Her er årets 5 mest interessante podcasts
PODCAST: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt nogle af de mest interessant podcasts fra sundhedsområdet i det forgangne år. De fem valgte er i den grad fortsat værd at høre.
Dybt foruroligende podcast afdækker, hvordan konspirationssamfund tiltrækker syge kvinder
Mange af dem, som har meldt sig hos de digitale konspirationssamfund, er syge kvinder, som føler sig svigtede af den traditionelle lægestand. Det afslører den tidligere Pulitzer-vinder James Ball i tankevækkende podcast, som bruger podcast-formatet perfekt.
Pandemien har sat fut i konspirationsmiljøerne, hvor COVID-19 er fake news, hvor vaccinerne er til for at kontrollere befolkningen, og hvor læger, forskere, medicinalvirksomheder, eksperter, politikere og mainstream medier kun er ude på at mele deres egne korrupte kager. Det fortæller den tidligere Pulitzer-vinder, forfatter og journalist James Ball til den britiske avis The Guardian i en ny og mere end almindeligt interessante podcast ´The Wellness and conspiracy pipeline´.
I podcasten løfter James Ball slørene for sine afdækninger af et radikaliseret wellness-miljø, hvor nogle behandlere ikke skyer mange midler i deres forsøg på at rekruttere nye proselytter til deres konspirationsteorier.
James Ball, der også her i efteråret har udgivet bogen ´The Other Pandemic – How QAnon Contaminated the World´– fortæller i podcasten blandt andet om den midaldrende kvinde Jane fra Devon, som han mødte under sin research.
Jane havde været del af en jævnaldrende vennegruppe, som gennem 30-40 år havde dyrket meditation, og som i den forbindelse også havde drøftet miljøproblemer og alternativ medicin. Flere af dem opfattede hun som meget nære venner. Men da COVID kom blev vennegruppen nedlukket hjemme i Devon – bortset fra Jane, som ifølge James Ball opholdt sig i London under det første års nedlukninger:
”I London blev Jane alvorligt ramt af COVID-19 og måtte indlægges. Men alligevel ringede én af hendes nærmeste venner fra gruppen og fortalte hende, mens hun var indlagt, at hun bare skulle tage det roligt, for hun var ikke syg af COVID-19, da sygdommen slet ikke eksisterede.
Og da hun kom tilbage til Devon, parat til at genoptage sit medlemskab af gruppen, måtte hun indse, at alt var forandret. Hendes venner var blevet radikaliserede. Ikke kun omkring COVID, anti-lockdowns og anti-bundbind, men også politisk, hvor de nu udtrykte synspunkter fra det ekstreme højre i forhold til for eksempel racisme, Rusland og krigen i Ukraine, medier og så videre,” fortæller James Ball, som i podcasten indsigtsfuldt og troværdigt fører sine lyttere gennem de digitale smitteveje gennem hvilke, det globale ekstreme højre i disse år udspreder deres mentalt sygdomsfremkaldende virusser i hele verden.
Og Janes oplevelser af, hvordan hendes flinke, lidt hippieagtige venner med interesse for alternativ sundhed har forandret sig, er ikke en enlig svale ifølge James Ball, der siger, at wellness-til-konspirationsteorier-til-fascisme-pipelinen er blevet en årsag til bekymring for folk, der studerer konspirationsteorier. Ikke mindst fordi de politiske konsekvenser er ved at blive åbenbare, når for eksempel Donald Trumps tilhængere mener, at han er i færd med at udkæmpe en kamp mod sataniske pædofile ledet af blandt andre Hillary Clinton og Joe Biden, og når QAnon-shaman og økofascist Jacob Chansley ligeledes var i spidsen for flere end 2.000 utilfredse Trump-tilhængere og paramilitære grupper, som i januar 2021 trængte ind i den amerikanske kongres for at forhindre godkendelsen af demokraten Joe Biden som USA’s nye og 46. præsident.
Podcastens påstande om, at afstressende meditation og fredelig yoga, økologiske gulerødder, kosttilskud og modstand mod at spise dyr kan være den lige vej til pandemifornægtelse, konspirationsteorier og nedbrydning af demokratier, kan måske være svær at sluge. Og tilsvarende at visse alternative behandlere og ikke mindst kvinder indtager så stor en rolle for rekrutteringen til for eksempel den QUanon-bevægelse, som Ball anser som verdens største trussel mod landenes demokratier.
Men ifølge Ball skal vi ikke undre os så meget, for svarene skal ifølge ham blandt andet findes i en forståelse af, hvorfor nogle kvinder og visse behandlere har skiftet tilliden til den klassiske medicin og lægestanden ud med den wellnes og alternative medicin, som de herefter bebrejdes og hånes for, når gigten, de autoimmune sygdomme, de kroniske smerter og de andre plagsomme sygdomme, som især rammer kvinder, bliver for tunge at bære - og yderlig lægebehandling i øvrigt måske er enten opgivet, afvist eller vurderet som ikke-eksisterende.
James Balls tiltro til, at de kvinder, som nu finder deres livsanskuelser i den alternative verden og således måske senere i diverse konspirationsteorier, vil kunne vende tilbage til de mere mainstream og faktabårne verdensanskuelser, er desværre ikke stor. Og da det var læger og medicinalindustrier, som stod med i forreste række under pandemien, vil mistroen bestå og kan ikke imødegås med videnskabelige fakta om hverken COVID, vacciner eller masker. Det slag anser han som tabt.
Til gengæld er han mere optimistisk i forhold til, at vi som samfund fremover kan styrke vores digitale immunforsvar og derved begrænse tilstrømningen til og inficeringerne fra de konspirationsteoretiske miljøer. Blandt andet ved at frembringe langt flere og mere effektive medicinske behandlinger til kvinder:
"Hvis vi ønsker at håndtere den trend af kvinder, som søger hjælp udenfor den etablerede lægevidenskab, er det ikke kvinderne, vi skal forsøge at lave om på. Det er den etablerede lægevidenskab, som skal forpligtige sig på at blive dygtigere til at hjælpe og behandle dem.”
´The Wellness and conspiracy pipeline´ er en voldsomt interessant, men også dybt foruroligende podcast om et emne, som vil kunne få ørene på stilke hos alle, der interesser sig for sundhedsvæsen, samfund, konspirationsteorier, sociale medier og/eller demokratiudvikling. Og den bør være del af pensum for de mange sundhedsprofessionelle, styrelser og institutioner, der må formodes allerede nu at være i gang med at udvikle præventive foranstaltninger overfor en ny pandemi.
James Ball har styr på sine data og sin research, og podcasten demonstrerer, at der nok er rigtig meget god grund til, at han i mere end 10 år har vundet en lang række journalistiske priser for sin journalistik på blandt andet The Guardian og Washington Post. Han ved rigtigt meget om det, han taler om, han er dygtig til at perspektivere sin research og har meget på hjerte.
Faktisk er det lidt af en befrielse for en gangs skyld at få noget kvalificeret at vide om konspirationsteoretikere, som rækker ud over de sædvanlige sange om, at de blot er nogle ensomme, småskøre og irriterende småtumper i nød for solide og nemt forståelige fakta. For sådan er det ikke ifølge Ball. Og at det er meget mere komplekst og meget mere farligt, får podcasten formidlet på fornem vis.
At manden også er godt skåret for tungebåndet gør heller ikke noget, når han her på forholdsvis kort tid - kun godt 30 minutter – skal forsøge at få os til at forstå, hvor stærk en tiltrækningskraft konspirationsuniverset og dets voldelige impulser kan have på ifølge Ball fredsommelige, veluddannede og fornuftige mennesker, som man ellers ikke kunne forestille sig at ville gøre en flue fortræd, men som nu er helt parate til at sætte vores alle sammens helbred og demokratier på spil.
Podcast om etik og dødshjælp for alvorligt psykisk syge er alle 6 stjerner værd
Er det etisk forsvarligt at hjælpe psykiatriske patienter til at dø? Ja, mener den hollandske psykiater, specialist i medicinsk etik og lægeassisteret euthanasi for psykisk syge, Sisco van Veen i en podcast, som er et ualmindeligt vellykket eksempel på podcastgenrens styrke.
Flere lande som for eksempel Canada er på vej til i 2024 at tilslutte sig den lille håndfuld lande, der som blandt andet Belgien og Schweiz tillader aktiv dødshjælp til håbløst syge psykiatriske patienter. Og i Holland, hvor det har været tilladt i godt 20 år, vokser ventelisterne, og antallet af håbløst uhelbredelige psykisk syge, som får hjælp til at dø hvert år, stiger støt.
Men ifølge psykiater og ph.d. ved Amsterdam University Medical Center, Sisco van Veen, der både forsker og arbejder klinisk med lægeassisteret aktiv dødshjælp, og som kalder sig selv for en ’kritisk tilhænger’, er det komplekst at fastslå, hvornår psykisk lidelse er håbløs, uudholdelig eller behandlingsresistent. For der findes ikke objektive mål, og omfanget af den psykiske lidelse er i øvrigt subjektivt variabel fra person til person.
Sisco van Veen fortæller om problematikken i en ny stærk og dybt reflekterende podcast ´They’re Severely Mentally Ill. Is It Ethical to Help Them Die?´i New York Times’s podcastserie ´First Person´, med den fabelagtigt dygtige Lulu Garcia-Navarro som vært.
Sisco Van Veen opfordrer til, at man skruer ned for den fremtidsorienterede tilgang til denne patientgruppe, hvor lægen har sit fokus på, hvorvidt patienten måske en gang i fremtiden vil kunne få det bedre. I stedet anbefaler han, at man anlægger en mere retrospektiv tilgang, hvor man undersøger, om alt nu også er blevet forsøgt for at opnå bedre behandling og øget livskvalitet for den psykiske syge patient for således at kunne vurdere om lidelsen vitterlig er håbløst uhelbredelig.
For Sisco van Veen, der arbejder i et land, hvor staten har besluttet, at legalisere dødshjælp også til psykiatriske patienter, er det trods års studier og arbejde med psykisk syge, der ønsker at dø, fortsat et personligt dilemma, hvornår han skal forsøge at guide dem til endnu en omgang nye behandlinger, og hvornår han skal give sin tilladelse til, at de kan dø.
Sisco van Veen er tydeligvist ikke kommet nemt til at blive en kritisk tilhænger af lægeassisteret aktiv dødshjælp. Hans mor, der var videnskabsjournalist, havde som tilhænger skrevet om det i flere år, og da hun fik en særlig ondartet hjernesvulst, og de tilbudte behandlinger ikke mere virkede, valgte hun også selv aktiv dødshjælp. Et valg, som han og familien støttede, hvorfor han i flere år opfattede sig selv som uforbeholden tilhænger.
En selvopfattelse, som dog kun bestod indtil den dag, hvor Sisco van Veen som helt ung psykiater kom i en personlig krise efter at have mistet en ikke-håbløs ung psykisk syg patient, der begik selvmord i starten af et behandlingsforløb. Tabet af den unge patient understregede for ham, at hans job som læge er at bevare liv, og han ønskede herefter ikke mere at medvirke til aktiv dødshjælp.
Men problemstillingen bliver yderligere kompleks for Sisco van Veen, efter at han senere får job på en særlig klinik på University Medical Center i Utrecht for behandlingsresistente psykiatriske patienter, der havde adskillige års oplevelser med depression og uvirksomme behandlinger bag sig.
Mange af disse patienter ønskede at dø, og blandt dem var også en af van Veens patienter, der ikke mere kunne udholde at høre stemmer døgnet rundt. Men i forbindelse med patientens ansøgning om aktiv dødshjælp blev det opdaget, at han udover skizofrenien også led af OCD, og efter at være blevet medicineret med et SSRI-præparat mod OCD’en forsvandt stemmerne i løbet af en måned, og han ønskede ikke mere at dø:
”Denne oplevelse gjorde, at jeg måtte tænke mig om endnu engang i forhold til, om lægeassisteret aktiv dødshjælp nu også er sådan en god ide. Risikoen for, at det går galt, er høj,” forklarer Sisco van Veen.
Sisco van Veen arbejder i sin fritid på den hollandske hotline for selvmordstruede for ifølge Sisco van Veen er der nemlig stor forskel på patienter, der begår selvmord, og patienter der ønsker aktiv dødshjælp. Patienter, der ønsker aktiv dødshjælp, er ifølge ham ikke suicidale, de ønsker ikke at dø. De ønsker alene at komme væk fra lidelsen.
Stillet overfor, hvad han oplevede i klinikkerne, blev Sisco van Veen efterhånden så usikker på værdien af, hvad han siden barnsben havde lært at sin mor, at han besluttede at lave sin ph.d om sine flere og flere dilemmaer for således at finde ud af, hvad han egentligt mente:
”Det var rigtig svært. Og det er det fortsat. Jeg svingede meget frem og tilbage gennem hele min ph.d-periode. Men jeg tænker, at jeg nu er landet på at være kritisk tilhænger af akut dødshjælp mod psykiatrisk lidelse, ” fortæller van Veen, der efter at have forsket og talt med rigtig mange patienter er nået frem til at man også kan være for tilbageholdende, og hvor det at beslutte, at patienten skal vedblive at leve, er et valg, som kan skade patienterne, da det er dem, der i givet fald skal vedblive at lide.
Sisco van Veen lægger ikke skjul på, at det kræver stor faglig ekspertise og dygtighed at afgøre, hvorvidt den psykiatriske patient vitterlig er uhelbredeligt syg, eller om der fortsat er endnu ikke afprøvede muligheder. Og mere kontroversielt: At det ikke er alle af hans kolleger, som besidder disse forudsætninger.
Faktisk lægger van Veen ikke skjul på noget som helst, men fremlægger alle sine pro et contra overvejelser på en måde, som gør, at denne podcast tilhører noget af det bedste, der er lavet om aktiv dødshjælp. Hans øje for dilemmaer og hans vilje til at dykke ned i dem, intellektuelt som følelsesmæssigt, er helt unik, og værtens evne til at følge ham op og ned af tvivlens mange stier af høj professionel klasse. Så uanset om man interesserer sig for psykiatriske eller somatiske patienters mulige adgang til dødshjælp, er hans velgennemtænkte og i klinikken afprøvede pointer og refleksioner over alle hånde dilemmaer af stor værdi.
Prisbelønnet podcast afslører Danmarks overgreb på grønlandske piger og kvinder
Podcasten Spiralkampagnen om danske læger, som satte spiraler op i grønlandske kvinder og piger ned til 13 år, vandt Årets Fortælling ved Podcastprisen 2022, der blev uddelt i februar i år i København. En dansk læge, som selv har opsat tusindvis af spiralerne, kalder kampagnen for folkemord.
Mindst 4.500 grønlandske kvinder helt ned til 13 år fik mellem 1966 og 1975 opsat en spiral under en dansk såkaldt spiralkampagne, som skulle medvirke til at kontrollere landets befolkningsvækst. Men mange af de fødedygtige teenagere og unge kvinder havde ikke givet samtykke, mange vidste ikke de fik sat en spiral op og oplevede opsætningen som et traumatiserende overgreb, og mange fik gentagne underlivsbetændelser eller blev sterile af de allerede dengang gammeldags spiraler.
Det fremgår af den af DR-publicerede og journalistisk yderst grundige podcastserie Spiralkampagnen, der med god grund har modtaget Center for Podcastings pris som sidste års ’bedste fortælling i lyd, der gør brug af lyde, stemmer, musik og stilhed til at tegne billeder for lytternes indre biograf”, som det blandt andet lød i beskrivelsen af prisen.
Spiralkampagnen betød udover traumer, infektioner, vildfarne spiraler i kroppen og for nogle kvinder en helt uforståelig barnløshed dog også, at fertile grønlandske kvinder undgik at blive enlige mødre med børn, som de slet ikke ønskede sig. Og tilsvarende undgik Danmark en eksploderende og kostbar befolkningstilvækst, som var en kæmpe trussel mod statens udgiftsrammer for Grønland, fremgår det af serien, der i fem spændende episoder dygtigt afdækker, hvem der satte gang i Spiralkampagnen, hvorfor halvdelen af Grønlands kvinder i den fertile alder partout skulle have en spiral, og hvad det betød for kvinderne og det grønlandske samfund.
I seriens første episode møder vi Naja Lyberth, der som kun 13-årig blev bedt om at tage til lægen for at få lagt en spiral:
”Instrumenter, der var som knive, der kom op i min livmoder for at bane vej for spiralen. Det gjorde bare rigtigt, rigtigt ondt. Det er som om, at jeg har indkapslet, hvad der skete, jeg har fortrængt det. Jeg var bare 13 år, da de gjorde det. Jeg var ikke seksuel aktiv. Staten tog min mødom, vi var mange der slet ikke blev spurgt inden, og jeg oplevede ingen valgmulighed, det var noget, jeg skulle,” fortæller Naja Lyberth, der blev så traumatiseret, at hun aldrig talte med hverken forældre eller veninder om sin ubehagelige oplevelse.
Det er grumme historier, som de grønlandske kvinder fortæller til de to tilrettelæggere Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint, som har foretaget en omfangsrig og ihærdig jagt på de danske læger, der foretog opsættelserne og de danske myndigheder, der stod bag selve kampagnen.
Heriblandt lægen Hans Jørgen Fenger, som opdagede at noget var galt, da han tilså en kvindelig patient, der ikke kunne få børn, og til sin store overraskelse opdagede, at hun havde en spiral, som hun ikke selv vidste, hun havde.
De to tilrettelæggere har også været i Rigsarkivet, hvor de i det nu lukkede Grønlandsministeriums brune dokumentmapper har fundet dokumenter, som viser, at den danske stat i form af Sundhedsstyrelsen og Grønlandsministeriet stod bag, hvad man kaldte for Familieplanlægning på Grønland og dermed også Spiralkampagnen på grund af en af verdens højeste befolkningstilvækster.
Men måtte de danske læger overhovedet lægge spiraler op uden samtykke fra pigerne eller deres forældre? Var det, der foregik i Grønland ulovligt? spørger de to tilrettelæggere, som dygtigt afdækker de store konsekvenser, som Spiralkampagnen har haft for det grønlandske samfund og ikke mindst for de mange grønlandske kvinder, der blev en del af den.
”Det var jo et folkemord,” siger lægen Hans Martin Johnsen, der selv satte tusindvis af spiraler op, men som i dag ville ønske, at han havde gjort mange ting anderledes.
Podcastserien er et klassisk, professionelt journalistisk arbejde, hvor researchen har endevendt hver en sten, og alle parter herefter høres. Og Anne Pilegaard Petersen og Celine Klint forstår at formidle kompleksiteten i en sag, som på den ene side handler om uundskyldelige overgreb på uskyldige børn og kvinder, men som på den anden side også handler om, hvordan rationelle og økonomiske realiteter kombineret med utilstrækkelig lægevidenskabelig viden om spiraler alligevel udgør en – omend kynisk, men alligevel – vigtig årsagsforklaring.
Så selv om de to tilrettelæggeres afdækning af Spiralkampagnen viser, at denne lever op til FN´s definition af folkedrab, da der var tale om omfattende forsøg på at forhindre en bestemt befolkningsgruppe i at få børn, er det lykkedes de to at give deres lyttere en dybt nuanceret og imponerende afbalanceret fremstilling af, hvad der kan ligge bag en postkolonial stats mentalt og kropsligt invaliderende overgreb på unge piger og kvinder, når denne stat opfatter nogle kvinder som mindre værd end andre.
Podcast om fulde kvinder sætter højaktuelt fokus på skam
Journalist Anna von Sperling har befriet sig selv for tågerne fra Irmas hverdagsvin og i stedet dykket ned i sin egen og sin families omgang med alkohol i en tid, hvor kvinder for alvor lærte at drikke offentligt, men hvor mange alligevel skamfuldt drikker i skjul, fortæller hun i den fortræffelige podcast ´Fulde kvinder´ fra DR’s podcastserie Genstart.
Mænds alkoholforbrug har i mange år været større end kvinders, men i de seneste år er kvinders forbrug ved at komme på højde med mænds i mange lande, og danske kvinder drikker mellem dobbelt og tre gange så meget som kvinder i andre nordiske lande.
Også journalist Anna Von Sperling tilhører den generation af kvinder, hvis alkoholindtag – i hvert fald i det offentlige rum – er steget sammenlignet med, hvad kvinder gjorde, da hun kom til verden for 50 år siden. Ungdomsår hvor yngre mænd og kvinders forbrug er kommet til at sætte europæiske rekorder.
Men da Anna Sperling sammen med sin 11-årige søn under Covid-pandemiens første måneder er spærret inde i sin lejlighed går det op hende, at hun er blevet alt, alt for gode venner med Irmas hverdags-hvidvin placeret i køleskabet tæt på sin computer, fortæller hun i podcasten ´Fulde kvinder´ i anledning af sin for nyligt udkomne bog om kvinders druk, ´Fulde liv - Hvordan kvinder har drukket og er blevet set på imens´.
Så da Anna von Sperlings søn giver udtryk for sin usikkerhed over pandemiens nye hverdag, tager hun i en erkendelse af, at hun ret konstant hele sit liv har brugt alkohol til at regulere sine følelser, en beslutning om at vende den ryggen i en periode:
”Indtil videre havde jeg dulmet toppen af mine følelser. Men nu skulle jeg stå knivskarpt for ham. Jeg kunne jo ikke sige mit job op, og jeg kunne ikke stoppe corona, så jeg besluttede at holde op med at drikke alkohol i ni måneder. Ikke som en beslutning om at holde helt op, men at prøve i en periode og lære mit forbrug at kende.”
Men med beslutningen om at lade vinen stå, følger også en skam over sit alkoholforbrug, som undrer hende. For hvorfor er det i disse ligestillingstider fortsat så meget mere skamfuldt at være en fuld kvinde end en fuld mand, spørger hun sig selv – efter at en mandlig bekendt har spurgt hende, hvordan hun egentligt har det med sin feminitet i lyset af sit alkoholforbrug. Et spørgsmål som hun først stejler kraftigt over, men som senere blev vigtigt for hende:
”Han havde jo ret i at stille mig spørgsmålet. For jeg blev opmærksom på, at jeg ikke blot skammede mig over mit forbrug, men også - trods ligestillingen - skammede mig som kvinde.”
Det er denne undring over kønslige forskelle, som Anna Von Sperling nu har omsat og bearbejdet i sin nye bog ´Fulde liv´, hvori hun i sin egen familiehistorie gennem tre generationer og i vores fælles kulturhistorie jager svar på, hvordan alkohol blev så stor en del af hendes eget hverdagsliv, hvordan kvinder har drukket gennem tiden, og hvordan kvinder er blevet fremstillet, reguleret og udskammet, når de får en tår over tørsten.
Men er man usikker på, om man nu også har tid til at afsætte en halv eller hel dag til bogens ganske vist mere dybtgående, men også underholdende 237 tider, så kan man – i det mindste i første omgang - med udbytte vælge at høre hende fortælle sin historie i DR-podcasten ´Fulde kvinder´.
I podcasten fortæller Anna Von Sperling om blandt andet kvindefrigørelsen og alkohol til podcastens vært og journalist Anna Ingrisch, der fermt og præcist styrer Von Sperling gennem udsendelsens kun 28 minutter på en måde, så man som lytter får masser at vide, men også rig mulighed for at reflektere med:
”Min mor var nok den første, der lod sig afbilde offentligt drikkende af en flaske. De var fire unge kvinder, der i en gammel Volvo tog til Paris, og Skive Folkeblad lavede forside på det. Så vildt var det. Det var et af de privilegier, som mændene havde haft indtil da, som den generation tog til sig, og som de førte videre op igennem 70’erne,” fortæller Von Sperling, der kalder alkoholen for et andet af kvindefrigørelsens miniskørter.
Så selv om kvinders druk ifølge Anna Vor Sperling altså er forbundet med frigørelse, nydelse, fællesskab og kampen for lighed, så er det dog samtidigt stadigvæk skam, der dominerer i en grad, så kvinder typisk gør, hvad de kan for at holde et højt alkoholforbrug skjult for omverden.
Anna Von Sperling, der er en livlig og engageret fortæller, får på overbevisende vis pillet den flere hundrede år gamle kvindelige alkoholskam fra hinanden, og hendes analyser af, hvad alkohol kan give og tage, er ikke kun historiske og erfaringsbårne, men også indsigtsfulde kommende fra en kvinde, der i dag har skiftet sit gamle konstante behov for alkoholens dulmende effekter ud med en lejlighedsvis lyst, som hun så nyder så meget desto mere.
Hertil kommer, at Sperlings beskrivelser af, hvordan vores opfattelser af kvinders forbrug af alkohol hænger sammen med den til enhver tid øvrige samfundsudvikling, er mere aktuelle end nogensinde.
Podcastens hyper relevante budskab er, at det er tid til mindre kvindelig alkoholskam og mindre fordømmelse fra omgivelserne. Men også at tiden er inde til mindre af den alkohol, som vi ellers har det med at hylde som så afgørende vigtig for vores kultur, livskvalitet og frihedsfølelser, at vi lader den flyde uhæmmet ved enhver festlig eller sørgelig begivenhed.
Begge budskaber trænger igennem med en skærebrænders nådesløse effektivitet.
Podcasten, Fulde kvinder kan høres her
´Fulde liv´ er udkommet på Informations forlag og koster 199 kroner
Podcast om falsk læge, som narrede danske rigmænd, er en skøn og vild røverhistorie
Den danske podcastserie, Dr No, som er produceret af netmagasinet Frihedsbrevet, er en spændende, forbløffende og velfortalt røverhistorie om, hvordan en tyrkisk tryllekunstner og alternativ behandler har narret danske investorer og kendte milliardærer ved at udgive sig som læge og international forsker.
Den tyrkiske biotekmillionær og alternative behandler Serhat Gumrucku var hjernen bag den børsnoterede dansk-amerikanske biotekvirksomhed Enochian, som danske milliardærer har investeret masser af millioner i. Men i dag er Serhar Gumrucku mistænkt for mord og afsløret som tyrkisk tryllekunstner og ikke den læge, som han ellers påstod, han var.
Det fremgår af den helt vildt underholdende podcastserie ´Dr No´, som her i fem episoder endnu engang dokumenterer, at selv ens vildeste fantasier kan blive overgået af en utrolig og vanvittig virkelighed.
Det tegnede ellers så godt, da den oprindeligt danske biotekvirksomhed Enochian i 2018 blev optaget på den prestigefyldte amerikanske Nasdaq-børs. Optagelsen skete anført af den tyrkisk-fødte Serhat Gumrukcu, som havde præsenteret sig for danske investorer som læge, succesfuld alternativ behandler i Hollywood, topforsker og som det multigeni, der skulle sikre virksomhedens fremtidige succes med cancervacciner og behandlinger mod en række andre alvorlige sygdomme.
Blandt investorerne er blandt andre de kendte og velhavende danske erhvervsmænd Karsten Ree og Ole Abildgaard, der greb dybt i lommerne og investerede for masser af millioner i biotek-eventyret, der den dag i dag fortsat har Pandora-milliardæren René Sindlev som bestyrelsesformand.
I podcasten fortæller Karsten Ree og Ole Abildgaard tilsyneladende helt filtreløse om, hvordan det var René Sindlev, der oprindeligt i 2017 mødte og blev dybt imponeret af Serhat Gumrucku, som han mente var præcis den geniale læge og forsker, der kunne redde hele butikken. René Sindlev fik hurtigt sine to investeringskolleger med ombord.
Karsten Ree troede for eksempel så meget på Srhat Gumrucku og hans løfter om snarlige vacciner mod kræft, at han investerede 60 millioner kroner:
"Når man som jeg har haft både kræft og en blodprop i hjernen, så er man meget modtagelig for mirakler,” forklarer Karsten Ree, der også fortæller, at der ikke var nogen af de andre investorer, som stillede spørgsmålstegn ved Gumruckus løfter om, at han kunne bibringe firmaet banebringende behandlinger.
Karsten Ree og Ole Abildgaard blev endog så tillidsfulde og forblændede, at de ikke kun investerede, men også selv valgte at søge behandling hos Gumrucku i dennes Hollywood klinik, hvor de betalte henholdsvis cirka 1,8 million og 6 millioner kroner for at blive behandlet med blodsugende igler og foster-stamceller:
Men det, der skulle have været en raket til en dollarbestrøet stjernehimmel, er nu faldet til jorden med et brag. Serhat Gumrukcu er i dag ikke mere en feteret forsker og alternativ behandler. I maj sidste år blev han anholdt og anklaget for i staten Vermont i 2018 at have orkestreret lejemordet på en amerikansk familiefar og forretningspartner, Greg Davis, der for egen regning var i gang med at bevise, at Gumrucku var og er en gemen svindler. En mand, der ifølge podcasten hverken har opnået sine påståede tyrkiske og russiske lægeuddannelser i henholdsvis 2004 og 2006, en russisk ph.d i 2018, en ph.d i psykologi i 2010 – eller sine mange alternative lægeuddannelser i Japan, Indien, Thailand og Kina. I stedet er han en tyrkisk tryllekunstner med kunstnernavnet Dr. No samt alternativ behandler – allerede på flugt fra det tyrkiske politi.
´Dr. No´ er en rigtig spændende og velfortalt krimiserie om ikke blot, hvad der formentligt er en ekstremt veltalende og dygtigt selviscenesættende psykopat, men også om en startup- og biotekindustri, der øjensynligt fortsat opererer med det gode gamle Silicon Valley-slogan, Fake it till you make it.
Men styrken i denne danske stærkt underholdende serie, som er produceret af netmagasinet Frihedsbrevet, er, at det har været muligt at få Karsten Ree og Ole Abildgaard til at dele så åbenhjertigt ud af deres kostbare erfaringer med Serhat Gumrucku på ondt og godt. Ondt fordi de professionelle investorer har ladet sig fuppe for investeringsmillionerne, og godt, fordi hverken Ree eller Abildgaard mener, at de nødvendigvis har spildt deres i alt næsten otte millioner kroner på hans behandlinger.
Abildgaard fastslår, at han fik det meget bedre, og Ree siger:
”Det var præventive behandlinger, og jeg er her jo endnu, så…”
Selv om Dr. No har været et dyrt bekendtskab, fortæller de to investorer næsten rørende uskyldigt og helt uden bitterhed, men med masser af humor og gør os derved indirekte meget klogere på, hvor kropumuligt det kan være at beskytte sig mod mennesker, som Gumrucku. Selv når man er en dreven investor, og selv når det handler om mange millioner, er det håbet, som styrer. Uanset om håbet så handler om at gøre en god forretning eller opnå et mindre vakkelvornt helbred. Og journalisterne Mads Brügger og Thomas Arent, der står bag de fem podcasts, fortjener ros for deres evner til at få Karsten Ree og Ole Abildgaard til at tale så frit for leveren.
Hør den og bliv underholdt.
Samtlige udsendelser i serien af ´Dr. No´ kan høres i Frihedsbrevets App for medlemmer. Men de første to udsendelser kan høres gratis på Spotify og Apple Podcasts