| | | | | |
 


Podcast til dig, som har brug for et komme et spadestik dybere i dit liv

 
 
 
 
 

PODCAST: I ‘serien Livet længe leve’ undersøges livets sidste tid, og hvad vi kan lære, hvordan vi skal leve vores liv inden.

Allerede oldtidens græske, kinesiske og indiske filosoffer var optaget af, hvad det gode liv består af, og hvad sunde livsværdier er for nogle størrelser. Og dengang som nu er de grundlæggende svar de samme, nemlig at konfrontere sig med døden og hjulpet heraf så at vælge at leve i bedre overensstemmelse med vores indre værdier.

Men hvad betyder det egentligt at leve efter de indre værdier, og hvordan er det lige, man gør? Det forsøger den nye podcastserie at hjælpe seriens lyttere frem til ved hjælp af en behageligt afdæmpet interviewer, David Pepe Birch og dennes velvalgte, vidende og erfarne gæster, der alle på forskellig vis dagligt ser alvorlige sygdomsdiagnoser, døden og kærligheden i øjnene.

I programmerne, som er støttet af lægemiddelvirksomheden Roche og publiseret på podcastmediet Heartbeat, kan lytterne blandt andet møde Svend Ottesen, onkolog og overlæge på afdelingen for lindrende behandling på Bornholms Hospital og Hospice Sjælland, Farah Choudary Farooq, palliativ overlæge på Hvidovre Hospital, der taler om supportive care, og hvorfor det er vigtigt samt Eva-Maria Schwartz, sognepræst ved Domkirken i København, og Marie Lenstrup, initiativtager til foreningen Pårørende i Danmark. Alle taler de med værten om blandt andet smerter, værdighed, eksistentielle overvejelser og om at få det bedste ud af den sidste tid i samtaler, der kommer vidt omkring livets afslutning.

Forestillingen om, at jo bedre du har levet dit liv i overensstemmelse med dine egne indre værdier, jo nemmere er døden, løber som en diskret rød tråd gennem seriens episoder. Men især én af de foreløbigt i alt fem podcasts forsøger ved hjælp af filosof Anders Dræby og professor i pædiatri, overlæge Gorm Greisen, at give nogle konkrete bud på, hvad det egentligt betyder at leve i denne overensstemmelse, som skulle kunne bevirke, at vi opnår ’det gode liv’, hvori vi lykkes med at indfri vores egne forventninger til livet og os selv. "Livet længe leve: Hvad definerer et godt liv, og hvordan undgår man fortrydelser på dødslejet?" hedder podcasten med de to.

Anders Dræby, som er filosof, idéhistoriker og desuden har en ph.d.-grad i eksistentiel terapi, er nået frem til, at vejen til det gode liv er, at vi husker på vores egen dødelighed:

”Antikkens romere kaldte det memento mori – husk, at du skal dø,” citerer Dræby, der siger, at de fleste i deres sidste levetid fortryder, at de ikke har haft mere nærvær i deres liv.

 ”Det kan virke som om, at der er alle mulige måder og bud på det gode liv, og at alle synes, at de har løsningen, som for eksempel kan være i kraft af det ydre, hvor penge og forbrug kan være et eksempel. Men filosofien har vist, at der er en anden måde, nemlig det som de gamle filosofer kaldte de indre værdier. Værdier som knytter sig til det at være menneske, og som er særlige ved, at de ikke kan købes,” siger Dræby, der mener, at stigningen i stress, angst og depression er udtryk for, at vi forbryder os mod vores egne indre værdier ved at flygte fra døden ind i arbejde, manglende nærvær og tilstedeværelse samt forsøg på at opfylde andres forventninger til os.

Men ifølge Anders Dræby er der nogle helt basale veje til et bedre liv og dermed også til en bedre sidste tid af livet. Han erkender, at det er individuelt, hvad der er virkelig vigtigt for os, men mener også at kunne identificere en række fællestræk:

”Man skal dagligt påminde sig selv om, at man skal dø, for så dæmrer det for én, hvad man synes, er vigtigt. At leve i en påmindelse om, at man skal dø på et tidspunkt, kan lyde som en træls ting, men det giver en større livsfylde. Derfor skal vi have døden mere til stede i hverdagslivet, for det handler om at vågne op så tidligt som muligt, så man ikke møder fortrydelsen, for det er de indre værdier, folk fortryder de ikke har forfulgt. Ingen fortryder, at de ikke fik en stor bil eller et job,” forklarer Dræby og fortsætter:

”For det første fortryder mange i deres sidste tid, at de ikke har brugt mere af deres tid på at være sammen med de mennesker, som virkelig betyder noget for dem. At de har arbejdet for meget og ikke set børnene nok. Og de fortryder, at de ikke har holdt godt nok fast i venner, fordi man har haft så travlt med arbejde, selv om nære venner er afgørende for at få et godt liv, men vi tager os ikke altid tid til det, og de glider fra os, så man skal huske på betydningen af de nære venner. Mange fortryder også, at de ikke har givet selv lov til at udtrykke deres følelser nok. Vi fokuser så meget på, hvad andre tænker, at vi glemmer at give udtryk for vores følelser, vores glæde og vrede og kærlighed. Og ikke at give udtryk for disse, at man aldrig fik sagt det vigtige til de mennesker, som har været vigtige, opleves som et tab. Og så endelig at man ikke har givet sig selv lov til at være lykkelig.”

At Dræbys opskrift på det gode liv i oplagt grad synes at minde mest af alt om gammel vin på dårligt nok nye flasker er han i befriende grad udmærket klar over, men når vi så alligevel ikke retter os efter disse tilsyneladende oplagte veje til det gode liv, så tilskriver han det vores dovenskab:

"Jeg faktisk, at livet er meget, meget simpelt, for det er simple ting, der skal til for at leve et godt liv. Men vi har det med at komplicere livet, for vi bilder os selv ind, at livet handler om noget andet. Vi forholder os ikke til vores liv, og det er heller ikke de ting, som samfundet og politikerne prædiker er vigtige, så vi har en tilbøjelighed til at fortælle os selv og hinanden, at livet handler om noget andet. Det er vores indlagte dovenskab, der gør det, for det er ubehageligt at tænke på, at livet slutter på et tidspunkt. Men vi skal besinde os på, at vi skal dø på et tidspunkt. Bare se på klimaet! vores manglende forholden os er jo ved at føre os ind i en katastrofe,” siger Dræby, som alt andet lige er en god, velreflekterende og sympatisk nyfortolker af den gamle vins indsigter.

Også professor i pædiatri, Gorm Greisen, er tydeligvist en mand, som er vant til at reflektere over livets tildragelser, men er knap så sikker på, at det er vores frie vilje til at vælge rigtigt, som bestemmer vores liv:

” Vi lever jo så godt, som vi kan, og nogle gange har man valgmuligheder. Nogle gange større og andre gange små,” siger Greisen, der da også dagligt konfronteres med nogle af livets store sorger, dødsprocesser og dilemmaer i sit arbejde med for tidligt fødte og syge nyfødte, hvor børnenes tilstand kan udfordre deres overlevelse og værdighed.

Og netop værdighed er ifølge Greisen ikke noget, man behersker i livet, hvor man kun kan beslutte sig til at opføre sig så værdigt som muligt eller at behandle andre med værdighed:

”Nogle gange stiger værdigheden med udfordringerne, og det kan være enormt imponerende og livsbekræftende at overvære. Men det kan også være lidelsesfuldt og ydmygende.”

"Livet længe leve’: Hvad definerer et godt liv, og hvordan undgår man fortrydelser på dødslejet?",  fortæller fint og engageret af to indsigtsrige mennesker om, hvordan konformitet og frygten for at se tilværelsens mørke sider i øjnene forhindrer os i at leve fuldt ud, og hvordan det at forholde sig til sin og andres død måske kan give os adgang til et andet og bedre liv – og i sidste ende også en bedre død. Den kan anbefales alle, som måtte have trang til at komme nogle spadestik dybere i eget praktiseret liv.

 

Podcast kan høres her: "Livet længe leve: Hvad definerer et godt liv, og hvordan undgår man fortrydelser på dødslejet?