TV2-dokumentar giver rystende indblik i psykiatrien
TV: Hvis nogen efter at have set TV2’s dokumentar 'Hold mig fast. Før jeg forsvinder' tænker: Hvordan fanden kan det stå så galt til i psykiatrien, er det mere end forståeligt. 23-årige Rebekka Elnegaard Wiedes forløb er fuldstændig miserabelt, slingrende og livsfarligt.
Danmark har den tvivlsomme ære at have det højeste antal selvmord under indlæggelse blandt verdens OECD-lande. Og den unge Rebekka Elnegaard Wiede er én af de næsten 200 psykiatriske patienter, der har forsøgt selvmord under en indlæggelse de seneste tre år. For 66 af de indlagte lykkedes det, hvilket det dog ikke gjorde for Rebekka Elnegaard Wiede, der blev genoplivet, men som i dag er blevet dybt hjerneskadet.
Det fremgår af TV2’s opsigtsvækkende udsendelse ´Hold mig fast. Før jeg forsvinder´, hvori vi seere møder Rebekka Elnegaard Wiede i små videoer fra før, at det gik helt galt, hendes forældre, lillebror, en veninde, to psykiatere samt får oplæst episoder fra Rebekkas mange velskrevne og begavede dagbøger om sit liv som patient i en psykiatri, hvis indsats overfor Rebekka fremstår ufokuseret, tilfældig og sløset.
De psykiske problemer, der har ført frem til, at Rebekka Elnegaard Wiede i dag er sengeliggende og har brug for pleje 24/7, da hun ikke kan tale, huske og bevæge sig på grund af sin alvorlige hjerneskade, begyndte for alvor, da hun som 11-årig for første gang blev indlagt på psykiatrisk afdeling, efter at hendes mor og far blev skilt, og hun selv havde været udsat for et seksuelt overgreb som 10-årig. Et overgreb, som hun ikke fortalte nogen om, men hvis konsekvenser hun har beskrevet i sine dagbøger. I dagbogen fortæller hun blandt andet, hvordan en umenneskelig smerte indeni blev til fysisk smerte.
Ved indskrivningen på den psykiatriske afdeling var Rebekka Elnegaard Wiede allerede selvskadende, idet hun skar sig, og under indlæggelsen delte hun værelse med en anorektisk patient, som lærte hende også at sulte sig, og hun fik diagnosen anoreksi. I de følgende ti år fik hun desuden en række øvrige diagnoser i form af blandt andet ADHD, Aspergers syndrom og skizofreni.
Med de forskellige diagnoser fulgte skiftende behandlinger iværksat af endnu flere forskellige sundhedspersoner, og hverken Rebekka eller hendes mor, Ditte Elnegaard Haddaoui, følte, at Rebekka blev rigtigt set, forstået eller behandlet, selv om Rebekka Elnegaard Wiede mange gange tryglede herom, når livet gjorde så ondt, at hun blev bange for sig selv og sine ønsker om at afslutte det.
Helt galt gik det, da Rebekka, efter ellers at have haft det rigtig godt i en længere periode i egen lejlighed, som 20-årig igen blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital, hvor hendes kontaktperson tre gange udsatte hende for seksuelle overgreb, som det tog hende syv måneder at fortælle nogen om. Kontaktpersonen bliver senere fyret og idømt to års fængsel, mens Rebekka selv ganske kort efter overgrebene forsøgte at tage sit liv.
Ifølge forældrene knækkede disse overgreb for alvor Rebekka, som vi ser og hører blive mere og mere forpint og tryglende om hjælp: ’Hold mig fast, så jeg ikke forsvinder’ og ’Hvis jeg ikke får hjælp, tager jeg livet af mig selv’ lyder nogle af hendes bønner i de sørgelige, men aldrig snagende og udstillende videodagbøger og notesbøger fulde af digte, tegninger og personlige notater.
Mellem jul og nytår 2021 optog Rebekka Elnegaard Wiede sin sidste video fra sin seng på Psykiatrisk Center København, hvor hun endnu en gang fortæller, hvordan hun føler, at ingen hjælper hende. Hendes forældre frygter for hendes liv og beder om, at hun får døgnvagt. Et ønske der afslås, og i stedet kommer hun på en såkaldt 0-stue for særligt selvmordstruede, hvor man tilses af personale hvert kvarter. Her lykkes det Rebekka at foretage et sidste selvmordsforsøg ved hjælp af noget hospitalsmateriel, som personalet havde efterladt inde på hendes stue, hvordan dette så end kan forekomme.
Psykiater Peter Handest, ph.d. og tidligere overlæge på Hvidovre Hospital, der er én af to medvirkende psykiatere de i programmet, har læst Rebekka Elnegaard Wiedes journal. Han lægger ikke fingrene imellem i sin analyse af det psykiatriske systems håndtering:
”Hele forløbet er præget af kaos. Hun får jo så mange forskellige diagnoser, som tydeligt vidner om, at der ikke er nogen, der har overblik over hendes forløb,” kritiserer Peter Handest, der betegner Rebekka Elmegaard Wiede som et godt eksempel på en psykiatri, der ikke fungerer på grund af tidspres, mangel på faglig ekspertise, ressourcer og overblik over patienterne:
”Det hele drejer sig om, at det skal være billigere. Der mangler gamle overlæger med megen erfaring og stor viden. Så i dagens psykiatri er det psykologer, sygeplejersker og medicinstuderende, der varetager en del af den specialopgave, det er at diagnosticere,” siger Peter Handest, der selv har forladt hospitalspsykiatrien i protest over forholdene for patienter og pårørende.
´Hold mig fast. Før jeg forsvinder' er en på én gang både underspillet og rystende dramatisk oplevelse. Dramatisk, fordi Rebekkas og hendes families oplevelser i psykiatrien har været så domineret af forfærdelige oplevelser, og at psykiatrien således herigennem fremstår som én stor og helt uforståeligt udsultet, fortravlet, mål- og ansvarsløs rodebutik. Underspillet og hermed også ekstra troværdig i kraft af familiens præcise, men til tider ligefrem overraskende stilfærdigt fremsatte kritik af et system, som de fordømmer og undres over på egne og andres vegne.
Rækken af undskyldninger, som familien har modtaget undervejs fra systemet accepterer og/eller værdsætter den, skønt undskyldningerne jo ikke bringer Rebekka tilbage, forklarer hendes mor, der i programmet leder efter forklaringer på sin datters katastrofale forløb.
'Hold mig fast. Før jeg forsvinder's formsprog er på ingen måde stor og eksperimenterede dokumentarkunst. Men mindre kan også gøre det, for programmet er med sin sobre og lidt gammeldags solide billed- og fortællestil så meget desto mere perspektivrigt med sine afsøgninger af behandlingskvaliteten og patientsikkerheden i det danske psykiatrisk behandlersystem. Kvaliteter som sørgeligt nok her fremstår som værende for usikre, upersonlige, tilfældige og økonomisk og fagligt udfordrede i forhold til at kunne imødekomme sine selv alvorligt syge unge patienters behov for mere nærværende, individbaserede, kompetente og langsigtede indsatser. Vores sundhedspolitikere burde tvangsindlægges til at se dette program, som også vil kunne interessere alle, som har blot den mindste interesse i deres medmennesker.