Skip to main content

Dokumentar er en genial udforskning af spændingsfeltet mellem sårbare gameres virkelige og virtuelle liv

 
 
 
 
 

STREAMING: Netflix’ nye dokumentar ´The Remarkable Life of Ibelin´ er en overvældende og dybt betagende skildring af den alvorligt muskelsvindsyge, unge svenske Mats Steens sidste år som avataren Ibelin i online-spillet World of Warcraft. Find lommetørklæderne frem, for det bliver vådt, men det er alle tårerne værd.

Da Mats Steen kom til verden i Norge I 1989, var det med muskelsvindsygdommen Duchenne, som han blev diagnosticeret med allerede et par år senere. Det var blevet tydeligt for hans forældre, at sønnens fysiske udvikling var anderledes end hans jævnaldrendes.

Og ved hjælp af gamle videooptagelser viser dokumentaren, hvordan hans forældre og søster forsøger at hjælpe ham til et så muntert, langt og godt liv som muligt. Alt i mens, at hans krop og førlighed svækkes fra år til år. Lige indtil han som 15-årig i stigende grad i protest mod at blive set på som anderledes af sin omverden trækker sig fra det fælles, virkelige liv og vender sig mod gaming og her især spillet World of Warcraft. En udvikling, som bekymrer forældrene:

”Vi kunne se, hvordan han blev tynd, bleg og usund, når han havde gamet meget,” fortæller forældrene Trude og Robert Steen. De gør alt, hvad de kan for at involvere ham i virkelighedens sociale liv omkring ham. Men han vil hellere game, hvilket han gør de sidste ti år af sit liv frem til sin død som 25-årig, hvor han når at game 20.000 timer med mennesker, han aldrig talte med og heller aldrig mødte:

”Vores største sorg i det hele var, at han aldrig ville opleve kærligheden, have et socialt liv og få en fornemmelse af at have betydet noget for andre mennesker,” fortæller forældrene.

Men forældrenes bekymringer over Mats Steens – efter deres mening – alt for lille og begrænsede verden viser sig at være ubegrundede. Dagen efter hans død bruger de det password, som Mats havde givet sin far kort før sin død, til at sende en besked om sønnens bortgang til Starlight Community, en gruppe spillere i World of Warcraft, hvor Mats Steen var kendt som Ibelin. Til deres store overraskelse modtager forældrene straks en strøm af kondolencemails fra hele verden.

I de mange mails giver medlemmerne af Starlight, som er et community for mennesker, der føler sig udfordrede af livet, udtryk for dels deres store sorg over deres gode vens død, men også for hvor meget netop han har betydet for dem, deres livs udvikling og hele Starlight i kraft af hans hjælpsomme, kærlige, kloge væsen og empatiske omsorg.

Dokumentaren rekonstruerer herefter Mats Steens i alt otte år lange gamerliv på Starlight som Ibelin ved hjælp af 42.000 sider, som han havde skrevet til sine gaming-kammerater om alt fra spillet til livet, kærligheden og døden samt en årelang blog. Foruden interviews med hans familie og nogle af de gamer-kammerater, som han havde særligt tætte forhold til. Venskaber, der for dem alle var lige så virkelige og betydningsfulde, som havde de udfoldet sig i den fysiske verden.

Blandt de medspillere, vi møder, er den unge hollandske pige Lisette, også kendt som Romour, som Mats Steen blev dybt forelsket i, og som han støttede gennem en svær depression. Vi møder også en dansk mor og hendes autistiske søn, som Mats hjalp med at skabe en stærkere forbindelse, trods autismens udfordringer for deres mor-søn-relation og sønnens skolegang, samt den danske leder af Starlight. Samtidig krydsklipper dokumentaren mellem rekonstruerede fortællinger af Mats Steens egne oplevelser og følelser omkring sine relationer til dem og betydningen af hans sygdoms begrænsninger for disse forbindelser.

Mats Steens drømme om at besøge og være sammen med Lisette, men også hans sorgfulde erkendelse af ikke at kunne, aldrig at kunne, møde hende i virkelighedens verden er så hjertegribende, som noget kan være.

Men fuldstændigt fantastisk udvidende for vores chancer for at forstå, hvad der rører sig i den syge Mats Steen er at se dokumentarens rekonstruktioner af, hvordan han og disse nære gamervenner alle udlevede deres konflikter og dramaer sammen i den virtuelle verden med de følelser og personligheder, som de har, og som de avatarer de spillede med ham. Instruktøren Benjamin Rees brug af spillets visuelle univers er tæt på det geniale og suger os ind i de unge gameres dragende liv.

´The Remarkable Life of Ibelin´ er med sin intime adgang til Mats samt dokumentarens mange lag en bemærkelsesværdig skildring af en tilsyneladende stort set helt isoleret og meget syg ung mands tapre og vellykkede forsøg på at anskaffe sig et liv uden de fysiske og sociale begrænsninger, som hans sygdom har påtvunget ham. Et liv som ganske vist ’kun’ er virtuelt, men hvor hans online-persona Ibelins tilstedeværelse alligevel har haft stor betydning for de avatarer alias sande venner af kød og blod, som han aldrig har mødt udenfor rollespillets varme og accepterende univers.

Dokumentarens udforskning af spændingsfeltet mellem møder og samvær i henholdsvis virkeligheden og i den digitale verden udfordrer således den stereotype opfattelse af online-venner som blot overfladiske bekendtskaber. ´The Remarkable Life of Ibelin´står i stedet som et dybt fængslende vidnesbyrd om, hvordan vores digitale liv kan have en dyb indvirkning på vores virkelige liv, og hvorledes stærke og vigtige og venskaber stik mod alle fordomme kan gro på livsforandrende og meningsfuld vis gennem gaming.

Dokumentaren, som varer 103 minutter, men ikke føles et sekund for lang, er en følelses- og forståelsesmæssig rejse. Gennem omsorgsfulde interviews, flotte animationer og vellykkede indtalinger skabes en stærk fortælling. De elegante krydsklipninger og perfekt udvalgte musik- og sangstykker bidrager til dens dybde. Den udforsker sygdom, sorg og tab både udenfor og indenfor det online-fællesskab. Et fællesskab, hvor gamere kan spille roller, skabe venskaber og finde frihed og identitet uden at blive bedømt på deres fysiske eller psykiske begrænsninger.

´The Remarkable Life of Ibelin´ er med sin nuancerede dybe indsigt i livet for en meget alvorligt syg ung mand og hans fysisk og mentalt udfordrede venner en lille funklende perle indenfor dokumentargenren og kan anbefales alle uanset alder og køn. Ikke mindst hvis man selv kæmper med at finde håb, trøst, styrke, mening og måske fællesskab, accept og støtte i et liv med alvorlig sygdom.

´The Remarkable Life of Ibelin´ kan ses på Netflix

 

Fakta

Starlight-gruppen har siden Mats Steens død hvert år æret ham med mindehøjtideligheder. De opretholder hans minde som et symbol på det fællesskab og den støtte, online spil kan give til mennesker, der føler sig isolerede eller anderledes i den fysiske verden.