Fine og lødige podcasts om LGBT+ personers sundhed
PODCAST: Samtaler om kønsidentitet og seksuel orientering kan være vanskelige for begge parter når flertallet af sundhedsprofessionelle automatisk antager, at deres patienter er ciskønnede/heteroseksuelle. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens to nye podcast om LGBT+ personers møde med især almen praksis.
Et stort antal videnskabelige undersøgelser har i de senere år peget på markante trivsels- og sundhedsudfordringer hos LGBT+ patienter sammenligning med heteroseksuelle cis-personer, og også i Danmark har man op igennem 2000-tallet fået foruroligende meldinger om øget mistrivsel, usundhed og dødelighed blandt homo/biseksuelle og transkønnede ifølge læge og professor Christian Graugaard. I Sundhedsstyrelsens første podcast ud af i alt to gør han rede for især danske LGBT+ personers fysiske og mentale sundhedstilstand, som er åbenlyst ringere end den øvrige befolknings.
De to podcast er én af indsatserne i en informationsindsats til de praktiserende læger i et forsøg på at give disse nye værktøjer til en bedre og mere effektiv dialog med LGBTI+ personer, når det er relevant i konsultationen.
Christian Graugaard, der har været med til at gennemføre befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS samt en rapport for Sundhedsstyrelsen i 2019 om LGBT+ personers, leverer så opsigtsvækkende data om LGBT+ personers mistrivsel og vanskeligheder i mødet med sundhedsvæsnet sammenlignet med baggrundsbefolkningen, at det er svært ikke at blive begejstret for Sundhedsstyrelsens nye initiativ.
Graugaard ved i den grad, hvad han taler om, han kan sit stof på fingrene og kommunikerer glasklart:
”Signifikant færre er tilfredse med deres helbredsituation, væsentligt flere er stressede, deprimerede, angste, nervøse, ensomme og ulykkelige, har tanker om selvmord, og antallet af udførte selvmord er mere end fordoblet og for nogle gruppers vedkommende mere end firdoblet, og forbruget af tobak, alkohol og narko er højere,” beretter Christian Graugaard. Han fortæller også, at mange har været udsat for mobning, vold og hatecrimes, og at omfanget af selvskader er direkte ’uhyggeligt.’
Det er læge på Herlev og Gentofte Hospitals afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme samt vært på DR1’s ugentlige sundhedsprogram "Sygt Nok", Maja Thiele, der er vært på de to podcasts, og det gør hun som sædvanligt godt. Hun fylder ikke for meget selv, men lader gæsterne tale ud. Og det fungerer, da Christian Graugaard har meget på hjerte, for når LGBT+ personer trods ringere sundhed og trivsel alligevel undviger sundhedssektoren, så skyldes det ifølge ham for mange negative oplevelser:
”Vi har længe vidst fra udlandet, at der var en markant ulighed i sundhed på det her område, men vi har nok også tænkt i vores naivitet, at det ikke gjaldt i det frisindende Danmark, så det var først med projekt Sexus, at vi blev klar over, at også alle de danske LGBT+ personer er særligt udsatte i mødet med sundhedsvæsnet. Alle de mennesker, som identicfierer sig som ikke-heteroseksuelle og ikke cis-kønnede, risikerer at slå sig på sundpersonerne. Og det gælder for alle grupper af de seksuelle minoriteter,” siger Christian Graugaard.
Han slår samtidig fast, at hans tidligere undersøgelser viser, at læger i almen praksis ved alt for lidt om LGBT+ personer, at deres sprogbrug og forantagelser ikke er LGBT+venlige, samt at de praktiserende læger ofte og helt fejlagtigt tror, at de ikke har den slags patienter i deres egne klinikker:
”Læger har en blind vinkel i den her sag. De er blinde for, at cirka tre procent af danskerne definerer sig selv som bi- eller homo. Hertil kommer, at køn og seksualitet flyder i disse år. Oveni er så også alle de, som leger med kønnet og seksualiteten, men uden at definere sig selv, så lægerne skal lære, at man ikke kan skue hunden på hårene. Vi læger skal se vores normer efter i sømmene og lære at være nysgerrige og møde patienterne der, hvor de er, ” opfordrer Christian Graugaard. Han peger på, at alle de LGBT+ personer, som han har kendskab til fra sin forskning, ville synes, at det var dejligt, om lægen spurgte i stedet for blot at antage.
I mini-seriens anden del møder lytteren Marie Baunsgaard, som er en almen praktiserende læge med egen praksis på Østerbro i Købehavn. Maria Baunsgaard giver gode råd til, hvordan hun som læge har forsøgt at skabe god kommunikation og befordrende rammer for mødet med patienterne i sin praksis, hvor hun for eksempel konsekvent altid betegner en patients mulige mand eller kone som "partner".
En åben og fordomsfri kommunikation mellem læge og patient er en forudsætning for en vellykket dialog og dermed for at imødekomme patienters behov ifølge Marie Baunsgaard, som tydeligvist har gjort sig umage med at forstå, hvordan hun bedst muligt signaler åbenhed over for sine patienter:
”Det er noget, som betyder enormt meget for en gruppe af vores patienter. Men vi er nok ikke altid dygtige nok til at møde dem, som de er. Men det er vigtigt, og det er lavt hængende frugter. Det handler ikke om at opfinde et nyt sprogbrug, vi skal bare være mere åbne. Vi skal tilrettelægge vores kommunikation efter vores patienter. Det nyttede jo heller ikke, hvis jeg kun kunne spejle kvinder i 40´erne med to børn som mig selv. Jeg skal også kunne spejle den unge teenagepige, den ældre mandlige patient og så videre,” forklarer Marie Baunsgaard, der anbefaler, at man som læge i almen praksis har materialer til stede i klinikken, der indikerer, at man er LGBT- venlig – for eksempel et regnbueflag, som hun selv har.
”LGBT+patienterne er glade for det og føler sig trygge, mens de andre patienter ikke har noget imod det eller slet ikke lægger mærke til det,” forklarer hun.
De to podcast afdækker begge fremragende omend på forskellig vis de normer, som LGBT-personer lever under, og som på kompleks vis resulterer i en subkulturel sårbarhed og en livsstil, der igen medfører en ulighed, der kan true helbredet, når forebyggelse, diagnostik og behandling ikke bliver tilpasset patientens reelle behov og livssituation.
Endnu en styrke ved programmerne er, at de med store bogstaver får sagt, at selv om sundhedsprofessionelle ikke kan forventes at være eksperter på hele LGBT-området og dets mange seksuelle subkulturer, så bør man som læge have en vis grundlæggende viden om de behov, disse patienter har, da man ellers kan overse vigtige diagnostiske redskaber og årsager til sygdom. Så hvis man ikke vil risikere at skade sine patienter, er man nødt til at spørge ind til sine patienters seksuelle og kønslige forhold, det nytter ikke noget at ignorere deres seksualitet i en forkert forestilling om, at den tilhører privatsfæren.
Men selv om det, som LGBT+patienterne primært har til fælles, er, at de opfatter sig selv som ikke-heteroseksuelle og/eller ikke-ciskønnede, så formidler de to podcast alligevel et tydeligt billede af en fælles ringere trivsel forbundet med manglende lægesøgning og dårlig udnyttelse af tilgængelige sundhedsydelser, så derfor synes det alligevel at ville have været relevant med en ekstra udsendelse i form af et interview med en eller flere LGBT+personer om et mere LGBT+venligt sundhedsvæsen. Svære ting bliver ofte tydeligere, når de berørte parter også selv får lov at få ordet.