| | | | | |
 


Dokumentar om illegal omskæring gør det, som TV-mediet kan bedst af alle

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Selv om man måske har sin faste mening om omskæringer af drengebørn og derfor ikke orker at høre mere om dem, så er TV2’s nye opsigtsvækkende dokumentar Omskæring bag lukkede døre alligevel overraskende interessant.

I dokumentaren får en journalist kontakt til to illegale omskærere. Den ene bor i Sverige og den anden i Tyskland, og begge tager de mod betaling til Danmark for at omskære, selv om de ikke er læger. Udstyret med en elektrisk loddepistol, et håndklæde og en rulle wc-papir går den ene af dem, den tyske omskærer Abo Hussam, sig således klar til at omskære endnu et drengebarn i en lejlighed i København.

Abo Hussam er tydeligvist meget optaget af, at det, som han skal i gang med, er ulovligt. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa, og er derfor bekymret for, om nogen kan se ind igennem vinduerne, og for hvordan han sikrer sig selv, hvis noget ved hans arbejde går galt, så barnet får brug for at komme på hospitalet:

”I skal sige, at det er sket på en klinik i Malmø, og at I ikke ved, hvem det var,” forlanger Abo Hussam, der i programmet fortæller, at han har udført operationerne på daglig basis i syv år:

"Mindst 200 af dem har været i Danmark,” siger Hussam, der i øvrigt ikke bruger operationshandsker under sine operationer, da han finder handskerne ’varme og besværlige.’

Hvert år omskæres der ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed cirka 2.000 drengebørn om året, cirka halvdelen sker ulovligt, og ingen har styr på antallet af komplikationer og skader. Men alene på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital modtog lægerne i 2020 tilsammen 46 tilfælde, der relaterede sig til komplikationer efter rituelle omskæringer. På Aarhus Universitetshospital havde man 11 sager og vurderede komplikationerne til at være fra milde til moderate, mens man på Rigshospitalet med 35 sager vurderede dem fra milde til alvorlige.

At nogle af disse tilfælde er gået helt galt, fortæller blandt andet læge Louise Hennings om, efter at hun midt i en nattevagt blev mødt af en far med to små drenge, hvoraf den yngste skreg højt af angst, og den anden blot lå helt stille i sin fars favn. De to drenge var et par dage forinden blevet omskåret, og indgrebet var gået galt. Så galt, at det var tæt på at koste den ældste dreng, som havde fået bortopereret halvdelen af sin penis, livet på grund af blodforgiftning og organkollaps.

”Det, der skulle have været hans kønsorgan, var omdannet til et stort blødende, væskende sår, som lugtede forfærdeligt. Det lignede et krater. Det var meget, meget grimt,” fortæller en tydeligvis fortsat berørt Louise Hennings om den ældste dreng. Om den yngste fortæller hun, at også han havde skader på sin penis samt blodforgiftning:

”De var blevet udsat for et kirurgisk indgreb uden bedøvelse og uden steril teknik. Og så er risikoen for kirurgiske komplikationer meget store. Hvis de var kommet ind senere, kunne det have haft fatale konsekvenser. Det kunne have endt med dødelig udgang,” forklarer Louise Hennings, hvis vidnesbyrd også sætter den svenske omskærer Abu Jalal, som også medvirker i programmet, i skarpt relief, når han lader forstå, at operationen er en fuldstændig ufarlig lille ting, som han har fuld styr på.

Fælles for tyske Abo Hussam og svenske Abu Jalal er, at de er uden lægelig baggrund, at de kun lokalbedøver i bedste fald nødtørftigt, at de blæser på de nødvendige hygiejneregler, og at de her begge er gået i en fælde. De afsløres for åbent, men dog skjult kamera, overfor hvilket de stille og roligt klæder sig selv af, indtil de står etisk nøgne tilbage med kun deres knive og loddepistoler i hånden.

Og det er da netop også disse to af programmets længste enkeltscener, hvor dokumentaren demonstrer det, som TV er bedst til, nemlig at give indblik i virkeligheden, som den rent faktisk udfolder sig. Derfor er det også disse scener, som gør programmet værd at se, og som hæver det over den almindelige politiske ævlen og kævlen om detaljer i værdikampen for eller imod omskæring.

For uanset hvad man synes og ikke synes om omskæring, så bør alle kunne blive enige om at forandre de sundhedsfarlige forhold, som skildres her, i et ruf, så flere smådrenge ikke risikerer unødige ar på kønsorganer og sjæl, fordi de måske har været i hænderne på illegale klamphuggere udstyrede med toiletpapir og loddepistoler. Så besværligt kan det jo heller ikke være at klassificere omskæring som det operative indgreb, som det jo rent faktisk er. Og som sagt, er man i tvivl om, hvor vidt omskæring er et operativt indgreb, kan man bare se programmets skjulte optagelser samt ikke mindst det videomateriale, som tilrettelæggerne modtog som reklamemateriale fra én af omskærerne.

Rituelle omskæringer af drenge i private hjem eller i privatklinikker er lovligt at foretage i Danmark, hvis der er en læge er til stede, som tager ansvaret for operationen, som der også skal føres journal over. Ligesom der skal udføres ordentlig smertedækning, og de infektionshygiejniske forhold skal leve op til en vis standard. Til gengæld må de rituelle omskæringer ikke foretages på offentlige hospitaler. Så da Styrelsen for Patientsikkerhed sidste år udarbejdede en ny vejledning om omskæringer trak flere af de lægefaglige selskaber sig ud af arbejdet i protest. Og i dokumentaren fortæller tidligere formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, Joachim Hoffmann-Petersen, at man ikke ønskede, at ”sidde tilbage med ansvaret for noget, vi ikke kunne stå inde for":

”I den vejledning, der endte med at komme, behøver der ikke være nogen børneanæstesilæge, der behøver ikke være nogen børnekirurger, det behøver ikke foregå på et hospital, og det behøver heller ikke foregå på en operationsstue,” kritiserer Joachim Hoffmann-Petersen.

Heller ikke Lars Lund, overlæge og professor i urologi ved Odense Universitetshospital, er tilfreds med forholdene og kalder optagelserne med de to omskærere for "vildt, vildt rystende":

”Der er steder, hvor man faktisk behandler og bedøver dyr bedre, end man behandler drengebørn her”, udtaler han i programmet.

Man kan sige mangt og meget om de religiøse og rituelle omskæringer, som i en dansk kulturel sammenhæng forekommer sælsomme, og om, hvordan disse i givet fald skal organiseres. Men det lykkes ganske dygtigt folkene bag programmet ikke at lade sig unødigt distrahere og i stedet fastholde hovedfokus, som er: Hvad foregår der under de illegale omskæringer, og er det forsvarligt?  

Og nej, det er på ingen måde forsvarligt, så det vil efter dette urovækkende program i den grad klæde Styrelsen for Patientsikkerhed og regeringen at finde nogle måder at beskytte alle disse uskyldige drengebørn på. Det beskytter for eksempel ingen, at sundhedsminister, Magnus Heunicke efter udsendelsen har svunget sig op til at kalde de internationalt omrejsende omskærere for kvaksalvere. Tomme tønder buldrer endnu engang mest.