| | | | | |
 


Rørende og tankevækkende dokumentar om plejehjemmet Dagmarsminde

DOKUMENTAR: En ny dokumentar om plejehjemmet Dagmarsminde er dybt rørende, men får en til at tænke på alle de gamle, der ikke bor på noget der minder om et all inclusive badehotel.

I Nordsjælland bag et hegn bor en gruppe ældre med svær demens omgivet af kram, kager, klaver og en omsorg, der mest af alt minder om en normal hverdag fuld af kærlighed og nærvær. Kasserede og bortkastede kæmpe indkøbsposer fulde af medicin er erstattet af omsorgsmedicin, fremgår det af biografdokumentaren "Det er ikke slut endnu", som kan ses på TV2Play i en lettere nedkortet TV-version. Dokumentaren handler om plejehjemmet Dagmarsminde, drevet af sygeplejersken May Bjerre Eiby og hendes dedikerede personale.

På skærmen fremstår plejehjemmet som på et bedre badehotel all inclusive og med indendørs pool, champagne, manicure og smukke møbler, malerier og porcelæn i den fælles dagligstue. Alting virker helt normalt, hvilket da også er et vigtigt element i behandlingen ifølge May Bjerre Eiby, der fortæller, at hendes interesse for at skabe bedre forhold for mennesker med demens begyndte, da hun som ung fik job på et plejehjem og fik, hvad hun i dokumentaren kalder for ’en meget ubehagelig oplevelse’:

”Beboerne var enten aggressive, eller også råbte de om hjælp. Jeg tænkte, at det måtte jeg lave om, så jeg ville være sygeplejerske. Kort efter fik min far mærkelige symptomer. Det viste sig at være demens, og for at det ikke skulle være løgn, kom han på det samme plejehjem, hvor jeg havde arbejdet. Og det var stadig det samme. De vidste ikke, hvad han hed, de forstod ikke hans humor, og selv om han var en meget, meget stærk mand, så døde han af omsorgssvigt i løbet af fem måneder. Det tog syv år, så havde jeg skrabet penge sammen til at købe et værksted, som jeg lavede om til plejehjem,” forklarer May Bjerre Eiby om sin motivation for at have skabt et hjem, der tilsyneladende får livsglæden til at pible selv blandt mennesker, hvor Alzheimers sygdom eller andre former for demens forhindrer dem i at tale, tænke, huske og klare sig selv, mens de venter på døden.

Men på Dagmarsminde, der åbnede i 2016, er den bærende filosofi, at livet ikke er slut endnu. Uanset hvor ringe forfatning beboerne måtte være i, når de ankommer til plejehjemmet, og den kan virkelig være ringe. Uanset om de kommer fra andre plejehjem eller direkte hjemmefra.

Men aldrig så snart er de kommet inden for dørene, før livsglæden stikker næsen frem. De begynder at nyde deres omgivelser, personalets opmærksomme omsorg og de mange daglige time-for-time aktiviteter, som stort set kun pauseres, når beboerne kærligt puttes til middagslur, inden de igen skal op og have eftermiddagskage og opleve nye ting som for eksempel at klappe et træ ude i naturen, få ordnet negle eller sammen med blomster og champagne fejre 63 års bryllupsdag for et ældre ægtepar, Vibeke og Torkil. Vibeke, som har fået frataget sit sprog af Alzheimers sygdom, og Torkil, som tror, at han kun er med for at hjælpe Vibeke med at lære at gå igen, selv om også han har en stærk demens, som han bare ikke er klar over.

Torkil er TV-dokumentarens mest gennemgående figur, men ellers klippes der i tætte billeder mellem husets øvrige beboere og personalets næsten altid meget sanselige aktiviteter med beboerne og egne interne samtaler om patienterne.

Kameraet er i det hele taget altid meget tæt på beboerne, men de udstilles ikke, og filmen lever på den måde op til Dagmarmindes filosofi om altid at tage hånd om beboernes menneskelige værdighed, hvilket så igen rejser spørgsmålet: Hvordan er det egentligt, at vi i vores velfærdssamfund behandler vores skrøbelige ældre medborgere, hvis de er så uheldige at få en hjernesygdom? Hvorfor er det så enestående og helt særligt, at ældre syge mennesker passes godt og ikke dopes med medicin, men aktiveres, at journalister hvert hver andet år valfarter til Dagmarsminde for at få fremvist drømmen om en nænsom alderdom i værdighed? Hvorfor er det ikke sådan alle steder, hvor gamle og syge mennesker anbringes?  

Selv siger May Bjerre Eiby i filmen, at det ikke er økonomi, der gør forskellen, for Dagmarsmindes økonomi er ikke bedre eller værre end andre plejehjems. Jamen, hvad er det så for nogle værdier i den almindelige ældrepleje, som betinger de absurd store forskelle, kan man kun spørge sig selv? Alt imens, at man bevæges og røres over filmens mange smukke og rørende scener mellem de ældre mennesker og personalet omkring dem.

Hvorfor sidder mennesker med demens i våde tissebleer alene på deres våde sofa med idelige urinvejsinfektioner i den offentlige ældrepleje, og ovenikøbet bliver talt grimt til, når de for de samme udgifter ville kunne blive pudset og plejet, rørt ved og samtalet med i rene og smukke omgivelser fulde af humor, øjenkontakt og fællesskabsfølelser? Medicinfrie og med et lille glas bobler eller portvin i hånden, så snart der er noget, man kan fejre, eller en netop afdød beboer skal mindes?

Hvorfor er det at blive gammel med demens et lotteri med en endnu ringere chance for den store gevinst, end hvis man spiller Lotto hos Dansk Spil? Hvad er det dog, at vi som samfund ikke har fundet ud af at håndtere på plejehjemmene, hvor to ud af tre beboere er mennesker med demens?

”Omsorgsbehandling giver dem lyst til at opleve verden, og de bliver mere og mere friske,” fastslår Mai Bjerre Eiby, der får flyttet 76-årige demente Grethe fra at være en fraværende og ulykkelig grøntsag til at blive en livsnydende kvinde med glade, nysgerrige øjne, og tidligere frustrerede og forvirrede Torkil til at blive en mand, der går rundt og synger ja til livet på, hvad en anden beboer erklærer at være en ’yndig sommeraften’ ved bålets varme skær.

"Det er ikke slut endnu" er en fin, fin lille film, som er tilrettelagt, filmet og klippet lige præcist så nænsomt, omsorgsfuldt og indfølende, som en sådan bør. Men hvorfor dokumentaren er nedklippet til en TV-version er en gåde og ikke umiddelbart noget godt valg, for man kan, selv om man ikke ved, at det forholder sig sådan, rent faktisk godt mærke på filmens flow, at noget i fortællestrukturen ikke er helt, som det burde værre. Denne lidt abrupte fornemmelse kunne eventuelt skyldes mangel på optagelser, men det virker ikke sandsynligt, for holdet bag dokumentaren oplyser, at de har optaget på Dagmarsminde igennem halvandet år.