DR har lavet stærk dokumentar om aktiv dødshjælp – men svigtede bagefter

KULTURKOMMENTAR: Kritikere af aktiv dødshjælp er redigeret ud af DR’s nye mini-TV-serie ´På tirsdag skal jeg dø´. Det har fået hård – og ufortjent – kritik, mener Maria Cuculiza. Hun mener, at DR´s svigt er et helt andet sted.

DR’s nye mini-TV-serie ´På tirsdag skal jeg dø´ om en lam mands brug af aktiv dødshjælp høster i disse dage ros, men også indædt kritik for at en være en følelsespornografisk, handicapfobisk kampagne for aktiv dødshjælp, som svigter sine seere ved ikke at lade modstandere af dødshjælp komme til orde.

En kritik, som blandt andet bæres frem af tunge stemmer som for eksempel medlem i Muskelsvindfondens repræsentantskab, Ditte Guldbrand, og formand for Etisk Råd, Leif Vestergaard Pedersen.

Men er kritikken spot on? Nej, ikke ubetinget.

Men er den så relevant? Ja bestemt, i hvert fald langt hen ad vejen.

Stridens genstand, Preben Nielsen, fik for tre år siden knust sine nakkehvirvler i forbindelse med en arbejdsulykke, som betød, han forblev lam fra skuldrene og ned. Siden var han plaget af smerter og kramper, lænket til en kørestol og afhængig af hjælp til ALT. Selv om han i årene efter ulykken forsøgte at genvinde lysten til livet, nåede han aldrig frem til at synes, at livet var værd at leve. Og i foråret i år besluttede han – med familiens uforbeholdne støtte og hjælp – at tage imod aktiv dødshjælp i Belgien. Sammen med TV-værten Anders Lund Madsen overværer seerne Preben Nielsens sidste måneder og død efter at have indtaget hjertestoppende medicin.

Både Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, Ditte Guldbrand og Leif Vestergaard Pedersen var oprindelig tiltænkt en rolle i dokumentaren. De tre mødte og talte i to timer med Anders Lund Madsen og Preben Nielsen om de problemer, som de ser i forbindelse med at tillade aktiv dødshjælp. Men optagelserne er ikke blevet en del af den endelige dokumentar.

Lade det være slået fast med det samme: At DR vælger ikke at bruge foretagne optagelser, er de principielt i deres fulde ret til. Endog uden at skulle forklare sig. Og det sker formentligt nærmest dagligt i den danske TV-branche af den ene, anden eller tredje gode eller dårlige grund, at medvirkende bliver droppet i den sidste, redigerende fase.

Men berettiger vores stærke følelser for dette etiske dilemma, hvor flertallet af danskerne er for, mens de fleste politikere og læger er imod, så i det mindste modstandernes krav om, at deres synspunkter i det mindste havde været repræsenterede i programmet?

Nej, det gør de faktisk heller ikke!

I hvert fald ikke ubetinget.

For at serien ikke indeholder modstandere af dødshjælp, kan programserien heller ikke som sådan automatisk klandres. Der eksisterer nemlig ikke krav om, at modstandere af andres fremsatte holdninger og erfaringer altid skal repræsenteres samtidigt. Slet ikke i genren portræt af en enkeltperson, som denne serie udgør. Men heller ikke for enkelte medieprodukter, der handler om meninger og holdninger – omend at det kræves af public servicestationer, at de hen over udsendelsesflader og år skal sørge for på bedste mangfoldige vis at præsentere forskellige parters divergerende synspunkter på emner af almen samfundsinteresse.

Men herefter begynder tingene at blive meget mere mudrede. Og det gør de, fordi aktiv dødshjælp er et af de endnu eksisterende etiske dilemmaer, som fortsat for alvor kan dele vandene mellem os. Blandt andet fordi vi endnu ikke har fået kridtet banen op for, hvad man kan, og hvad man ikke kan blande ind i debatten.

For eksempelvis hviler hele forfatter Ditte Guldbrands kritik af programmet og sin manglende medvirken på en forestilling om, at Preben i stedet for at tage en rationel beslutning led af en ’dyb depression’, som ville kunne helbredes, hvorefter han ikke mere ville ønske at dø. En præmis og en diagnose, som hun dels ikke har faglige forudsætninger for at stille, og som dels er patroniserende overfor Preben, der jo netop gang på gang pointerer, at det er hans fysiske handicap og dermed tab af selvstændighed, der gør, at livet er uden tilstrækkelig værdi for ham.

Hertil kommer, at Guldbrands ligeså udokumenterede påstand om, at seeres sympati og mulige forståelse og eventuelle accept af Prebens ønsker blot skyldes deres ´handicapfobi’, altså at de berørte seere således er vildledte ofre for DR’s bevidste udnyttelse af seernes påståede aversioner mod handicappede i en kampagne for retten til aktiv dødshjælp, forekommer at være en skævvridning af debatten.

Det vigtigste problem ved aktiv dødshjælp

Men med formanden for Etisk Råd Leif Vestergaard Pedersens bidrag har debatten til gengæld fået godt og grundigt fat i dette dilemmas måske nok vigtigste ende:

”Der er altid det problem ved casebårne historier, at vi bliver lidt forført af casen. Men ligeså vigtigt det er at forstå Preben, ligeså vigtigt er det at forstå helheden,” siger Vestergaard Pedersen til Politiken. Han påpeger, at risikoen ved åbne op for aktiv dødshjælp til mennesker som for eksempel Preben Nielsen med et alvorligt funktionshandicap og smerter er, at man indirekte kommer til at skubbe alle andre i en lignende situation i retning af at overveje, om deres liv er værd at leve, om de ligger deres familie for meget til last, om det ikke var ´bedre´, at de tog deres liv. 

Så grundlæggende kan vel sige det sådan, at aktiv dødshjælp godt kan være etisk og humant i den enkelte situation. Men at dette ikke er det samme som, at det nødvendigvis er hverken godt eller rigtigt for et samfund at involvere sig i aktivt heri. Og det skaber selvfølgelig nogle yderligere dilemmaer, for selv om vi legalt har retten til at tage livet af os selv, så har de mest forpinte, mest syge og mest sårbare af os jo netop ikke altid adgang til denne mulighed, hvilket i et individualistisk og rettighedsbaseret samfund umiddelbart og set uden sammenhæng kan forekomme at være menneskeligt og socialt uretfærdigt.

Og at det også vil være de mest sårbare, som nemmest blive ofre for at blive skubbet ud over kanten, og derfor får en uretfærdig for tidlig død er til gengæld mere abstrakt at forholde sig til.

Men denne risiko og mange andre risici som for eksempel at formaliseret aktiv dødshjælp kan blive en undskyldning for ikke at styrke hospitaler og kommuners palliative indsatser, at deprimerede, men behandlingsegnede børn, unge og voksne vælger døden, eller at læger risikerer at pålægges opgaven, gør, at der i den grad er grund til højlydt undren over, at public servicestationen DR har undladt at udvise et minimum af situationsfornemmelse og ikke mindst ansvarsfølelse i forbindelse med lanceringen af ´På tirsdag skal jeg dø´.

DR´s svigt

Hvorfor har man ikke sørget for at udnytte nogle af sine mange debatterende TV-formater til en pro-et-contra diskussion af aktiv dødshjælp, sådan at dennes mange komplekse facetter kunne blive en del af en fælles national samtale om dette komplicerede emne? For kritikerne har grundlæggende helt ret: ´På tirsdag skal jeg dø´ er en serie, som ikke må stå alene, og som bør ses og debatteres i den sammenhæng, som den er født ind i:

En sammenhæng og en verden, hvor antallet af lande, hvor aktiv dødshjælp og assisteret selvmord bliver lovliggjort, stiger, hvor kriterierne for hvornår du kan modtage aktiv dødshjælp hele tiden udvides til nye patientgrupper som for eksempel deprimerede og psykisk syge, og en verden hvor sundheds- og socialvæsnets ressourcer samtidigt er under stigende pres.

I stedet vifter DR nu med et par løsrevne figenblade i form af nogle mere eller mindre obskure radioprogrammer, som man påstår kan kompensere for en programserie, hvori aktiv dødshjælp i kraft af en langt hen ad vejen kritisk udspørgende Anders Lund Madsen og en lidende, afmægtig, men også tilsyneladende stålsat afklaret Preben og familie, kommer til at fremstå som en uomgængelig barmhjertighedsgerning overfor et nødlidende menneske. Fremfor det, som måske også er konsekvensen: En opfordring til lovliggørelse af en uoverskuelig og livsfarlig glidebane til for tidlig død for vores mest sårbare borgere.

Debatten om aktiv dødshjælp er på én gang farlig, følsom og betændt. Men den er også mere vigtig og fundamental end nogensinde. Og DR har leveret et vigtigt bidrag til at forstå og debattere, hvordan dødshjælp kan se ud fra et enkelt menneskes synspunkt. Men samtidigt står eksperternes påpegninger af dilemmaer i kø, så DR har svigtet Big time i forhold til at have taget ansvar for at iværksætte og og ikke mindst kuratere de etiske og samfundsmæssige debatter, som burde have fulgt i forbindelse med et emne og et program som her, hvor man har åbnet for aktiv dødshjælp med afsæt i barmhjertighed. For argumenter om barmhjertighed og retfærdighed har det med umiddelbart at fænge og senere forpligtige, så det kan være vanskeligt at stoppe igen.  

  • Oprettet den .