Skip to main content

´Din krop indefra´ består af otte episoder, der hver især sætter fokus på en udbredt sygdom som for eksempel KOL, stroke, kræft, overvægt og endomitriose. Foto: DR

TV-lægen hæver endnu engang niveauet for TV om alvorlig sygdom

 
 
 
 
 

TV: DR’s sundhedskorrespondent, læge og journalist Peter Qvortrup Geisling har begået en kommunikativ og pædagogisk genistreg ved sin brug af en banebrydende 3D-grafik i ny folkeoplysende og meget vedkommende TV-dokumentarserie om livstruende sygdomme og deres behandling.

I den nye serie ´Din krop indefra´, der netop har haft premiere, retter Peter Qvortrup Geisling sit kamera mod nogle af de store folkesygdomme, som flest danskere dør af, men som mange af alligevel ikke rigtig kender til, når de mere eller mindre pludseligt rammer os eller vore nærmeste.

´Din krop indefra´ består af otte episoder, der hver især sætter fokus på en udbredt sygdom som for eksempel KOL, stroke, kræft, overvægt og endomitriose, hvis effekt og symptomer, Geisling – sammen med otte forskellige speciallæger – forklarer en syg patient. Forklaringerne hjælpes overordentligt stærkt på vej ved brug af en fuldstændig unik 3-D grafik, som viser de sygdomsramte organer og områder af kroppen i meterhøje 3D figurer set helt indefra. Både som disse ser ud hos raske, og som de ser ud inde i den sygdomshærgede patient.

Og har man ikke før rigtigt forstået for eksempel prostatas placering mellem blære og penis, hvorfor lungerne har svært ved at fungere, når man har KOL, eller hvorfor endometriose kan lave så meget ravage, så gør man det nu i kraft af 3D-grafikkens fremvisning af kroppes indre. Og samtlige patienter er da tydeligvis også både imponerede og taknemmelige over endelig at få en for dem forståelig og fyldestgørende information omkring deres sygdom og de kommende behandlinger, som de står foran at skulle modtage i programmerne.   

Den helt nye 3D-grafik, som udsendelsernes medvirkende ser gennem 3D-briller, men som vi seere dog heldigvis ikke behøver, er udviklet af DR’s grafikere specielt til de otte udsendelser

”Vi ville gerne se, om det kunne lade sig gøre at lave denne grafik, og der må jeg sige, at det virkelig er lykkedes for grafikerne. De har virkelig indfriet det, vi håbede på,” forklarer Geisling i forbindelse med premieren på programmerne, derogså indeholder andre faste elementer.

Gennemgående er blandt andet Geislings medvært, den empatiske og velorienterede journalist Josefine Høgh, der i et tilstødende hospitalslokale sammen med de nærmeste pårørende overværer de enkelte patienters reaktioner på 3D-grafikkens afsløringer samt disses samtaler med deres læger og Geisling. Det kommer der mange bevægende reaktioner ud af.

Hertil kommer, at Josefine Høgh typisk besøger patienten eller den pårørende udenfor hospitalerne og i hjemmene, så vi får en dybere forståelse af konsekvenserne af de respektive sygdomme for såvel patienterne og de pårørende i hverdagen.

Men herudover følger vi også patienterne helt tæt ind på operationsbordene, hvor Geislings kamera lykkes med at komme helt tæt på kirurgernes skæren, uden at det hele bliver for råt og blodigt. Men tværtimod yderst pædagogisk, for vi ser for eksempel selve blodproppen blive suget væk, og vi får den fremvist i close-up efter, at den er blevet taget helt ud. Og vi ser med egne øjne, hvordan endometriosevævet sidder klistret rundt om organerne i tykke klumper, og vi kan næsten mærke den ubehagelige konsistens heraf, når Geisling trykker det mellem fingrene for os.

Man behøver ikke som seer at have en særlig interesse i én eller flere af de otte udvalgte sygdomme for at kunne have glæde og gavn af at se programmerne.  Geislings faglige ballast som læge, mangeårige indsigt og erfaring i at forstå sygdomme, patienter, pårørende, læger og sundhedsvæsnets mekanismer kombineret med hans ansvarlige og menneskevenlige måde at håndtere TV-mediet på, gør nemlig, at en programserie som denne i kraft af de mange menneskelige dramaer vil kunne både underholde de fleste samtidigt med, at den også vil gøre mange klogere – uanset om man er en overset patient i bunden af pyramiden eller sidder i toppen af regionernes sundhedsledelser.

At se ´Din krop indefra´ er også at komme tæt på otte lægers store faglige viden og tilsvarende mange ambitioner om at kunne udgøre positive forskelle for deres patienter. Men det er også at blive indirekte konfronteret med problemstillinger, som nok burde mane til eftertanke i de øverste af sundhedsvæsnets ledelseskontorer.

For når nu hver tiende kvinde lider af endometriose, hvorfor er lægers kendskab hertil så mangelfuldt, at den medvirkende kvindelige patient i program 5, Maria, har skullet leve med daglige og fuldstændigt invaliderende smerter i mere end 25 år trods ligeså mange års forgæves lægebesøg, førend hun endelig fik en diagnose og herefter et behandlingstilbud? At hendes nyre ikke er sat helt ud, og tarmen ikke er sprængt akut kan tydeligvis primært tilskrives held. 

Og er det rimeligt, at tusinder af operable patienter med KOL slet ikke får tilbudt den kun en time lange kikkertoperation, som Gitte modtager i program 1, når man nu på Rigshospitalet har helt særlige kompetencer hertil kombineret med en betragtelig overkapacitet til at kunne hjælpe disse ofte hårdt ramte patienter til et meget bedre liv.

Er det fornuftigt, at den 150 kilo tunge unge kvinde Tenna fra program 3 selv skal spare op og betale for sin gastric bypass, når hun nu i årevis har ansøgt om en gratis operation samtidigt med, at hun forgæves har forsøgt at fastholde diverse opnåede vægttab, som dog kun er resulteret i senere endnu højere vægttal.

Og ville det måske ikke være relevant for sundhedsvæsnets ledelser at reflektere over konsekvenserne af, at der ifølge serien ikke er kirurger tilbage indenfor prostatakirurgi, som kan operere på gammeldags maner med en kniv, men kun med kikkertkirurgi? Bent i program 2 fik at vide, at hans prostata på grund af arvæv efter tidligere sygdom i maven nok ikke kunne fjernes ved den i dag traditionelle kikkertoperation, og at han således var inoperabel. Men heldigvis havde Bent held i uheld og fik kontakt med én, der fortsat kan, nemlig professor og overlæge på Rigshospitalet Andreas Røder, som både kunne og turde operere Bent i programmet.

Peter Qvortrup Geisling og hans redaktion har tænkt sig godt om, da de skabte konceptet for denne serie, som således ikke kun viser, hvor taknemmelige og lykkelige patienter og pårørende bliver, når de endeligt rigtig forstår, hvad tingene går ud på, men som også giver sine seere en sjælden mulighed for at lære om egne kroppe formidlet på en radikalt anderledes og meget bedre måde, end vi er vant til.

At redaktionen så også får rejst nogle røde flag i forhold til, at der fortsat – trods den moderne lægevidenskabs imponerende sejre – er farlige huller i osten for selv alvorligt syge patienter, som der bør tages hånd om, understreger blot, at ´Din krop indefra´ løfter sin public serviceopgave til seks stjerner på alle væsentlige parametre.

Din krop indefra kan streames her