Professor: Mammutværk om psykiatriretten er en indsprøjtning med dannelse

BØGER: Det nye værk ´Psykiatriloven: lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v´ er en gave til både praktikere og teoretikere, skriver gæsteanmelder Søren Birkeland, der er professor i psykiatri- og sundhedsret. Han kalder værket for et State-of-the-art opslagsværk inden for psykiatriretten.

I en verden med tiltagende digitalisering af faglitteraturen og tilbøjelighed til, at information mestendels søges på digitale platforme af forskellig lødighed, opleves det dejligt velkendt for fagfolk fra den analoge tidsalder at støde på en splinterny og fuldt opdateret juridisk fremstilling. Når det endda er inden for et af tidens mest hotte juridiske områder, øger det kun begejstringen. Og det er netop tilfældet med ’Psykiatriloven med kommentarer’af professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse og cand. scient. pol. og tidligere SIND formand Knud Kristensen.

Mammutværk – og jura af høj kvalitet

Der er tale om et mammutværk og lad mig allerede fra starten slå fast, at det er jura af høj kvalitet. Fremstillingen er i høj grad deskriptiv, med passende argumentation og nøje reference til relevante kilder. Man oplever sig derfor tryg ved, at der faktisk er fagligt belæg for, hvad der står. Men det er også en bog, som formentlig kun meget få vil læse fra enden til anden. Den kommer nok i højere grad til at fungere som et State-of-the-art opslagsværk inden for psykiatriretten. Det er tilmed værd at nævne, at bogen også indeholder en udmærket gennemgang af centrale sundhedsretlige emner, herunder af kravet om informeret samtykke og de særlige forhold omkring mindreårige, som kan være særligt komplicerede. Med hensyn til sidstnævnte beskrives det med henvisning til tvangsvejledningen, at ”Samtykke til behandling på en psykiatrisk afdeling vil ofte være en så væsentlig beslutning, at der skal være enighed mellem forældrene” (s. 95). 

Behandling af mindreårige

Det hører ikke direkte under psykiatrilovens område, men et meget ofte rejst spørgsmål handler mere generelt om udredning, behandling med videre af mindreårige (under det fyldte 15. år) i børne- og ungdomspsykiatrisk regi. Her kan henvises til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse i sag 133006 (offentliggjort 16. august 2013 om "manglende information til parter med fælles forældremyndighed", tilgængelig på stpk.dk), hvor Nævnet kritiserede, at begge forældremyndighedsindehavere ikke havde været inddraget i forbindelse med aftale om et første møde vedrørende opstart af udredning af en mindreårig i psykiatrisk regi.

Der refereredes til princippet i Forældreansvarslovens § 3, som kræver enighed mellem forældremyndighedsindehavere om ”væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold”. Hvis den anden forældremyndighedsindehaver først senere inddrages, kan vedkommende nemt opleve, at løbet er kørt i forhold til hans eller hendes andel i beslutningstagningen. Den i tvangsvejledningen beskrevne elasticitet må således vedrøre mindre beslutninger om behandling med videre undervejs i psykiatrisk regi. Psykiatriretten har tæt berøringsflade med socialretten, og træffer forældremyndigheden beslutning til skade for den mindreårige, kan børne- og ungeudvalget, som forfatterne fremhæver det, jævnfør socialservicelovens § 63, træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen. Bestemmelse er nu overført til § 40 i Barnets Lov.

Højaktuelt emne i et analogt medie

Det analoge medie er selvsagt følsomt over for rettens udvikling over tid. Et vigtigt, højaktuelt emne såsom reguleringen af tvang mod mindreårige, hvor ændringer af psykiatriloven på tidspunktet for bogens udgivelse endnu ikke var vedtaget, har imidlertid også fået god og grundig omtale. Det gælder også den fortolkningstvivl, som den nye regulering i psykiatrilovens § 1, stk. 5 og 6 introducerer, om end bogens forfattere foreslår den formentlig mest plausible forståelse af, hvad lovændringen må betyde. 

Som et vigtigt bidrag til sondringen mellem frivillighed og tvang, henviser bogen til nyeste domstolspraksis, herunder U 2023.1935 Ø (s. 101) og ligeledes findes en fin beskrivelse af udviklingen i forhold til hjemmelskravet og den gradvise indsnævring af anstaltforholds betydning i psykiatriretten i takt med den tiltagende detail-regulering i selve psykiatriloven. En tilsyneladende accelererende udvikling, hvor hver ny tilføjelse synes at afstedkomme behov for en uendelighed af nye præciseringer i loven. Mens psykiatriloven stadigvæk ikke ekspliciterer hjemlen for den måske mest indgribende tvangsform, tvangsfodring (evt. under fastspænding; se evt. herom Ugeskrift for Læger, 179(4): 363), synes myndighedernes (og offentlighedens) interesse ganske fortabt i tiltagende mikro-regulering af teknikaliteterne omkring brug af detektorer, begrænsning af patienters spil med medpatienter, mobiltelefoni med videre, som tidligere havde fundet plads i administrative retningslinjer (eller fandtes omfattet af anstaltforholdet). 

I bogens kapitel 2 skildres desuden den pudsighed, at fortolkningen af psykiatrilovens ’mindste middels princip’ fortsat baseres på historiske udsagn fra nu længst pensionerede overlæger og myndighedspersoner om disses forestillinger om indgribenhed jf. 1987 (’Kallehauge’) betænkningen og Sundhedsstyrelsens metodisk ret ubeskrevne rundspørge fra 2009, uden én eneste afdækning af oplevelsen af indgribenhed hos de berørte patienter selv (herunder empirisk viden fra forskning eller andet).

Kravene til tvangsindlæggelse

Man finder endvidere en grundig omtale af kravene til tvangsindlæggelse jf. Psykiatrilovens § 5. Det konstateres, at Dahl Jensen og Paulsens inklusion under sidstnævnte bestemmelses område af psykotiske patienter under ’uacceptable’ sociale og ernæringsmæssige forhold, som endvidere er til gene for omgivelserne næppe ”i dag selvstændigt kunne bære en tvangsindlæggelse” (s. 229). Forfatterne af ’Psykiatriloven’ synes i fuld overensstemmelse med den gængse forståelse og praksis omkring § 5 (og ’gældende ret’), hvilket kan være med til at forklare, at vi i gadebilledet i Danmark – på linje med mange andre lande, som vi nødigt sammenligner os med – jævnligt er passive vidner til det gradvise forfald af antageligvis forpinte, intermitterende, psykotiske og eventuelt misbrugende medborgere uden sygdomsindsigt, hvor tidligere indlæggelser ikke har lykkedes med at påvise vedvarende effekt. Bogens omtale af kriterierne for anvendelse af § 5 følges op af en fin argumentation for patienters ret til psykiatrisk indlæggelse, når de opfylder kriterierne i § 5 (s. 242). I samme kapitel kommenteres endvidere ’24-timers reglen’, tilbageholdelse jf. § 10 og patientens særegne retlige situation mellem en udskrivningsanmodning og beslutningen om evt. udskrivelse.        

Under beskrivelsen af tvangsbehandling i bogens kapitel 4 er det glædeligt, men bestemt ikke nogen selvfølge, at denne lovkommentar med henvisning til Kallehauge-udvalget fremhæver, at ”En frihedsberøvet patient har samme ret til behandling som andre patienter og skal altid have et optimalt behandlingstilbud, det vil sige tilbud om den bedste tilgængelige behandling” (s. 292). Princippet supplerer Sundhedslovens § 2 om alle patienters ret til høj kvalitets behandling m.v. og forekommer egentligt lige så rimeligt, som det er et sjældent fremdraget holdepunkt i den sundhedspolitiske diskurs, hvor alt synes at handle om nye, bedre styringsmodeller for fremtidens sundhedsvæsen, og at tingene blot skal gøres ’smartere’. Hvis nogle politikere, økonomer, menneskerettighedsfolk og andre skulle have glemt det i kampen om at være først med at gennemtrumfe de rigtige meninger, så har alle borgere altså juridisk krav på tilbud om god kvalitetsbehandling, inklusive hvad det indebærer. Og det gælder også psykiatrien, som (forresten) en stor del af os på et eller andet tidspunkt bliver brugere af!

En gave til både praktikere og teoretikere

Sidst men ikke mindst – og i samme boldgade – har ’Psykiatriloven’ samtidigt øje for Danmarks internationale juridiske forpligtelser. Der henvises adskillige steder til Menneskerettighedskonventionen og afgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men også til Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur, som efter gentagne besøg i Danmark igen og igen har forsøgt at trække politikere, myndigheder og os andre ud af Tornerosesøvnen og forestillingen om, at Danmark til sammenligning med nabolandende har styr på regulering og praksis omkring tvangsfiksering og anden psykiatritvang.

Kort og godt er ’Psykiatriloven’ en gave til både praktikere og teoretikere. Den udgør et utroligt grundigt og behøvet standard opslagsværk inden for psykiatriretten, og en indsprøjtning dannelse for blandt andre ansatte i psykiatrien. Nærværende anmeldelse yder den langt fra tilstrækkelig retfærdighed. Tak til forfatterne for deres enorme arbejde. En varm anbefaling herfra!

Ellen Margrethe Basse og Knud Kristensen: ´Psykiatriloven: lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v´, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2024, 1815 kroner på Saxo

Om Søren Fryd Birkeland

Blev uddannet som læge ved Aarhus Universitet i 2001 og cand.jur. fra Syddansk Universitet i 2007. Efter ansættelse i psykiatrien blev han uddannet speciallæge i almen medicin. Han har skrevet ph.d. i folkesundhedsret (Syddansk Universitet, 2012) og klinisk medicin (psykiatri, Københavns Universitet, 2018). Han er særligt optaget af spændingsfeltet mellem sundhedsvidenskab og retsvidenskab, herunder patienters og sundhedspersoners retsforhold og med psykiatrien som fokusområde.