| | | | | |
 


Dokumentar om kræftsyg søn er flagrende, men hjerteskærende god

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Skuespiller Anne-Grethe Bjarup Riis’s mobilfilmede dokumentar om sin søns leukæmi er tæt på ubærlig at se, men kan man holde det ud, bør man tvinge sig selv til at se den, for det er en fremragende skildring af, hvad kræftsyge børn og deres familier er oppe imod.

Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ yngste søn, den dengang otte-årige Gilbert, for seks år siden fik konstateret kræft og med det samme blev ordineret en flere år lang kemoterapeutisk behandling, besluttede hun at videofilme hans forløb på sin mobil, så han senere, når han blev rask, kunne forstå, hvad han havde gennemgået.

Og det er disse over 100 timers private optagelser, som er blevet klippet sammen til hendes smerteligt gribende 58 minutter lange dokumentar "Til Gilbert fra mor", som hun har lavet sammen med sin ægtemand og Gilberts far, producer Bo Mortensen.

"Til Gilbert fra Mor", som netop har haft premiere på DR, er sjældent barske løjer, ikke kun for Gilbert, som er helt rask i dag, men også for hans søster Yrsa, mor og far, der alle sammen indimellem knækker sammen under Gilberts plagsomme kamp mod livstruende bivirkninger på hans tapre rejse mod helbredelse. Intet mindre end tre gange er Gilbert tæt på at dø på grund af bivirkninger fra de mange mediciner.

”Jeg kan ikke blive ved med at give ham kemo, men jeg kan jo heller ikke lade værre,” fortæller en sønderknust og desperat Anne-Grethe Bjarup Riis i filmen efter, at Gilbert endnu en gang har været ved at dø, af ikke kræften, men sine bivirkninger, og nu igen lider alle helvedes kvaler efter én af sine mange behandlinger mod leukæmisygdommen Akut lymfoblastær leukæmi (ALL).

Når Anne-Grethe Bjarup Riis har ønsket at dele sine og familiens lidelser, er det ifølge hende selv i håbet om at nedbryde den tavshed, ensomhed og isolation, som hun selv oplevede i forbindelse med Gilberts sygdom, hvor selv den nærmeste familie gik i flyverskjul i misforstået diskretion og holdt sig langt væk fra den lille familie, som på et tidspunkt gik helt i dørken i afmagt, og som derfor ellers i den grad havde brug for en hjælpende, familiær hånd.

Anne-Grethe Bjarup Riis reaktion på omgivelsernes fravær er at gøre sygdommen til en hemmelighed. En hemmelighed, som hun selv dårligt magter at bære, og som hun heller ikke vil bebyrde andre med. I dag har hun lært, at den aldrig skulle have været forbundet med stum tavshed. I filmen opfordrer hun til, at vi bryder tavsheden og meget mere åbent deler vores livsomstændigheder, når uheldet er ude, og tingene går galt – for eksempel når et barn får leukæmi, hvilket rammer 40-50 familier om året.

Hvor svært det var at være alene som familie om den nye hverdag, og hvor ufatteligt hårdt Gilberts sygdom tærede på familiens kræfter er modigt vist i filmens afslørende scener fra et hjem i totalt opløsning med rod, snavsede tallerkener, madrester, uredte senge og døde blomster overalt. Eneste konstante rigtige liv udgøres i perioder af familiens lille hund Coco, som løber bekymret og forvirret rundt i sin jagt på kontakt med familiens medlemmer, som lever i en evig angst og en evig pendulering mellem hjemmet og Rigshospitalet.

"Til Gilbert fra Mor" viser med imponerende åbenhed, hvordan alle forældres værste mareridt kan vise sig at være endnu værre, end man måske forestiller sig, for det er fuldstændigt umenneskelige belastninger, som Gilbert, hans søster og deres forældre må tåle samtidigt med, at de også er nødt til at være sønnens behandlere og således som små laboranter må tumle masser af livsvigtig, men også farlig medicin, som de ikke har nogen forudsætninger for at håndtere korrekt. Og da slet ikke under en krisesituation som denne, hvor et ud af fire børn forgæves gennemgår de voldsomme behandlinger for leukæmi, men alligevel dør.

Der synes ikke at være gået nogen stor fotograf tabt i Anne-Grethe Bjarum Riis. Billederne flagrer til højre og venstre som i de første familie-hjemmevideoer for 30 år siden. Men hvad optagelserne måtte mangle i teknisk kvalitet, har de til gengæld i følelsesmæssig nærhed og drama. "Til Gilbert fra Mor" er heller ikke på nogen måde den første film om børn, der får kræft, men den er blandt de bedste. Renset for sentimentalitet viser den uden tekniske filtre og helt tæt på den rå og barske virkelighed, men også de bittesmå scener med håb og skønhed, når forældrene forsøger at holde fast i, at livet ikke kun er smerter og opkast, men også en fest, som det er værd at glæde sig over og kæmpe for, selv i en periode i livet, hvor alt normalt er suspenderet, og sygdom fylder næsten alt.

Man kan som seer kun få respekt for den lille families måde at overleve de umenneskelige prøvelser på, selvom Anne-Grethe Bjarup Riis givetvis vil være den første til at indrømme, at meget lidt var pletfrit i denne undtagelsestilstand, som hun og hendes mand i deres film til sønnen nu også giver os andre adgang til i håbet om, at vi kan lære heraf. De sygdomsramte skal lære, at  det er ikke blot ok, men nødvendigt at åbne sig mod omverdenen, og omgivelserne skal lære at give hjælpen uden først at blive bedt herom. 

"Til Gilbert fra mor" kan ses HER.