Skadestueserie føles som et trist tilbagefald

STREAMING: ’Pulse’ er en sæbeopera, der ønsker at favne både det kliniske liv på en akutafdeling og en speget kærlighedsaffære mellem to læger, som har udviklet sig til sag for HR. Der er dog ikke noget tidspunkt, hvor serien kan undslippe fornemmelsen af tarveligt B-fjernsyn. 

Fremragende serier som ’The Pitt’ og 'This Is Going to Hurt’ havde givet mig en tro på, at hospitalsserien som genre var inde i en decideret guldalder.

Netflix får dog rokket lidt ved denne optimistiske tese med den pinligt ringe ’Pulse’, som foregår på en akutafdeling i Miami.

I seriens første par afsnit er der orkan, undtagelsestilstand og nødgeneratorer i sving, mens verden uden for skadestuen ligner noget fra et postapokalyptisk zombie-computerspil. Alligevel er seriens primære fokuspunkt at kortlægge det komplicerede forhold mellem Danielle Simms (Willa Fitzgerald) og Xander Phillips (Colin Wodell). Måske ligner de Barbie og Ken, men hun har anmeldt ham for seksuel upassende adfærd. Og nu er hun selv blevet cheflæge i stedet for ham.  

Seriens første cliffhanger er et af mange flashbacks, hvor det fremgår, at de to faktisk var romantisk involveret. Er han en krænker, som hun fremfører, eller er hun en opportunist, der bruger sit smukke ydre til at stige i graderne?  ’Pulse’ ønsker at være et pikant HR-drama fra #metoo-tidsalderen, og i en lang række tilbageblik bliver vi gjort bekendt med, hvordan forholdet mellem de to har udviklet sig i et spændingsfelt mellem flirt og professionel rivalisering.

Det lyder da ganske interessant, tænker læseren måske nu. Men desværre er de to hovedpersoner omtrent lige så spændende at følge som karaktererne fra de sene sæsoner af ’Beverly Hills 90210’, efter at centrale karakterer som Brenda og Dylan for længst var taget afsted, og serien var blevet til en slags endeløs sæbeopera. ’Pulse’ har naturligvis som skadestueserie en masse tilskadekomne, og der er masser af scener med presset kirurgi og bippende hjertemålere, men det bliver aldrig nærværende og med fornemmelsen af at være med som tilskuer med dirrende hjerte.

’Pulse’ føles som en tilbagevenden, hvis ikke et tilbagefald til sæbeoperaer som den 22 sæsoner lange ’Greys Anatomy’ (på dansk ’Greys hvide verden’), men med mindre kemi, nerve og, ja, puls. 

Det er prisværdigt, at serieskaber Zoe Robyn med karakteren Harper Simms (Jessy Yates) vil sætte fokus på, hvordan det er sidde i kørestol, når man er læge på en akutafdeling. Der er ansatser til originalitet eksempelvis i den sekvens, hvor hun skal nå ud at tisse i tide, før en bedøvet barnepatient vågner igen. Men de gode intentioner, man her og der fornemmer, tilter i et morads af klicheer, utroværdige relationer og anmassende poprock på soundtracket. ’Pulse’ har akut brug for bedre skuespillere og et bedre manuskript, og man forstår alt for godt, hvorfor Netflix ikke har valgt at forlænge med endnu en sæson. De første fire afsnit alene var pinagtige at sidde igennem.

Pulse kan ses på Netflix, denne anmeldelse er baseret på de første fire afsnit