet får han dog indflettet, at han ’er en mand, der bliver jaget af kvinder’, og at han den gang ”havde 20 kvinder, ”så hvorfor skulle jeg….?”

Og psykologisk gyseragtig er hans beretning om, hvordan hans lillebror døde, da broderen var kun otte, og han selv ti år. De to var ude at bade i stormvejr på en øde strand, ingen af dem kunne svømme. Og da lille broderen, der var kommet for langt ud i bølgerne, råbte om hjælp, valgte han ikke at komme ham til undsætning:

"Jeg vidste, at han var fortabt, og jeg ville dø, hvis jeg forsøgte at redde ham. Så det var sådan, desværre bror, jeg er for glad for mit eget liv. Det knuste mig. Det måtte jeg lære at leve med, så er jeg et dårligt menneske, er jeg for selvisk?” spørger Ventegodt, reporteren, som bliver så oprevet af dårlig samvittighed over denne del af samtalen, at hun må krybe til køjs i fosterstilling.

Men prøv at lyt med, for det er et hyper interessant personportræt af en mand, hvis grænser er helt anderledes end de flestes.

Programmerne "Læge søger grænser" kan høres på DR Podcast på dr.dk.

 

Podcast: Sorg går ikke over, men skal læres at bæres

 
 
 
 
 

PODCAST: Sorg er en tilstand, som det kan være nødvendigt at lære at leve med resten af livet, fremgår det i en postcast fra Månedsskrift for Almen Praksis.

Sorg går ikke væk. Sorg løber ikke i bestemte faser, som blot skal bearbejdes rigtigt. Sorg er ikke noget, som mennesker reagerer ens på. Sorg er derimod en tilstand, som den sørgende skal lære at leve med, og til det vil mange kunne have brug for hjælp fra sin praktiserende læge.

Det fastslår psykolog, Mai-britt Guldin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, i den seneste række af podcasts fra Månedsskrift for Almen Praksis, som magasinet har publiceret en gang om måneden siden 2017 til sine medlemmer.

Reaktioner på sorg er ifølge podcasten komplekse, og de kan medføre for eksempel svagere immunforsvar, søvnforstyrrelser og påvirkning af de kognitive funktioner, mens andre reagerer mindre tydeligt. Det afhænger af, hvem man har mistet, hvad personen betød for én, og hvem man selv er.

Podcasten "Den støttende samtale om sorg" er målrettet til praktiserende læger.  Efter selv at have forsket i sorg i mere end 10 år, ønsker Guldin, at praktiserende læger blandt andet skal lære, at sorg ikke er noget, som patienterne nødvendigvist kan fikse, hvis de bare sørger på den rigtige måde, for der er ingen rigtige måder. Blandt andet fordi sorgprocesser ifølge den seneste forskning er meget mere individuelle, end man tidligere har forestillet sig.

Den praktiserende læge skal altså klædes godt på, og psykolog Mai-britt Guldin arbejder derfor sammen med kolleger om at udarbejde et redskab til den støttende samtale, som praktiserende læge kan tage med sine patienter. Metoderne til samtalerne er lavet i samarbejde med Center for Complicated Grief i New York, som tilbyder en ny form for samtaleterapi ifølge Guldin. Centrets arbejdshypotese er, at sorg er kærlighed, og at man skal være meget forsigtig med at lægge rammer ned over sine patienters sorgforløb.

"Den støttende samtale" er indholdsmæssigt en fremragende podcast, der giver det, som man ideelt forventer fra en faglig podcast, nemlig at få lov at høre noget interessant på et smallere og især højere fagligt niveau end det, man normalt møder i mainstream medier. Og samlet set er det i det hele taget også nogle rigtig gode, sobre og begavede podcast, som Månedsskriftet udgiver hver måned. Udsendelser som også med udbytte kan høres af mange andre end praktiserende læger trods deres relativt smalle emner og meget faglige vinkler på de udvalgte problematikker. Podcastene består simpelthen af godbidder fra den megen spændende forskning, som også udføres i almen praksis. Vidensdeling til læger og samfund.