Sci-fi med jordforbindelse

KULTUR-KASSEN

Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.

Denne gang med
Charlotte Price Hoffmann

´The Expanse´ forener action med større spørgsmål om klima, ulighed og kampen om ressourcer i en fremtid, der føles urovækkende genkendelig.

Min mand og jeg har meget forskellig smag i TV. 

Han er til hjernedød action og folk, der skyder på hinanden. Gerne noget, der har så lidt som muligt med virkeligheden at gøre.

Jeg er mere til dokumentarer og fortællinger, hvor jeg føler, at jeg bliver en anelse klogere undervejs.

”Inspireret af virkelige hændelser” er henholdsvis det værste og bedste prædikat, en film eller serie kan have for os.

Derfor er det lidt af et kompromis, når vi lander på TV-serien ´The Expanse´. Ikke fordi det er mindre voldeligt – det er det ikke – men fordi det foregår i et fremtidigt univers, hvor jeg kan bilde mig selv ind, at der er mere på spil end ren underholdning.

På samme måde som i den fantastiske serie ´Black Mirror´ er det interessante ikke nødvendigvis plottet i sig selv, men det tankeeksperiment, der ligger bag: Hvad sker der, hvis vi fortsætter i den retning, vi allerede er på vej i?

´The Expanse´ foregår i en fremtid, hvor mennesket har koloniseret solsystemet. Jorden, Mars og de ydre bælter lever i en skrøbelig magtbalance præget af ressourcemangel, politiske spændinger og markante klasseforskelle. Det hele sættes i gang af en tilsyneladende klassisk krimi: En ung kvinde forsvinder. Men hurtigt vokser historien sig større.

En lettere slidt detektiv på dværgplaneten Ceres, en modvillig kaptajn og en knivskarp FN-politiker vikles ind i et komplot, der trækker tråde på tværs af hele solsystemet. Og mens jeg sidder og ser det, slår det mig, hvor meget den vildt opdigtede historie på afgørende punkter læner sig op ad virkeligheden.

For ´The Expanse´ er mere end bare rumskibe og futuristiske gadgets. Det er også politik, ulighed og kampen om ressourcer. Og så er det – i min optik – en serie, der prikker til en klimaangst, som mange, mig selv inklusive, går rundt med.

Serien prædiker det ikke direkte, men den viser en verden, hvor adgang til helt basale ting som luft og vand ikke længere er en selvfølge. Hvor mennesker er afhængige af systemer, de ikke selv kontrollerer. Og hvor forskellen på dem, der har, og dem, der ikke har, er blevet fysisk og brutal.

Midt i alt det storpolitiske ligger en underliggende tanke, som er svær at ryste af sig:

At vi måske først forstår værdien af det, vi har, den dag det ikke længere er der. Havet og livet i det. Himlen og den luft, vi indånder. Planter, der vokser af sig selv.

Det er ikke noget, serien slår én oven i hovedet med. Men det ligger der, som en stille kontrast til den verden, mange af karaktererne bevæger sig rundt i.

Jeg er kun halvvejs, men kan allerede mærke, at det er en af de fortællinger, der vokser, jo længere man kommer ind i den. Grundpræmissen – at vi ikke passede på det, vi havde, mens vi havde det – er hele tiden til stede og folder sig ud.

Der er selvfølgelig også kritikpunkter. Indimellem bliver plottet så komplekst, at man lige skal holde tungen lige i munden for at følge med i, hvem der er hvem. Nogle af karaktererne tager lidt tid at holde af. Og indimellem knirker det visuelle udtryk en smule. Muligvis fordi budgettet ikke helt matcher ambitionerne.

Men når det fungerer, fungerer det virkelig godt.

´The Expanse´ er på én gang en klassisk spændingshistorie og et tankeeksperiment om, hvor vi er på vej hen. Og på den måde er den altså både tilstrækkeligt realistisk og urealistisk til, at to meget forskellige TV-personligheder kan blive fanget af den.