Digital hitliste til sommeren

DIGITALT: Kulturskribent Maria Cuculiza har her valgt fem af de mest interesante og sommerferieegnede digitale oplevelser på sundhedsområdet fra foråret 2022. 

DR har lavet knaldgod dokumentarserie fra Rigshospitalet

 
 
 
 
 

DR’s sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, har i seks dramatiske og medrivende programmer åbnet dørene til det ellers lukkede samfund, Rigshospitalet.

Et reportagehold fra DR har gennem 4 måneder i 2021 og ind i 2022 fulgt hverdagene på Rigshospitalets Traumecentret, afdelingerne for neurokirurgi, hjertemedicin og logistik, hvor man som seer især følger traumelederen Emilie, hjernekirurgen Rune, sygeplejersken Julie, portøren Michael og logistikchefen, Jan, der i årtier har været kongen over det helt særlige univers nede i Rigets næsten uendelige antal kældre og gangsystemer, som udgør hjertet i den store arbejdsplads med flere end 12.000 ansatte.

Der er ingen autoritative speaks, ingen journalistiske interviews, ingen klip til Peter Qvortrup Geisling, og intet synes opstillet eller rekonstrueret i de seks programmer, Med livet i hænderne. I stedet er reportageholdet fluen på væggen, der følger med, når der sker noget.

Og sker noget, det gør der. Hele tiden. Vi er for eksempel med da neurokirurgen, Rune, midt i en stor hjerneoperation må opleve, at hans udstyr pludselig ikke virker, når hans patient udvikler skizofreni som en bivirkning af hans måske, måske ikke 100 procent perfekte operation, da han første gang skal lazer-operere et barn, seks-årige Anna Bell i håb om, at hun kan slippe for sine daglige anfald af epilepsi, og da han må have en ekspert fra USA fløjet ind for at hjælpe med en svær hjerneoperation. 

Alene portrættet over de fire måneder af den hårdtarbejdende, dybt fokuserede og ambitiøse, Rune er en faglig og menneskelig udviklingsroman i sig selv.

En anden hovedperson, der også udvikler sig med lynets hast under hverdagens tårnhøje krav og store ansvar, er sygeplejersken Julie på den medicinske hjerteafdeling. I program 1 er hun lige ankommet helt våd bag ørerne fra sygeplejerskolen og i program 6 er hun tæt på at være en fuldbefaren sygeplejerske, hvis største udfordring i anstrengelserne på at være den bedst mulige sygeplejerske synes at være for høje krav til sig selv.

Også Julie, leder af hospitalets Traumecentret, mødes med store krav, når hun og kollegaer hver dag skal forsøge at redde pludseligt truede liv, som de ofte kun har minutter til at afgøre, hvordan de skal håndtere, da de patienter, der kommer ind på centeret, svæver mellem liv og død.  

Med livet i hænderne er blæste for økonomiske problemer, ledelsesstridigheder og personalemangel. I stedet er det de ansattes kernearbejde nemlig at redde og sikre deres patienters liv og førlighed, som programmerne forsøger at formidle ved at rette kameraerne mod hverdagenes fænomener fremfor at forstå hospitalerne gennem abstrakte begreber, strukturer og konflikter.

Og at lave et program primært om de ansattes verden og det liv bag murene, som vi ofte intet kendskab har til, fungerer rigtigt, rigtigt godt. Programmernes observerende tv-dokumentarisme dokumenterer hvordan dybt engagerede, myreflittige, samvittighedsfulde medarbejdere lever og ånder dag og nat for at udgøre en positiv forskel.

Programmernes skildringer af sine hovedpersoners anstrengelser for at gøre det perfekte i et ikke-perfekt system og en endog ikke- perfekt verden, er ofte berigende og bevægende.

Alle seks afsnit af ’Med livet i hænderne" kan streames på DR.dk.

 

Sofie Gråbøl løfter dansk drama fra en fødegang til internationalt niveau

 
 
 
 
 

TV2’s nye hospitalsserie "Dag & nat" om arbejdet på en stor dansk fødeafdeling viser konsekvenserne af mange års gentagne sparekrav, stramme budgetter og nødvendigheden af medarbejderes konstante overarbejde. Men den handler mindst ligeså meget om kollegiale relationer, omsorgsfuld pleje og mangfoldige fødsler og forældre.

"Dag & nat" lægger nærmest 70´er-agtigt, fagforeningspolitisk fra start med Sofie Gråbøl, der spiller den ledende jordemoder Ella, som af afdelingens djøfficerede overlæge Michael bliver pålagt nye sparekrav. Ella protesterer ihærdigt. Hendes afdeling er underbemandet, patienterne strømmer ind, hendes personale er slidt ned til sokkeholderne, og fødeafdelingen er allerede nu nødt til at afvise fødende kvinder.

Men intet gør indtryk på overlægen, der har fokus på sit budget og ikke de fødende og det udmattede personale, som Ella nu endnu engang skal forklare, hvorfor der ikke kommer flere kolleger.

Arbejdspres, stress og ressourcemangel overfor patienters tryghed og kvalitet er således en af flere røde tråde i den otte episoder lange serie, som er skrevet og instrueret af et kunstnerisk kollektiv omkring Lone Scherfig, og som har blandt andet skuespillerinderne Marijana Jankovic, Charlotte Munk og Sara Hjort Ditlevsen i rollerne som jordemødrene Louise, Marianne og Tine. Hertil kommer Mette Horn som sosu-assistenten Trille og desuden Afshin Firouzi som fødselslægen Milad, Adam Brix som ledende overlæge Michael, Pål Sverre Hagen som børnelægen Jerry og Mattias Nordkvist i rollen som anæstesilægen Jacob.

Men sidst, først og størst af alle er afdelingens knalddygtige, super kompetente og dybt engagerede jordemoder, Sofie Gråbøl, som ikke blot leder afdelingen, men også brænder igennem i hvert sekund, hun viser sig på skærmen som den altid travle, men alligevel empatiske jordemor, som vi godt kan forstå, at børnelægen Jerry er mere end vild med. Hvordan deres relation vil udvikle sig er guf for romantikere, men ikke lige til at greje.

Men Sofie Gråbøl er ikke den eneste, der spiller rumpen ud af bukserne. Der er også givet rum til at udfolde de mange andre glimrende karakterer. Og så går det da ellers også over stok og sten med det ene følelsesmæssigt dramatiske øjeblik efter det andet, når kollegaerne frustrerede over stress, overbelægning og overarbejde alligevel kæmper som løver for deres patienter, som de omgås med stor nænsomhed, varme og omsorg.

Men uanset hvor kompetente og flittige jordemødrene er, så de hverken ens eller altid lige enige om, hvad der er bedst for de fødende og deres babyer.

Selv har effektive Sofie Gråbøl en konflikt kørende med den unge jordemoder Tine, som er stor tilhænger af naturlige, men også nogle gange mere tids- og ressourcekrævende fødsler. Louise er imod mandlige jordemødre og mobber den ellers dygtige jordemoderstuderende Vilhelm. Marianne har problemer derhjemme, fordi hun altid er på arbejde. Det samme har hendes bedste ven, fødselslægen Milad, som Ella truer med at slå ihjel, hvis han i stedet tager en stilling i det private med mere fritid og flere penge.

Dag & nat" kombinerer de personlige historier med de større samfundsperspektiver som for eksempel prioriteringen af kvaliteten og menneskeligheden i et offentligt sundhedssystem fremført at nogle sindssyg flotte skuespillerpræstationer.

At "Dag & nat" foregår i et pastelfarvet lyseblåt og lysegrønt univers lyder måske rædsomt, men det er det ikke. Det er visuelt flot og er med til at kompensere for fødslernes og konflikternes voldsomhed og sikre, at serien ikke bliver for blodig og sensationel.

Dag & nat kan ses på TV2 Play.

 

Psykiatrisk chef makulerer med fuldt overlæg TV-mands afslørende journal

 
 
 
 
 

Da journalist og tv-dokumentarist Per Wennick kommer for tæt på den medicinske journal, som kan vise ham, om førende danske psykiatere bevidst valgte ikke at gribe indover for vold og seksuelle overgreb mod børnehjemsbørn, beordrer centerchef på Psykiatrisk Center Glostrup hans journal makuleret for næsen af ham. 

Det første, som TV- og portrætdokumentaristen Per Wennick kan huske fra sit liv er, da hans mor indskriver ham på børnehjemmet Godthåb på Frederiksberg som tre-årig i 1952. Moren var enlig og havde ikke økonomi til at have ham boende hjemme, og de næste 11 år på Godthåb blev for Per Wennick en barndom præget af plejemorens religiøse tugtelser, bank og voldelige afstraffelser samt de større drenges seksuelle overgreb. Det fremgår af hans seneste to programmer, "Jagten på mig selv"

Drengen Per og heller ikke den voksne Per Wennick har kunnet få noget at vide om sin mors livsvalg og heller ikke om sin svenske far, som moren fejlagtigt fastholdt var død. Og ligeså uudgrundeligt har det været for ham, hvorfor han tilsyneladende en stor del af sit liv har været overvåget af psykiatere på det tidligere kommunehospital i København i kraft af et forskningsprojekt, ledet af psykiateren Fini Schulsinger og det amerikanske efterretningsvæsen CIA, om social arv og skizofreni, som han medvirkede i, mens han boede på børnehjemmet i 1950’erne og starten af 60’erne. 

Og fordi Per Wennick ved så lidt om sin barndom, kan netop journalerne fra det mangeårige, omfangsrige og meget dybtgående dansk-amerikanske forsøg være den afgørende nøgle til hans barndom, mener han og sætter den jagt i gang, som i bund og grund skal fortælle ham, hvorfor ingen greb ind overfor børnehjemmets pinsler.

Men nej, for efter måneders samtaler, besøg og research formår Per Wennick og hans dygtige researcher godt nok at nå frem til Hvidovre hospitals psykiatriske afdeling, hvor de ved, at hans journal fortsat er opbevaret. Men ikke så snart henvender han sig, før afdelingsledelsen helt bevidst skynder sig at vælge at makulere hans journal, da han beder om at få den udleveret.

Journalen er at opfatte som ’prekær’, fremgår det af nylig intern korrespondance mellem flere af hospitalets ledende medarbejdere. Og af en samtale mellem Per Wennick og professor emeritus og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup Josef Parnas, som var en del af det nu formentligt forgangne forskningsstudie, som skulle afdække risikoen for at udvikle skizofreni i forhold til social arv og deraf følgende mulig særlig sårbarhed, fremgår det, at undersøgelsens forsøgspersoner var delt op i tre forsøgsarme. Første arm bestod af børn af skizofrene kvinder, en anden arm bestod af ikke-belastede børn og en tredje af børnehjemsbørn, som formodes eventuelt mere sårbare overfor skizofreni. Alle er blevet fulgt, indberettet og overvåget, fra de var børn og senere i hemmelighed langt op i deres voksenalder. Også selv om for eksempel Per Wennick havde fået at vide, at studiet var afsluttet i 1972.

"Jagten på mig selv" er ikke blot et meget fint selvportræt af en lille drengs voldelige opvækst barndom og en tankevækkende indsigt i behovene for at kende sin egen historie. Det er også en skræmmende konfrontation med med nutidens psykiater og professor Josef Parnas´ arrogante, kuldslåede ansvarsforflygtigelse, og hvad der synes at være løgne og bortforklaringer legio. Og at centerchef på Glostrup Psykiatrisk Center Mette Bertelsen Fredsgaard ligefrem vælger at makulere hans journal, da han beder om den, er decideret oprørende.

”De har ikke kunnet undgå at finde ud af, at jeg var udsat for vold og overgreb med alle de tests,” anklager 71-årige Wennick, der siger, at han aldrig har været i stand til at indgå i et tæt parforhold. I stedet for at være tæt på sig selv og sine nærmeste har han valgt et arbejde, hvor han i årtier har været helt tæt inde og undersøge andre menneskers livsudvikling. 

Jagten på mig selv kan streames på dr.dk. 

 

Dokumentar om Knud Romer giver barskt indblik i, hvordan det er at blive blind

 
 
 
 
 

Da forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer i 2018 blev diagnosticeret som 90 procent blind af uhelbredelig grøn stær, måtte han sælge bil og sommerhus. Samtidigt flyttede hans kone gennem 18 år ud af hjemmet med parrets to mindreårige døtre. DR dokumentar har gennem to år fulgt forfatterens første kaotiske år som blind og forladt. Et nådesløst, stærkt og barskt indblik i, hvordan det er at blive blind. 

Forfatter, radiovært og debattør, Knud Romer er i dag helt blind på det ene øje, mens det andet kun pletvist ser nuancer, som vil blegne mere og mere, indtil han på et tidspunkt bliver helt blind, forklarer han i begyndelsen af DR-dokumentaren "Knud bliver blind".

Knud Romer var på toppen af sin karriere, da han blev ramt af skilsmisse og sygdom og havde de første år store vanskeligheder med at erkende sine nye livsomstændigheder, fremgår det af DR-dokumentaren, hvori vi seere følger hans desperate livtag med sine nye vilkår og sig selv efter, at han kortvarigt har været indlagt på en psykiatrisk afdeling og nu skal kæmpe sig op fra bunden. 

Han går konstant ind i ting, bliver let desorienteret og kan ikke helt kan finde ud af, om det overhovedet er besværet værd at leve, når man ikke engang er i stand til at finde hverken sin nytårshummer eller sine egne bukser på grund af den blindhed, der ikke kan kureres, men kun i bedste fald udskydes en smule.

Seerne følger ham på jobs, hvor han iklædt bowlerhat, små, runde sorte solbriller, et sort Armani habitsæt og et fra 1970’erne skriggult armbind for blinde med tre sorte prikker spiller karakteren "Den blinde mand":

”Skandale er berømmelsens mor. Hvis du vil have taletid, er du nødt til at gøre noget med et stærkt udtryk,” forklarer han i programmet.

Men efter benægtelse, forståelig jammer, selvmedlidenhed og famlen rundt i et stigende mørke begynder han at strække hånden ud mod hjælp. Blandt andet fra en repræsentant for Dansk Blindesamfund som giver ham råt for usødet besked om, at tage sig sammen og komme overens med at han er blind: 

”Sandheden er jo nok, at jeg benægter og flygter, og det er vel også derfor, at jeg skriver hele tiden, for så glemmer jeg, og det er jo det nemmeste. Jeg ser jo dårligere og dårligere, og jeg er hunderæd for, hvornår jeg ikke mere kan præstere. Hvad gør man så? Man kan jo lægge sig i fosterstilling og skrige og tænke på at alt det, man har mistet. Men jeg vil ikke være invalid, jeg vil ikke være handicappet, og så tænker jeg, at så opfinder jeg den blinde mand.  Det kræver stor overvejelse, for jeg er ikke skuespiller, men på sigt kan jeg jo tjene penge på det,” fortæller Romer, der som hyppig foredragsholder også undervejs bliver voldsomt ramt på sine indtægtsmuligheder af corona-pandemien.

Det er helt ekstraordinært og meget ekstrovert mod, som den sædvanlig vis meget kameraglade, men nu også dybt plagede Knud Romer udviser i programmet i sine forsøg på at finde frem til et for ham trods sygdommen alligevel acceptabelt liv. Og programmets tilrettelæggere følger ham fint, loyalt og uden at udlevere ham unødigt, når han som her inviterer ikke kun dem, men også alle os andre helt ind i sin inderste frygt, rådvildhed og sårbarhed. Knud Romer synes ikke at putte meget under stolen. Hverken når det handler om hans halvnøgne krop i brusebadet, når lejligheden roder med rent og snavset tøj i et kaotisk virvar, eller når han vedstår sin trang til at dulme sig med alt for meget alkohol. 

"Knud bliver blind" giver et nådesløst, stærkt og barskt indblik i, hvordan det er at blive blind, og dokumentarens og Romers budskab om at være opmærksom på sine øjne, er mere end vellykket kommunikeret:

”Jeg prøver at skabe en ny tilværelse for mig selv, og jeg prøver aktivt at gøre noget for, at andre ikke ender i samme situation som mig,” siger den gamle reklamemand Knud Romer. 

"Knud bliver blind" kan streames på DR.dk

 

Ufrivillig barnløshed er blevet til en let tilgængelig dansk TV-serie

 
 
 
 
 

Skruk er en stærkt underholdende og let tilgængelig medicinsk comedy og feel good-dramaserie, som ikke holder sig tilbage fra at romantisere IVF-behandlinger. Der er ikke meget public service og folkeoplysning over serien, men den kan dog være et effektivt supplement for at få en samtale i gang om ufrivillig barnløshed. 

På infertilitetsklinikken hjælper den 37-årige fertilitetslæge Nana barnløse til at få deres drøm om et barn opfyldt. Hun er dygtig, empatisk og opnår gode resultater, fremgår det af starten på Netflix’ nye danske TV-serie Skruk, som er en blanding af komedie og drama om ufrivillig barnløshed, løgne og den frustrerede jagt på den eneste ene. Og hvis ikke den eneste ene, så i hvert fald en partner og far til sit afkom. 

Men selvom Nana, spillet fremragende af Josephine Park, tilsyneladende har styr på sit liv, så lyver hun for alt og alle. Blandt andet for patienterne, som føler sig ekstra trygge, når de får serveret hendes historier om de ikke-eksisterende børn, som hun bilder dem ind, hun har fået ved hjælp af IVF-behandlinger. 

Men da Nana ved hjælp af en kollegial vaginalscanning efter klinikkens lukketid finder ud af, at hendes biologiske ur tikker meget hurtigere, end hun troede, tager løgnene for alvor fart, efter at hun i en kæmpe brandert har insemineret sig selv med stjålen sæd fra sin kliniks sædbank.

Den stjålne sæd tilhører hendes eka-kæreste Mathias, dygtigt spillet af Simon Sears, en gammel flamme, som hun aldrig har glemt, og som hun samme dag har mødt tilfældigt uden for sin klinik på vej til sædbanken i den tilstødende bygning. 

Og Nana, der som så mange andre har tænkt, at børn var noget, hun kunne få, når tiden var inde og faren fundet, beslutter sig nu- efter at have været omkring et par omveje -for at hun både vil have barnet - og meget gerne også Mathias.

Men hendes desperate handling er ikke kun ulovlig, hun risikerer også sin karriere, sin bedste veninde og kollega Simone spillet af Olivia Joof Lewerissa, og sågar Mathias, hvis hun fortæller sandheden, og løgnehistorierne vokser sig værre og værre i takt med, at også morgenkvalmen tager til.

Samtidigt med at det således ikke mere er det biologiske ur, som tikker, men de bomber, som Nana til vores skræk og rædsel bliver ved med at sætte sig selv på, møder vi en lind strøm af hendes meget forskellige patienter gennem deres forskellige stadier i behandlingen. Fælles for dem er, at ingen af de potentielle forældre - og dermed heller ikke os seere - hører så meget som bare et enkelt lille advarende pip om de psykiske og fysiske risici, der kan være forbundet med fertilitetsbehandling. 

Så selv om den medicinske comedy-serie foregår på en fertilitetsklinik, er det ikke IVF-behandlinger som sådan, der er dens fokus, men i stedet missionen om at skabe forståelse for ufrivilligt barnløse, lesbiske og homoseksuelle klienters brændende ønsker om en baby.

En mission som denne serie deler med andre netop nu aktuelle kulturprodukter som for eksempel den danske forfatter Tine Høeghs nye bog Sult om kunstig befrugtning og den tilsvarende helt nye norske TV-serie fra Viaplay Made in Oslo om fertilitetslægen Elin, der som Nana også sætter privatliv og karriere på spil for at blive gravid.

Som seere skal vi forstå, at babylængslen er større end alt og så desperat og berettiget, at selv himmelråbende uetiske handlinger overfor ens nærmeste bør accepteres og tilgives.

Også Nanas nære venskab med kollegaen og den enlige mor Simone er rørende, realistisk og troværdig, når de betror sig til hinanden på arbejdet og under bowlingspil, for mange shots og fælles gåture. Og det er da også Nanas spillen højt spil med netop dette kostbare venskab, som er en vigtig motor i seriens spændingskurve.

Men også Nanas chef, den selvhævdende tilsyneladende søde, men i virkeligheden benhårde og narcissistiske klinikejer Helle, spillet formidabelt af Charlotte Munck, bør fremhæves som en karakter, der løfter serien væk fra det sakarin-søde til en lejlighedsvis befriende satirisk realisme.    

Skruk er en stærkt underholdende og let tilgængelig medicinsk comedy og feel good-dramaserie, som ikke holder sig tilbage fra at romantisere IVF-behandlinger, men som samtidigt anstrenger sig for at vise seerne de følelsesmæssige voldsomheder, der kan ligge under regnbuefamiliers og de mange ufrivilligt barnløses ønsker om at få deres egen baby.

Skruk meget lette træd på jord gør den ikke egnet som et alternativ til de allerede eksisterende tungere dokumentarprogrammer om IVF-behandlinger. Der er ikke meget reel oplysning at hente i serien, hvilket trækker bedømmelsen ned.

Men Skruk kan dog alt andet lige være en effektiv og mere end almindeligt underholdende hjælp til at få en samtale i gang om et vigtigt emne, der længe har været omgivet af tabu og smertefuld tavshed, selv om hvert tiende barn i dag kommer til verden i kraft af medicinsk hjælp. Og når serien udvælges som værdig sommerferieunderholdning trods de kun fire stjerner er det på grund af dens hyper aktuelle tematisering af de mange unge og yngre danskere, som i disse år kæmper opslidende kampe med at blive gravid. 

"Skruk" kan ses på Netflix