Rigshospitalet forsøger at skabe en mindre seksuelt krænkende kultur, men glemmer krænkerne

PODCAST: Rigshospitalets velmenende og meget interessante serie af podcast og film om seksuelt krænkende adfærd blotlægger et kompliceret landskab, hvori det kan være vanskeligt at navigere, men som mange andre arbejdspladser også kan drage lære af.

MeToo- bevægelsen har sat fokus på seksuelle krænkelser, men er det egentlig det samme som sexchikane, uønsket seksuel opmærksomhed og sexisme? spørger Rigshospitalets podcast serie "Svært at tale om", som har produceret fem programmer.

Programmerne forsøger at indkredse begreberne ved hjælp af eksterne eksperter samt personales og lederes personlige erfaringer med forskellige grader af krænkende oplevelser.

Uønsket seksuel opmærksomhed og krænkelser dækker over et bredt spektrum fra de lumre vittigheder, seksualiseret snak, berøringer og truende opfordringer til sex frem til de sjældnere og endnu grovere krænkelser, som kan føre til fyring, advarsler eller politianmeldelser. Det fælles for al uønsket seksuel opmærksomhed er dog ifølge forsker og konsulent Mille Mortensen, at den har en netop uønsket karakter, fortæller hun i seriens første udsendelse "Jeg skal i bad, hvem skal med?"

Seksuelle krænkelser, uønsket seksuel opmærksomhed og sexchikane eksisterer i et kontinuum, mens sexisme handler om forskelsbehandling i forhold til arbejde og løn, og disse fænomener bør ikke automatisk blandes sammen, fremgår det af en samtale mellem Mille Mortensen og ledelseskonsulent på Rigshospitalet, Morten Gade Jensen, styret dygtigt og kyndigt af værten, Søren Svith: 

”I praksis kan det være svært at tale om krænkende handlinger, for det kan være både voldsomme handlinger og mindre ting. Voldtægt og voldtægtsforsøg er forbudt og hører under straffeloven, men når vi taler om sexchikane, altså hænder der finder vej på kroppen, hvor man ikke har lyst, så er det arbejdsmiljøloven, som gælder. I den anden ende af kontinuumet har vi så jokes, som "hvem skal med i bad?", "skal jeg gå med dig med på toilettet?", som måske er uskyldigt nok, men hvor forskningen viser, at systematikken, omfanget og varigheden af den slags bemærkninger kan blive krænkende,” forklarer Mille Mortensen. Hun suppleres af Morten Gade Jensen:

”Ja, en kultur, som er præget af den form for vitser, kan være meget svær for mennesker, for de kan ikke finde ud af, om det er dem selv, der er noget galt med, hvis de føler sig krænkede eller ubehageligt til møde, når de bliver udsat for disse bemærkninger. Blandt andet fordi omgivelserne ofte tyr til automatreaktioner i form af, det skal du ikke tage dig af, hvis man forsøger at tale med kolleger om det. Men når nogle oplever det her som ubehageligt, så må vi prøve at lave den kultur om, og det ser jeg lige nu også eksempler på, at der er ledere, som gør,” siger Morten Gade Jensen, der opfordrer til, at man begynder at tale højt om krænkelser og grænser.

Men at tale højt og eventuelt frabede sig den uønskede opmærksomhed kan være betydeligt sværere, end det måske lige lyder, fremgår det af en anden udsendelse i serien "Hånden på låret: Magt eller flirt?", hvori oversygeplejerske Tine Lundbak, intensivsygeplejerske Michael Madsen og ledelseskonsulent Lise Billund taler om de situationer, hvor ulige magtforhold gør det endnu sværere at tale for dem, det går ud over. Det er ofte bekymrede for konsekvenserne for deres karriere eller uddannelse, hvis de siger fra eller taler med andre om det.  

Med udgangspunkt i cases og de medvirkendes egne historier taler gæsterne om, hvorfor hånden på låret i visse tilfælde ikke er udtryk for flirt, men magtudøvelse:

”Overlægen har definitionsmagten overfor den unge læge, han definerer den anden som noget andet end vedkommendes faglighed, og i det øjeblik bliver man et objekt for andres seksualitet, du bliver frataget din faglighed, og du bliver professionelt og fagligt afklædt og nøgen,” forklarer psykolog Lise Billund i forbindelse med en beretning om en ung kvindelig læge, der bliver oversat for gentagne overtagelsesforsøg, håndspålæg og overgreb fra sin overlæge på en nattevagt.

I en tredje podcast "Hvad mener du med nultolerance?", diskuterer ledende oversygeplejerske Sidsel Jessen og Aslak Balle Hansen, sygeplejerske og tillidsrepræsentant, og ledelseskonsulent Caroline Nik Marcussen nultolerance overfor uønsket seksuel opmærksomhed og muligheden for at definere fælles grænser, selv om grænserne som udgangspunkt er individuelle og forskellige. Alle er enige om, at ideerne er gode, men svært at praktisere og opnå i en virkelighed, hvor hvert syvende af alle ægteskaber starter som bekendtskaber på arbejdspladsen:

”For mig er succeskriteriet, at vi kan tale om det. Altså jeg bryder mig ikke om, at du tager mig på låret er bedre, end at lederen skal sige, du må ikke tage Sofie på låret. Hvis jeg skal navigere i nultolerance, skal jeg jo vide, hvad det er. I teorien er det ikke så svært, men når det bliver praksis og konkret, bliver det svært,” siger Sidsel Jessen.

I podcasten "Hvorfor kommer det først frem nu? Om skyld og skam", debatterer gæsterne, ledende overlæge Morten Breindahl, læge og arbejdsmiljørepræsentant Gry Assam Taarnhøj og konsulent Mille Mortensen, hvorfor mange historier om seksuelle krænkelser først kommer frem mange år efter, og hvorfor oplevelserne bliver ved med at plage ofrene.

Svaret er følelser af skyld på grund af selvbebrejdelser som: Måske lagde jeg selv op til noget uden at lægge mærke til det. Der må være noget galt med mig siden han/hun synes, at det er okay at sige sådan til mig eller gøre sådan ved mig. Mens skam kommer bagefter i form af en oplevelse af at være forkert. Og skam kan føre til opsigelse og karriereskift, stress, sygdom og depression, fremgår det af udsendelsen:

”Jeg har skammet mig lige siden over, hvor nedladende han opførte sig og over, at jeg aldrig sagde fra, da han sagde, at han troede, at vi skulle klæde om på hans kontor,” beretter en kvindelig læge om en overlæge, som krænkede hende flere gange, da hun var ung medicinstuderende på fjerde semester,” fortæller en anonym kvinde.

I den sidste og femte podcast "Det går altid ud over kvinder ikke?" taler ledende overlæge Anders Juul, fysioterapeut og tillidsrepræsentant Nina Sandholdt og ledelseskonsulent Caroline Nik Marcussen om, at mange tror, at det altid er mandlige ledere, der seksuelt krænker kvindelige medarbejdere, selv om undersøgelser viser, at andelen af mænd, som oplever uønsket seksuel opmærksomhed, er langt større end hidtil antaget.

Men når vi næsten udelukkende hører om mænd, der overskrider kvinders seksuelle grænser, er det så fordi, mænd ikke har nogen grænser, der kan overskrides? Nej, svarer gæsterne, der blandt andet mener, at mænd nogle gange kan have det endnu vanskeligere end kvinder i forhold til seksuelle krænkelser. 

Med de fem podcast følger også en lille film Hvor går grænsen, som på forbilledlig vis tegner og forklarer diverse begreber i slipstrømmen på Me-too samt et skriftligt materiale til, hvordan man på arbejdspladsen kan arbejde helt konkret med at få skabt en mindre grænseoverskridende kultur.

Det er en svær opgave, som Rigshospitalet her forsøger at løfte ved at italesætte en seksualiseret arbejdskultur. Men både film og podcast gør en brav og lødig indsats for at rydde op i myter, misforståelser og fordomme og desuden kaste lys på, hvad krænkelser og uønsket seksuel opmærksomhed gør ved ofrene.

En opgave, som ikke bliver nemmere af, at grænser varierer fra person til person, og hertil kommer at, hvad man vil kunne opfatte som overskridelser også kan være bestemte af den kontekst, hvori de sker. Ligesom man heller ikke kan nøjes med at referere til sine egne grænser ifølge programmerne, som har rigtigt godt fat i arbejdspladskrænkelsers kompleksitet. Og alene af den grund er de værd at høre også for andre end Rigshospitalets ansatte.

Den gennemgående røde tråd i såvel drejebog, podcast og filmen er, at vejen frem mod mindre uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen skal forstås og håndteres som en påkrævet kulturforandring. Og med et mål om, at man kan begynde at tale ærligt og åbent om den uønskede opmærksomhed i en forståelse af, at det vil gøre tingene nemmere ikke kun for dem, der får deres grænser overskredet, men også for dem, der – uden at ville det – har overskredet en kollegas seksuelle grænser.  

Men trods alle de gode intentioner, de ellers meget vellykkede anstrengelser bag programmerne og deres medvirkende samt de veldokumenterede skadevirkninger for ofrene, så gribes der ikke fat i nældens rod, nemlig: Hvem er de mænd, som udøver seksuel chikane, og hvad stiller man op med disse som oftest magtens mænd, der i programmerne typisk er overlæger? Den ønskede kulturforandring kan jo ikke primært baseres på, at ofrene oveni krænkelserne bagefter også skal vove pelsen i en kultur, som ikke har gjort op med sig selv, hvornår den sexchikane, som mænd udøver over for kvinder, kan siges at være en kulturelt accepteret maskulin flirtende praksis, og hvornår sexchikane kulturelt set bør defineres som sexchikane - og dermed som værende en kulturel afvigende adfærd, der skal stoppes, inden den finder sted.

På intet tidspunkt tales der i programmerne om, hvordan man vil kunne gøre disse overlæger klart, at deres handlinger er helt og aldeles uacceptable, og at også mænd har en opgave i form af at tage et større ansvar for at modvirke seksualiseret chikane begået af mænd.  

Og at inddrage mandlige ansatte mere direkte i de ønskede kulturforandringer forekommer desuden vigtigt i kraft af, at undersøgelser gang på gang har vist, at kvinders og mænds opfattelse af, hvad der tæller som seksuel chikane, er forskellige, og at mænd typisk opfatter sexchikane som noget, kun andre mænd gør, og således som udgangspunkt er utilbøjelige til af sig selv at begynde at reflektere over egen adfærd. Hvordan man får dem i tale, har programmerne ingen bud på, og man fornemmer som lytter desværre en berøringsangst, som skæmmer disse ellers så vigtige og glimrende programmer.