Ny podcast om demens lyder måske helt gakgak, men den er fantastisk

PODCAST: Et humoristisk, hjertegribende og absurd radiodrama om en kvindelig læge med Alzheimers sygdom og hendes unge sosu-assistent udforsker den komplekse relation mellem den endnu hjemmeboende, men lidende patient og den fremmede og betalte omsorgsgiver. 

At være fuld af god vilje, empati, humor og omsorgsfølelser er ikke altid nok til at påtage sig det primære ansvar for et dement menneskes livskvalitet. Men det kan hjælpe gevaldigt, når man som den unge ufaglærte Karen skal forsøge at få en konstruktiv hverdag med den pensionerede kirurg og nu demensramte Silva Lining og hendes fraværende, men alligevel kontrollerende søn Brian, fremgår det af den britiske podcast, "Silva Lining's Care Plan", som er en kærlig, sjov, men også alvorlig og absurd rejse ind i denne usynlige verden, hvor den enes karriere støder sammen med den andens forfald.

"Silva Lining's Care Plan" er skrevet og instrueret af den britiske ekspert i kunst og sundhed, Elspeth Penny, der selv beskriver podcast-dramaet som værende et sted mellem forfatteren Franz Kafka og den britiske filminstruktør Ken Loach, men baseret på forskning ledet af professor i mental sundhed og sociale forhold, Justine Schneider fra University of Nottingham. Skuespillerinden Marlene Sidaway, som spiller Silva Lining, er nomineret som bedste kvindelig skuespiller til BBC Audio Award 2022, og podcasten er nomineret som bedste Audio Fiction Series i Indie Series Awards 2022. Priserne uddeles i henholdsvis marts og april i år.

Da Silva Lining og Karen i hørespillet mødes første gang, er det blandt andet fordi Silva er begyndt at skære i sig selv. Ingen kan forstå hvorfor, men i Silvas selvforståelse har hendes forsigtige og omhyggelige skæren i sig selv et formål. Hun er nemlig i dyb hemmelighed travlt optaget med at udvikle en ny hjerne til sig selv ud fra eget væv i en petriskål under sin trappe. At tillade Karen at komme ind i sit liv er derfor farligt for det projekt, som hun håber skal redde hende, inden hun er så dement, at sønnen Brian sender hende på plejehjem.  

Så kan Silva stole på Karen? Er Karen den rigtige til at fortsætte hendes projekt, hvis hun, Silva, bliver for dement, inden hjernen er færdig udviklet, hører vi hende tale med sig selv om. Alt imens at Karen gør sig tanker om, hvordan man egentlig skal pleje og tage ansvar for syge mennesker. Ikke mindst når man som Karen er nybegynder i faget og ikke specielt vidende om demente menneskers behov. Og når ens bedste veninde siger, at man er naiv og ikke særlig velegnet til jobbet, når man ikke har forstået, at man er betalt af staten for at komme nemmest og hurtigst muligt ud af døren.

Karens arbejde bliver heller ikke nemmere af, at hun opdager, at sønnen Brian har sat skjulte kameraer op i huset. Overvågningen føles ikke blot krænkende, men gør det også svært for Karen og Silva at snyde for den detaljerede pasningsplan, som hun er blevet udstyret med, men som på ingen måde passer Silva. I hemmelighed har de to lavet en ny, den lyserøde behandlingsplan. Blandt andet fordi Silva gerne vil gå længere ture, men også fordi overvågningen spænder ben for deres nu fælles arbejde med at udvikle den nye hjerne, der hedder Brain, og som allerede er begyndt at kunne sige ord.

Men trods genvordighederne finder Silva og Karen hinanden i et gensidigt følelses-og hverdagsmæssigt fællesskab, hvor det i en periode er umuligt at sige hvem, det egentligt er, som hjælper hvem. Silva tager ansvar for ikke at stresse Karen for meget og forsøger at indgyde hende mere selvværd, og Karen, der pukler med både Silva og efterhånden også helt har overtaget forskningsprojektet Brain drømmer om at få prisen som årets sosu-assistent, så hendes egen mor vil blive mere tilfreds med hende.

Først da Silva en nat falder, og demensen herefter for alvor tager fart, er Silva så langt væk fra virkeligheden, at Karen må tage helt over. Og Karen, der ikke tidligere har troet på, at Brain vil kunne redde Silva, ser nu et håb i Brain, for hvis Brain i virkeligheden er den rigtige Silva, så må hun forsøge at redde både Brain og hendes elskede Silva, som ofte ikke mere kan genkende hverken hende eller Brian. Hvad er en hjerne uden krop, hvad er en krop uden hjerne, og hvad bestemmer om, vi ikke mere os selv, er blandt de spørgsmål som også rejses.

Silva Lining's Care Plan lyder således måske nok lidt gakgak. Men det er den ikke. Tværtimod er den fantastisk, fantastisk stærk og gribende. Ikke kun fordi man kan høre og mærke Silvas kamp mod sygdommen og for opretholdelse af egen værdighed. Hendes nærvær, men også vejrtrækning og hele sprog ændrer sig nærmest minut for minut i nedadgående kurve i de godt 70 minutter, som podcasten varer.

Men når hørespillet i den grad er værd at høre, er det også på grund af sit fokus på den helt særlige relation, som er mellem et menneske med demens og den person, som respektfuldt skal forsøge at passe, pleje og navigere i dette uforudsigelige univers. En relation som kan være svær, kompleks og bæres af menneskeligt fælleskab, der skal gøre, at den syge får hjælp til blive i eget hjem længst muligt. Og en relation der i sin gensidige afhængighed kan rumme både latter, gråd, glæde, sorg, gensidig respekt, misforståelser, vrede, frustration, svigt, jokes, venskab og sågar kærlighed i én stor pærevælling bestemt af personerne, omstændigheder og sygdommen.

Podcasten er således et bevis på, at kunst kan have sit helt eget sprog og i kraft heraf kommunikere følelser, forståelser og erkendelser om livet, som nok så mange rapporter og redegørelser ikke når til sokkeholderne. Og at Silva Lining's Care Plan er nomineret både for manuskript og instruktion samt for skuespillerinden, Marlene Sidaway’s imponerende fremstilling af et menneske med demens indre og ydre liv undrer ikke.