| | | | | |
 


Indefra i anoreksiens verden er ubegribelig

 
 
 
 
 

TV: At alt stritter på tv-journalisten, Anders Agger, når han forsøger at forstå de tre umådeligt sympatiske, men voldsomt syge anorektiske kvinder, som han har fået lov til at følge på deres vej mod at dø af underernæring, er nemt at sætte sig ind i, for hvorfor er de dog så fuldstændigt insisterende i deres selvmorderiske adfærd?

De tre kvinder, som er henholdsvis lige i starten af 20’erne, 30’erne og 40’erne har alle kæmpet en indædt kamp mod kalorier og fedtaflejringer på kroppen fra de blev teenagere. Fælles for dem, udover anoreksien som gør, at deres vægte ligger mellem 30 og godt 40 kilo, er, at de ikke kan arbejde, at de ikke magter et normalt hverdagsliv, at de alle modtager forskellige former for specialiseret og livsnødvendig hjælp fra sundhedsvæsnet, at de føler sig seriøst fede og ulækre, at de gerne ville være normalvægtige, men at de samtidigt hellere vil dø – samt at de alle tre er godt på vej til dette efter mange års sultekure, hvor nederlag tælles i gram med pilen op ad, når de tvinges på vægten.

Dødeligheden for patienter med anoreksi er godt nok mindsket gennem de seneste 25 år, men anoreksi er stadig den psykiske sygdom, der har den højeste dødelighed. Blandt andet på grund af selvmord og underernæring som igen fører til for eksempel hjertestop, organsvigt og manglende modstandskraft overfor for eksempel en lungebetændelse eller influenza, som andre med en normal ernæringstilstand ikke ville dø af.  Hertil kommer, at helbredelsesraten er lav, for højest halvdelen bliver helbredte trods ofte gentagne behandlingsforløb og hospitalsindlæggelser henover en årrække, viser en stribe danske og internationale forskningsrapporter.

Når man møder de tre kvinder, forstår man, at de er langt forbi noget, der handler om at tage sig sammen og bare komme i gang med at spise noget mad. Godt 30-årige Ditte, som nu er så svag, at hun sidder i rullestol og i øvrigt skal i dialyse tre gange om ugen grundet svigtende nyrer, forstår udmærket sin skrøbelige situation. Hun synes selv, at hun har masser at leve for i sit liv, men der er bare dette ’noget’ i hende, som hun ikke kan betvinge. Et ’ noget’ som hun siger har ødelagt hendes liv, og som gør, at hun dagligt kaster sin mad op, så snart hun har spist. Også selv om hun ved, at spisevægringen betyder alt for tidlig død og til trods for, at hun frygter det sidste stykke vej til denne død. Men hun føler sig ’fed og klam og gravid’, selvom hun kun vejer godt 45 kilo:

”Hun ville gerne kunne, men der sidder en djævel på hendes skulder, der siger noget andet, og det er ham, hun lytter til,” forklarer Dittes mor.

Også 45- årige Lene forstår, at hun skader sig selv og at hendes anoreksi gør hendes børn dødsensangste for at miste hende. Og hun skammer sig over det, for intet ville hun hellere, forklarer hun, end at hun for sine børns skyld kunne lade være med at ekstremtræne i timevis hver eneste morgen i et fitnesscenter i kampen mod kalorierne fra den smule mad, som træningen er en forudsætning for. Hun ville ønske hun i stedet bare spiste sund mad, men siger hun:

”Der er kræfter indeni mig, som taler i mod. Jeg forstår det heller ikke selv”.

Den purunge Liv tror, at andre væmmes ved hende på grund af hendes fedme, selv om hun kun vejer lidt mere end 30 kilo og læner sig stærkt op af en tvangsindlægning for ikke at dø. Hun kan i løbet af en dag stort set ikke andet end at undlade at spise og forsøge at motionere, selv om kræfterne er få. Hun ønsker ikke at dø, men er bange for kontroltabet, som hun oplever, når hun har taget et par kilo på, hvilket får hende til at føle sig endnu værre, end hun allerede gør udenfor det sociale liv, som hun slet ikke mere kan deltage i  - for når, man er som hende, så er tilværelsen med hendes egne ord således:

”Man er på Jorden, men man er der ikke,” forklarer Liv til en afmægtig Anders Agger, hvis program giver et fordomsløst, men barskt indblik i, hvordan livet er, når hver dag er blevet til en krig mod kalorier og en kamp for kontrol og tryghed ved hjælp af spisevægring.

Programmet giver ingen svar på, hvad det er, der gør, at disse ulykkelige skæbner ikke kan formå sig til at tage føde indenbords. Trods deres ønsker om at leve og trods deres pårørendes inderlige håb herom, er de trods deres forskellighed besatte af dette ’noget’, denne ’djævel’, disse ’kræfter’, hvis kerne vi alligevel aldrig kommer tæt på i programmet – kun konsekvenserne af de massive vrangforestillinger, som tydeligvist ikke bare rammer svage, forfængelige mennesker, der går for meget op i sig selv og deres kroppe.

Det ligger, som det også fremgår af programmernes titel, ikke i Indefra’s koncept at søge forklaringer udefra. Men ikke desto mindre savner man i dette program nogle svar på, hvorfor disse tre unge kvinder foretrækker at lide al verdens pinsler og hellere vil dø end at tage på. Hvad kommer denne djævelske besættelse af? Og ikke mindst efterlades man uden svar på, hvorfor disse piger kan være så vanskelige for ikke at sige helt umulige at hjælpe. Det hele er ubegribeligt, og ubegribeligt sørgeligt for dem – og for deres familier.

Programmet kan ses på DR online