Svend Aukens enke står bag stærk dokumentar om stedet, han tilbragte sine sidste dage
DOKUMENTAR: For 12 år siden mistede Anne Wivel sin mand, politikeren Svend Auken. Nu besøger hun i afdæmpet, men stærk dokumentarfilm igen personalet på Bispebjerg hospital og den hospicestue, hvor hun og hendes mand tilbragte de sidste 12 dage af hans liv.
På Palliativ Medicinsk Afdeling, Bispebjerg hospital har afdelingens ansatte til opgave at lindre meget syge kræftpatienters fysiske, psykiske symptomer, sociale og eksistentielle problemer, og det er denne afdeling, som vi besøger i instruktør Anne Wivels delvist selvbiografiske dokumentar ´Lige før døden´, hvori vi dog også følger personalets arbejde med især to patienter, en ung kvinde og mor i begyndelsen af 30´erne og en lidt ældre mand og far i begyndelsen af 70’erne.
´Lige før døden´ er fortalt i to spor, som ofte får lov at spejle hinanden i fortid og nutid. Det ene består af Anne Wivels ganske bevægende og sorgfulde subjektive erindringer om sin sidste tid med Svend Auken, hvor de var indlagt sammen på Bispebjergs palliative afdeling. Det andet og endnu mere interessant af en meget opløftende beretning i nutid om personalets mere generelle arbejde i skyggen af døden med de syge og sårbare patienter for hvem det gælder, at deres liv ofte afsluttes på afdelingen, hvor de ansatte gør, hvad der er menneskeligt muligt for at yde den bedst mulige pleje og omsorg.
Anne Wivel, der tidligere har lavet en anmelderost dokumentar om Svend Auken, fører i filmen selv dagbog over Svend Aukens sidste dage op til hans død. Filmen, der havde premiere i marts i år på dokumentarfestivalen CPH:DOX og senere er blevet vist ved arrangementer rundt i landet, kan nu ses på DR.dk. Op til premieren udtalte Anne Wivel:
"Se filmen for at blive opmærksom på, at vi lever, lige indtil vi dør. Min film kigger nysgerrigt og taknemmeligt på det hospitalspersonale, der tager sig af både døende og deres pårørende, og så kigger den ned i mine egne dagbogsnotater fra den tid, hvor jeg selv var tæt på en, der skulle dø."
I filmens indledning forklarer Anne Wivel endvidere om sin trang til at vende tilbage til afdelingen efter sin mands død 4. august 2009, for at forsøge at forstå og skildre, hvad det er afdelingens personale kan, når de et sted, hvor døden og lidelsen konstant er til stede, alligevel kan skabe liv for de døende og deres pårørende:
"På den her scene er der nogle, der arbejder hårdt og dagligt. Det er dem, jeg forsøger at forstå. Hvordan holder de det til det? Hvornår føler de, det var en god vagt? Hvornår river de sig i håret over, det de ikke gjorde rigtigt? Hvad er det, de kan, med al den lidelse, der strømmer igennem her?” spørger Anne Wivel, der også siger, at hun har ønsket at finde ud af, hvorfor det trods alt er muligt for døende og deres pårørende at udholde denne sidste fase sammen.
Og når det er muligt, skyldes det ifølge dokumentaren primært et dedikeret personale, som vi ser give lindring, pleje og omsorg til deres alvorligt syge eller døende patienter på en måde, som stiller hele sygeplejegerningen i relief. De ser, mærker, forstår og respekterer på smukkeste vis deres patienters behov og udviser et menneskeligt nærvær og overskud i ord og handlinger, som bevæger og imponerer.
Men ingenting kommer uden en pris, og selv om dokumentarens sygeplejersker giver udtryk for, at deres arbejde er i sjældent grad meningsfuldt og ofte ligefrem livsbekræftende, så er hverdagen fuldt at etiske dilemmaer, og patienternes skæbner forfølger dem hjemme i privaten, på ferier og for nogle patienters vedkommende resten af livet.
Filmens scener med kameraet som flue på væggen fra afdelingsmøder, hvor læger og sygeplejersker drøfter specifikke patienters lidelser og deres egne såvel faglige som personlige reaktioner herpå, er enestående, og som seer ønsker man sig mere, mere og atter mere indsigt i personalernes svære refleksioner over død, sorg og hele det meget vigtige, men alligevel så ofte forsømte palliative område.
Hvor er grænsen for den enkelte patient mellem smertelindring og den aktive dødshjælp, som personalet hverken må eller ønsker at give? Er det i orden, at personalet tilbageholder kollegiale notater og information overfor en døende patient for at skåne denne mod angst og uro? Hvordan balancerer man i givet fald forskellig information til patienten og dennes pårørende? Og hvordan håndterer man sine egne følelser omkring patienternes sygdom og død i en hverdag uden for afdelingens mure, hvor ens omgivelser for eksempel på ingen måde ønsker eller bare ikke magter at høre om, hvad man oplever på sit job, er blandt de spørgsmål, som de ansatte diskuterer mellem hinanden. Vigtige og påtrængende problemstillinger, som helt alene kunne have båret en måske endnu bedre film.
´Lige før døden´, der konfronterer os med et af de mest sejlivede tabuer i vores samfund nemlig døden, er ikke et indlæg i de standende diskussioner om aktiv dødshjælp. Men den viser, hvilke faglige og menneskelige plejeindsatser der skal til for at i dette tilfælde kræftpatienter i livets sidste faser kan blive hjulpet til en mindre pinsom og mere værdig død.
Og på den måde bliver dokumentaren en velfortjent cadeau til Bispebjerg hospitals palliative personale, men også en demonstration af, hvor vigtige velfungerende palliative afdelinger og hospices er. Både for de døende og for deres pårørende, der alle har brug for at nogen tør se døden i øjnene, og derfor står dem bi med respektfuld, kærlig omsorg og en faglig og menneskeligt kvalificeret lindring.