En maggi-terning for ørerne: Koncentreret og kvalificeret viden om medicinsk CBD
PODCAST: Når patienter går til lægen og beder om medicinsk cannabis, kan de ikke forvente, at lægen ved, hvordan det virker, for der er ringe viden om det. Ny prisværdig kort og databåren podcast fortæller, hvad den nyeste videnskabelige forskning viser. Det er koncentreret og kvalificeret og en fornøjelse.
Salget af det medicinske cannabisudtræk cannabidiol også kaldet CBD er eksploderet i succes. Både i Danmark og på verdensplan, hvor millioner af patienter lige nu behandler sig selv og deres familier mod blandt andet epilepsi, cancer, angst, gigt, smerter, depression og posttraumatisk stress med CBD i blandt andet olier, cremer, flydende sæber, sodavand og tyggegummier.
Men hvad ved vi om, hvad CBD’ en gør ved kroppen, og hvor sikker er den egentligt? Det redegør psykolog, lektor og medicinsk ekspert i CBD Will Lawn fra Kings College University i London for i ny podcast produceret af den britiske avis The Guardian, CBD: what’s the science behind the wellness trend? Podcasten er gennemført efter, at det britiske organ for fødevaresikkerhed, FSA, netop har nedsat de øvre grænser for anbefalet indtag med syv gange, nemlig fra 70 mg til 10 mg.
De britiske indgreb kommer efter, at FSA i flere år forgæves har bedt producenter om at indsende data for CBD-produkternes sikkerhed. FSA har angiveligt intet modtaget, selv om hver tiende brite oplyser at bruge CBD enten dagligt eller flere gange om ugen.
”FSA har så i stedet selv set på de eksisterende data fra blandt andet anerkendt viden og dyreforsøg, og nedsættelsen af grænseværdierne skal her især ses i lyset af CBD’ens risici for negative langtidseffekter. Blandt andet overfor leveren og skjoldbruskkirtlen,” forklarer Will Lawn.
Og Will Lawn, der i en årrække har forsket i euforiserende stoffer og sundhedseffekterne af CBD, er ikke i tvivl om, at CBD påvirker kroppen, og at det sker på måder, som vi endnu ved så lidt om, at vi bør være meget mere forsigtige med stoffet, end vi er i dag, hvor CBD-præparater også går sin sejrsgang i wellness- og skønhedsindustrien i form af eksempel hudcremer, shampoo og flydende kropssæber:
”Vi bør kende og forstå de reelle langtidsvirkningerne af denne brug af CBS mod store sygdomme for eksempel angst og kroniske smerter bedre. Og for det andet skal vi forstå, at CBD rent farmakologisk ikke kun påvirker de cannabinoide receptorer CB1 og CB2, men at CBD har en meget kompleks farmakologi, og at dens virkninger på for eksempel vores produktion af serotonin og dopamin og på immunforsvaret i forskellige doser kan have multiple effekter. Vi er stadig helt uvidende i mørket, og vi forstår slet ikke de mange måder, hvorpå CBD’ en påvirker os og heller ikke CBD’ ens effekt på for eksempel epilepsi og psykoser,” advarer Will Lawn.
At forstå, hvad vi ikke ved om cannabis, og forstå, hvad vi skal stille op med den smule viden, som vi trods alt har, kan altså ifølge Will Lawn være nærmest endnu vigtigere at forstå end, hvad vi ved.
Blandt noget af det, som vi ved om CBD, er ifølge Will Lawn, at foreløbig forskning tyder på, at højdosis behandlinger mod psykoser, angst og afhængighed måske kan have gavnlig effekt. Og at epilepsimedicinen fra den britiske producent af medicinsk cannabis GW Pharmaceuticals i form af CBD-formulaen, Epidiolex, mod de to alvorlige og ofte behandlingsresistente børneepilepsier Lennox-Gastaur syndromet og Dravet Syndromet, er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA efter at forsøg har vist, at fem procent af børnene blev anfaldfrie, og 40 procent fik færre af de invaliderende anfald af deres højdoserede CBD-præparater.
Men her skal vi ifølge Lawn forstå, at godkendelserne ikke er baseret på fravær af bivirkninger, men at man har valgt, at bivirkningstærsklen kan være høj, og at børnene vil kunne skulle tåle meget i form af for eksempel leverpåvirkning og kvalme og andre ubehagelige bivirkninger på grund af sygdommenes stærkt invaliderende og potentielt dødelige konsekvenser for børnene.
Podcastens liste over, hvad vi endnu ikke ved, er dog klart den længste. For eksempel ved patienter og forbrugere sjældent, hvad de får, når de køber CBD, som kan komme i mange i stærkt svingende grader af renhed og i mange forskellige styrker.
Og ikke mindst viser britiske undersøgelser ifølge Lawn, at cirka hvert tredje CBD-produkt indeholder den euforiserende del af planten, THC, selv om producenterne ynder at fremhæve, at CBD kommer fra den ikke-euforiserende industrielle hamp. Hvilket Lawn er godt utilfreds med:
”Myndighederne bør holde producenterne ansvarlige for, at disse mærker deres produkter korrekt,” kritiserer han.
Og hvad vi heller ikke ved ifølge Lawn er, om de almindelige lavdoserede CBD præparater overhovedet har nogen effekt på de sygdomme, som producenter støttede af influencere og diverse sociale medier påstår, CBD afhjælper, samtidigt med at dens fortalere helt forkert hævder, at CBD er et ’naturligt stof helt uden bivirkninger ’som kroppen simpelthen kræver for at være i balance.
Et stort og også endnu ukendt problemkompleks er placebos betydning for patienter og brugeres oplevelse af CBD. Personligt tror Lawn, der understreger, at det kun er en fornemmelse, at placebo spiller en stor rolle:
”Som forsker i stoffer, mener jeg, at det er meget vigtigt for forbrugerne at vide, om medicinerne virker, eller om der blot er tale om placebo. Vi bliver nødt til at lave forsøg for at afklare dette, for brugerne har ret til at vide det, og fordi det er farligt at acceptere placebovirkning som en reel virkning uden at fortælle folk det, da det er at åbne døren for alt muligt andet alene i kraft af deres placebovirkninger. Det er mere ærligt at undersøge og så fortælle brugerne herom,” siger Lawn, der dog desværre slet ikke bliver udspurgt om eventuel ny viden om CBD's evner til at interagere med konventionelle mediciner i lyset af at tidligere forsøg har vist, at CBD interagerer med for eksempel blodfortyndende præparater og kemoterapeutiske midler.
´CBD: what’s the science behind the wellness trend?´ er produceret af the Guardians afdeling for naturvidenskab, Science Weekly, der to gange om ugen publicerer så godt som altid glimrende og meget informerende små eller større podcasts om sidste nyt inden for vigtig eller banebrydende forskning i mestendels sundhedsrelaterede emner. Eksempelvist i efteråret også om migræne, overgangsalder, AI i sundhedsvæsnet, spilafhængighed og diagnosticering af skizofreni. Vært på podcastene er som regel avisens videnskabelige redaktør og ph.d. i biomedicin, Ian Sample, der altid som også i denne podcast er velforberedt, vidende og knivskarp i sin nysgerrigt afdækkende måde at interviewe på.
´At høre CBD: what’s the science behind the wellness trend?´ er en fornøjelse, for på mindre end 15 minutter, får man en koncentreret og kvalificeret opdatering af status for viden om CBD tilvejebragt af en engageret interviewer og en forsker, der fra start til slut fremstår som indbegrebet af en neutral og objektiv forsker ubelastet af personlige kæpheste.
Så både for patienter og pårørende, men også for læger uden en helt særlig interesse for politikernes delvise legalisering af den medicinske cannabis, er podcasten en oplagt mulighed for en nem og hurtig indsigt i CBD’ ens mulige fremtidige potentialer. Men samtidigt giver den også en kompetent forståelse af, hvorfor det er helt ude i hampen, når visse politikere og en lang række kendte mennesker hævder, at CBD er en effektiv form for selvmedicinering, som man kan indtage helt uden risici, for det er der på ingen måde evidens for – tværtimod.