Roman giver kræften stemme, mens livet rinder ud

BØGER: Kort over kroppens landskab er en spektakulær, kalejdoskopisk, hærgende og sanselig rejse gennem en kræftsyg kvindes liv og krop.

En kvinde, Lia, er døende af kræft. Et liv er i undtagelsestilstand, en krop er i opløsning, fortid og nutid hvirvles sammen med glemsel, som kræften og kemokurene æder hendes hukommelse og fornemmelse for sig selv. 

Lia fortæller, men undervejs blander andre stemmer sig. Ægtemanden Harry, det bedste menneske, Lia nogensinde har kendt, og datteren Iris, der er alt for voksen, alt for skarp, alt for kunstnerisk og akavet til sin unge pre-teen alder. Og alt for ung til at miste sin mor.

Og så er der stemmen. Stemmen, som fortæller fra indersiden af Lias legeme, mens den lusker omkring og nyder udsigten. Den er udefinerbar, drilsk. Tager form af kræften, der tager nye organer i besiddelse, men den er også snakkende, opregnende, betragtende og funderende over alle dem, der bor i Lias indre i form af minder og lyster, nervøse træk i mundvigen og fossilerede fortrængninger.

Lyder det forvirrende? Det er det også, men det er samtidig eminent romankunst.

’Kort over kroppens landskab’ er britiske Maddie Mortimers debutroman, og den er velfortjent blevet rost og shortlistet til Bookerprisen i 2022. For Maddie skriver forrygende og stærkt eksperimenterende, og det er forfriskende at se en roman, der i sit formsprog spejler sit emne. Det lineære opløses, teksten går i stykker, men samtidig holder Maddie Mortimer læseren fast, og føler man et øjeblik, at man har tabt tråden, samler hun straks læseren op og rækker en ny tråd af historien.

Romanen er skrevet stærkt og sanseligt, og reflekterer elegant over sygdommens natur og vores relationer. Her er et eksempel på stemmen, der i Lias indre betragter hvordan en tidligere elsker stadig rumsterer og hærger.

”Jeg har lyst til at fortælle fossil, at han smører lidt tykt på med sit pludselige heltemod, at han ikke ligefrem har behandlet stedet godt. At han har vredet og hærdet og skrabet og beklikket – og gjort lige så stor skade som mig. 

Men elskere er notorisk uforsvarlige, hvad angår hinandens indre. Selv når det på hudoverfladen ser ud til, at alt er i orden. 

At kærligheden er blid.

Han hoster, sprutter, rømmer sig. Trækker gruppen hid og did, 

udøver henrykt sin

nyvundne autoritet, og det slår mig:

Vi er ikke så forskellige,

han og jeg.

Vi er slet ikke så forskellige.

Vi, som bliver stærkere,

mens hun bliver svagere.”

Stemmen er uden tvivl bogens mest aparte indslag. Man er aldrig helt vis på, hvem den er, hvad den repræsenterer, og så snart man tænker, at ’ah, nu forstår jeg’, kommer usikkerheden snigende igen. 

Mens sygdommen æder Lias fremtid, æder fortiden sig mere og mere ind på hende. Og den gemmer på hemmeligheder. For hvad er det, hun bærer med sig fra barndommen i den dystre præstegård med den skrappe far, og hvad skete der egentlig mellem hende og Matthew, den unge protegé, faren tog til sig og ind i hjemmet for at oplære ham i den kristne tro?

Som romanen skrider frem over de mere end 400 sider, glider stemmerne ind og ud af hinanden. Nogle ord og sætninger danser på siderne, knækker og snørkler sig helt bogstaveligt, og mens sandheden kommer for en dag, opløses grænsen mellem stemmen og Lias fortællestemme langsomt.

’Kort over kroppens landskab’ er skarp, rørende romankunst, der har helt sin egen form et sted mellem roman og digterisk eksperiment. Læs den, hvis du vil underholdes, overrumples og overraskes.

Maddie Mortimer: ’Kort over kroppens landskab’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan købes til 239,95 kroner.