Anden sæson af The Pitt er mesterlig hospitalsfiktion

STREAMING: HBO Max-serien ’The Pitt’ er sundhedsfjernsyn i særklasse. Anden sæson er et tagselvbord af medicinske emner, samtidig med at serien tegner et portræt af et martret USA.

I første sæson af skadestuedramaet ’The Pitt’  begyndte en gerningsmand at skyde løs under en musikfestival, en katastrofe som fik en i forvejen travl vagt til at eksplodere på den fiktive skadestueafdeling i Pittsburgh, Pennsylvania. Det var ret uforglemmeligt at kigge med på, men det var også et dramaturgisk valg, som gjorde, at jeg næsten sad og fik en fornemmelse af overkill fra manuskriptforfatternes side. Den amerikanske skadestue-hverdag er utvivlsomt vildere end den danske, som en dansk akutsygeplejerske og Pitt-fan også har vurderet overfor Medicinske Tidsskrifter. Alligevel var første sæson så voldsom, at det enkelte steder fik én til at tvivle på realismen.   

Helt så grueligt og blodigt udarter anden sæson sig aldrig. Her er til gengæld en bekymring for hackerangreb, der gør, at skadestuen i timevis må lukke ned for IT og internet og klare hverdagen, som var det 90’erne igen. ’The Pitt’ adskiller sig fra broderparten af TV-serier ved at foregå i realtid. Der går en time for karaktererne på hospitalet for hver time, vi sidder i sofaen som seere foran HBO Max og bider negle. Tilsammen er vi med på en vagt bestående af 15 timer, og anden sæson finder det hele sted på USA’s nationaldag, 4. juli.  Det teknologiske nedbrud, som kræver tilbagevenden til tavler, pen og papir, brevbude og faxmaskiner, giver naturligvis ekstra benspænd, men det bliver også en slags indirekte studie af, hvordan vi har indrettet vores liv på teknologiens præmisser.

Anden sæson af ’The Pitt’ er trods enkelte mislyde, og et par lidt svagere nye karakterer, mindst på højde med den første sæson, og det er imponerende, hvilket flow serien kan opretholde, når den formår at jonglere en for TV-hospitalsserier hidtil uset medicinsk realisme med rig karaktertegning.  

Uden for skadestuen fejrer amerikanerne deres årlige mærkedag, så der er fyrværkeriskader og fuldesyge i det overfyldte venteværelse, men der er også akutte astma-anfald, blodpropper i øjet og alt muligt andet, som bare strømmer ind ad døren. Enkelte gange er det for tydeligt, at patient-cases er der som repræsentanter for en bestemt problemstilling, eksempelvis om overdrevet sundhedsfanatisme, når en ultrasund dame bliver indlagt med farligt leversvigt, fordi hun spiser for mange gurkemejetabletter.  

Men det er kun meget få passager, hvor serien bliver overtydelig. Som sundhedsjournalist og -interesseret bliver man primært bjergtaget over, hvor mange emner, serien overvejende berører med stor elegance.

Et imponerende mylder af emner

AI-assistance i klinikken, rettidig journalisering vs. patientkontakt, amerikanske sundhedsforsikringer, tykfobi, skrantende provinshospitaler og udbrændthed blandt læger er blot dem, jeg lige kan nævne i flæng. Der er simpelthen så mange emner, som finder vej ind på akutafdelingen. Vi slipper heller ikke for et ubehageligt møde med de vigilante-agtige og maskerede ICE-agenter, som man kan læse om i den brede presse.

Serien er ikke bare et overflødighedshorn for sundhedsinteresserede, det er også et makroportræt, et ubarmhjertigt præcist nærbillede af hele Donald Trumps samspilsramte USA.

Den høje intensitet i patientindtaget, det uhørt høje lix, hvad medicin-lingoen angår, og den uendeligt brogede palet af problematikker, som personalet skal forholde sig til, sker aldrig på bekostning af persontegningen. Man bliver også dybt fortrolig med venskaber og nid, karriereovervejelser og personlig bagage hos de hårdtarbejdende læger og sygeplejersker.  

Cheflægen Michael 'Robby' Robinavitch (Noah Wyle) skal egentlig på en planlagt, mulig midtvejskrise-orlov på motorcykel. Kan han slippe sin afdeling?  Han er en fantastisk vidende og kompetent læge – ’The Pitt’ er flere gange blevet kaldt ’kompetenceporno’ – men der er også noget inde i chefen, som er ved at gå fra hinanden. Allerede ved sæsonens første indfasende billeder ser vi, at akutcheflægen, der dagligt tilser kvæstede mennesker, selv kører uden hjelm på sin motorcykel.   

Også den ellers ukuelige ’charge nurse’ Dana Evans (Katherine LaNasa) begynder at flosse: Hun blev i første sæson slået ned af en vred ventende patient, nu går hun med en kanyle som våben i lommen for at sikre sig imod nye overfald. Forståeligt, egentlig. Men også uacceptabel adfærd fra en ellers hjertevarm og humoristisk leder, der også finder tid til at pleje en maddike-befængt hjemløs og være uendeligt nænsom og omhyggelig over for et voldtægtsoffer.

Man bliver imponeret over, hvordan mennesker på arbejde kan klare at se så meget, som de bliver udsat for i ’The Pitt’. Serien slipper aldrig sit tag, giver os få, om nogen, muligheder for at trække vejret, er ikke bange for en medicinsk autentisk sprogbrug, som nok vil kaste nogle seere af hesten. Det er fantastisk fjernsyn, som sætter helt nye standarder for genren. Jeg glæder mig allerede til den bebudede tredje sæson af en serie, der kan blive stående som et mesterværk.

Anden sæson af ’The Pitt’ kan ses på HBO Max