| | | | | |
 


Kritisk DR-dokumentar om lægevagten mangler rygende pistol

 
 
 
 
 

DOKUMENTAR: Vagtlægers akkordarbejde koster liv og lemmer for patienterne hævder DR-dokumentar, som dog aldrig får bevist sin hypotese om, at det særegne akkordarbejde flytter lægers fokus væk fra patienter til egne lommer.

Muligheden for at tjene 30.000 kroner på en enkelt vagt, hvis man ellers får patienterne ud af røret i en fart, betyder, at danskerne, der ringer til vagtlægen om hjælp, bliver mødt med pengeglade og fortravlede læger, som derfor nemt overser symptomer på livstruende sygdom, fremgår det af dokumentaren "Patienter på samlebånd", som primært er baseret på båndudskrifter fra vagtlægesystemet, interviews med tidligere patienter, efterladte pårørende og eksperter.

Baggrunden for udsendelsen er det aflønningssystem, som Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland hver især har indgået med de fire regioners PLO-drevne vagtlægesystemer, som betyder, at vagtlægerne ikke fungerer som lønmodtagere, men som selvstændige erhvervsdrivende, der får honorarer i forhold til de ydelser, som de leverer.

Honorarerne er aftalt mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn og er højere, hvis man afslutter et forløb i telefonen, end hvis man henviser patienten til at blive tilset enten på et konsultationssted eller ved et sygebesøg.

30 samtaler i timen giver gennemsnitligt 30.000 kroner på en vagt. Enkelte læger når flere end 300 patienter på en vagt og aflønnes med mere end 40.000 kroner for en vagt. Nogle af lægerne har så mange patienter, at de kommer op på en månedsløn på 300.000 og en årsløn på to-tre millioner kroner. To minutter til hver patient er gennemsnittet i de fire regioner, hvor det er cirka fem minutter i Region Hovedstaden, som selv driver sin lægevagt.

At dokumentere, at patienter alt for ofte bliver spist af med sølle to minutter er godt journalistisk arbejde, ligesom det også er relevant at vise, hvor overfladiske samtaler man kan blive udsat for som livstruende syg, for her er der tydeligvis plads til forbedringer. Enten på individ- eller systemniveau. Eller formentligt begge steder.

Og det er da også disse i sig selv ganske opsigtsvækkende tal for tid med hver enkelt patient og lægernes aflønninger, der danner rammen omkring en række interviews med for sent behandlede patienter og pårørende til afdøde, der har følt sig ikke-hørte, ikke-forståede og i allerhøjeste grad ignorerede, da de henvendte sig med akut livstruende sygdomme som meningitis, aneurismer i hjernen og andre sygdomme, som kræver akut hjælp.

Og at telefonkonsultationerne var hurtige og ofte forhastede, og at lægerne i de konkrete situationer ikke var specielt lydhøre, men afvisende og på ingen måde omsorgsfulde dokumenteres dygtigt med båndudskrift fra samtalerne. Der er gennemgående råd om bare at tage noget smertestillende nærmest uanset, hvad patientklagerne gik på, og også selv om patienterne ofte allerede havde fyldt sig med piller. Selv en patient, som hustruen slet ikke mere kan opnå kontakt med, anbefales smertestillende håndkøbsmedicin.

Også tragiske eksempler andre steder

Men at vise nogle om end dybt tragiske eksempler på rigtig dårlig kommunikation, er jo ikke bevis på, at systemet har korrumperet læger til at blive nogle pengegriske sataner, som ikke passer deres lægearbejde, fordi de har et kasseapparat til egen vinding kørende i baghovedet. For måske var det simpelthen skidt udført lægearbejde på grund af svigtende faglige eller menneskelige kompetencer. Og patienterne således primært eksempler på nogle af de ulykkeligvist mange hundrede tusinde utilsigtede hændelser, som hvert år af mange forskellige grunde også finder sted i de øvrige dele af sundhedsvæsnet, selv om man ikke her arbejder på akkord.  

En række af de medvirkende patienter og pårørende har senere modtaget erstatning for forsinket diagnosticering fortælles det i programmet. Men samtidigt fremgår det også i en del af disse klagesager, at også egen læge har fået påtale for forsinkelse. Så måske patienternes symptombilleder også har været mindre normale og mindre klare, end de nu fremstår i bagklogskabens og dermed programmet klare lys, hvor det er enhver forundt at kunne se, at lægernes røde lamper burde have blinket.

Summasummarum er det ikke lykkedes programmet at føre dokumentation for programmets hypotese om, at aflønningssystemet i sig selv slår patienter til lirekassemænd. Grædende enker, efterladte børn og børnebørn, gravsten og kirkegårde er ikke dokumentation for årsagssammenhæng.

Ifølge "Patienter på samlebånd" har der på ti år i de fire regioner, hvor lægevagten drives af de praktiserende læger, været 425 sager i lægevagten, som har udløst erstatning. Men lægevagten har i gennemsnit godt 2,9 millioner patientkontakter om året og dermed gennemsnitligt 42,5 sager årligt, hvor der udbetales erstatning, hvilket svarer til en procentdel på 0,00145, som modtager erstatning. Hvis lægevagten var så ringe og overfladisk på grund af sin økonomiske konstruktion, som den fremstår i dette program, skulle man tro, at antallet af  erstatninger ville være en del højere – også selv om nogle patienter og pårørende af gode grunde ikke orker at klage.

At køre lægevagt i de fire regioner er desuden ikke en frivillig tjans. De praktiserende læger i almen praksis er forpligtigede til at køre en til to gange om måneden, hvis de vil være en del af deres fagforening PLO’s, overenskomst med det offentlige. Og programmet har ikke fundet frem til en eneste kritiker blandt de flere end tusinde ovenikøbet tvangsudskrevne læger, som ellers i givet fald ville have kunnet bevidne, hvordan den hurtige dans om guldkalven fik dem selv og kolleger til at bringe patienternes sikkerhed i fare. Heller ikke selv om manglen på praktiserende læger har betydet, at man i PLO har været nødt til at acceptere, at nogle vagter udføres af læger, som alene varetager dette job. Programmet mangler simpelthen den rygende pistol.

Men når dette er sagt, så er lægearbejde på akkord selvfølgelig en totalt sær konstruktion, som er svær at forsvare. Selv for Danske regioner og PLO er det svært, som det fremgår af programmet.

Så vanskeligt er det for begge parter, at de burde se at få lavet aftalen om i en rasende fart. For det kan da ikke være rigtigt, at akut syge danskere ud af ugens samlede i alt 168 timer skal betjenes af akkordarbejdere i de 128 timer.

Kunne man mon forestille sig, at for eksempel hospitalernes ambulatorier blev drevne efter samme princip, sådan at lægerne ikke blot blev aflønnet efter, hvor mange patienter de fik ind og især ud af laboratoriet på en dag, men også fik dobbelt op, hvis de undlod at henvise til scanninger, blodprøver, andre specialer etc? Nej, det kunne man ikke af mange grunde, men ikke mindst af den simple grund, at det totalt ville ødelægge patienternes tillid til hele det offentlige hospitalsvæsen.

Det samme risikerer vagtlægesystemet efter denne udsendelse - med eller uden rygende pistol- så helle for ikke at være hverken syg patient eller vagtlæge den kommende tid.

Et af problemerne for de lægedrevne vagtlægesystemer er givetvis den alvorlige mangel på praktiserende læger både nu og de kommende år i de fire regioner. Men så meget desto større grund kunne der være til at kigge hele vagtlægesystemet grundigt efter i sømmene og ikke kun honorarsystemet. Vagtlæger møder ofte de allermest syge og livstruede patienter, og alligevel forekommer hele systemet stedmoderligt behandlet af såvel PLO som af regionsledelserne. Ligeså stedmoderligt, som DR behandler sine dokumentarprogrammer om det danske samfund, for det her program burde ikke have været sendt i sin nuværende form, uden at pistolen var fundet - heller ikke selv om, at programmet rejser en vigtig problemstilling nemlig berettigelsen af akkordbetaling i det danske sundhedsvæsen.

Problemet kunne sagtens have været rejst og belyst uden at beskylde læger for at slå patienter ihjel på grund af ussel mammon.