Netflix-dokumentar fortaber sig i jagt på sensation og skandale

DOKUMENTAR: Påstandene i  Netflix´ nye dokumentarfilm ´Take care of Maya´om, at et børnehospital i 2016 uretmæssigt beskyldte den dengang 10-årige Maya Kowalskis mor for medicinsk børnemishandling, bliver i disse uger testet under en spektakulær retssag, hvor familien kræver 200 millioner dollars.

Den i dag 17-årige Maya Kowalski havde en tilsyneladende helt normal barndom, indtil hun som ni-årig pludselig begyndte at lide af så voldsomme smerter, at hun havde brug for kørestol for at bevæge sig rundt. Hendes hud brændte som ild, og hun tålte ikke berøringer. Forældrene opsøgte en stribe anerkendte børnehospitaler, der alle var ude af stand til at give en diagnose, indtil forældrene, Beata og Jack Kowalski, en dag blev præsenteret for diagnosen CRPS, tidligere kaldet refleksdystrofi, som lægen tilbød at behandle med store doser af bedøvelsesmidlet ketamin på sin privatklinik i Mexico. Der kom Maya i en fem dage lang ketamin-koma, som ifølge forældrene syntes at have god effekt. Indtil hun et års tid senere i 2016 fik tilbagefald.

De nu igen desperate forældre søgte herefter hjælp på Johns Hopkins All Children’s Hospital in St. Petersburg, Florida, hvor hospitalets læger afviste diagnosen og i stedet anklagede Maya for blot at spille sine symptomer og hendes mor - som i øvrigt er sygeplejerske- for at lide af Münchausen by Proxy, da denne insisterede på, at hospitalet skulle behandle Maya med store doser ketamin.

Hospitalet så de røde lamper lyse, da de hørte, at den helt uautoriserede behandling med ketamin fremkaldte koma i Mexico. De tilkaldte de sociale myndigheder med speciale i børnemishandling, tilbageholdt Maya i, hvad der blev en periode på tre måneder, fratog hende mobiltelefonen, forbød hende al ikke-overvåget kontakt til omverdenen og isolerede hende fra familien.

Ude af stand til at se sin datter, belastet af afmægtige bekymringer for datterens tilstand, angst over de helbredsmæssige konsekvenser af hospitalets tilgang til datterens sygdom og en truende politianklage gående på børnemishandling samt sin mands stigende utilfredshed med hendes konfronterende måde at håndtere hospitalet på, begik Beate selvmord. Angiveligt for også på den måde at befri Maya fra hospitalet og igen få hende i ketaminbehandling for CRPS.

Kun fem dage efter at Beate var død, kom Maya da også igen hjem til sin far og lillebror. Ifølge hospitalet var Maya nu rask og rørig. Ifølge familie og venner var hun i betydeligt værre forfatning, end da hun blev indlagt de tre måneder tidligere.

´Take care of Maya´ er primært fortalt ved hjælp af især Beates helt utroligt mange lyd- og videooptagelser, notater og journaludskrifter samt interviews med Maya og den øvrige Kowalski-familie, læger, advokater og journalister. Samt klip fra en offentlig høring med Mayas ansvarlige læge fra de sociale myndigheder, pædiater Sally Smith, der ligesom alle de andre, der i disse dage sidder på den modsatte side af familien i retten, takkede nej til at deltage i dokumentaren.

Den store mængde digitale og skriftlige real-life dokumentation giver sammen med en række umiddelbart troværdige, men dog også meget nænsomme interviews dokumentaren en umiddelbar høj troværdighedsfaktor. Ligesom den anerkendte amerikanske instruktør Henry Roosevelt og hans to gange Oscar-nominerede producer Liz Garbus sammen også burde borge for kvaliteten.

Medvirkende til dokumentarens i hvert fald tilsyneladende troværdighed er, at vi bliver fortalt, at Maya efter sin mors død har fået bekræftet diagnosen CRPS hos en anden læge. At Beate under forløbet gennemgik en større psykologisk udredning, som konkluderede, at nok havde hun et insisterende sind, men Münchausen by Proxy led hun ikke af. Samt at filmen dokumenterer, at hospitalets officielle fakturaer til forsikringsselskabet anførte 96 dages behandling for netop CRPS.

Hertil kommer, at filmen også kan dokumentere, at hospitalets dagligt ansvarlige sundhedsperson for Maya tidligere har været anklaget for to forskellige tilfælde af voldelig børnemishandling. En person, som Beate især havde konflikter med, da denne insisterede på, at Mayas behandling skulle bestå i det, som gav Maya allerflest smerter, nemlig berøring og bevægelse.

Forklaringen på familien Kowalskis opsigtsvækkende historie er ifølge programmet et magt- og fordomsfuldt hospital, hvis læger klandrer Beate og Maya for deres egen uvidenhed om sjældne børnesygdomme, fordomme mod forældre, som opsøger alternative behandlinger, kombineret med et privatiseret social- og sundhedssystem, som har økonomisk interesse i at anklage så mange forældre som overhovedet muligt.

At noget var galt med social- og sundhedssystemerne i denne sag forsøges desuden yderligere dokumenteret ved, at familien Kowalski i december 2021 modtog 2,5 millioner dollar ved et forlig i deres sag mod pædiateren Sally Smith og hendes arbejdsgiver, Suncoast Advocacy Services.

Men uhyrlighederne stopper ikke her ifølge dokumentaren, som således herefter hævder, at Maya og Beates skæbner ikke er spor unikke. Tusindvis af forældre til børn med sjældne sygdomme har været eller er nemlig i samme ulykkelige situation og med lignende tragiske konsekvenser, fremgår det af ultrakorte vidnesbyrd fra en lang stribe forældre, der hævder, at de er blevet uretfærdigt mistænkte, anklagede og nogle sågar fængslede for børnemishandling efter at have bedt om hjælp til deres syge børn rundt omkring på landets hospitaler.

Er alle disse mennesker uskyldige? Det er umuligt at besvare, for filmen ikke end forsøger at give blot skyggen af bevis for de meget alvorlige anklager, så her knækker filmens troværdighed i en så alvorlig grad, at man må spørge sig selv, om man i virkeligheden er offer for forsøg på grov manipulation fra start til slut?

Et kig i de foreløbige retsreferater fra de amerikanske medier, der flittigt dækker sagen på grund af ´Take care of Maya´, viser, at Johns Hopkins All Children’s Hospital argumenterer godt og troværdigt for sine mistanker mod Beate, men også at hospitalet i kampen for sit gode ry og rygte ikke afholder sig for at fremture med forsøg på så voldsomme karaktermord på familien og dens vidner, at dommeren ideligt må skride ind på forskellig vis.

Men det fremgår for eksempel også allerede nu, at den psykologiske udredning, som frikendte Beate for Münchausen by Proxy, måske ikke var en uafhængig undersøgelse, men betalt af familien Kowalski selv. At Beate ikke kun rejste lægernes mistanke ved at insistere på højdosis ketaminbehandling, men også ved at kræve, at Maya fik implanteret en intrathekal infusionspumpe, og at ingen læger måtte undersøge Majas mavesmerter, som var grunden til, at familien opsøgte hospitalets akutafdeling.

Så er dette overhovedet en dokumentarfilm om, hvordan det amerikanske sundhedsvæsen har fået skruet et system sammen, der på bedste Kafkaske vis årligt knuser tusinder af syge børn og deres ulykkelige forældre, som dokumentaren mere end insinuerer? Eller er familien Kowalskis lidelseshistorie måske i virkeligheden mestendels et lækkert produceret, men amoralsk og ensidigt partsindlæg i forbindelse med en retssag, der handler om en families krav om 220 millioner dollars i erstatning for hvad, de blandt andet betegner som ulovlig tilbageholdelse, bevidst påføring af fysisk smerte og mental stress, svindel og fejlagtig medicinsk behandling?

Svarene blæser i vinden, men uanset hvad, så efterlades man som seer i en uoplyst gråzone, som en dokumentar på sensationel vis maler sort-hvid uden synderlig interesse for, hvad der i virkeligheden førte frem til Mayas tre måneder på hospitalet.

En gråzone som man kun kan håbe på, at retsvæsnet lykkes med at kaste lys over, for lige nu er det, som står tilbage efter dokumentaren, nemlig, at hospitaler, læger og socialsystemer ikke skal blande sig i børnemishandling, for forældre bør egenhændigt bestemme over deres syge børn, eftersom læger er uvidende og ufølsomme, og systemerne, der skal beskytte dem mod overgreb, magtfuldkomne og korrupte.

Hvorvidt ´Take care of Maya´ i virkeligheden har fat i et stort og forfærdeligt problem, som bør belønnes med 6 stjerner, eller om den er udtryk for en instruktørs manipulationer med virkeligheden og derfor bør have 0 stjerner, er således ikke til at vide. Men dens jagt på  sensation og skandale fremfor oplysning af fakta og dens deraf følgende utroværdighed, betyder, at den højest kan modtage 2 stjerner - også selv om den alt andet lige er spændende fortalt og båret af smukke kameraføringer og elegant klipning.

´Take care of Maya´ kan ses på Netflix