
Podcast om fulde kvinder sætter højaktuelt fokus på skam
PODCAST: Journalist Anna von Sperling har befriet sig selv for tågerne fra Irmas hverdagsvin og i stedet dykket ned i sin egen og sin families omgang med alkohol i en tid, hvor kvinder for alvor lærte at drikke offentligt, men hvor mange alligevel skamfuldt drikker i skjul, fortæller hun i den fortræffelige podcast ´Fulde kvinder´ fra DR’s podcastserie Genstart.
Mænds alkoholforbrug har i mange år været større end kvinders, men i de seneste år er kvinders forbrug ved at komme på højde med mænds i mange lande, og danske kvinder drikker mellem dobbelt og tre gange så meget som kvinder i andre nordiske lande.
Også journalist Anna Von Sperling tilhører den generation af kvinder, hvis alkoholindtag – i hvert fald i det offentlige rum – er steget sammenlignet med, hvad kvinder gjorde, da hun kom til verden for 50 år siden. Ungdomsår hvor yngre mænd og kvinders forbrug er kommet til at sætte europæiske rekorder, og hvor cirka 860.000 danskere anslås at drikke mere end Sundhedsstyrelsens anbefalede højrisiko-grænse, dvs. mere end 10 genstande om ugen.
Men efter at have været spærret inde i sin lejlighed under de første måneder af COVID og derfor tynget af coronavirussens trusler, bunker af vasketøj, hjemmeskoling af sin 11-årige søn og alt for rigelige mængder arbejde, går det op for Anna Von Sperling, at hun er blevet alt, alt for gode venner med Irmas hverdags-hvidvin placeret i køleskabet tæt på sin computer, fortæller hun i podcasten ´Fulde kvinder´ i anledning af sin nye bog om kvinders druk, ´Fulde liv - Hvordan kvinder har drukket og er blevet set på imens´.
Så da Anna von Sperlings søn giver udtryk for sin usikkerhed over pandemiens nye hverdag, tager hun i en erkendelse af, at hun ret konstant hele sit liv har brugt alkohol til at regulere sine følelser, en beslutning om at vende den ryggen i en periode:
”Indtil videre havde jeg dulmet toppen af mine følelser. Men nu skulle jeg stå knivskarpt for ham. Jeg kunne jo ikke sige mit job op, og jeg kunne ikke stoppe corona, så jeg besluttede at holde op med at drikke alkohol i ni måneder. Ikke som en beslutning om at holde helt op, men at prøve i en periode og lære mit forbrug at kende.”
Med beslutningen om at lade vinen stå, følger også en skam over sit alkoholforbrug. En alkoholskam, som undrer hende. For hvorfor er det i disse ligestillingstider fortsat så meget mere skamfuldt at være en fuld kvinde end en fuld mand, spørger hun sig selv – efter at en mandlig bekendt har spurgt hende, hvordan hun egentligt har det med sin feminitet i lyset af sit alkoholforbrug. Et spørgsmål som hun først stejler kraftigt over, men som blev vigtigt for hende:
”Han havde jo ret i at stille mig spørgsmålet. For jeg blev opmærksom på, at jeg ikke blot skammede mig over mit forbrug, men også - trods ligestillingen - skammede mig som kvinde.”
Det er denne undring over kønslige forskelle, som Anna Von Sperling nu har omsat og bearbejdet i sin nye bog ´Fulde liv´, hvori hun i sin egen familiehistorie gennem tre generationer og i vores fælles kulturhistorie jager svar på, hvordan alkohol blev så stor en del af hendes eget hverdagsliv, hvordan kvinder har drukket gennem tiden, og hvordan kvinder er blevet fremstillet, reguleret og udskammet, når de får en tår over tørsten.
Men er man usikker på, om man nu også har tid til at afsætte en halv eller hel dag til bogens ganske vist mere dybtgående, men også underholdende 237 tider, så kan man – i det mindst i første omgang - med udbytte vælge at høre hende fortælle sin historie i DR-podcasten ´Fulde kvinder´.
I podcasten fortæller Anna Von Sperling om blandt andet kvindefrigørelsen og alkohol til podcastens vært og journalist Anna Ingrisch, der fermt og præcist styrer Von Sperling gennem udsendelsens kun 28 minutter på en måde, så man som lytter får masser at vide, men også rig mulighed for at reflektere med:
”Min mor var nok den første, der lod sig afbilde offentligt drikkende af en flaske. De var fire unge kvinder, der i en gammel Volvo tog til Paris, og Skive Folkeblad lavede forside på det. Så vildt var det. Det var et af de privilegier, som mændene havde haft indtil da, som den generation tog til sig, og som de førte videre op igennem 70’erne,” fortæller Von Sperling, der kalder alkoholen for et andet af kvindefrigørelsens miniskørter.
Så selv om kvinders druk ifølge Anna Vor Sperling altså er forbundet med frigørelse, nydelse, fællesskab og kampen for lighed, så er det dog samtidigt stadigvæk skam, der dominerer i en grad, så kvinder typisk gør, hvad de kan for at holde et højt alkoholforbrug skjult for omverden.
I podcasten griber Anna Von Sperling også fat i et sjældent omtalt, men underbelyst fænomen, nemlig at alkoholen for unge kvinder kan betyde, at den gør det svært for dem at skelne mellem, hvornår en seksuel oplevelse har været sjov, grænseoverskridende eller måske ligefrem et overgreb.
Selv har Anna Von Sperling oplevet, at hun blev udsat for et seksuelt overgreb i en baggård, da hun en aften som ung var meget beruset. Hun forsøger straks herefter forgæves at kontakte politiet, men selv om hun næste morgen har lilla blodudtrædninger på halsen, bliver hun pludseligt i tvivl om situationen. I årene efter forsøgte hun at gøre overgrebet til en sjov historie, men nedenunder dette har hun skammet sig over overgrebet. Og fortæller hun:
”Jeg har mest af alt skammet mig over, at jeg var så fuld, at jeg anbragte sig i en så sårbar situation på grund. En skamfølelse som jeg stadig har adgang til,” fortæller Sperling, der understreger, at alkoholskammen dominerede og stadig gør, trods at ansvaret selvfølgelig lå hos manden.
Anna Von Sperling, der er en livlig og engageret fortæller, får på overbevisende vis pillet den flere hundrede år gamle kvindelige alkoholskam fra hinanden, og hendes analyser af, hvad alkohol kan give og tage, er ikke kun historiske og erfaringsbårne, men også indsigtsfulde kommende fra en kvinde, der i dag har skiftet sit gamle konstante behov for alkoholens dulmende effekter ud med en lejlighedsvis lyst, som hun så nyder så meget desto mere.
Hertil kommer, at Sperlings beskrivelser af, hvordan vores opfattelser af kvinders forbrug af alkohol hænger sammen med den til enhver tid øvrige samfundsudvikling, er mere aktuelle end nogensinde. At vi så alligevel fortsat hænger fast i store dele af fordums tiders kulturelle normer er ganske forbløffende.
Podcastens hyper relevante budskab er, at det er tid til mindre kvindelig alkoholskam og mindre fordømmelse fra omgivelserne. Men også at tiden er inde til mindre af den alkohol, som tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup ellers fremfører som så vigtig for vores kultur, livskvalitet og frihedsfølelser, at ikke engang mindreårige skal udsættes for nye begrænsninger i deres adgang hertil. Begge budskaber trænger igennem med en skærebrænders nådesløse effektivitet.
Podcasten, Fulde kvinder kan høres her
´Fulde liv´ er udkommet på Informations forlag og koster 199 kroner
