Veldrejet Netflix-dokumentar viser, hvorfor det tog 16 år at stoppe sygeplejerske og seriemorder

DOKUMENTAR: Netflix’ nye dokumentar ´Capturing the Killer Nurse´, er en foruroligende fremstilling af, hvor nemt det var for den amerikanske intensivsygeplejerske Charlie Cullen at blive med at myrde sine patienter, selv om han var blevet opdaget flere gange under sin 16-år lange karriere. Han menes at have slået op mod 400 mennesker ihjel.

Den netop lancerede og halvanden time lange ´Capturing the Killer Nurse´, som fortæller om begivenhederne, der førte frem til tilfangetagelsen af ​​seriemorderen Charles Cullen, viser, hvordan efterforskere beviste, at intensivsygeplejersken Charles Cullen dræbte patienter, men afslører også, hvor tæt han var på at kunne være blevet ved med at udføre sine mord, uden at hospitalernes ledelser skred ind.

Vi har for nylig på Sundhedspolitisk Tidsskrift anmeldt den nye, glimrende og meget seværdige, dansk instruerede spillefilm og thriller ´The Good Nurse´, som langt hen af vejen fortæller den samme historie som dokumentarfilmen ´Capturing the Killer Nurse´, instrueret af den Emmy-nominerede Tim Travers Hawkins. Men hvor ´The Good Nurse´ har fiktionaliseret sin beretning om Charles Cullen og i høj grad benytter sig af den frihed, som fiktionen giver, så beretter ´Capturing the Killer Nurse´ sin version på klassisk dokumentarvis via direkte vidnesbyrd fra de i virkeligheden involverede personer. Suppleret med lyd og billeder fra originale arkivmaterialer og sagsakter. 

Og hvor ´The Good Nurse´ især undersøger de mere eksistentielle og personlige vinkler af en sygeplejerske som seriemorder og dennes veninde og kollega, men dog også giver en voldsom kritik af det amerikanske hospitalsvæsen, så handler ´Capturing the Killer Nurse´, i endnu højere grad om, hvad der gjorde det muligt for Charles Cullen at myrde snese- eller hundredvis af patienter på ni forskellige hospitaler samt et plejehjem fra 1988 til 2003. Også selv om han i løbet af de i alt 16 år flere gange blev opdaget og endnu flere gange vakte mistanke, men uden at han af den grund blev stoppet. I stedet gav man ham mulighed for at rykke fra det ene hospital til det andet, hvor han flittigt benyttede hjertemedicinen digoxin og insulin til sine dødelige overdoser.

Charles Cullen myrdede sin første patient i 1988 på Saint Barnabas Medical Center, som han forlod, da hospitalet begyndte at undersøge en række utilsigtede hændelser i form af kontaminerede IV poser, og han er i dag mistænkt for at have gennemført flere mord på hospitalet. Hans næste job var Warren Hospital, hvor han har indrømmet at have dræbt tre patienter med en overdose af digoxin. Herefter rykkede han i 1994 videre til Hunterdon Medical Center, Morristown Memorial Hospital i 1996, hvor han dræbte mindst fem mennesker. Fra New Jersey flyttede han til staten Pennsylvania, hvor han arbejde på en række hospitaler og plejehjem, hvor han har indrømmet at have dræbt mindst syv patienter mere.

I september 2002 rykkede Cullen dog tilbage til New Jersey, hvor han arbejdede på Somerset Medical Center, hvor han i løbet af nogle måneder myrdede mindst 13 patienter, og hvor han blev afsløret af sin kollega, intensivsygeplejersken Amy Loughren i samarbejde med et meget aktivt lokalt politi, der arresterede ham den 12.december i 2003 – samme dag, som han skulle starte endnu et nyt job, efter at Somerset Medical Center havde fyret ham i al stilhed. 

Ifølge ´Capturing the Killer Nurse´ havde så godt som alle hospitalernes ledelse enten opdaget eller fået alvorlig mistanke til Charlie Cullen, men valgte at vende det blinde øje til af frygt for sagsanlæg og skandaler, som kunne ødelægge hospitalers rygter og indtjening. En sikkerhedsbrist affødt af kommercielle hensyn, som ingen endnu for alvor har taget hånd om ifølge dokumentaren, der med stor troværdighed lader os forstå, at det ene og alene skyldtes den modige sygeplejerske Amy Loughren og de to stædige politimænd Danny Baldwin og Tim Braun, at USA’s største seriemorder blev stoppet.

Som dokumentarfilm lever ´Capturing the Killer Nurse´ op til sin titel, og den dykker dybt ned i selve jagten på Cullen, der nok havde efterladt sig masser af blodige og dødelige spor, men som alligevel var svær at løfte bevisbyrden imod, når hospitalernes ledelser som her direkte modarbejdede opklaringen af de mange drab, som ikke engang var udført med speciel dygtighed eller snilde, eftersom han ofte injicerede sine ofre med præparater, som ikke var en del af deres medicinering, men som man så alligevel fandt i dødelige mængder i deres blod, når de pludseligt og uventet døde i hospitalssengen kort tid inden udskrivning. 

Det er svært at tro, at en sygeplejerske således igennem så mange år uhindret kunne myrde flere hundrede mennesker, og at hospitalsledelser gennemført skruppelløst har kunnet opføre sig så uansvarligt, at de har ladet en psykotisk morder fare frit rundt på hospitalsgangene.

Men ´Capturing the Killer Nurse´ levner ikke plads til tvivl, for de medvirkende er uhørt troværdige i deres fremstillinger af, hvad de oplevede dengang for næsten 20 år siden, og hele dokumentaren er veldrejet og professionelt skruet sammen uden alt for store armbevægelser. Troværdighed er vægtet højere end drama i forståelse af, at virkelighedens kliniske facts er mere end rigeligt dramatiske i sig selv. 

´Capturing the Killer Nurse´ er således i høj grad værd at se – som også spillefilmen ´The Good Nurse´ er. På mange måder er det dog uretfærdigt og som at sammenligne æbler og pærer at sætte de to film op overfor hinanden. Men hvis man især er til kvindelige filmhelte og fornemme skuespillerpræstationer, skal man nok vælge ´The Good Nurse´. Er man mindre til fiktion og mere til faktuel virkelighed, klassisk politiarbejde og strukturelle analyser, står ´Capturing the Killer Nurse´ givetvis stærkest. 

Men vil man se begge, hvilket kan anbefales til en kold og regnfuld vinterdag, så bør man lægge ud med spillefilmen og dernæst se dokumentaren, hvori man blandt andet flere gange hører Charles Cullen selv fortælle om sin udåd. Ligesom at det i dokumentaren giver en ekstra dimension at møde sagens hovedpersoner i levende live som for eksempel politiefterforskerne Baldwin og Braun og ikke mindst Charles Cullens tidligere sygeplejerskekollegaer Amy Loughren og Donna Hargreaves og høre dem fortælle om, hvordan de i begyndelsen nød ham som en fantastisk dygtig og god kollega, og hvor vanskeligt det senere blev for dem at være op imod ikke kun frygten for Cullen, men på samme tid også deres egne øverste ledelser. 

Charles Cullen blev efter at have indrømmet op til 40 drab i 2008 idømt 18 livstidsstraffe, som han afsoner i New Jersey State Prison i Trenton i USA.

 ´Capturing the Killer Nurse´ har netop haft premiere på Netflix