Rigshospitalets direktør laver podcasts med top-medarbejdere
PODCAST: Rigshospitalets direktør, Per Christiansen, har sat sig i spidsen for en fortløbende række yderst lytteværdige podcasts, hvori han hver tredje-fjerde uge besøger og interviewer, hvad han kalder for faglige profiler blandt sine ansatte om indholdet af deres daglige arbejde.
Per Christiansen bliver til stadighed imponeret over de dygtige mennesker og de spændende ting, som sker på hans hospital, fortæller han i indgangsbønnen til hver af de i alt 14 podcasts, som indtil nu er at finde på www.rigshospitalet.dk.
”Det beriger mig, og derfor tror jeg også på, at det kan berige andre,” forklarer direktøren om baggrunden for sine samtaler i podcast-serien, som derfor ganske logisk også er publiceret under den fælles titel BeRiget.
I det seneste program fra midt i november "Kunstig intelligens skal hjælpe læger og ikke erstatte dem" er Per Christiansen gået på besøg hos datalog og post.doc. Claes Nøhr Ladefoged, der blandt andet arbejder med få kunstig intelligens til kunne bidrage til hurtigere og mere præcise diagnoser og bedre behandlingsforløb for hospitalets patienter. Især tre indsatsområder er interessante i forbindelse med udviklingen af anvendelse af kunstig intelligens i det kliniske arbejde ifølge Claes Nøhr Ladefoged, nemlig styrkelse af billeddiagnostikken, udvikling af algoritmer til diagnostiske hjælpeværktøjer samt besparelser af lægetimer.
Men selv om minimering af lægetimer er et afgørende mål med den kunstige intelligent, er både gæst og interviewer enige om, at computere ikke kan erstatte læger i den digitale revolution. Én ting er nemlig, at særligt uddannede dataloger kan udvikle algoritmer for eksempelvist identificering af billedmønstre, men det er ikke det samme som, at de altid fungerer i forhold til patienterne og slet ikke i forhold til den enkelte patient, forklares direktøren af Claes Nøhr Ladefoged. Han påpeger også nødvendigheden af, at der altid er en læge indover en diagnose, for uanset hvor gode billeder og algoritmer måtte være og udvikle sig til at blive, kan man ikke gøre en computer ansvarlig for dens konklusioner - blandt andet er den svær at sagsøge i forhold til fejl og mangler.
Blandt direktørens erklærede problemer i denne sag er blandt andet, hvordan han skaber rum til, at lægerne og den digitale revolutions nye type fagmedarbejdere får udviklet et fælles medicin-data-lingo samt hvordan, at han som leder får skaffet penge til de nye fagmedarbejdere, som er nødvendige for at udvikle brugen af kunstig intelligens, men som også typisk ifølge direktøren ofte er lønnet højere end læger. For som han siger: ”Hvis vi ikke tager den kunstige intelligens i brug, kan vi ikke overkomme de opgaver, vi er sat i verden for at løse.”
Selve konceptet med, at en direktør taler nysgerrigt og anerkendende med en medarbejder, er interessant og nytænkende indenfor kommunikation i sundhedsvæsnet, hvor top og bund sjældent mødes i det offentlige med mindre, at baggrunden for mødet er uenighed om et specifikt problem. Og faktisk kunne Per Christiansen måske med udbytte godt lukke bare en lille smule mere op for sin egen direktør-pose, så programmerne blev et par takker mere dialogprægede end de er nu, hvor Per Christiansen lidt har castet sig selv som den benovede gæst. Men på den anden side er Per Christiansens nogle gange næsten demonstrative imponerethed af sine fyrtårne måske også det greb, som bevirker, at hans medarbejdere taler så afslappet og klart om deres arbejde og rammevilkår trods det fine besøg fra direktionsgangen.
For afslappet og klart taler hans folk, hvilket er endnu tydeligere i de forgående programmer, hvor han blandt andet har besøgt overlæge og professor i reumatologi Merete Hetland, der fortæller engageret om de seneste års store fremskridt i kampen mod invaliderende gigtsmerter, men som gerne ser, at direktøren finder nogle flere penge til bedre varetagelse af nydiagnosticerede gigtpatienter, som hun synes forsømmes. Også klinikchef og professor Liselotte Højgaard fra Klinik for Fysiologi og Nuklearmedicin tager bladet fra munden og kritiserer, hvad hun oplever som tåbeligt bureaukrati. Og i samtalen med sygeplejerske og fælledstillidsrepræsentanten Charlotte Vallys, formår han sågar at få åbnet for snakken om, at sygeplejerske-gruppen kan synes delt mellem de, som primært taler om løn og arbejdsforhold, hvorved de skræmmer nye potentielle sygeplejersker væk fra faget, og de sygeplejersker, som i højere grad har fokus på kvalitet og udvikling af selve sygeplejen. Et tabuiseret konflikt-emne, som sjældent berøres i den offentlige debat, men som han dog på befriende vis får luftet her sammen med sin fællestillidsmand.
Blandt de andre emner i podcast-serien, som desuden udmærker sig ved en fremragende professionel ren lyd og kun meget få grænsende til ingen abrupte klip og dårlige overgange, er blandt andet også medarbejderdreven innovation, diagnostiske tigerspring og etiske dilemmaer indenfor genetikken, vigtigheden af rådgivning indenfor demens og det endnu ikke arriverede gennembrud indenfor medicinsk behandling af demens samt et besøg på hospitalets Traumecenter, hvor ikke to dage er ens.
Direktørens berigende podcasts er gode at blive klogere af. Uanset om man befinder sig indenfor Rigets matrikel eller udenfor, så thumbs up for at han fortsætter sine stuegange også i det nye år. Og mon ikke at han også selv lærer noget undervejs, som han kan tage med sig op i de højere ledelseslag til hjælp for personaler og patienter?