Miniserie om aktiv dødshjælp er et stærkt og vigtigt debatindlæg
DOKUMENTAR: Debatten om aktiv dødshjælp fortsætter og fortsætter. Et stort flertal af danskerne er for, men politikere har hidtil sagt nej. DR’s nye, dybt bevægende serie ´På tirsdag skal jeg dø´, der bør ses med Kleenex, gør ikke det kompromisløse nej nemmere.
Hvis man ikke ønsker at leve mere, fordi man for eksempel har smerter og funktionsnedsættelser og derfor ringe livskvalitet, bør man have ret til aktiv dødshjælp, mener Preben Nielsen og hans familie, som i serien ´På tirsdag skal jeg dø´ har ladet journalisten Anders Lund Madsen og hans TV-hold overvære de svære overvejelser, inden Preben skal rejse til Belgien for at få hjælp til at dø.
Preben Nielsen blev for tre år siden ramt af en alvorlig arbejdsulykke, hvor en palle faldt ned fra toppen af det etagebyggeri, som han var i færd med at renovere. Pallen, der var af metal og tung, ramte Preben Nielsen i nakken. En ven og kollega gav ham førstehjælp og hjertemassage, men flere af hans nakkehvirvler var knuste, og trods mange måneders hospitalsbehandlinger forblev han lam fra skuldrene og ned.
Allerede dengang ønskede Preben ikke at leve mere, fortæller hans hustru Britt, der dog fik ham overtalt til at give livet en chance i minimum et år, for de havde, indtil ulykken ramte, haft et dejligt liv og et godt ægteskab og familieliv med mange fælles glæder og oplevelser.
Men da vi i program et møder Preben her to år senere, end hvad han oprindeligt havde lovet at holde ud, er livet ikke blevet bedre for ham. Selv om han har forsøgt, synes han ikke, livet er værd at leve i den ulidelige tilstand, som han befinder sig i, og som intet tyder på kan blive bedre.
Preben sidder i kørestol, Anders Lund Madsen må made ham, og hans daglige tøjskift, den personlige hygiejne og nødvendige fysiske øvelser er en kilde til konstante stærke smerter og spasmer trods hjælp fra sygeplejerske.
Preben fortæller, at han savner at kunne spise selv, at klø sig på næsen, at kunne røre ved og mærke sin kone, at kunne gå en tur langs vandet med sin hund, at dykke, at kunne gøre ting i sommerhuset, at kunne sove og bo derhjemme og ikke i en handicapbolig på grund af 24-7 plejebehov.
Preben kan ikke se noget liv for sig længere, når dette betyder, at han for altid vil have behov for andres hjælp til selv de mindste ting som for eksempel at tørre sig om munden eller bagi, fortæller han Anders Lund Madsen, som blandt andet også er tilstede, når Preben bestiller tid hos en læge i Belgien til sin død godt en måneds tid senere.
I program to har Anders Lund Madsen arrangeret, at Preben får sit livs sidste dykkertur, men heller ikke glæden herved ændrer ved hans ønske om at tage til Belgien. Seerne møder også Prebens søster Dorte, som forstår og derfor støtter sin brors ønsker om at modtage aktiv dødshjælp. Og endelig møder Preben en jævnaldrende mand, der som han selv sidder lammet i en kørestol efter et fald på cykel, men som på ingen måde deler Prebens ønsker om at afslutte sit liv. Og endelig møder vi Britt og Prebens plejesøn, Rasmus, der først bliver chokeret, siden vred og ked af det, men som også herefter støtter og forstår det, da han får at vide, at han står foran meget snart at miste Preben i sit liv.
Det sidste og tredje program handler om, hvordan Britt og Preben tilrettelægger og afholder en sidste fest med venner og familie, inden han tager ud på den sidste flyrejse til Belgien, som bliver et mareridt af smerter for Preben, som gang på gang skal løftes ud og ind af sin kørestol, transportstole og flysæder, inden at han, Britt og søsteren når frem til Belgien, hvor vi sammen med Anders Lund Madsen overværer Prebens sidste timer og død.
Anders Lund Madsen, der udfylder sin værtsrolle med stor empati, nænsomhed og masser af den humor, som Preben også besidder til det allersidste, gør en brav indsats i forhold til at få afdækket, hvad der gør, at Preben virkelig insisterer på så endegyldig en handling samt ikke mindst for at finde mulige antydninger af tvivl, fortrydelser og andre former for sprækker i hans dødsønske.
Men det lykkes ikke, for Preben, der ellers er en munter, velovervejet og kærlig familiefar og ven, er stålsat i sin beslutning og leverer gennemtænkte og overbevisende svar på alle kritiske udfordringer og spørgsmål til, hvorfor han ikke vil mere. Det samme gør hans familie. Og når man følger Preben som her, ja, så er det også menneskeligt umuligt ikke at forstå og respektere Prebens ønsker om ret til den hjælp, som han nu er nødt til under stort besvær og voldsomme smerter at drage udenlands for at få. I stedet for at være død en dejlig dag i sommerhuset omgivet af sine nære, som han så brændende ønskede sig.
´På tirsdag skal jeg dø´ er således et stærkt og vigtigt indspark til en debat om et menneskes forståelige ønsker og legitime behov for selv at bestemme, hvornår et liv ikke mere er værd at leve og de deraf følgende krav om retten til aktiv dødshjælp.
Men netop fordi Preben og hans familie fremstår så afklarede, tilregnelige og overbevisende i deres kritik, kommer programmet måske alligevel til at dække over andre vigtige og mere komplicerede elementer og problematiske sideeffekter i debatten om lovliggørelse af aktiv dødshjælp – som for eksempel, at nogen vil kunne føle sig pressede til at vælge aktiv dødshjælp, at formaliseret aktiv dødshjælp kan blive en undskyldning for ikke at styrke hospitalernes noget haltende palliative indsatser, eller at læger risikerer at pålægges opgaven. Samt det faktum, at det enkelte menneske rent faktisk altid har ret til at vælge døden, da dette er en lovbestemt menneskerettighed. Modstanderne af aktiv dødshjælp er i stedet kritiske overfor samfundets involvering og fastsættelse af hvilke liv, der ikke er værd at leve.
Derfor behøver vi måske ikke som i programmet her at blive ved med at debattere aktiv dødshjælp ud fra en præmis om, hvorvidt vi forstår og kan acceptere Prebens behov, men i stedet ud fra en mere kompleks forståelse af, at aktiv dødshjælp i den grad kan være etisk og humant i den enkelte situation, uden at det nødvendigvist er rigtigt for et samfund at involvere sig i aktivt i.
Så hvordan hjælper vi bedst, hvordan undgår vi at lade mennesker som Preben, hvis liv er blevet uudholdeligt, i stikken, når de eksisterende greb som stop for behandling og smertestillende, men livsforkortende medicin ikke slår til? Kan vi debattere os frem til en ny vej, for udfordringen er naturligvis, at sygdom kan hindre én i selv at gennemføre sin ret til at afslutte livet, og at ingen lovligt kan hjælpe, da assisteret selvmord er forbudt.
Serien har desværre ingen bud herpå, men det ændrer ikke ved, at fortællingen om Preben og hans og familiens umenneskelige kamp alt andet lige er stærk, relevant og vedkommende som kun få.