Skip to main content

Illustration: DR

Podcast-serie graver sig grundigt og dygtigt ned i 60’erne og 70’ernes brutale LSD-behandlinger

 
 
 
 
 

PODCAST: I fire små rum i kælderen under Frederiksberg Hospital blev flere hundrede patienter behandlet med LSD i 1960'erne og ind i 70’erne. Ny afslørende P1 Dokumentar har haft adgang til tusindvis af dokumenter i Rigsarkivet, som afslører hidtil ukendte og brutale detaljer.

I dag er LSD på vej tilbage som en potentiel del af det etablerede system: På universiteter og hospitaler undersøger et stigende antal forskere verden over lige nu, om man kan bruge det psykedeliske stof mod eksempelvist depression, angst og afhængighed. Forsøg, som foregår under kontrollerede former, hvilket man ikke kan påstå skete i Danmark ifølge den nye podcastserie "Den glemte historie".

Serien afdækker konsekvenserne af de LSD-behandlinger, som daværende overlæge Einar Geert-Jørgensen indledte i kælderen under afdeling D1 på Frederiksberg Hospital. Her gav han og hans ansatte op til 10 dobbelte doser LSD til patienterne, hvorefter de blev efterladt alene uden vejledning, terapeutisk støtte og håndtering af de som ofte helt ødelæggende bivirkninger. Psykiaterne forsøgte LSD mod patienters angst, talebesvær, frygt for mørke, OCD, homoseksualitet og incest.

Mellem 400 og 600 danskere fra hele landet modtog i 1960'erne og ind i 70’erne LSD, men størsteparten synes at være blevet behandlet på Frederiksberg, hvor de i stedet for at blive kureret for deres lidelser, endte med at være svært invaliderede af hallucinationer, mareridt og angst resten af deres liv.

De fem podcast er effektivt fortalte af historiker August Dyrborg, der sammen med kolleger har været i Frederiksbergs Stadsarkiv samt ikke mindst i Rigsarkivets arkiver, som ligger inde med tusindvis af dokumenter fra flere end 150 patienter, der senere har søgt om erstatning.

Sammen med tre efterkommere til nu afdøde forældre søger redaktionen svar på, hvad lægerne dengang egentlig vidste om LSD-behandlingers risici og på, hvorfor lægerne ikke stoppede deres forsøg tidligere i lyset af flere selvmord og endog et drab efter behandlingerne.

Ifølge dokumenter fra Rigsarkivet var flere af patienterne ligefrem mindreårige. Helt ned til 12 år. Nogle patienter var indlagt på psykiatrisk afdeling, andre mødte blot op til den enkelte behandling. Og mens nogle drak LSD blandet op med destilleret vand, fik andre det sprøjtet ind i kroppen.

Blandt de mindreårige var moderen til Søren, der i programmet fortæller om en barndom helt domineret af sin mor, Vibekes, uforståelige angst og konstant tilbagevendende hallucinationer om livstruende dyr og ansigter, som hun forgæves forsøgte at drukne i alkohol og piller.  Af dokumenterne fremgår det, at hun som ung pige modtog megadoser på op til 800 mg LSD flere gange om ugen i et helt år for at være ’en besværlig teenager’. Doser, som blev kombineret med Ritalin, hvorefter hun for alvor mistede kontrollen over sine hallucinationer og angst:

”At høre hvad hun har været udsat for, er vigtigt for mig, for den her proces har fjernet min skyld, skam og vrede mod hende. Det er bedre for mig at have ondt af hende end at føle vrede, som jeg har gjort. Jeg kan godt unde de andre børn også at få denne afklaring,” forklarer Søren.

En anden patient, der angiveligt også har fået ødelagt sit liv af behandlingerne e, den i 1962 unge studerende ved Landbohøjskolen, Gunnar Sandvei, som Einar Geert-Jørgensen gav LSD mod for ’hyppig håndvask’. Hans datter Charlotte fortæller om sin far, der aldrig blev funktionsduelig igen:

”Han fortalte, at han under en behandling oplevede sin egen død, og det var disse LSD-hallucinationer i form af konstante dødsoplevelser, der fyldte ham med angst, og som fortsatte resten af hans liv.”

En tredje patient også fra Frederiksberg, Birgit, fik forværret og kronisk angst efter behandlingerne med LSD, som fandt sted i 1966 ifølge hendes journal, og hendes liv var herefter én stor rus i alkohol, psykofarmaka, angst og ønsker om selvmord. Hendes datter Helene er ikke i tvivl om, at behandlingerne havde en stor del af ansvaret for moderens angst, hallucinationer og derfor dulmende misbrug gennem hele Helenes barndom:

”Selv om hun er død nu, synes jeg omverden skal vide, hvad hun har gennemgået, og hvad det har betydet for os børn.”

Flere af de efterladte børn fortæller i programmerne, at deres forældre har fortalt dem, at behandlingerne var betalte af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som på det tidspunkt stod bag en række behandlingsforsøg med LSD i blandt andet USA og Canada gennem en række forskningsfonde. Og i programmet forsøger tilrettelægerne da også at bevise denne sammenhæng. Men trods mange forsøg og gennemtrævling af mange tusinde danske og internationale filer og dokumenter lykkes det kun at finde brikker til en dokumentation, men ikke at finde det endelige og indiskutable bevis.

Dog fremgår det af program tre i serien, at CIA tydeligvis var meget interesseret i de danske behandlinger, som adskilte sig fra de udenlandske ved at give større doser, at patienterne var alene under behandling og uden den samtidige terapi, som filosofien var, at LSD’en netop skulle erstatte.

Henvendelser og forespørgsler fra redaktionen til CIA har endnu ikke kastet svar af sig. Ligesom tilrettelæggernes henvendelser til Region Hovedstaden og en række andre regioner i øvrigt også har været forgæves. Her mener man forunderligt nok ikke at kunne sige noget ’meningsfuldt’ om den medicinske og menneskelige skandale, som serien så overbevisende og på bedste troværdige journalistiske måde dokumenterer, at der rent faktisk er tale om.

Og endnu mere forunderlig forekommer regionernes holdning i lyset af, at det faktisk er muligt at sige noget meningsfuldt. En tidligere overlæge på Frederiksberg, Jens Knud Larsen, der som ung læge har arbejdet under Einar Geert-Jørgensen og var med at give LSD-behandlinger i starten af 70’erne, har nemlig noget på hjerte i denne sag.

Allerede dengang bekymrede behandlingerne ham, og han lovede sig selv at ville undersøge tingene, når han engang gik på pension. Et løfte til sig selv og patienterne, som han har holdt ved at læse alle de mange, mange tusinde dokumenter, akter og journaler ifølge podcasten, hvori han blandt andet siger:

”De var overraskende lidt opmærksomme på bivirkninger. Også selv om der var selvmord, som ikke burde have fundet sted. Og drab. Det burde have fået klokkerne til at ringe hos dem. Men de valgte ikke at se det som bivirkninger. Men allerede dengang var disse bivirkninger beskrevet i den internationale litteratur,” siger Jens Knud Larsen, der vurderer, at den danske ’meget intensive måde’ at behandle med LSD på har skadet så godt som alle de behandlede.

Der kan således dårligt herske tvivl om, at serien "Den glemte historie" afdækker en sort epoke i dansk psykiatris historie. Men hvor vidt det er korrekt at kalde historien om LSD-behandlingerne for glemt er måske mere tvivlsomt, for en lang række af grundelementerne blev allerede afsløret af den danske journalist Alex Frank Larsen i midten af 80’erne i form af en TV-dokumentar og en bog "De sprængte Sind", hvori flere af de nu afdøde patienter selv medvirkede. Afsløringer, som i 1986 førte til mulighed for at søge erstatning, hvis det kunne bevises, at behandlingerne havde skadet mere end gavnet. 154 fik en eller anden grad af erstatning.

Så det ville nok være mere retvisende, om podcasten havde heddet "Den skjulte historie", for mange brikker, papirer og journaler synes fortsat - trods denne redaktions dygtige og vedholdende arbejde - at holdes skjulte i regionernes mørke kældre. Blandt de spørgsmål, der fortsat blafrer, som journalister uanset hvor grundige de er som i denne serie, ikke kan finde de endelige svar på uden myndighedernes hjælp, er:

Var det 400 eller 600 patienter, der fik LSD-behandlinger? Hvor mange af patienterne har begået selvmord eller drab? Var forsøgene finansieret og drevet af CIA? Hvad foregik der rundt på de øvrige 10 danske psykiatriske afdelinger udenfor Frederiksberg? Hvorfor skred ingen ind overfor behandlingerne, som således foregik mange steder i landet og over flere end 10 år? Hvor mange blev behandlet fastspændte og under tvang? Var der måske nogen, som havde gode effekter af behandlingerne?  

Endnu har ingen taget ansvar for behandlingerne, men det forekommer, at patienterne i den grad har ret til en undskyldning. Heriblandt også patienternes børn for dramatisk ødelagt barndom. Det er aldrig for sent at giveden undskyldning, som denne velproducerede og mere end almindeligt researchtunge podcast-serie demonstrerer vil være aldeles retfærdig. 

"Den glemte historie" kan høres her