DR-serie gør op med myten om at alkohol øger kunstnerens kreativitet
TV: Forfatter og journalist Jesper Stein kender om nogen selv til litteraturens og kunstverdens billeder af den lidende kunstner, der skaber sine værker på sprut, stoffer, smøger, angst og dæmoner. Hans samtaler i ny TV-serie med andre danske tidligere alkoholiserede kunstnere er vellykkede og overbevisende punkteringer af forestillingerne om rusen som kunstens store hjælper.
Dyrkelsen af den stærkt fordrukne – som oftest mandlige – kunstners behov for alkohol og stoffer som inspirator for de kreative præstationer er en myte. Det fastslår den flere gange prisbelønnede forfatter, journalist og alkoholiker Jesper Stein i en ny stærkt personlig TV-serie ´Drukkultur´, om den kreative verdens udbredte anprisning af rusen som kreativitetens nødvendige muse og hjælper.
I første afsnit af den mytedræbende series undersøgelse af forbindelsen mellem rus og kunstnerisk kreativitet ´De fulde kunstnere´ fører Jesper Stein, der har været ædru siden maj måned 2018, en hudløs samtale med skuespilleren Thomas Bo Larsen om dennes tidligere meget alvorlige alkoholforbrug. De kommer ind på, hvorfor så mange kunstnere drikker så meget mere end godt er og om beruselsens mytologi.
Jesper Stein og Thomas Bo Larsen kender hinanden udenfor programmerne, nemlig fra møder i Anonyme Alkoholikere, AA, som de begge jævnligt frekventerer. Thomas Bo Larsen, der i dag har været ædru i ni år, er vokset op i en alkoholkultur og mener selv, han har været alkoholiker, fra han var 20 år. Fra tidlig alder blev han fascineret af cowboyfilmenes heroiserende billeder af mænd, der drak for meget, og som ung var han først en del af en håndværkerkultur og siden en filmkultur, hvor alkoholen flød fra morgen til aften:
"Det var først, da jeg dårligt kunne arbejde, at jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at holde op. Der nåede jeg min bund,” siger Thomas Bo Larsen, der fortæller, at han var rædselsslagen for at blive alkoholiker igen, da han takkede ja til at indspille rollen som alkoholiker i Søren Vinterbergs film ´Druk´.
I episode to ´Drukkultur: Ind i mørket´ diskuterer Jesper Stein og henholdsvis sangeren Mathilde Falch og digteren Bo Green Jensen, om der vitterlig er stor kunst at hente på bunden af flasken. Eller om kun døden venter her. Det er alkoholens skyggesider, der her vendes og drejes mellem Stein og hans gæster:
Mathilde Falch begyndte at drikke som helt ung, men allerede da hun var i begyndelsen af tyverne, var hun stærkt alkoholiseret og på vej til bevidst at gå helt i hundene med druk fra morgen til aften, for det var hendes rolle som kunstner. Først da hun vidste, at hun stod overfor valget mellem at leve eller dø, holdt hun op, og i dag er hun ædru på ottende år.
Bo Green Jensen smækkede døren til alkoholen for 30 år siden. Dengang optrådte han ofte med sine digte og brugte alkoholen som støtte, når han performede. Alkoholen inspirerede ham, og han syntes dengang, at han drak i kunstens tjeneste, indtil han begyndte at få det meget dårligt af alkoholen. I dag foretrækker han den lyrik, som han har skrevet, efter at han droppede alkoholen.
I det tredje program ´Drukkultur: Sandhedens time´ reflekterer Stein og hans to indbudte gæster, den danske forfatter Lone Hørslev og islandske Einar Mar Gudmundsson, over, hvem man egentlig er uden alkohol i en branche, hvor det er hvidvinsvejr 365 dage om året.
Både Jesper Stein og hans gæster har oplevet, hvor svært det kan være at skulle håndtere deres faglige miljøer i ædruelighedens skarpe lys samtidigt med, at de fleste af deres kolleger har været mere eller mindre berusede, sådan som de selv har været tidligere. Og Lone Hørslev fortæller om, hvor svært det er for hende at gå til fest og være den eneste ædru, og om hvordan alkoholen har været en fremkaldervæske for hende i sit arbejde.
I det fjerde og sidste program ´Drukkultur: Nyt lys i mørket´ har samtalen med skuespiller Olaf Højgaard og musiker og forfatter Lars Muhl sit fokus på, hvordan og hvor man kan dulme sin smerte, når alkoholen ikke er en mulighed. Begge finder de hjælpen i livet i forskellige spirituelle tilhørsforhold. Lars Muhl , der ikke har været afhængig, har fundet sin ro i det guddommelige. Og Olaf Højgaard, der har været ædru i 18 år, ved hjælp af bøn og AA, som afhjælper den indre tomhed, som fik ham til at drikke.
Jesper Stein, der synes især at have fundet sin ro ved at pleje sine nære relationer i stedet for under alkoholens svøbe at opføre sig som et røvhul overfor alt og alle samt hos Anonyme Alkoholikere, fandt selv for alvor ud af, at han godt kunne skrive sine bøger uden hjælp fra alkoholens dampe, da han i 2022 udgav sin fremragende og også kritikerroste bog ´Ædru´. Bogen handler om hans eget afvænningsprogram og de svære før, under og efter-kampe for at holde sig ædru i en dansk alkoholkultur, hvor vi lader som ingenting, når vi oplever den kreative alkoholiker udleve sin dødelige mangel på kontrol:
”Hvorfor er det så svært at se gennem myten og forstå, at selv for kunstneren har det en værdi at blive fastholdt i hverdagslivet og indgå normale relationer, at det er usundt at få lov at løbe linen ud i alkoholiseret selvsvælgen, at der ikke i sig selv kommer kvalitet ud af at dyrke myten om den lidende kunstner,” skriver han i ´Ædru´, hvori han som i den nye serie fastslår, at han ikke kender nogen, hvis værk er blevet dybere og større, efterhånden som alkoholen åd sig ind på dem, men i stedet mange, hvor det modsatte er tilfældet.
´Drukkultur´, hvis fire episoder hver især er af godt en halv times varighed, ligger i sine budskaber om kunstens maskuline forherligelse af den lidende drukkenbolt og den danske alkoholkultur på mange måder ganske tæt op af Steins i den grad velskrevne og klartskuende autobiografiske ´Ædru´, hvori han fremfører en lang række af de samme pointer.
Men TV-serien lukker med sine yderst velvalgte og ikke mindst i denne sammenhæng meget interessante, klart tænkende og velformulerede gæster endnu mere luft og mangfoldighed ind omkring såvel den fordrukne kunstner som den ædru alkoholiker, hvilket kun understreger Jesper Steins modige opgør med en kultur, som både han og hans gæster alle har været en del af i så mange år.
Og Jesper Stein og hans gæster har mere til fælles, end at de er tørlagte, udøvende kunstnere. De har stort set alle været helt dernede, hvor de ikke tålte mosten mere, hvor det til sidst ikke kun var et spørgsmål om at vælge mellem flasken og døden, men også mellem alkoholen og kvaliteten af deres kunstneriske udfoldelser.
Flere af gæsterne har ifølge programmet været yderst betænkelige ved at deltage i serien og således skulle dele ud af nogle af deres livs mest smertelige erfaringer. Forståelig skepsis. Men Jesper Stein er en dygtig og medlevende interviewer, der i den grad ved, hvad han taler om, så i hvad der synes at være tillid til ham og hans personlige erfaringer, taler hans gæster alligevel sjældent åbenhjertigt om alkoholens gode, dårlige og livsfarlige sider på måder, som gør programmerne umådeligt vedkommende og seværdige.
Og programmerne, som er piftet dygtigt op med flot grafik og masser af velvalgte kulturelle referencer, er desuden en fin og tankevækkende illustration af, at selv om værtens og de medvirkendes beretninger er forskellige, så rummer alkoholikeres erfaringer alligevel ofte endnu flere fælles mønstre. På samme måde som det ofte vil gøre sig gældende i tilfælde af fysiske sygdomme.