Hypokondri afstigmatiseres i prisværdig bog om den ældgamle lidelse

BØGER: Lider man af hypokondri – eller kender man én, som gør, så er en elegant og gennemarbejdet britisk memoire om lidelsens psykiske, fysiologiske, sociale og kulturelle aspekter en oplagt mulighed for bedre indsigt i denne ellers så ofte nedvurderede sygdom.

Hypokondri er en yderst isolerende tilstand. Af frygt for at blive hånet eller afvist på grund af vores bekymringer omkring vores helbred, kan vi hypokondere være tilbøjelige til at holde det hele indeni. Det kan være en ensom måde at eksistere på. Selv ordet “hypokondri” bærer den tunge bagage og det stigma, som følger af århundreders latterliggørelse, fastslår den britiske forfatter og podcaster Caroline Crampton i sin nye og fremragende erindringsbog ´A Body Made of Glass – A History of Hypochondria´.

Caroline Cramptons egen hypokondri blev sat i gang efter en kræftdiagnose, da hun var godt 17 år, hvor en stor hævet lymfekirtel på halsen afslørede, at hun var syg af Hodgkins lymfom. Efter fem års intensive behandlinger med kemoterapi, stråler, stamcelleterapi og et uventet tilbagefald blev hun som 22-årig endelig erklæret rask, men hendes tillid til sin egen krop var væk:

”Umiddelbart efter min udskrivning fra onkologisk afdeling – på trods af at jeg fik at vide, at jeg var kræftfri – begyndte mit angstniveau omkring sygdom at stige i stedet for at falde. Til at starte med følte jeg, at min konstante overvågning af min sundhed og min krop for potentielle tidlige advarselstegn bare var mig, der var ansvarlig. Trods alt havde mine læger altid opfordret mig til “at holde øje med tingene” og foretage mine egne undersøgelser for at hjælpe dem med at opdage ting tidligt. Jeg brugte meget tid på at panikke foran spejle, fordi jeg troede, jeg havde mærket en knude i min hals igen på det sted, hvor tidligere tumorer var blevet fjernet,” fortæller Caroline Crampton.. Siden har hun skamfuldt og ulykkeligt har været mere eller mindre konstant plaget af invaliderende og hyppigt optrædende og akutte anfald af helbredsangst, hvor hun har frygtet at være døden nær.

”Mange mennesker foragter hypokondere, der ofte opleves som manipulatorer, der bare er ude på at bruge deres dårlige helbred til at kontrollere partnere, venner, familiemedlemmer og kolleger. En foragt, der også for de raske bunder i en forargelse og vrede over hypokondernes tilsyneladende unødvendige forbrug af medicinske ressourcer, som retteligen burde være gået til de virkeligt syge. Mange af disse kritisk foragtende mennesker er læger med hvem, at de overbekymrede længe har haft et anstrengt forhold,” skriver Crampton.

Men blandt Cramptons mange velunderbyggede pointer er, at man tager fejl, hvis man tror, at hypokondri bare er noget, der sidder mellem ørerne, og som den ramte kan tage sig sammen ud af. De ramte er nemlig ifølge hende virkelig fysisk syge, men på måder, som vi endnu ikke rigtigt har forstået.

At man som Caroline Crampton kan lide af bekymringer for sit helbred efter fem års barske behandlinger på grund af alvorlig og gentagen kræftsygdom bør nok ikke undre nogen. Men for Crampton kommer helbredsangst og overdreven opmærksomheden på kroppens små og store signaler til at dominere, og pludselige og voldsomme panikanfald på grund af frygt for sygdom overtager hendes liv. En hypokondri, som hun ærligt indrømmer, hun her 20 år senere fortsat har svært ved at få fuld kontrol over – og det på trods af, at terapi, et mere ustresset liv og processen med at skrive bogen har været med til at dæmpe den, så hun i dag har en række redskaber til at holde den nede og derfor endelig har et godt liv.

Hypokondrien har ifølge Crampton en svævende karakter, der blandt andet betyder, at den kan bølge frem og tilbage mellem at være en irriterende sten i skoen til at være en full blown, invaliderende og kronisk angsttilstand. Ligesom den også kan fremtræde forskelligt for de syge, hvis ’gevinster’ kan være helt forskellige. Nogle har som hun et i et vist omgang faktuelt begrundet behov for kontrol af kroppens evne til at fremkalde sygdom, andre har dødsangst og ønsker derfor konstant bekræftelse i, at de er raske, og andre ønsker måske omvendt, at deres bekymringer bekræftes af lægens test ud fra devisen, at det er nemmere at leve med at have sikkerhed for, at noget er galt, end skulle eksistere i evig angst for ukendte sygdomme.

Historisk kontekst

Men selv om Caroline Cramptons personlige beretning er utroligt stærk, lærerig og rørende, så er ´A Body Made of Glass – A History of Hypochondria´ på ingen måde kun hendes egen lidelseshistorie. Hun dykker også dybt ned i hypokondrien og sætter den i en spændende historisk, social, litterær og medicinsk kontekst, som går tilbage til nogle af de første cases beskrevet af Hippokrates over blandt andre forfatteren Virginia Wolfs personlige og litterære beretninger til nutidens sociale medier, som hun mener i disse år er med til at skabe endnu flere hypokondere.

At undersøgelser viser, at flere og flere og især blandt unge rammes af hykokondri er alvorligt ifølge Crampton, der giver en beundringsværdig ærlig afdækning af, hvor hårdt det er fysisk, mentalt og følelsesmæssigt hele tiden at være på vagt overfor kroppens signaler og de mange ydre angstfremkaldende stimuli, som vi alle bombarderes med 24-7 fra mediernes mange daglige beretninger om pludselig død og svær sygdom.

Ifølge Crampton har det længe været god lægelatin at tro, at hypokondri har sine rødder i uvidenhed. Men det er forkert, for det forholder sig omvendt, for jo mere vi udsættes for medicinske oplysninger og onlineinformation om sygdom, jo mere angste bliver vi, og jo flere cyberkondere skaber vi,” siger hun og fortsætter:

”Det krævede en masse terapi og selvrefleksion for mig at forstå, at al den ekstra information, som jeg opsøgte, ikke påvirkede mine medicinske outcomes positivt, men om noget fik mig til at føle mig værre og bestemt ikke bedre,” forklarer hun og uddyber:

”Hvis hypokondri virkelig kunne kureres ved hjælp af viden, så ville den moderne lægevidenskab have gjort hypokondri til noget fortidigt. I stedet er nervøse lidelser og heriblandt sygdomsangst fortsat mest udbredt i lande med avancerede sundhedsvæsner. Hypokondrien udvikler og forandrer sig i takt med den lægevidenskabelige viden, og hvert fremskridt har hypokondrien lige i hælene.”

´A Body Made of Glass – A History of Hypochondria´ kan uden forbehold anbefales hypokondere og alle andre, der interesserer sig herfor. Forfatterens prisværdigt høje vidensniveau, lødige tilgang, imponerende kulturelle og historiske forståelser og begavede personlige perspektiver på lidelsen gør, at hypokondrien troværdigt afstigmatiseres og dens ofre får noget af den sympati og genoprejsning, som de har fortjent efter tusinder af års nedværdigende hån og latterliggøres.

Caroline Crampton: ´A Body Made of Glass – A History of Hypochondria´ koster 186 kroner på Saxo.dk